Under amerikansk pres – Forsvarslovene af 1950 og 1951

Mobiliseringsforsvar, oprustning og pres fra USA og NATO

I 1950 færdiggjorde Forsvarskommissionen sit arbejde, som efter debatter i folke- og landstinget blev til forsvarslovene af 1950 og 1951. Lovene medførte en omfattende reorganisering af Danmarks forsvar efter Anden Verdenskrig, og som følge af medlemskabet af NATO i 1949. De indebar blandt andet,

…at Forsvarsministeriet blev oprettet til afløsning af Krigsministeriet og Marineministeriet.
…at Flyvevåbnet den 1. oktober 1950 blev etableret som selvstændigt værn.
…og at embedet som forsvarschef med en tilhørende forsvarsstab blev oprettet.

NATO-medlemskabet og Koreakrigens udbrud medførte et massivt pres for oprustning – til dels som betingelse for militær og økonomisk bistand fra USA. Forsvarsbudgettet steg fra 1,7 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) til ca. 3 pct. i løbet af 1950’erne – kulminerende med 3,4 pct. i 1953.

Forsvarslovene skabte et nationalt afbalanceret mobiliseringsforsvar baseret på almindelig værnepligt og med en stående styrke, der skulle kunne holde ud, indtil allierede forstærkninger ankom. Længden af værnepligten toppede med 18 måneder i 1953, men blev sat ned til 16 måneder året efter. Donationer af militært materiel fra USA og Canada spillede 1950’erne igennem en stor rolle i opbygningen af forsvaret. Til gengæld fik USA gennem Grønlandstraktaten af 27. april 1951 stadfæstet sin adgang til militærbaser på Grønland – især Thule-basen.

*Kastrup Lufthavn: Overlevering af de første F-84E Thunderjets til Flyvevåbnet fra USA, d.28 august 1951. Foto: Forsvarsgalleriet*

McCarthyismen i USA, henrettelsen i 1953 af New York-ægteparret Julius og Ethel Rosenberg for atomspionage, Vesttysklands genoprustning fra 1955, Suez-krigen og den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956, den sovjetiske opsendelse i 1957 af ’Sputnik-1’ (første satellit i kredsløb om Jorden) og Berlin-krisen i 1958 var nøglepunkter i den internationale sikkerhedspolitiske ramme i det årti, hvor Den kolde Krig var koldest. Danmark markerede endegyldigt sin aktive politik i FN med udsendelsen af det første bidrag til en fredsbevarende styrke. Det skete som led i en dansk-norsk styrke, der efter Suez-krigen blev sendt til Suez-kanalen, Sinai-halvøen og Gaza-området.

Et flertal med Socialdemokratiet og Det radikale Venstre i spidsen afviste at tillade udstationering af allierede soldater i Danmark og atombevæbning af dansk forsvar i fredstid. Det betød en delvis dansk afkobling fra NATO’s atomare afskrækkelsesstrategi, og forsvarsbudgettet forblev 1950’erne igennem blandt alliancens laveste. I 1957 tilkendegav statsminister H.C. Hansen hemmeligt, at han m.h.t. Grønland ikke ønskede at stille spørgsmål til USA’s myndigheder om de amerikanske styrkers bevæbning, hvilket implicit indebar en accept af, at bl.a. flyene på Thule-basen kunne være atombevæbnede. Denne hemmelige meddelelse til USA’s ambassadør blev først offentligt kendt i 1995.