FORSVARSHISTORIEN

En tøvende allieret? ­­­Danmark, NATO & den kolde krig

Danmark var med fra starten da NATO blev grundlagt i 1949. Igennem fire årtier var Danmark frontlinjestat i konflikten mellem NATO og  Warszawa-pagten. Men forholdet mellem Danmark og Alliancen, og i særdeleshed den største alliancepartner USA, var ikke altid problemfrit.

Da Danmark i 1949 blev medlem af Atlantpagten, var det blandt andet fordi man anerkendte, at den udenrigspolitiske neutralitetspolitik, man havde ført siden 1864, havde slået fejl. Godt nok gjorde man efter befrielsen et forsøg på at stifte et nordisk forsvarsforbund udenom USA og Sovjetunionen, men da det slog fejl, var vejen ind i NATO uundgåelig. Danmarks vej ind i NATO kan du læse mere om her.

Da NATO-medlemskabet var en realitet, begyndte et nyt og hårdt arbejde: At genopbygge Forsvaret, så man kunne leve op til sine forpligtelser som alliancepartner. Det skulle dog vise sig at være en mildest talt kompliceret affære.

For den nye rolle som alliancepartner stillede krav. Og krævede ofre. Krav og ofre, som ikke altid var populære blandt hverken politikere eller vælgere. For et moderne forsvar kostede mange penge, og i efterkrigsårene var man i fuld gang med at opbygge den moderne velfærdsstat. Her refererede man igen og igen til behovet for øget sammenhængskraft i samfundet som et effektivt værn mod kommunisternes appel til arbejderklassen.

Det hjalp dog ikke meget på stemningen i NATO, hvor man fortsat så Danmark som for tilbageholdende. Stridspunktet blev de såkaldte ”styrkemål”, NATO’s vurdering af det enkelte lands forsvarsbudget og kapabiliteter. Vurderingen af hvilke skulle igennem årene lede til megen kritik af Danmark fra NATO’s øverste ledelse.

NATO-statsledere samlet til konference i 1957. Statsminister HC. Hansen (S) tredje fra venstre.
H.C. Hansen var en del af den generation af socialdemokrater, som nærede stor tillid til USA. Det var bl.a. under H.C. Hansen at den danske regering stiltiende accepterede amerikanske atomvåben i Grønland. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Kunne NATO overhovedet forsvare Danmark?

I 1950’erne var det dog spørgsmålet om forsvarsbudgetter, som fyldte mest. Her var det ligefrem spørgsmålet om det planlagte forsvar af Danmark, som skabte hemmelige gnidninger mellem NATO’s ledelse og Danmark. For nok sikrede Atlantpagtens artikel 5, den såkaldte musketered, på papiret, at Danmark ville blive forsvaret i tilfælde af angreb. Men var et sådant forsvar overhovedet realistisk?

Fra dansk side var der et forståeligt ønske om at forsvare mest muligt dansk territorium. Men i NATO var der tvivl om, man havde militær kapacitet til det. For den sovjetiske hær var i stand til at opstille langt større konventionelle styrker end NATO. Tyngden i NATO’s forsvar af Danmark lå ganske vist ved den dansk-tyske grænse, men ved et massivt sovjetisk angreb skulle forsvaret af Vesteuropa derfor trækkes tilbage til Elben-floden vest for den jyske halvø. De danske styrker kunne derfor ikke forvente forstærkninger i en krigssituation. Situationen var faktisk så alvorlig, at Forsvarets sidste planlagte forsvarslinje lå nord for Limfjorden. Størstedelen af landet måtte simpelthen forventes opgivet.

NATO øvelsen Main Brace landgang 1952
Selvom Danmark reelt set ikke kunne forvente allierede forstærkninger, så øvede man flere gange gennem 1950’erne modtagelsen af allierede forstærkninger for at vise alliancens solidaritet. Her amerikanske marinesoldater på den jyske vestkyst under øvelsen ‘Main Brace’, 1952. Foto Forsvarsgalleriet.dk

I Danmark var en sådan tilbagetrækning politisk uspiselig, og man gjorde sit for at signalere vilje til at forsvare hele landet. Et eksempel er blandt andet bygningen af Stevns- og Langelandsforterne. Som en del af opbygningen af Danmarks forsvar finansierede NATO gennem et infrastrukturprogram bygningen af militære anlæg i Danmark, fx flådestationen i Frederikshavn og flyvestationerne.

Men i NATO’s øverste hovedkvarter SHAPE (Supreme Headquarters Allied Powers Europe) så man med skepsis på stationære forsvarsanlæg som forterne og nægtede at finansiere dem. Så Langelands- og Stevnsforterne blev opført for danske midler alene. Et tidligt eksempel på, at Danmark og NATO-ledelsen ikke altid var på bølgelængde.

