Oberstløjtnant H.J. Brünings-Hansen var chef, da det danske UNFICYP-bidrag lukkede i 1993. Hans beretning giver et indblik i, hvordan spændingerne mellem græsk-cyprioter og tyrk-cyprioter kom til udtryk på hverdagsplan. Også i perioder, hvor FN-tjeneste på øen af mange blev betragtet som ‘badeferie’  

 Introduktion af Niels-Birger Danielsen

29 år. Så lang tid varede det danske bidrag til UNFICYP – FN’s fredsbevarende mission på Cypern. Den eksisterer fortsat, selvom der er gået 60 år siden etableringen i 1964.

Over 20.000 danske soldater blev gennem årene udsendt til øen. En af dem var Hans Jakob Brünings-Hansen, der er pensioneret som oberstløjtnant i Hæren. Han var chef for det danske efterkommando det første halvår af 1993. Den sidste danske bataljon på middelhavsøen var rejst hjem sidst i 1992.

Det var ham, der helt bogstaveligt lukkede den danske periode i UNFICYP’s historie ved at hale flaget ned af flagstangen ved Ledra Palace i Nicosia – hovedkvarteret for det danske kontingent (DANCON).

Brünings-Hansen havde i 1992 været udstationeret i Kroatien og Bosnien-Hercegovina med FN’s fredsbevarende styre UNPROFOR – United Nations Protection Force. Fraset et kort besøg i hjemmet i Randers rejste han direkte fra Balkan til Cypern.

Hans Jakob Brünings-Hansen har kontaktet forsvarshistorien.dk og tilbudt sin personlige beretning.

Den indeholder først og fremmest meget om håndteringen af de tilbagevendende udslag af spændingerne mellem tyrk-cyprioter og græsk-cyprioter. De havde i 1974 ført til regulær krig, da Tyrkiet foretog invasion på øen som reaktion på et militærkup, der bragte et styre til magten, der syntes at have kurs mod ‘Enosis’ – Cyperns indlemmelse i Grækenland.

Krigen endte med, at den nordlige tredjedel af øen kom under kontrol af tyrk-cyprioterne, der i 1983 erklærede området for en selvstændig stat. Den anerkendes kun af Tyrkiet, mens alle øvrige stater anerkender Nicosia-regeringen som den lovlige regering over hele øen.

Cypern er i sin helhed blevet medlem af EU, men med det særprægede udgangspunkt, at den lovlige regering kun har kontrol med ca. 65 pct. af territoriet.

Noget, der også kom til at spille en rolle i det danske efterkommandos periode, var, at et argentinsk troppebidrag kom til Cypern og skulle virke side om side med den store britiske styrke på øen.
Det var en situation, der skulle håndteres med finesse, da de to lande i 1982 – blot ti år tidligere – havde været i krig med hinanden. Også det har Brünings-Hansen nogle bemærkninger om.

Hans militære karriere begyndte i 1960, da han blev indkaldt som værnepligtig i Gardehusarregimentet i Næstved. Han gjorde karriere i kamptropperne, hvor han avancerede til oberstløjtnant.

I slutningen af karrieren blev det til endnu en udsendelse til Bosnien-Hercegovina, hvor H.J. Brünings-Hansen i 2000-01 var senior liaison officer i den NATO-ledede SFOR-styrke. Den sidste tid inden pensioneringen i 2002 var han chef for 5. Panserbataljon ved Gardehusarregimentet, der i mellemtiden var flyttet til Slagelse.  

Cypern-veteranen lever i dag som pensionist på Bornholm. Han var i en årrække aktiv i Marinehjemmeværnet på øen – en indsats, der i 2017 indbragte ham hædersbevisningen Commanders Coin.

—– —–

Hans Jakob Brüning-Hansens beretning:

Anderledes end på Balkan 

Efter at have deltaget i etableringen af FN’s Bosnien-Hercegovina Kommando   Kiseljak/Sarajevo som lejrkommandant blev jeg befalet til tjeneste som operationschef ved hovedkvarteret for UNFICYP – United Nations Forces in Cyprus. 

