Tanken om aktiv kvindelig deltagelse i Forsvaret er mere end 75 år gammel, men udviklingen er gået langsomt. Selv i dag, da kvinder har kvalificeret sig på ethvert tænkeligt militært niveau, vækker selve karakteren af deres tilstedeværelse af og til ondt blod. 

Af Niels-Birger Danielsen

For to et halvt år siden, i august 2020, bestod en kvinde for første gang Frømandskorpsets kampsvømmerkursus. Det var Lene, en hærofficer midt i karrieren, der stod for præstationen.

Samme år gennemførte en 25-årig løjtnant af reserven, hvis navn holdes anonymt, som den første kvinde Jægerkorpsets legendariske patruljekursus og blev ansat i korpset.

Helt tilbage i 2006 blev den 27-årige Line Bonde den første kvindelige F-16-jagerpilot i Danmark.

Det har med andre ord solid rod i konkrete erfaringer om kvinders formåen, når politikerne for tiden forhandler om evt. indførelse af værnepligt for kvinder i stedet for værneretten, som man frit kan stemple ud af midt i tjenesteforløbet. 27,4 pct. af Forsvarets rekrutter var i 2022 kvinder.

De rent mandlige bastioner er der stadig, men de bliver færre. Det er hele 24 år siden, at den nu pensionerede Annemette Ruth i 1999 blev udnævnt til kommandørkaptajn i Søværnet og dermed som den første kvinde nåede chefniveauet inden for Forsvaret.

I 2016 blev Lone Træholt fra Flyvevåbnet – i dag ligeledes pensioneret – landets første kvindelige general, da hun blev chef for Flyvevåbnets Taktiske Stab med grad af brigadegeneral.

Samme grad nåede den dengang 51-årige Jette Albinus året efter som den første kvindelige hærofficer, da hun blev stabschef i Hjemmeværnskommandoen. Hjemmeværnets nye stabschef: Hvis jeg fejler, går det ud over andre kvinder i hæren. I dag har hun en chefstilling i Forsvarskommandoens operationsstab.

Aktuelt har Hæren en kvindelig regimentschef i skikkelse af oberst Susanne Lund, Trænregimentet i Aalborg. Kun graderne som generalmajor, kontreadmiral og derover er endnu rent mandligt domæne.

Kvinderne har også stemplet ind i den yderste, tragiske konsekvens, som alle ansatte i Forsvaret har som et grundvilkår – det at måtte sætte livet ind. Den 1. juni 2010 blev den 22-årige konstabel Sophia Bruun dræbt af en vejsidebombe, da hun bemandede et maskingevær i en Piranha-mandskabsvogn på patrulje nordøst for Gereskh i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Dermed er hun den hidtil eneste kvinde i danmarkshistorien, der er faldet i kamp. Over 800 kvinder var blandt de 11.406 danske soldater, der i årene 2002-13 deltog i den NATO-ledede International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan. I alt 44 danskere mistede livet i landet, der har været krigshærget gennem årtier.

Men trods rækken af overbevisende tegn på kvindernes ligeværdige deltagelse, bringer emnet ’kvinder i Forsvaret’ fortsat følelserne i kog.

Beretninger om seksuelle krænkelser i Forsvaret vedbliver i antal og grovhed med at fremkomme ganske uanfægtet af kvindernes konkrete præstationer.
”Den endelige integrering opnås ikke i dette maskuline miljø, fordi der holdningsmæssigt ikke synes at være den fulde accept af deres tilstedeværelse,” skrev den nu afdøde psykolog Susan Schlüter.

Hendes ord fremkom i Krigsvidenskabeligt Tidsskrift i marts 1989 under overskriften ’Kvinder i Forsvaret’, men selv om de er 34 år gamle, forekommer de stadig at have en vis aktualitet.

Forsvarsledelsen har i mange år haft som politik at bekæmpe kønskrænkelser, og i dag er det en topprioritet. Efter offentliggørelsen af TV2-dokumentaren ’Operation X’ i juli 2022 fastholdt forsvarschef Flemming Lentfer, at der allerede var blevet kommunikeret ’skarpt’ ud i systemet, men erkendte, at ikke alle efterlever politikken.
”Der er nogen derude, som åbenbart ikke forstår, at vi ikke vil have krænkende adfærd i Forsvaret. Hos nogle er det moralske kompas bristet, og det er klart, at de kan vi ikke leve med,” sagde Lentfer.

De første forsøgsordninger

Susan Schlüter var godt placeret til at vurdere spørgsmålet om kvinder i Forsvaret, for artiklen i Krigsvidenskabeligt Tidsskrift var psykologens afsluttende status efter otte år som ansat ved Forsvarets Center for Lederskab.

