FORSVARSHISTORIEN

Fra neutralitet til kold krig – Hans Hedtoft, E.J.C. Qvistgaard og den kolde krigs første årti

Dette er historien om to mænd, som skulle komme til at spille en central rolle i dansk forsvarshistorie. Den ene stod ved roret, da Danmark sagde farvel til mere end 100 års neutralitetspolitik. Den anden kom at bestride den måske mest ansvarsfulde stilling i Forsvaret, og så endda under den kolde krigs mest anspændte årti. De to mænd var statsminister Hans Hedtoft og forsvarschef Erhard Jørgen Carl Qvistgaard.

Hans Hedtoft blev født i 1903, og voksede op i en arbejderfamilie i Århus. Som ung socialdemokrat gjorde han politisk karriere i mellemkrigsårene. Da tyskerne besatte Danmark 9. april 1940 var Hedtoft blevet udnævnt som partiformand efter Stauning. I 1941 blev han tvunget af posten af tyskerne for sine tyskerkritiske holdninger, men forsatte sit politiske arbejde i det skjulte. Han var blandt andet med til at knytte forbindelser mellem politikere og modstandsbevægelsen.

Hedtoft var også en del af den nye generation af socialdemokrater, sammen med bl.a. H.C. Hansen, der stod for en ny forsvars- og sikkerhedspolitisk linje i partiet. Afrustningspolitikken havde ellers været den dominerende linje, men den nye generation så i stigende grad behovet for at investere i Forsvaret.

En ung Hans Hedtoft fotograferet med sin politiske mentor Thorvald Stauning. Hedtoft så op til Stauning, men stod også for et brud med forgængerens forsvars- og sikkerhedspolitik. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

E.J.C. Qvistgaard blev født ved Rorup på Midtsjælland i 1898. Han blev sekondløjtnant kort efter 1. verdenskrigs afslutning, og gjorde i de følgende årtier karriere i Søværnet. Han begyndte sin tjeneste på krydseren Valkyrien og inspektionsskibet Fylla ved Island. I 1924 kom han på ubådsskole, og allerede året efter blev han udnævnt som chef for ubådsvæsenet. Under besættelsen var daværende orlogskaptajn Qvistgaard bl.a. adjudant for Christian d.10 og deltog derfor ikke i modstandsarbejdet, som mange af hans officerskolleger efter samarbejdspolitikkens fald

En ung Qvistgaard (i hvid jakke) i festligt lag ombord på Inspektionsskibet Fylla i 1921. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Befrielsen

Ved befrielsen stod det klart, at der ventede et enormt arbejde forude med at genopbygge Forsvaret. Man startede de facto fra nulpunktet. Da tyskerne havde erklæret militær undtagelsestilstand den 29. august 1943, opløste de den danske hær og søværnet og beslaglagde størstedelen af det brugbare materiel. Både mandskab og materiel forsvandt.

Så i befrielsesdagene var modstandsbevægelsen den største våbenføre gruppe i landet. Og det var ikke uproblematisk. I besættelsens sidste år havde den opbygget en styrke, den såkaldte undergrundshær, som talte over 40.000 mand. Men undergrundshærens tusinder af frivillige civilister, der kom til i krigens sidste måneder, nåede kun at få den mest nødtørftige militære uddannelse.

Samtidig var modstandsbevægelsen præget af de politiske yderfløje, og det var en farlig cocktail for det etablerede politiske system. Her var det især frygten for den kommunistiske del af modstandsbevægelsen som spøgte.

Modstandsfolk fra BOPA under befrielsen
Modstandsfolk fra den kommunistiske modstandsgruppe BOPA i befrielsesdagene. Det var billeder som dette, som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på nogen. Foto: Frihedsmuseets Fotoarkiv.

Politikere og ledende officerer gjorde derfor deres for hurtigst muligt at få genopbygget Forsvaret. Men kasserne var tomme, og man måtte have hjælp fra sejrherrerne. Her var mænd som Qvistgaard dyrebare. Han var systemloyal og havde allerede før krigen knyttet forbindelser i Storbritannien. Det betød at han i 1946 blev sendt til London, hvor han skulle fungere som luft- og marineattache. Qvistgaard vidste sig at være både fagligt og socialt kompetent, og blev et fast indslag i Londons militærfaglige cirkler. Byen var fyldt med britiske, men også amerikanske officerer, og Qvistgaard knyttede kontakter. 

I 1947 blev der udskrevet folketingsvalg, og Socialdemokratiet med Hans Hedtoft i spidsen  kunne sætte sig på regeringsmagten. Men det var ikke en let opgave, som ventede den nye statsminister. For selvom freden havde sænket sig over Europa, lurede nye konflikter i horisonten. Det var umuligt at benægte, at en ny kold krig mellem USA og Sovjetunionen var en realitet. Men hvordan skulle Danmark forholde sig?

Vejen til Atlantpagten

I de første år efter befrielsen havde Danmark forsøgt at navigere i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske virkelighed. I den nye verdensorden blev det i stigende grad svært at forholde sig neutralt. Det håbede man ellers på i Danmark. Men den nye verdensorden skulle hurtigt vise sig at placere Danmark i frontlinjen.

Danmark var offer for sin egen geografi. Man var ganske enkelt placeret lige på grænsen mellem Øst og Vest. Ikke nok med det var kontrol med de danske farvande centralt i en konflikt til søs. Hvis det kom til en konfrontation mellem USA og Sovjetunionen, så kunne Danmark ikke undgå at blive trukket ind i en konflikt.