Jeg fik en lille uge hjemme i Randers inden afrejse til Nicosia, og på den mission ledsagede min kone mig.

Det var en anderledes hverdag, der ventede mig i forhold til borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina. Den danske bataljon havde forladt Cypern i december 1992. Efterkommandoet ledet af oberstløjtnant N.E. Jacobsen, som jeg skulle afløse, samt i Operationssektionen en dansk major, der var forbindelsesofficer til græsk-cyprioterne, en dansk oversergent og en dansk militærpolitibefalingsmand var min modtagelsesgruppe. 

Ikke-operativ lufthavn

Den britiske bataljon havde overtaget ansvaret for kontrol med bufferzonen i Nicosia mellem tyrk-cyprioter og græsk-cyprioter. Lidt vest og lidt øst derfor havde den canadiske bataljon ansvaret, og i den østlige del af Cypern regerede østrigerne. En britisk enhed havde ansvaret for materiel, vedligeholdelse og drift af stabens kontorområde samt messen. 

Hovedkvarteret for hele styrken lå i Nicosia International Airport, som efter invasionen fra nord var en del af bufferzonen og ikke længere en operativ lufthavn for andre end helikopterenheden.

Møde med medarbejderne

Så hurtigt som muligt skulle jeg sætte mig ind i den operative opgave, lære Operationssektionens medarbejdere at kende og lære de tilbageværende danske militære at kende. 

Chefen for de militære styrker var en irsk general, stabschefen/næstkommanderende var en britisk oberst, chefen for personelsektionen en britisk oberstløjtnant og økonomichefen en civil FN-medarbejder.

Operationssektionen (OSEK) bestod af en forbindelsesofficer til de tyrk-cypriotiske styrker, en ditto til de græsk-cypriotiske styrker, to stabsofficerer, to hjælpere af sergentgruppen, et særligt element med ansvar for at følge med i situationen og udviklingen af relationer i bred forstand.

Dette sidstnævnte element havde et lukket kontorafsnit, hvor de arbejdede. Tilknyttet OSEK var der en civil politienhed – dengang fra Australien. Til støtte for alle elementer i staben var der en britisk helikopterenhed med tre små helikoptere.

Mange timer på landevejen

OSEK var ansvarlig for daglig kontakt via to FN-officerer af majorgrad med de to parters forbindelsesofficerer, jeg tillige for regelmæssige møder ca. hver 14. dag med mine ’kolleger’ på oberst/oberstløjtnantsniveau. Derudover ansvarlig for bedst mulig kontrol med bufferzonen mellem de to parter.

Det skulle forhindres, at dele af den således ’neutrale zone’ blev taget af de to parter. Det blev gjort ved hjælp af observationsposter (OP’er) i bufferzonen og kørende patruljer.               

Efter forudgående aftaler kørte jeg med min kører på visit til de tre bataljoners hovedkvarterers lejre, observationsposter og patruljebaser. Jeg fik rigtig mange gode briefinger med vægt på de områder, der var urolige fra tid til anden.

Ca. en gang hver måned var jeg på tur gennem bufferzonen fra øst til vest eller omvendt. Til Kokkina-enklaven i nordvest og til særlige oversigtspunkter fløj jeg ind imellem. Ellers kørte jeg meget.

Særlige hændelser

Ved incidents (dvs. brud på våbenhvilebestemmelserne) fra den ene eller begge parter skulle dette stoppes og rapporteres via Operationssektionen til FN’s øverstkommanderende i Nicosia via stabschefen for UNFICYP. I min embedsperiode var stabschefen en britisk brigadegeneral eller oberst og Force Commander en irsk general.

Hver gang et incident opstod, skulle jeg straks tilkaldes af vagthavende officer ved Operationssektionen, briefes om situationen og orientere stabschefen.

I den første tid var det noget besværligt at finde tidligere lignende situationer – enten af type eller i samme område – da alle rapporter var arkiveret i store mapper, som skulle bladres igennem.