At der allerede dengang en del år havde været fokus på at skaffe kvinderne indpas, fremgår af hendes jobbeskrivelse: ’ansvarlig for indplacering og forsøgsordninger i relation til det kvindelige personel i Forsvaret og med i projektgruppe for kvinder i Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet’.

I 1971 havde der været ca. 500 militært ansatte kvinder i Forsvaret, og det var i 1989 steget til ca. 800. De blev brugt som konstabler og sergenter i værnenes højere stabe, på kontrol- og varslingsområdet samt i uddannelsesfunktioner.

Fra 1974 blev der åbnet for, at kvinder kunne gennemgå officersuddannelser. Indførelsen af Ligestillingsloven i 1978 gjorde det uundgåeligt at se nærmere på, hvordan praksis var i denne massivt kønsopdelte sektor af det danske samfund.

Som et første forsøg på at give kvinderne mulighed for at deltage i operative opgaver blev der i 1981 iværksat en forsøgsordning i Søværnet. Den indebar, at kvindeligt personel fik mulighed for at gøre sejlende tjeneste på udvalgte skibstyper. Indtil da kunne kvinder ikke være med på krigsskibene.
    ”I hæren og flyvevåbnet iværksattes en tilsvarende forsøgsordning ligeledes i udvalgte enheder/eskadriller. (…) Interessen har været stor. Eksempelvis til forsøgsordningen i søværnet var der i første omgang 4000 henvendelser,” skrev Susan Schlüter

Ansøgningsfasen indeholdt to dages ophold ved Forsvarets Rekruttering med grundig orientering, fysiske test, personlighedstest, intelligensprøve, personlige samtaler m.m. Otte år senere kunne psykologen konkludere, at holdningen til kvinderne var ændret i positiv retning.
     ”Kvinderne er motiverede og udviser stor interesse, flid og positiv indstilling. (…) Omgangsform og -tone (ændres) til det bedre, når kvindeligt personel er til stede. (…) Hygiejnen er ligeledes højnet. (…) Kvindernes faglige kunnen er (…) fuldt på højde med deres mandlige kollegers. (…) Dette har bl.a. givet bedre resultater i enheder (…) med blandet personel sammenlignet med enheder med udelukkende mandligt personel,” fremgik det af hendes artikel.
     ”I de tilfælde, hvor kvindelige befalingsmænd (…) er tilgået de blandede enheder, har de i høj grad bistået ved løsning af såvel personlige som praktiske problemer og herudover været opmærksomme på problemområder, som mænd vanskeligt har kunnet identificere.”

Risikoen for tilpasning

Så kom Susan Schlüter til de mere problematiske forhold.
    ”Kvinderne udviser større sensibilitet over for hård tale, støjende adfærd og kønsrelaterede attituder,” anførte hun.

Dertil kom den usikkerhed, der bundede i, at den mandlige befalingsmandsgruppe ingen som helst erfaring havde med at lede kvinder.
    ”Dette resulterer i en generel forskelsbehandling eksempelvis i retning af enten meget venlighed eller reel afstandtagen over for kvinderne ved en meget formel anvendelse af lærte ledelsesprincipper.”

Susan Schlüter foreslog fremtidige fokusområder, der ganske rigtigt har vist sig at have  betydning for kvinders muligheder i Forsvaret.
  ”Risikoen for, at kvinderne bliver syndebukke: Kvinderne kan beskyldes for forhold, som har lidt eller slet intet med dem at gøre. (…) Risikoen for selvopfyldende profeti: En kraftig fokusering på kønsforskelle og de problemer, det forventes at disse må medføre, kan bevirke, at netop de forventede problemer opstår. (…) Risikoen for at kvinderne tilpasser sig fremfor at blive integreret: den kvindelige minoritet må til stadighed tilpasse sig den mandlige majoritet med fare for afvisning, hvis de ikke gør det.”

Et usædvanlig markant eksempel på denne form for tilpasning gav kaptajn Anne-Sophie Eriksen i 2013 i et interview med Information. Hun løb 100 kilometer ugentligt sideløbende med forskellige former for hård styrketræning og havde trænet helt op til fødslen af begge sine børn, der dengang var små.
    ”Kvinder må yde ekstra meget for at nå det fysiske niveau, da vores kroppe fra biologiens side er ringere stillet end mændenes,” sagde hun og bekræftede, at hun hele vejen igennem sin karriere i Forsvaret som hovedmotivation havde haft, at ingen skulle kunne tænke, at hun ikke gjorde sit arbejde lige så godt som de mandlige kolleger.
     ”Det første, mændene kigger efter ude på løbebanen, er, om kvinderne kan følge med. Kan man det – eller løber man oven i købet fra dem – har man bevist sit værd. Så er man accepteret,” uddybede Anne-Sophie Eriksen, hvis bedste tid på 10 kilometer er 36 minutter og 28 sekunder.