I de første år efter befrielsen skete der dog ikke meget fra dansk side. 100 års neutralitetstankegang var ikke lige sådan at ryste af sig.  En begivenhed skulle dog få skelsættende betydning: I februar 1948 tog kommunisterne i Tjekkoslovakiet magten ved et statskup med sovjetisk hjælp. Det førte i Danmark til den såkaldte ’Påskekrise’, hvor man frygtede kommunistiske kupforsøg og sovjetisk invasion.

En af de tidlige hjemmeværnsforeninger
En af de tidlige hjemmeværnsforeninger. Foto: Frihedsmuseets Fotoarkiv

Hedtoft selv var stærkt påvirket af hændelserne. Hedtoft selv skulle efter sigende under et ferieophold i påsken være blevet vækket af støj, som han først panisk troede var den sovjetiske invasionsstyrke. Det viste sig at være landbrugsmaskiner på vej til dagens arbejde i marken. Påskekrisen drev over, men blev katalysatoren som førte Danmark ind i NATO.

Hedtoft kastede sig dog ikke direkte ind i en alliance med Vestmagterne. Hans første forsøg gik på at danne et skandinavisk forsvarsforbund med Sverige og Norge. Selvom man stadig havde klare sympatier for de vestlige demokratier, håbede man på denne måde at kunne sikre sig hjælp fra USA til at genopbygge Forsvaret uden at provokere Sovjetunionen for meget.

Forhandlingerne stod på i næsten et år, men de endte i fiasko. Sverige, som havde nordens stærkeste forsvar, stod fast på sin neutralitet, og ville ikke engang uformelt knyttes til et vestligt forsvarssamarbejde. Norge ønskede, stik modsat, en endnu større tilknytning. I midten stod Hedtofts Danmark som helst ville bevare neutraliteten, men ikke økonomisk var i stand til at opbygge et forsvar alene.

Hans Hedtoft med sine nordiske statsminister-kollegaer Einar Gerhardsen (tv) og
Tage Erlander(th). Hedtoft forsøgte forgæves at overbevise de to om et nordisk forsvarsforbund. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Enden på ideen om det skandinaviske forsvarsforbund kom, da amerikanerne i februar 1949 lagde pres på og meddelte, at man ikke ville levere våbenhjælp eller militær støtte, hvis ikke landene tilknyttede sig det vestlige forsvar. Hedtoft måtte overgive sig. To måneder senere fløj udenrigsminister Gustav Rasmussen til Washington for at underskrive Atlantpagten. Med ham i flyet var, nu kontreadmiral, Qvistgaard.

Et nyt forsvar bygges op

tiden før, under og efter underskrivelsen af Atlantpagten var Qvistgaard nemlig en del af den danske delegation, som skulle diskutere udformningen af Atlantpagten og det kommende militære samarbejde. Her var Qvistgaards personlige nyttige, og han fik muligheden for at fremlægge danske synspunkter og overvejelser ved forhandlingsbordet.

Da forhandlingerne var overstået, og Atlantpagten underskrevet 4.april 1949, vågnede danskerne op til en ny virkelighed. Den danske underskrift havde sat punktum for 100 års neutralitetspolitik. Nu skulle der bygges et Forsvar op.

Det var et stort og vanskeligt arbejde som ventede forude. Og Qvistgaard skulle være manden for bordenden.  I 1950 fik han nemlig det samlede ansvar for Forsvaret, da han blev forfremmet til admiral og udnævnt som Danmarks første forsvarschef. En post som han skulle komme til at bestride i 12 år. Den længst siddende forsvarschef til dato. 

Forsvarschef Qvistgaard modtager den amerikanske øverstbefalende for NATO’s Atlanterhavsstyrker Lynde B. McKormick i Kastrup Lufthavn, 1952. Amerikanerne pressede kontinuerligt på for at få Danmark til at øge sine forsvarsudgifter. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Over de næste 12 år overså Qvistgaard opbygningen af Forsvaret. Det var ikke altid en let opgave. Qvistgaard skulle ikke bare balancere krav fra politikere, han skulle også prøve at få de tre værn, inklusiv det helt nye Flyvevåben, til at arbejde effektivt sammen. Der var kamp om ressourcer og indflydelse, og Qvistgaards diplomatiske evner kom kontinuerligt på prøve. Som forsvarschef fik Qvistgaard i fredstid et koordinerende ansvar for forberedelserne til landets territorialforsvar i krig. Forsvaret, som Qvistgaard overså, blev fundamentet under hele den kolde krig.

Qvistgaard(midtfor) under overdragelsen af minestrygeren Asvig i 1961. En stor del af materielet til genopbygningen af Forsvaret blev doneret som våbenhjælp fra NATO-allierede som USA. Til højre for Qvistgaard ses en amerikansk kommandør. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Hans Hedtoft kom ikke til at se meget til frugten af sit diplomatiske arbejde. Under et møde i Nordisk Råd i januar 1955 blev han ramt af et hjertestop. Han blev 51 år. Efterfølgeren som statsminister blev partifællen H.C.Hansen, som om noget var en endnu varmere fortaler for NATO-samarbejdet. Først i 1970’erne satte en ny generation af socialdemokrater for alvor spørgsmålstegn ved partiets forsvars- og sikkerhedspolitik.

Grønland var et andet af Hans Hedtofts store interesseområder. Her ses han med chefen for Søværnet AH Vedel på fregatten Niels Ebbesen under sommertogtet til Grønland 1948. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Relaterede artikler

Skriv et svar

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.