Opførslen af Stevns- og Langelandsfortet var en kontroversiel beslutning i NATO, hvor man anså forter for at være forældede. Derfor nægtede NATO også at medfinansiere forterne. Her ses en af de store 150 mm-kanonbatterier på Stevnsfortet. Kanonerne stammede oprindeligt fra det tyske krigsskib Gneisenau. Foto: Forsvarsgalleriet.dk
Opførslen af Stevns- og Langelandsfortet var en kontroversiel beslutning i NATO, hvor man anså forter for at være forældede. Derfor nægtede NATO også at medfinansiere forterne. Her ses en af de store 150 mm-kanonbatterier på Stevnsfortet. Kanonerne stammede oprindeligt fra det tyske krigsskib Gneisenau, som man havde anvendt for at spare pengene til nye kanoner. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Vesttyskerne kommer til

I 1955 skete der en udvidelse af NATO, som havde afgørende betydning for forsvaret af Danmark. Efter længere forhandlinger blev Vesttyskland medlem af NATO. I Danmark var den vesttyske optagelse i NATO ikke helt ukontroversiel så få år efter besættelsen, og særligt kommunisterne brugte minderne om krigsårene til at kritisere NATO’s beslutning.

Men det betød, at frontlinjen mellem Øst og Vest blev skubbet helt frem til den tyske grænse. Nu rykkede NATO’s forsvarslinje øst for Jylland, og danske styrker fra Veste Landsdelskommando kunne indgå i et tæt samarbejde med vesttyske tropper i Schleswig-Holstein. Nu var et forsvar af den jyske halvø ikke længere så utænkeligt, og med tiden blev der øremærket flere forstærkninger til regionen. Samarbejdet blev formaliseret med oprettelsen af NATO-enhedskommandoen Allied Command Baltic Approaches (BALTAP) i 1962.

I løbet af den kolde krig udviklede man det dansk-vesttyske samarbejde, og i løbet af 70’erne lagde man sig fast på udformningen af samarbejdet på landjorden. Her spillede Danmark en vigtig rolle i NATO’s forsvarsplanlægning. Danske styrker i Jylland blev øremærket til at deltage i det fremskudte forsvar i Holsten langs grænsen syd for Lübeck og øst for Hamborg, hvor man forventede et sovjetisk angreb i krigens første dage.

Enhedskommandoen havde sit fredstidshovedkvarter på flyvestation Karup. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Farvel til våbenhjælpen, ungdomsoprør og Vietnamkrig

I 1965 blev den sidste våbenhjælp leveret. Våbenhjælpen havde indtil da været et centralt led i den danske forsvarsopbygning og havde sikret en støt tilstrømning af moderne våben som kampvogne og jetfly. I Danmark havde de politiske forhandlinger om forsvaret taget udgangspunkt i, at våbenhjælpen ville fortsætte.

Flyvevåbnet modtog i 1951 seks amerikanske F-84E ‘Tordenjet’-fly. NATO’s øverstbefalende general Eisenhower deltog ved overrækkelsen. Video: Forsvarets Mediearkiv.

Det blev derfor nødvendigt at genforhandle forsvarsforliget, og da der ikke var politisk ønske om at øge forsvarsudgifterne, blev der tale om smertefulde nedskæringer for forsvaret. Den stående dækningsstyrke blev reduceret, og genindkaldelse af værnepligtige holdt til et minimum. Vigtigst af alt fastholdt man et forsvarsbudget på 2,5% af BNP.

Det var en beslutning, som blev fastholdt ved næste forsvarsforlig. Samtidig ændredes den danske opfattelse af NATO’s styrkemål fra ’mindstemål’ til ’cirka-tal’. Det betød reelt set, at Danmark opgav at leve op til NATO’s styrkemålsforpligtelser. Det skabte furore i NATO-hovedkvarteret og i Washington D.C., hvor man i visse kredse kritiserede Danmark for at nyde godt af NATO’s sikkerhedspolitiske beskyttelse uden at yde sit til alliancen.

NATO-ministermøde i Bellacentret i København den 14. juni 1973. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Mens der allerede i 1950’erne var uenigheder om den konkrete udformning af forsvaret af Danmark, var der i denne periode en grundlæggende enighed i befolkningen om opfattelsen af Danmarks NATO-medlemskab og særligt forholdet til USA som et gode. En generation, som havde oplevet besættelsen og befrielsen på nært hold, så NATO og amerikanerne som garanti for Danmark og Europas sikkerhed. Både i de borgerlige partier såvel som i Socialdemokratiet var det den gængse opfattelse.

Men i løbet af 1960’erne og 70’erne begyndte denne opbakning at svigte blandt dele af de yngre generationer. Det var selvfølgelig især på den yderste venstrefløj, at de USA-kritiske holdninger florerede, men også blandt den nye generation i Socialdemokratiet var der kritiske røster. Det var især Vietnamkrigen, som skulle vise sig at blive katalysator for de nye kritiske holdninger til USA og NATO. Vietnamkrigen blev som den første krig udkæmpet for rullende kameraer, og billeder af krigens rædsler tonede frem på fjernsynsskærme verden over.