Lene, der som den første kvinde har gennemført Frømandskorpsets kampsvømmerkursus, har oplevet negativ forskelsbehandling. Det gjaldt bl.a. idrætskrav på Hærens Officersskole og træningstilstandsprøven før i tiden.
    ”Det er mig bekendt justeret, således at det er ens for alle. Det er det vigtigste,” mener hun.  
    ”Jeg har derfor følt det nødvendigt at vise, at jeg kunne leve op til mændenes krav, så jeg har valgt at gøre det. Det har givet en form for respekt,” siger hun.
Det gjaldt også den træning, der har ført hende frem til beståelsen af kampsvømmerkurset.

’Tragisk plebejisering’

Tilløbene til at introducere kvinderne i Forsvaret var – så forsigtige de end i dag kan virke – i en del personers øjne rigeligt avancerede.

I 1990 – et år efter Susan Schlüters artikel – kommenterede Ole Hedegaard, en 60-årig major, emnet i En general og hans samtid, en biografi om 1930’ernes hærchef, generalløjtnant Erik With.
     ”Det sidste nye tilskud til vore væbnede styrker er kvindelige soldater. Medens der – meget naturligt – hidtil i de sidste år har været åbnet mulighed for kvinders ansættelse i Forsvaret, så har en lille fløj af kvindebevægelsens mest militante bannerførere nu også ønsket kvindernes tjenstgøren som deciderede frontkæmpere i hærens forreste linje, en dybt tragisk plebejisering og brutalisering af vor kristne, vesterlandske kultur,” skrev Hedegaard.

Han var en anerkendt militærhistoriker, der havde modtaget penge fra en stribe førende fonde til sin udgivelse af den nævnte bog.
     ”Der er her grund til at erindre om, at siden oldtiden har alle kulturer været enige om, at kvinders liv ikke skal ødes hen på en slagmark,” pointerede Ole Hedegaard.

Han henviste bl.a. til en så stærkt militariseret stat som Israel, der for længst havde kvindelig værnepligt. Selv hér var det dengang praksis øjeblikkelig at trække kvinder tilbage fra den forreste linje, hvis der var udsigt til kamp.

Kvindelige sabotører

Grundtanken bag kvindernes deltagelse i Forsvaret opstod under Danmarks besættelse.

Modstandsbevægelsen var ikke som sådan nogen mønsterbryder, idet deltagernes opgaver i almindelighed var funktionsopdelte efter de gængse kønsroller.

Antallet af kvinder, der deltog bevæbnet på aktioner, var meget begrænset. I den over 40.000 mand store undergrundshær, som ved krigsafslutningen udgjorde bevægelsens kerne, var der ingen kvindelige kampenheder.

Der var dog undtagelser. F.eks. deltog to kvinder i modstandsbevægelsens ca. 400 likvideringer – dvs. nedskydning af personer, der blev anset for at være i besættelsesmagtens tjeneste.

Som noget helt enkeltstående var der i Aarhus en gruppe af kvindelige sabotører. Gruppen fik i 1944 en klassisk militær opgave, da den blev sat til at forberede sprængningen af det lokale elværk med henblik på en eventuel vestallieret invasion. Formålet var at bidrage til at svække tyskernes mulighed for at føre et effektivt invasionsforsvar. Sprængningen kom aldrig til at udførelse, for den allierede invasion viste sig – som bekendt – at finde sted i Frankrig, ikke i Jylland.

Et af kvindegruppens medlemmer var den 23-årige litteraturstuderende Hedda Maaløe, der kort efter måtte flygte til Sverige, fordi hun var på nippet til at blive arresteret af Gestapo, det tyske hemmelige politi.

Ung kvinde klar til krigstjenste

I Sverige var Den danske Brigade ved at blive opbygget som en eksilstyrke til brug ved Danmarks befrielse. Den bestod af frivillige, der kom i skarp træning ledet af danske officerer. Da brigaden var klar i april 1945, var den en styrke af stor militær værdi.

Hedda Maaløe mente sig selvskreven til deltagelse ud fra sine erfaringer fra modstandskampen.
      ”Jeg meldte mig på Brigadens kontor i Stockholm og spurgte, om de ikke kunne bruge mig. Ja, jeg kunne blie lotte, det var dem, der lavede mad til soldaterne,” skrev hun i sin erindringsbog Ikke noget theselskab.
      ”Jeg indvendte, om de ikke kunne finde bedre anvendelse for en person , der kunne en masse med våben og sprængstoffer. ’Nej,’ kom det meget bestemt fra den unge officer, ’Piger bliver lotter’.”

