Dansk reservelæge havde kommandoen, da et nordisk sanitetshold skulle klare en kritisk situation i Bosnien i 1996. Ulykken skete midt om natten, og sanitetsfolkene kæmpede i timevis for at redde en indeklemt mand efter en kampvognsulykke. Føreren, der sad i tårnlugen, var allerede dræbt.

Af Niels-Birger Danielsen

Natten til fredag den 29. november 1996 lød alarmen i Camp Valhalla i landsbyen Krasevo i ansvarsområdet for den danske bataljon (DANBAT) i Bosnien-Hercegovina. Tre kampvogne var ude på patrulje, og den ene var forulykket. Det viste sig, at ét besætningsmedlem var omkommet, mens et andet var svært kvæstet.

DANBAT udgjorde hovedbestanddelen af det danske bidrag til Den nordisk-polske Brigade (NORDPOLBDE) med hovedkvarter i byen Doboj. Den var en del af en amerikansk ledet division under den NATO-ledede styrke IFOR – Implementation Force – der var blevet indsat i januar 1996 for at gennemtvinge vilkårene for Dayton-fredstraktaten fra december 1995 mellem de bosniske serbere og føderationen af bosniske kroater og muslimer.

https://forsvarshistorien.dk/militaer-improvisation-i-balkan-vinter/

Den dræbte var den 28-årige korporal Harald Sejersgaard Jacobsen fra prinsens Livregiment i Viborg, mens den 22-årige overkonstabel Max Meldgaard blev kvæstet alvorligt i begge ben.

Skred ud på smal bro

Daværende reservelæge Erik Jantzen var en del af det sanitetshold, der rykkede ud, da alarmen gik. Det har Jantzen senere berettet om:

En aften sent skete en alvorlig ulykke, da kampvognen på en smal vej var kørt over kanten på en meget smal bro på en skovvej og landede med bunden op.

Der blev straks rekvireret yderligere sanitetsstøtte med læge fra lejren i Valhalla. Jeg var vagthavende læge i Valhalla og blev med det norsk bemandede sanitetskøretøj, SISU, transporteret til ulykkesstedet.

Det var mørkt med snefog og temperaturer lige over frysepunktet. Af patruljens sanitetspersonel blev jeg hurtigt briefet om situationen: Kampvognen var kørt udover venstre kant af broen og landet upside down i et mindre vandløb, som den dæmmede op.

Bundlugen var blevet åbnet udefra (sergenten fra sanitetsgruppen vidste hvordan og havde ledet den del). To af kampvognsbesætningen, køreren og skytten, var kommet ud og havde fået tørre klæder og varme tæpper, og vore ’Sanitter’ ydede dem psykisk førstehjælp.

Kampvognskommandøren sad fast i tårnlugen og var, så vidt det kunne konstateres, livløs. Den sidste mand sad med den ene fod fastklemt mellem kanonens bundstykke og loftet og kunne ikke komme ud. Han havde ikke umiddelbart tegn til anden læsion, var vågen og kommunikerede gennem den åbne bundluge med vores folk.

Der var konstant en ved lugen, og man anvendte knæklys for at kunne holde kontakt. På et tidspunkt var vandet i kampvognen steget så meget, at han var truet af drukning, og en af vore sygepassere havde givet ham en udskiftningspibe fra maskingevær til at trække vejret igennem, men kort efter var vandstanden i kampvognen sunket en smule, så han igen havde hovedet over vandet.

Jeg fik at vide, at sanitetsdelingsføreren var kommet og fandt ham et lille stykke væk stående ved en PMV. Vi drøftede vore muligheder for at frigøre den fastsiddende og var enige om at vore muligheder var begrænsede og meget risikable, og at hovedopgaven var at forsøge at undgå underafkøling, mens man ventede på de tilkaldte bjergningskøretøjer.

Jeg vidste, at vi rådede over nogle amerikanske feltrationer, som indeholdt nogle varmeelementer, som, når de aktiveredes, kunne udvikle en så betydelig varme, at direkte kontakt med huden skulle undgås. Han blev forsynet med nogle af disse, som han anbragte under det ydre lag tøj.

Da bjergningsholdet kom, viste det sig, at den medførte kran ikke kunne løse opgaven, og en Herkuleskran blev tilkaldt. Efterfølgende fordeltes opgaverne således: Delingsføreren blev sammen med sit sanitetshold ved kampvognen med den fastklemte. Det norske sanitetskøretøj og jeg skulle evakuere de to udfriede til Dannevirkelejren.

Det videre forløb blev: Inden Herkuleskranen kom, kom en mig ubekendt af mandskabet på, at man kunne tynge kanonrøret ved ved at køre en PMV ud på det. På den måde befriedes den fastklemte mand. Den sårede blev evakueret til en amerikansk helikopter, der var landet i nærheden af ulykkesstedet og evakueredes til det amerikanske felthospitali Tuzla til undersøgelse og behandling.

Efter ankomsten til Dannevirkelejren berammedes en debriefing med de 2 fra kampvognene, deres officerer og nogle af deres kammerater fra delingen. Feltpræstens medvirken viste sig at være af stor vigtighed. (fra bind 2 af Det militære lægevæsen 1935-2013 – udgivet af Militær-medicinsk Samling 2015 og 2018)

IFOR-missionen, der varede et år, kostede DANBAT yderligere to dødsofre: den danske konstabel Arne Ib Andersen og den litauiske løjtnant Valteris Normundas, der blev dræbt den 7. april 1996, da deres terrængående personvogn kørte på en pansermine.

Fra januar 1997 blev IFOR erstattet af en anden NATO-ledet styrke med betegnelsen Stabilization Force (SFOR).