Modstanden mod krigen blev et forenende element på tværs af den unge venstrefløj og pustede til en generel modvilje mod USA og NATO. En modvilje, som trak mange unge på gaden til demonstrationer og pegede på, at forældregenerationens NATO-optimisme var på vej ud.

Modstanden mod Vietnamkrigen forsatte ind i 70’erne, og kom i lige så høj grad til at handle om en generel modvilje mod USA og amerikansk dominans. Her i Odense, december 1969. Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet 

Fodnoter og fornyet kold krig

På trods af modviljen mod USA og NATO var perioden 1963-1978 præget af en vis afspænding i forholdet mellem Øst og Vest. Efter Cubakrisen i 1962 havde bragt verden på randen af atomkrig, havde USA og Sovjetunionen underskrevet en række aftaler om våbenkontrol.

Også i Europa mærkede man denne afspænding. Danmark var blandt initiativtagerne, da den belgiske udenrigsminister Pierre Harmel præsenterede den såkaldte ’Harmel-rapport’ i 1967, hvor NATO-landene forpligtede sig til at vedligeholde evnen til afskrækkelse, men også til at afsøge muligheder for afspænding.

Afspændingen sluttede dog brat i slutningen af 1970’erne. Den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979 blev startskuddet til en periode med fornyet kold krig. Året efter vedtog NATO-landene den såkaldte dobbeltbeslutning, hvor man planlagde at opstille mellemdistanceatommissiler, hvis ikke Sovjetunionen indvilligede i forhandlinger om at begrænse sine samme.

Det var en beslutning, som vakte omfattende protester og demonstrationer fra fredsaktivister og venstrefløjen. I Danmark fik det også en væsentlig indflydelse på forholdet til NATO. I 1982 var Poul Schlüters borgerlige regering kommet til magten. Men i Socialdemokratiet var Vietnam-generationen kommet til magten, og i opposition slog partiet ind på en NATO-skeptisk kurs.

Det blev begyndelsen på den såkaldte ’fodnotepolitik’, hvor det ’alternative sikkerhedspolitiske flertal’ bestående af Socialdemokratiet og Radikale Venstre pålagde regeringen at føre en politik, den ikke gik ind for. I Danmark kom det til udtryk med klare deklarationer mod atomvåben. I NATO-regi betød det, at Danmark stod udenfor en række centrale beslutningsforslag. Da beslutninger i NATO skal vedtages enstemmigt, blev de danske reservationer indført som fodnoter i beslutningsforslagene.

Men hvad betød det for Danmarks position i NATO? Det har man diskuteret lige siden. Flere borgerlige politikere og historikere har argumenteret for, at man med fodnotepolitikken såede tvivl om Danmarks position i NATO og dermed udsatte Danmark for fare. På den anden side har andre argumenteret, at det alternative sikkerhedspolitiske flertal ikke satte spørgsmålstegn ved NATO-medlemskabet, men kun forholdt sig kritisk.

Enden på fodnotepolitikken kom med udskrivelsen af det såkaldte ‘atomvalg’ i 1988. Forinden havde oppositionen stillet et forslag om at amerikanske skibe som anløb danske navne skulle udspørges om de var bevæbnet med atomvåben, og i så fald gøres opmærksom på den danske atompolitik. Amerikanernes udgangspunkt var, at man hverken bekræftede eller benægtede atombevæbning. Derfor blev forslaget set som brud på alliancesolidariteten i NATO, og regeringen udskrev valg. Schlüter inviterede de Radikale til at danne regering i bytte for udenrigspolitisk loyalitet, og det betød enden på fodnotepolitikken.

Med Berlinmurens fald i 1989 afsluttedes den kolde krig. Det betød begyndelsen på enden for det territorialforsvar, som havde karakteriseret Forsvaret under den kolde krig. Men det skulle ikke blive enden på Danmarks deltagelse i NATO-samarbejdet. I stedet begyndte perioden for Danmarks ‘aktivistiske udenrigspolitik’, hvor man prioriterede internationale missioner. Da FN måtte opgive at sikre freden i det krigshærgede Eksjugoslavien, deltog Danmark i NATO-missionerne IFOR, SFOR og KFOR.

God stemning ved NATO-ministermøde, København 1991. Stemningen var en anden i 1980’erne, da udenrigsminister Uffe-Ellemann Jensen måtte  få indsat fodnoter om danske forbehold i NATO’s beslutningsaftaler. Men i 1990’erne var tiden en anden, og Danmark kunne føre aktivistisk udenrigspolitik. Foto: Forsvarsgalleriet

Relaterede artikler

Qvistgaard og Hedtoft
3. feb 2023

Skriv et svar

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.