Hedda Maaløe indvilgede og blev lotte. Kurset indeholdt dog alligevel militær træning.
     ”Starten var et nyttigt samaritterkursus. (…) Vi skulle også eksercere. Hvordan det skulle fremme vores funktion som kartoffelskrællere stod ikke helt klart. (…) Vi blev kommanderet højre om og venstre om og fremad march og ret ind. (…) Vi fik fine uniformer. Nederdele, naturligvis. Senere fik vi dog bukser ’til felten’, det andet blev for upraktisk,” fortalte hun.
    ”Hen på efteråret skulle vi i træningslejr. (…) Til den nødvendige træning for kartoffelskrællersker hørte også skydeøvelser. Vi blev kørt ud til et skydeterræn. På vejen måtte vi påhøre adskillige bemærkninger om, at pigerne nu ikke måtte blie forskrækkede, når det sae bang-bang. (…) Der var også forskellige morsomme forslag til, hvordan søde piger kunne holde på lange genstande.”

Ankommet til skydepladsen lukkede Hedda Maaløe munden på befalingsmændene, efter at hun havde fået stukket en riffel i hånden. Hun lagde den op til kinden.
    ”Det udløste larmende munterhed. ’Nej, nej, det er ikke sådan, du skal holde på den’. ’Lad I bare mig om det,’ sagde jeg og affyrede 3 skud. De sad (…) pænt,” berettede hun.

Oberstens datter

Selv om Hedda Maaløe var mønsterbryder, fik hun ingen rolle som pioner i Forsvaret. Det fik til gengæld Else Martensen-Larsen, der ved befrielsen var 33 år. Hendes livsløb havde ellers været anderledes regulært. I 1930’erne havde hun en årrække været funktionær i Kirkeministeriet, men var nu – helt efter tidens praksis – hjemmegående med to små børn.

Else Martensen-Larsen var imidlertid stærkt ideologisk motiveret og havde en – i denne sammenhæng paradoksal – fordel af at være ’sin fars datter’. Selv om hun næppe har omtalt det i tide og utide, var folk i den stærkt patriotiske tidsånd i de første efterkrigsår udmærket klar over, hvem hendes far var.

Hun var datter af oberst S.B. Paludan-Müller, chef for Grænsegendarmeriet, der var en af krigsårenes helteskikkelser. Paludan-Müller havde den 26. maj 1944 sat sig til modværge, da Gestapo tidligt om morgenen forsøgte at arrestere ham i hans embedsbolig i Graasten.
     Den 58-årige oberst, der var en fremragende riffelskytte, barrikaderede sig i tagetagen og holdt i tre timer ene mand kampen gående mod overmagten, selv om forstærkninger i flere omgange blev tilkaldt. Paludan-Müller dræbte adskillige tyskere, men bukkede til sidst under, da de satte ild på huset.

Med den moralske pondus, som familiens eget offer gav, arbejdede Else Martensen-Larsen i de følgende årtier utrætteligt og med store organisatoriske evner for kvinders ret og pligt til at deltage i Forsvaret af Danmark.

Uniformerede forbilleder

Den vigtigste forudsætning for kvindernes mobilisering til landets Forsvar var imidlertid, at omkring 40.000 danske kvinder havde haft uniformeret tjeneste som en del af deres dagligdag under besættelsen.

Det foregik i Danske Kvinders Beredskab (DKB), der var blevet oprettet af Indenrigsministeriet i 1939. Deres opgave var at være klar til at evakuere civilbefolkningen fra danske byer, hvis de blev udsat for luftbombardement. Nedenunder kan du se en hvervefilm fra 1946 for Danske Kvinders Beredskab og om de danske lotters arbejde:

Et andet stærkt forbillede ved krigsafslutningen var kvindekorpsene hos de sejrende allierede magter, ikke mindst Women’s Royal Navy Service (WRNS), der var den kvindelige gren af den britiske flåde.

Ud over lottearbejde udfyldte de såkaldte Wrens (ordet betyder ’gærdesmutte’, en meget lille, fiks og aktiv spurvefugl) et bredt felt af funktioner som f.eks. telegrafister, radarplottere, våbenanalytikere, afstandsmålere, håndværkere og transportpiloter og håndværkere. Læs mere her.

Da antallet af Wrens toppede i 1944, var der 75.000. Mottoet var: ’Slut dig til the Wrens og frigør en mand til flåden’. Selv om kvinderne blev holdt på afstand af egentlige kampopgaver, faldt 102 medlemmer af WRNS under krigen.

De første korps

Inspirationen fra både the Wrens og kvindekorps i de nordiske lande fik en kreds af kvinder fra Danske Kvinders Beredskab til at stifte Danmarks Lottekorps. Formålet var at virke til støtte for de militære værn og civilforsvaret. 
Oprettelsen skete meget symbolsk den 9. april 1946 – den første årsdag efter befrielsen for Danmarks besættelse i 1940. I de første efterkrigsår gennemsyrede mottoet ’Aldrig mere en 9. april’ de talrige initiativer i det Forsvarsaktive miljø.

