Selvom vi her på Forsvarshistorien.dk hovedsageligt fokuserer på Danmarks nyere forsvars- og militærhistorie, er det også vigtigt at forstå de begivenheder som kom forinden. Derfor kommer vi i den næste tid til at udgive en række kortere artikler, som introduktioner til tiden fra 1864 til 1945.

Den dansk-preussiske krig i 1864, også kendt som den “2. Slesvigske Krig” eller slet og ret “Krigen i 1864,” var en af de mest skelsættende begivenheder i Danmarks historie. Udover tabet af store landområder, havde nederlaget langvarige politiske og kulturelle konsekvenser. Det er ikke forkert at snakke om et ”traume” fra 1864, som kom til at sætte sine spor både i befolkning og beslutningstagere i mange årtier fremad. 

Og så er det også en krig som byder på militærhistoriske myter. For hvordan var det nu lige det var med de bagladere? Læs med her, når vi folder historien om 1864 ud.

Politik, historie og nationalidentitet

Baggrunden for krigen er kompleks. De danske konger havde siden middelalderen også været hertuger i de to hertugdømmer Slesvig og Holsten. Men forholdet til de fjerne hertugdømmer, med deres blanding af dansk- og tysktalende befolkninger, var ofte plaget af konflikter om autoritet og indflydelse.

I løbet af 1800-tallet vandt en ny ideologi frem i Europa: Nationalismen. I stigende grad blev lande og nationer, set som bestående af et bestemt folk. Men i hertugdømmerne skabte det i stigende grad uroligheder. For var hertugdømmerne tyske eller danske?

Gnisten som skulle få krudttønden til at eksplodere, var revolutionsåret 1848. I hele Europa blev de gamle monarkier væltet. Også i Danmark stod det enevældige monarki for fald. De nationalliberale i Danmark gjorde det klart for den nye konge, Frederik VII, at man krævede en fri og samlet forfatning for kongedømmet og Slesvig. Mellem linjerne var en slet skjult trussel om revolution, og kongen måtte give efter for presset.

Dette blev mødt med vilde protester fra de tysksindede i hertugdømmerne, som ønskede et samlet Slesvig-Holsten knyttet til dets tyske naboer. De tysksindede søgte hjælp fra Preussen og det Tyske forbund, og 1. slesvigske krig var en realitet.Krigen varede fra 1848-1851, men endte uden at løse de konflikter som havde ført til krigsudbruddet. Hertugdømmerne forblev danske, men uden en fælles forfatning. Derfor var kimen lagt til en ny konflikt.

Danmark til Ejderen!

I 1863 forsøgte de nationalliberale igen at indlemme Slesvig i Kongeriget. Holsten skulle nu endegyldigt udskilles, og den danske grænse gå helt til Ejder-floden. I de kommende måneder blev der gjort en hektisk diplomatisk indsats rundt om i Europa for at forhindre krigen. Men i Danmark afviste man alle tyske protester. Og den preussiske jernkansler Otto Von Bismarck så krigen som en glimrende anledning til at samle de tyske stater mod en fælles fjende. Krigen var en realitet.

Militært set var Danmark ikke parat til en ny krig. Sejren i den første Slesvigske krig havde givet dansk selvtillid, men sydpå var det preussiske militær i rivende udvikling. Når krigen kom ville Danmark stå overfor en af Europas mest moderne hære.

Krigen bryder ud

Den 2. slesvigske krig begyndte den 1. februar 1864. Her trængte 62.000 preussiske og østrigske tropper ind i hertugdømmerne. Overfor dem stod 39.000 danske soldater, en stor del af hvilke befandt sig ved Dannevirke-stillingen i Sønderjylland.

Dannevirke var bygget i den sene jernalder, og var de fleste steder ikke mere end en jordhøj. Oven i var Slien-fjorden og vådområderne på flankerne frosset til, så de fjendtlige styrker kunne uden større besvær omgå befæstningerne. Det stod klart at Dannevirke ikke var til at forsvare. Men i offentligheden opfattede man stadig Dannevirke som en uovervindelig fæstning. Derfor udbrød der ramaskrig da den ellers erfarne danske hærchef general Christian de Meza d.4. februar beordrede et tilbagetog til Dybbøl skanse. Det endte med at koste ham jobbet. Den utaknemmelige kommando at lede danske styrker blev derefter givet til den modvillige general Georg Gerlach.

