København – En befæstet by

Siden biskop Absalon byggede sig en borg på Slotsholmen, har København været en befæstet by. Byens middelaldervolde stod stort set uforandret i 700 år, indtil pladsmangel og militærteknologiens udvikling førte til voldenes nedlæggelse i midten af 1800-tallet. Når briterne under Københavns belejring i 1807 havde kunne skyde lige ind i byen, var der ikke megen grund til at stuve københavnerne sammen bag voldene.

Men nederlaget i 1864 viste også behovet for en ny form for forsvar af hovedstaden. Danmark mistede store landområder og stod tilbage som en småstat. Borte var dagene hvor Danmark kunne blande sig i europæisk politik, nu gjaldt det om at holde lav profil og sikre Danmarks neutralitet. Det krævede selvfølgelig politisk tække, men også at man var villig til at forsvare sin neutralitet. Men ville det være nok?

Den største trussel lå mod syd. Efter en knusende sejr over Frankrig i den fransk-preussiske krig 1870-1871, havde Preussens jernkansler Bismarck i 1871 forenet Tyskland under preussisk dominans.  Kejser Wilhelms Tyskland udgjorde nu en af Europas stærkeste militære magter. Hvis Danmark endte i krig med det samlede Tyskland, var der ingen der gjorde sig forhåbninger om at Danmark kunne vinde. Snarere kunne det blive enden på Danmark som selvstændig nation. Værre blev det i slutningen af 1870’erne, da Tyskland udbyggede sin flådemagt. Nu kunne man ikke engang regne med at flåden ville kunne bremse et landgangsforsøg på Sjælland

Befæstningsideen tager form

Som modsvar begyndte man i Danmark at overveje forsvarsmulighederne. Nogen mente at enhver modstand var nyttesløs, og man derfor burde bruge færrest mulige penge på forsvaret. Andre at dette var en Alle var enige om at Danmark var afhængig af hjælp udefra, hvis man skulle have nogen chance for at vinde en krig. Men for at andre magter skulle kunne komme til undsætning, måtte man kunne holde fjenden stange længst muligt.

I hærens officerskorps havde man fulgt begivenhederne i krigen mellem Frankrig og Preussen tæt. For dem stod en ting klart: Hvis man skulle kæmpe mod Tysklands stærke hær, så måtte det ske fra befæstede stillinger, som kunne opveje nogle af den danske hærs svagheder. Som landets hovedstad var København oplagt til en befæstning. Her havde både hæren, flåden og landets beslutningstagere hjemme.

De politiske stridslinjer trækkes op

Hærens officerer fik opbakning fra Højre-regeringen, som blev ledet af konseilspræsident J.B.S. Estrup. Estrup var en handlekraftig men også polariserende politiker. I de sidste tre årtier af 1800-tallet lå Højre i en bitter politisk strid med Venstre-partierne i oppositionen. Københavns befæstning og den såkaldte ”forsvarssag” skulle blive et centralt stridspunkt.

I 1800-tallet blev Danmark styret af Rigsdagen, som bestod af Lands- og Folketinget. Højre havde flertal i Landstinget, men måtte konstant se sine forslag til befæstningen nedstemt i det Venstre-kontrollerede Folketing. Estrup, som i forvejen ikke havde meget til overs for demokratiet, reagerede i 1885 ved at sende folketinget hjem på ubestemt tid. På grund af en paragraf i den daværende grundlov, stod det ham ham frit for, og nu kunne Estrups regering finansiere befæstningen med provisoriske (midlertidige) finanslove godkendt af en samarbejdsvillig kong Christian d.9.

Det første befæstningsbyggeri begyndte året efter, og fæstningen kom til at bestå af tre grundelementer: Nordfronten, Vestvolden og Søbefæstningen. Artiklen her vil fokusere på Nordfronten og Vestvolden.

Det første fæstningsbyggeri

Nord for København gjorde det kuperede terræn det svært at anlægge et samlet befæstningsanlæg. Løsningen blev her at anlægge enkeltstående forter og batterier, som skulle forsvare overlappende landområder nord-nordvest for byen. Løsningen blev først og fremmest en række af 5 forter fra Utterslev Mose til Øresund: Gladsaxefortet, Bagsværdfortet, Lyngbyfortet, Garderhøjfortet og Fortunfortet. De 5 forter var desuden placeret sådan, at de kunne yde gensidig støtte til hinanden

Alle 5 forter blev placeret på højdedrag, hvor det var muligt at observere fjendens bevægelser. Læren fra 1864 havde vist hvor sårbare stillinger kunne være for artilleribombardementer, så der blev investeret store summer i at sikre de nye forter. Forterne blev forstærket med beton og dets kanoner placeret i pansrede kanontårne. På visse af forterne kunne kanontårnene endda sænkes ned i fortet, og på alle forterne forsøgte man at sløre stillingerne mest muligt ved at nedgrave dem.