Få måneder senere blev foreningen Kvindelige Marinere stiftet.

Mens Danmarks Lottekorps var bredt favnende, virkede Kvindelige Marinere mere målrettet i tæt samvirke med søværnsledelsen. Hertil kom Den frivillige Luftmeldetjeneste, der havde eksisteret siden 1934 med deltagelse af både mænd og kvinder. 

Hjemmeværnstanken havde spillet en stor rolle i modstandsbevægelsen, så efter at landet var blevet befriet, var det en selvfølge, at ideen skulle realiseres. Fra sommeren 1945 blev hjemmeværnforeninger etableret overalt i landet.

I de fleste foreninger var kvinder med som ligeberettigede medlemmer. Det skete ofte ud fra et forudgående fællesskab i modstandskampen.

En stille kamp for ligestilling

Efter Prag-kuppet i februar 1948 og Påskekrisen i Danmark i marts/april samme år, hvor man i nogle uger akut frygtede en sovjetisk invasion, oplevede Danmark sin position som meget udsat. Derfor blev Hjemmeværnet 1948/49 oprettet i statsligt regi som det på kort sigt mest realistiske bud på et effektivt dansk Forsvar.

Ligestilling var bestemt ikke i fokus for den socialdemokratiske forsvarsminister Rasmus Hansen og hans forhandlingsmodparter fra de andre partier, for kun mænd fik adgang til Hjemmeværnet. De kvinder, der havde været aktive i hjemmeværnsforeningerne reagerede ved at danne Kvindeligt Hjemmeværn. Det slog sig kort efter sammen med Danmarks Lottekorps.

Alle kvindekorpsene fik adgang til at slutte overenskomst med Forsvarsministeriet. Dermed blev de anerkendt som militære korps og kunne få udleveret uniformer og udrustning. Lottekorpset kom især til at virke til støtte for Hæren og Hjemmeværnet, mens Kvindelige Marinere var tæt knyttet til Søværnet.

Det største udækkede behov havde Flyvevåbnet, der blev oprettet som nyt værn i 1950. Kontrol- og varslingstjeneste krævede et stort antal personer – både ansatte og frivillige.

Else Martensen-Larsen, der havde været en hovedaktør i Danmarks Lottekorps, arbejdede siden 1949 for, at Flyvevåbnet skulle etablere et særligt kvindekorps på linje med Kvindelige Marinere.

I 1953 blev Kvindeligt Flyvekorps dannet. Fru Martensen-Larsen fik titel af korpschef og fra 1962 grad af oberst. Hendes ledelse varede helt til 1978, men det tog kun få år, før korpset havde udviklet sig til det mest militært kompetente af kvindekorpsene.

Kvindeligt Flyvekorps uddannede selv de frivillige i bl.a. signaltjeneste, førstehjælp, motorkøretøjstjeneste og skydning med maskinpistol. Kun den mere opgavespecifikke oplæring fandt sted på det tjenestested, den frivillige blev tilknyttet. Blandt de aktive i Kvindeligt Flyvekorps var tronfølgeren, prinsesse Margrethe, der sluttede med grad af major.

Militærhistorikeren Jens Ole Christensen taler i bogen Hjemmeværnet (Gads Forlag, 2017) om ’en stille kamp for ligestilling’ på et tidspunkt hvor kvindernes ligeberettigelse ikke var noget hovedemne.
    ”Et godt eksempel (…) er, at der i begyndelsen af 1950’erne begyndte en uddannelse af lotter til Københavns Luftværnsartilleri Forsvar. Det var en hærenhed, der stod for det tunge luftværnsartilleriforsvar af København og indbegrebet af en mandsdomineret verden,” skriver han.
    ”Her begyndte en frivillig videregående specialuddannelse af lotter til tjeneste i luftværnsartilleriforsvarets operationscentraler. Hermed var døren åbnet på klem til den militære verden.”

Fra 1954 blev der ansat lotter, kvindelige marinere og kvindelige flyvere som militært personel i hovedkvarteret for NATO’s nordregion i Oslo.
    ”Det var en klar anerkendelse af korpsenes militære kompetencer,” skriver Jens Ole Christensen.

En britisk flyver kom forbi

Det næste store spring fremad for kvinderne skyldtes indflydelse udefra. Den pensionerede britiske Air Chief Marshal Hugh Saunders fra Royal Air Force var i en længere periode fra 1954 tilknyttet det danske Flyvevåben som konsulent.
      ”Storbritannien og USA var militært set meget længere fremme med ligestillingen på grund af krigens nødvendighed. Krigsårene forandrede på dette område måske de allierede magters samfund mere end det danske,” vurderer Jens Ole Christensen.