Tilbagetoget op gennem Jylland var kaotisk i den hårde vinter, hvor fjenden konstant var i hælene. D. 6. februar tørnede danske og preussisk-østrigske styrker sammen ved Sankelmark. Den danske bagtrop var i undertal, og kampene endte i blodige nærkamp med bajonetter og geværkolber. Men det lykkedes at pådrage fjenden så mange tab, at de afbrød forfølgelsen

Endemålet for den danske tilbagetrækning var befæstningen ved Dybbøl. Her håbede man på at kunne lave udfald mod den invaderende hær, mens man ventede på at de andre europæiske stormagter skulle gribe ind og sikre freden. Men den danske hær blev hurtigt indesluttet, og stormagterne afstod fra at intervenere. Den danske hærs skæbne var beseglet.

Nederlaget ved Dybbøl – og myten om bagladerne

Den danske hær stod over for overvældende odds og var ude af stand til at modstå den preussisk-østrigske alliance. Gradvist blev den danske hær tvunget tilbage mod de sidste skanser.

I tiden efter er der gjort meget ud af den teknologiske ulighed mellem de to hære. Særligt den danske hærs bagladergeværer har måtte tage imod meget kritik, sammenlignet med den preussiske hærs topmoderne Dreyse-bagladegeværer.

Og det var også rigtigt at den preussiske baglader havde en langt højere skudkadence. Men samtidig var det også et skrøbeligt våben, som nemt gik i baglås. Til sammenligning var den danske riffel, tapriffel model 1848, et pålideligt og driftssikkert våben, som trods sin lavere skudhastighed stadig var forholdsvis præcis. Det ændrede ikke på at preussernes moderne baglader var i stand til at pådrage danskerne store tab, men det var for alvor en anden våbenart, som skulle få afgørende betydning: Artilleriet.

Mens den danske hær benyttede ældre glatløbede kanoner, var den preussiske hær udstyret med riflede bagladekanoner. De riflede kanoner var langt mere præcise over større afstande, og kunne derfor placeres udenfor de danske kanoners rækkevide.

Det betød, at da den preussiske hær fra midten af marts indledte et månedlangt bombardement af Dybbøl, stod den danske hær uden noget effektivt modsvar. I over en måned hamrede de preussiske kanoner løs på de danske stilligner. Og da den preussiske hær kl.10 d.18 april påbegyndte sit endelige stormløb, efter et sidste 6 timer langt bombardement, var de danske skanser reduceret til jord- og grusbunker.

Alligevel blev der gjort hårdnakket modstand fra dansk side. D. 8 brigade foretog et siden så berømt modangreb, hvor det lykkedes at trænge fjenden tilbage for en stund. Men overmagten var for stor. Og efter nogle timer blev de sidste danske stillinger nedkæmpet. Slaget ved Dybbøl den 18. april 1864 blev et symbol på dansk modstand, men det endte med dansk nederlag og tabet af Dybbøl Skanse. Den danske hær trak sig tilbage til Als.

Der blev indgået våbenstilstand, og fredsforhandlinger påbegyndt. Men de danske forhandler nægtede at gå på kompromis, og våbenstilstanden udløb i slutningen af juni. D. 29. juni kl.02 begyndte preussiske soldater at krydse Alssund, og gik i land på Als i de tidlige morgentimer. Det danske forsvars smuldrede, og allerede klokken 05:30 var øen på tyske hænder. Tabet kom som et chok. Nu stod det klart at også Fyn og Sjælland var sårbare. Den nationalliberale regering gik af d.11 juli, og den nye Højre-regering indledte en våbenhvile. Nederlaget var en realitet.  

Danmark bliver en småstat

Nederlaget i den dansk-preussiske krig havde alvorlige konsekvenser for Danmark. Først og fremmest mistede landet store landområder og tusinder af borgere, der boede i de tabte hertugdømmer. Tabet af Slesvig og Holsten blev set som en alvorlig national ydmygelse, og det skabte en følelse af tab og sorg blandt danskerne. Krigen spillede dog også en rolle i at cementere den danske nationalidentitet, hvor man gjorde sig store anstrengelser for at adskille sig fra alt tysk.

Lige så markant førte krigen til en ændring i Danmarks forsvars, udenrigs- og sikkerhedspolitik. Tiden var forbi hvor Danmark var en politisk og militær magt i europæisk politik. Nu gjaldt det om at holde lav profil. Resultatet blev en neutralitetspolitik, hvor både politikere og Forsvar havde det eksplicitte formål at sikre dansk neutralitet. Denne neutralitetstanke rodfæstede sig bredt i samfundet, og skulle blive det styrende princip i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik helt indtil Danmarks medlemskab af NATO næsten et århundrede senere i 1949.