En af forterne, Garderhøjfortet, vidner også om de stridigheder som prægede befæstningsbyggeriet. For fortet blev faktisk finansieret af private midler. En række forsvarsvenlige borgere havde oprettet  ”den Frivillige Selvbeskatning til Forsvarets Fremme”, som indsamlede et beløb stort nok til at finansiere både oprettelsen og udrustningen af det nye fort, som blev påbegyndt allerede i foråret 1886.

Bag ved forterne fandt der også et imponerende stykke ingeniørkunst sted. Som en del af planen for forsvaret af nordfronten, ville man ved hjælp af kanaler fra Furesøen oversvømme et stort landområde med 11 mia. liter vand. Oversvømmelsen skulle besværliggøre fjendens bevægelser både bag og mellem forterne, og gøre det muligt at koncentrere forsvaret på udvalgte steder.

Meget nyt fra Vestfronten

Vest for København, fra Utterslev Mose i nord til Avedøre i syd, strakte den 14 kilometer lange Vestvold sig. I modsætning til nordfronten, var terrænet vest for København ideelt til et forsvar, i den forstand, at det flade landskab gjorde det nemt for befæstningen at overvåge og beskyde terrænet foran det sammenhængende voldanlæg. Hele vejen langs den menneskeskabte vold blev der gravet en voldgrav, som skulle forsinke et og besværliggøre et fjendtligt stormløb.

I den 14 km lange vold, var der med jævne mellemrum konstrueret betonbunkere, såkaldte kaponiere, hvor man med kanoner kunne skyde på langs af volden på fjendtlige styrker som forsøgte at krydse voldgravene. Bag ved selve volden lå artilleribatterier, hvis opgave det var at beskyde fjenden indtil den nåede voldgraven.

Hele vejen langs det imponerende fæstningsanlæg blev der anlagt ammunitionsmagasiner og lignende. Der blev endda konstrueret en mindre jernbane, det såkaldte ’batteritog’, som skulle effektivisere transporten af de tunge artillerigranater til stillingerne langs banen.

Gamle kanoner til nye tider?

Som med forterne nord for København var der på Vestvolden masser af ny teknologi i brug. Men militærteknologien var i rasende udvikling. Både hærens officerer og dens civile støtter så ikke befæstningsanlægget som færddiggjort. Og da de fleste af fæstningsanlæggene stod færdige i 1800-tallets sidste år, truede forældelsen da allerede også i horisonten. Hvad skulle man gøre med befæstningen?  

I de årtier kampen om, og bygningen af, befæstningen havde stået på, havde meget ændret sig i det omkringliggende samfund. I 1894 havde Højre og Venstre indgået forlig, blandt andet på betingelse af Estrups afgang. I 1901 fik Danmark sin første Venstre-regering. Det haltede med viljen til at bruge penge på at modernisere befæstningen, og i 1909 vedtog Venstre-regeringen, til hærledelsens forfærdelse, at Landbefæstningen skulle nedlægges senest i 1922.

Inden da skulle begivenhedernes udvikling i Europa dog komme i forkøbet, og vise at tiden sandsynligvis var løbet fra befæstningsværkerne. I juni 1914 blev den østrig-ungarske tronarving Frans Ferdinand myrdet i Saravejo. Dette startede en kædereaktion af diplomatiske intriger og gamle alliancer, og i august 1914 brød 1. verdenskrig ud. I Danmark holdt man vejret.

Første verdenskrig – Befæstningen og sikringsstyrken

For at forsvare dansk neutralitet, indkaldte man ved krigens udbrud 50.000 mand til den såkaldte sikringsstyrke. Langt størstedelen af de 50.000 mand blev placeret i Københavns befæstning. Som supplement til de etablerede forter og stillinger, blev de indkaldte soldater sat til at grave skyttegrave og nye stillinger, og brugte store dele af deres soldatertid med spader og hakker.

I takt med at de første meldinger fra fronten indmeldte sig, stod det dog hurtigt klart for alle andre end de mest stivnakkede, at tiden var ved at løbe fra befæstningen. Den tyske hær havde i august 1914 belejret den belgiske by Liege, som var bevogtet af en ring af topmoderne forter, som blev anset som værende så godt som uindtagelige. Men tyskerne var i besiddelse af tungt belejringsartilleri, og en for en reduceredes de belgiske forter til ruinbunker.

Selvom man forsatte arbejdet og bemandingen på befæstningen, og opførslen af en ny stilling ved Tune i 1915, var befæstningen forældet. 1. verdenskrig sluttede i november 1918, og allerede i 1920 blev landbefæstningen nedlagt. Det enorme bygningsprojekt var en af Danmarks største, og står i dag som en af Europas bedst bevarede fæstningsanlæg fra perioden.    

Lær mere

Den bedste bog om befæstningen er “Københavns Befæstning – Til Fædrelandets Forsvar”, redigeret af Jens Ole Christensen og Martin Jespersen. Dertil kommer hjemmesiden Vestvolden.info. Mange af de gamle befæstningsanlæg, som Garderhøjfortet og Mosede Fort ved Køge Bugt, er i dag museer og besøgssteder. Et oplagt besøg hvis man vil lære mere om befæstningens historie.