Saunders fremsatte en række forslag, der havde Royal Air Force’s kvindekorps som model – forslag, der nok fik hænderne til at ryste på forskellige danske beslutningstagere.
 
Luftmarskallen anbefalede, at de ca. 500 kvinder, der på dette tidspunkt var ansat på kontrakt, hurtigst muligt skulle forøges til 12-1500. Kun 120 blev anvendt til kontrol- og varslingstjeneste, men ifølge Saunders’ vurdering kunne 400 bruges.
   ”Saunders er i øvrigt af den opfattelse, at Flyvevåbnet i højere grad end de andre værn kan anvende kvinder effektivt,” skrev en afdelingschef i Forsvarsministeriet i marts 1956.

Hugh Saunders foreslog oprettelse af dels et permanent korps, dels en mobiliseringsreserve.
   ”Det centrale i forslaget er, at de kvindelige personel stort set skal have samme status og vilkår som flyvevåbnets mandlige personel således, at det kan ansættes eller beordres til tjeneste de steder, hvor der er behov. Der skal i korpset indgå kvindeligt personel af samme kategorier og med de samme grader som de mandlige,” skrev afdelingschefen.

Han nævnte derpå en hovedbevæggrund bag forslaget:
     ”Det må erindres, at man ved en mere udstrakt anvendelse af kvinder kan frigøre mandligt fast personel til anden anvendelse og dermed afhjælpe nogle af vore personelmangler.”

Problemstillingen skal ses i lyset af, at Danmark i 1950’erne gennemførte en større oprustning på grund af forpligtelserne over for NATO under den skærpede kolde krig (Læs mere: Under amerikansk pres – Forsvarslovene af 1950 og 1951)

Kvinderne med, ja – men der er grænser

Af et oplæg fra december 1956 fra formanden for Folketingets Forsvarsudvalg fremgår det, at døren for kvinderne nu stod kvart åben og ikke blot på klem: 
     ” Den foreslåede oprettelse af et nyt, permanent korps indebærer bl.a., at kvinder skal kunne ansættes som mather, oversergenter, flyverspecialister, fenriker, overfenriker og officerer på de almindelige vilkår (…). Det var endvidere Saunders’ tanke, at et lille antal kvinder skulle kunne udnævnes til officerer med henblik på administration af de ansatte kvinder,” fremgik det.

Med andre ord kunne de få kvindelige officerer kun have kvinder som underordnede, ikke mænd.

Udvalgets formand kunne i det hele taget berolige. Han understregede, at det ikke var en udvikling, der ville komme til at løbe løbsk.
      ”Jeg vil (…) ikke undlade at nævne, at der også er en begrænsning med hensyn til kvinders anvendelse i værnene. Deres anvendelse er i hovedsagen begrænset til højere stabe, i signalkontorer samt enheder og institutioner, der vil befinde sig i passende afstand fra kampområdet,” skrev han.
     ”I hæren vil man således i feltenhederne ikke kunne anvende kvinder i stabe under division. I søværnet vil man f.eks. ikke kunne anvende kvinder på forter og i skibe. Som jeg har nævnt, er Flyvevåbnet vel nok det værn, der kan anvende forholdsvis størst antal kvinder, men også dér er deres anvendelse begrænset til visse særlige tjenesteområder.”

Som følge af ny hjemmeværnslov af 1961 blev kvindekorpsene fuldt integrerede som dele af Hjemmeværnet og tilknyttet hver sin værnsgren. 
     ”I bemærkningerne til den nye hjemmeværnslov blev det fastslået, at der skulle ske størst mulig ligestilling mellem kvinder og mænd – straks efterfulgt af en række forbehold, hvis essens var, at kvinder ikke kunne gøre tjeneste i enheder, hvis primære opgave var kamp,” skrev Jens Ole Christensen i bogen Hjemmeværnet.

Over for Forsvarshistorien.dk uddyber historikeren, at han ser det omgivende samfunds normer har været den største bremseklods.
     ”Skridtene er fra politisk side blevet taget med en vis bekymring for at få den generelle samfundsopfattelse imod sig,” siger Jens Ole Christensen.
     ”Det var uhyre dristigt i datidens samfund at introducere kvinderne i Forsvaret – et fuldstændigt brud på normer og kønsroller. Selv en stærk personlighed som Else Martensen-Larsen var ikke i stand til at flytte normerne mere, end det faktisk skete.”

Lang stilstand

I 1960’erne, da Ungdomsoprøret, Vietnam-bevægelsen, atommarcher og rødstrømpebevægelsen ellers havde revolutionerende politiske og sociale virkninger, Med Vietnamkrigen som bagtapet – ‘Det lille Forsvarsforlig’ 1966-68 , gik det kun langsomt fremad med kvindernes ligestilling i Forsvaret. I 1962 fik kvinder dog mulighed for at blive ansat som soldater, og fra 1974 fik de adgang til officersuddannelsen.