Den danske oversergent og jeg nåede frem til, at alle situationer inden for de seneste år skulle læses ind i et database-program/EDB, og han og hans stabshjælper-kolleger gik til opgaven med krum hals under hans ledelse og resultatet blev, at jeg meget hurtigt kunne give stabschefen rigtig gode briefinger om disse ’incidents’. 

Da canadierne trak sig ud

Da jeg efter nogen tid havde et tilfredsstillende overblik over situationen i og omkring bufferzonen, rejste den canadiske bataljon hjem. Naturligvis efter et varsel.

En naturlig løsning på opgaverne var at lade den britiske bataljon udvide sit ansvarsområde mod øst og den østrigske bataljon mod vest, med skillelinje et sted i Nicosia. Sådan en ændring nødvendiggjorde ændringer, for at kontrollen med bufferzonen kunne være tilfredsstillende.

Antallet af fast bemandede OP’er blev reduceret, og patruljerne, som indtil ændringen blev sendt fra bataljonernes lejre ind i bufferzonen og derpå vendte tilbage til patruljens lejr, fik nu anvist nogle af OP’erne. Her overnattede patruljen for at sikre kontrol også i de mørke timer.

Planen blev suppleret med anvendelse af helikopterne til flyvende patruljer, hvor bataljonschefen, en operationsofficer eller en kompagnichef dannede sig et overblik fra oven, som så kunne holdes vedlige. Nye observationer kunne så hurtigt følges op af en kørende patrulje.

Bl.a. observeredes en ’fremskudt artilleripjece’ i bufferzonen samt nyanlagte stillinger til kampvogne og forsøg på at etablere skyttehuller inden i bufferzonen – alt sammen ganske ’fy-fy’. Da planen var blevet godkendt af den irske general og FN’s lokale civile chef – med titel af ’Special Representative of the Secretary General’ (SRSG) – skulle den også godkendes i Storbritannien og i Østrig. Så kunne planen sættes i værk i takt med at canadierne rejste hjem.

Side om side med gamle fjender

Men efter nogle måneders tid varsledes en ny ændring. Argentina ville stille en bataljon til UNFICYP. 

Nu har Nicosia by altid været den vanskeligste del på grund af de korte afstande mellem de militære styrkers poster i nord og i syd – flere steder i byen kun få meter. 

Efter grundig afvejning af mulighederne, nåede vi frem til at placere argentinerne i vest, men uden for Nicosia by, styrken fra Storbritannien i Nicosia med en stump vest og øst for den bymæssige bebyggelse, og østrigerne i deres ’gamle’ område mod øst.

Den militærpolitiske godkendelse i Storbritannien og i Argentina måtte naturligvis afvejes nøje. Blot 11 år før havde de to lande i 1982 udkæmpet Falklandskrigen. For Storbritanniens vedkommende spillede de mange dræbte britiske soldater i netop Nicosia i 1950’erne desuden stadig en rolle.

Planen blev godkendt og detaljerne udarbejdet. Den argentinske bataljon gik i gang med at sanere lejre, OP’er og patruljebaser. Det blev rigtig flot igen i også denne sektor. 

Genudvikling af turistområde

SRSG – FN’s civile chef for UNFICYP – ønskede nu to planer, som kunne føre frem mod en mindre militært kontrolleret sameksistens mellem nord og syd. Den ene plan var en genåbning af Nicosia International Airport til brug for begge parter og den anden plan en udvikling af området ’Varosha’ helt mod øst ved havet.

Det havde været et veludviklet turistområde, men siden invasionen havde det været et lukket område under kontrol af de militære styrker i nord. UNFICYP havde i en bygning nær indgangen til området et par kontorer, men al FN-patruljering og mine besøg i området skulle godkendes forud.

To af de tidligere hoteller blev anvendt til indkvartering af henholdsvis kvindelige og mandlige studerende ved det tyrkiske universitet i Famagusta. 