Den 20-årige Lone Træholt, der mange år senere blev den første kvindelige general, blev optaget i Flyvevåbnet i 1978 efter optagelsesprøve på Flyvestation Avnø med henblik på at blive kontrol- og varslingsofficer. Det var tilfældigvis året, da Ligestillingsloven trådte i kraft.

Efter et stykke tid blev hun interesseret i flyvning, og hun og tre andre kvinder sig til at søge om linjeskifte til pilotlinjen og dermed opnå samme vilkår som mændene.
    ”Ideen fik opbakning fra Flyveskolen og senere på Officersskolen,” sagde hun til ugebrevet Mandag Morgen i april 2022.
    ”Politiske aktører som Helle Degn (S) fra Ligestillingsrådet bakkede også op i processen. Sagen kørte over lang tid, men mødte afslag fra daværende forsvarsminister Poul Søgaard, da man ikke kunne sende kvinder i direkte kamphandlinger.”

Intermezzoet giver et indblik i de brydninger, der skete i Socialdemokratiet i 1970’erne. Poul Søgaard tilhørte den gamle garde. For ham var ligestilling lige så lidt et centralt spørgsmål, som det havde været for 1950’ernes forsvarsministre Rasmus Hansen og Poul Hansen. Men en række yngre, nyligt valgte politikere som Ritt Bjerregaard, Helle Degn, Svend Auken og Karl Hjortnæs var mere venstreorienterede, i takt med tidsånden fra 1960’erne og aktivt stillingtagende til fordel for kvindesagen.

F.U.T.-test light

En anden af de kvindelige pionerer var Anne Christiane Castenschiold, der begyndte i Hæren som 20-årig i 1979. Efter at have været sergent ved kamptropperne tog hun uddannelsen på Hærens Officersskole 1981-84.

Hun oplevede at blive godt behandlet, og at der i mange henseender faktisk var ligestilling – men også tilfælde med markant forskelsbehandling.
    ”Da vi skulle vælge regiment, fik jeg dagen før at vide, at jeg kun kunne vælge mellem forsyningstropper og telegraftropper. Jeg havde ellers satset på et kamptropregiment på Sjælland, og det rakte mit karaktergennemsnit faktisk til,” fortæller hun til netmediet udsendtafdanmark.dk.

Så var der løbetestene under F.U.T. (Fysisk Uddannelse og Træning). Også her fik kvinderne særbehandling.
     ”Jeg skulle løbe 4,1 km mod 5,0 km for mændene, og jeg kunne løbe uden om de ’røde forhindringer’. Når jeg på den måde havde ’snydt’ mig til et 7-tal, fordi jeg ikke skulle helt så meget, var jeg nødt til at holde lav profil en uges tid, for der kunne brede sig en fornemmelse af, at jeg så også fik lidt ekstra alle andre steder,” fortæller den daværende kadet, der i dag hedder Anne Castenschiold Bill.

Da kadetterne fik deres sidevåben, kunne hun ikke som mændene i Hæren få en sabel. I stedet fik hun en mindre daggert. Noget, kvinderne var utilfredse med, var, at de ved udnævnelsen til officerer ikke kunne få en spidshue som mændene, men i stedet fik en kasket, der i design mindede om kasketter i DSB-togførernes daværende brune uniformer.

Hertil kom en række mindre ting, der blot viste, at Hærens folk var uvante med at forholde sig til soldater som andet end mænd. Som sergent fik hun på et tidspunkt udleveret badebukser som element i munderingen. Hendes kampuniform var faktisk lavet i det rigtige snit til kvinder, men så var lommerne underdimensionerede, så hun ikke kunne medbringe de reglementerede ting i lommerne under øvelserne.

Et fast vilkår var den konstante eksponering af den enkelte, fordi kvinderne var/er en minoritet.
      ”Man husker altid mig, fordi jeg er kvinde,” siger Anne Castenschiold Bill.
      ”Det kan jo være en rigtig stor fordel, hvis man gør det godt. Men hvis man ikke gør det godt – og man behøver kun at være en lille smule under gennemsnittet – så kan det hurtigt være en rigtig skidt situation.”

Det, Anne Castenschiold oplevede i 1980’erne, var den sidste rest af formel forskelsbehandling  mellem kønnene på nær værnepligten. I 1988 blev en lov om ligestilling i Forsvaret vedtaget. Som konsekvens af den blev de særlige kvindekorps nedlagt som et led i Forsvarsforliget af 1989.

I 1998 blev kvinders værneret indført. Da Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen i januar i år erklærede regeringens hensigt om at indføre værnepligt for kvinder, indebar det, at der – i tilfælde af vedtagelse – også på dette punkt gøres op med forskelsbehandling mellem mænd og kvinder.

Revision af normer og værdier

For Lene, officeren med kampsvømmermærket, er spørgsmålet om Forsvarets kvinder et dilemma.
     ”Min umiddelbare reaktion er: Hvorfor vi skal blive ved med at zoome ind på kvinderne, når de klarer sig så godt? Vi er nået rigtig langt med kvinder i Forsvaret, og et voksende antal melder sig frivilligt,” siger hun.
     ”Men fastholdelsen er lavere end blandt mændene. Fastholdelsen er faktisk ikke blevet forbedret de seneste ti år.”
     Derfor er det nødvendigt at afgrænse det.
     ”Forhåbentlig kan resultatet give en positiv spillover-effekt på andre minoriteter i Forsvaret,” bemærker Lene, der er med i en netværksgruppe af kvindelige officerer, der ser på spørgsmålet.

Hun vurderer, at Storbritannien er længere fremme i bestræbelserne på at fastholde kvinderne.
       ”De har et etableret et stort netværk for kvinder i Hæren. Derudover har de en del højtstående officerer, som italesætter diversiteten på en positiv måde,” fortæller hærofficeren.
       ”De kaldes Champions. Det tror jeg, vi kan lære noget af, hvis vi skal lykkedes med at få flere kvinder til at se en fremtid for sig selv i Forsvaret.”

Anne Castenschiold Bill er blandt de kvinder, der har klaret sig virkelig godt. Hun blev i 2001 med udnævnelse til oberstløjtnant og til chef for 1. Telegrafbataljon i Fredericia Hærens første bataljonschef. Hun sluttede som regimentschef ved Telegrafregimentet (i dag Føringsstøtteregimentet) i 2019, da hun som 60-årig nåede Forsvarets pensionsalder.

I dag er hun konsulent og tilknyttet Hærstaben, hvor hun er særlig rådgiver for hærchefen, generalmajor Gunnar Arpe Nielsen i spørgsmålet om, hvordan man får flere kvinder til at vælge Hæren som karrierevej.
      ” Vi arbejder på at få indsigt i, hvordan flere hundrede års militære traditioner i en organisation bestående af mænd påvirker nutidens kvinder, som søger udfordringer i Hæren. Her bliver vi nok nødt til at forholde os til sociologiske aspekter, som indebær forskellige forventninger til mænd og kvinder. I den sammenhæng vil mænd i sagens natur have fordele,” siger Anne Castenschiold Bill.
      ”Når man kommer som kvinde, er man præget af, at man er anderledes. Generationers opdragelse bestemmer forventningerne. Det er ikke tilstrækkeligt at leve op til præstationskravene. Normer, praksis og værdier i Forsvaret – alt er defineret af mænd,” siger hun.

Hærofficeren Lene vil byde kvindelig værnepligt velkommen.
”Så er der lighed ud fra den præmis, at vi alle kæmper i fællesskab for Danmark. Så bliver det en pligt for alle, hvilket det skulle have været for længe siden. Det er et vigtigt skridt i retning af ligestillingen i samfundet generelt og ikke kun for Forsvaret,” siger hun.

Mønster gentaget i Ukraine

Uanset Forsvarets aktuelle udfordringer med at være i stand til at tilbyde en karrierevej, der appellerer til kvinderne, mener historiker Jens Ole Christensen, at indstillingen i den militære verden har været alt andet end fodslæbende. Specielt hvad angår 1950’erne opfatter han tværtimod Forsvaret som en mønsterbryder, længe før tidsånden ellers gjorde ligestillingsspørgsmålet påtrængende.
     ”Kvindekorpsenes ’gæve piger’ – for at bruge et udtryk fra dengang – var virkelig pionerer for ligestillingen,” siger Christensen, der i over 40 år har været aktiv hjemmeværnsmand.

Han sammenligner med politiet, der først fik kvindelige betjente i 1977, da 18 unge kvinder startede på Politiskolen. Og med kvindelige præster. Da de første tre kvinder blev ordineret i 1948, var det stærkt kontroversielt. Ceremonien blev gennemført af Odenses biskop, der som den eneste af landets 10 biskopper erklæredbe sig parat til at præstevie kvinder. 

Jens Ole Christensen finder det ikke overraskende, at spørgsmålet årtierne igennem har kaldt på stærke følelser.
      ”Grundlæggende vækker forestillingen om at sende kvinder i krig stadig modvilje,” siger han.
     ”Det ligger dybt i den vestlige kultur og tradition, at mænd fører krig og skal skærme kvinder og børn. Den mandlige befolkning må så tage de tab, det kan medføre. Vi har aktuelt set mønstret i Ukraine, hvor mændene er blevet for at kæmpe, mens kvinderne er rejst ud af landet for at bringe børnene i sikkerhed.”