Jeg fik i den forbindelse tillagt en ekstra opgave: udarbejdelse af to politisk/militære forslag til udvikling af samarbejdet mellem de to parter – den ene om genskabelse af lufthavnen til gavn for begge parter og den anden en åbning af Varosha-område, der havde rigtig mange hoteller.

OSEK udarbejdede skitser til de ønskede forslag, og disse blev drøftet militært i staben og med en civil medarbejder hos SRSG. Efter nogen tid blev de færdige forslag godkendt af alle parter og sendt til FN-hovedkvarteret i USA. Disse planer lærte mig meget om politik i en militær kontekst.

Ingen af delene er dog blevet til noget, men både den græsk-cypriotiske side og især den tyrkisk-cypriotiske side har siden dengang udviklet turistindustrien ganske omfattende.

Noget af det sidste, jeg fik indført vedrørende kontrol med bufferzonen, var GPS-indmåling af alle positioner nær denne zone – både de tyrkisk-cypriotiske i nord og de græsk-cypriotiske i syd. USA havde netop frigivet GPS-systemet til almindeligt brug og arbejdet nåede slet ikke at blive andet end påbegyndt i min tid.

Samtale med prins Philip

Selv om der var meget arbejde, fik min kone og jeg lejlighed til at se vores venner og vores familie på besøg. Vores yngste søn boede ca. et halvt år hos os, og vi deltog i det sociale liv knyttet til hovedkvarteret.

Vi havde delegationer af mindre størrelse fra såvel nord som syd til middag hos os i vores bolig i Married Quarters inden for Nicosia International Airport. MEN kun fra én side ad gangen!

Vi deltog i medaljeparader i bataljonernes lejre m.v., i søndagsmiddagen for hovedkvarterets personel i Officers’ Mess, i den månedlige danske frokost så længe der var flere danskere (med familie), i Queens Official Birthday-festligheder i det britiske område ved sydkysten og i den britiske dronnings og prinsgemalens besøg med fokus på en britisk kirkegård i bufferzonen umiddelbart vest for Nicosia by. Vi fik også set de britiske Sovereign Base Areas i syd og sydøst.

Jeg briefede prins Philip om vores operative opgaver, og han lyttede interesseret. Både prinsgemalen og dronningen virkede over for de britiske deltagere ved kirkegårdsceremonien meget lige som vores kronprins og kronprinsesse, når de møder befolkningen.

Vi fik naturligvis set en hel del af Cypern, og når temperaturen kom over 30 grader, var Troodos bjergene ikke langt væk. Den danske ambassadør og hans frue besøgte os flere gange, og jeg havde særlige opgaver for ambassadøren, som residerede i Syrien, men tillige havde Cypern som opgave.

Da vi i vores private bil – forsikret i nord og i syd – kunne køre meget frit til Kyrenia i nord – fik parret lejlighed til at se den del af Cypern.

Rundt til mindesmærkerne

I midten af juni 1993 sluttede min udstationering. Forud gik en minutiøs fysisk gennemgang af alle danske mindesmærker, hvor danskere gennem årene var døde som følge af trafikuheld og minesprængning.

Min kone og jeg fandt alle stederne, dokumenterede dem og fik repareret dem, der var skadet. Oversigten blev sendt til Udenrigsministeriet i København. I den sidste periode var min kone og jeg på fint besøg hos den tyrkiske chef i nord og den græskcypriotiske chef i syd.

Min kone rejste hjem først, ikke til Randers, men til Frederiksberg Slot, hvor jeg skulle tiltræde som næstkommanderende ved Hærens Officersskole. Her havde vi fået tildelt lejebolig i Lakajgården. 
Jeg blev så den allersidste danske soldat ved UNFICYP. På aftalt dag og tid strøg jeg Dannebrog, foldede flaget og overrakte det til den danske chef for FN-Afdelingen i Jægerspris – min klassekammerat, oberstløjtnant Finn Lodberg.

Han overrakte derpå flaget til den danske ambassadør – og så var det helt slut for dansk militær deltagelse i UNFICYP.