Efter en karriere uden offentlig bevågenhed blev kommandør Felix Ebbestad tæt på pensioneringen fra Forsvaret en efterspurgt mand i medierne.
Den tidligere ubåds-officer var forsvarsattaché i Kyiv, da Rusland overfaldt Ukraine. To år efter hjemrejsen går hans tanker på uafhængighedsdagen – den 24. august – til landet østpå. Det uddyber han i dette interview, hvor han også fortæller om en karriere, hvor Rusland aldrig har været ude af syne.
Af Niels-Birger Danielsen
Når Felix Ebbestad kommer ind på Ukraines aktuelle situation, lader han ikke tvivl tilbage om, at krigen mod Rusland er på vej ind i en afgørende fase. Tingene står på vippen.
”Den russiske krigsøkonomi er kommet i gang, mens den vestlige krigsøkonomi på den anden side ikke er kommet op i gear. Zelenskijs største bekymring er den diplomatiske båndbredde i USA, dvs. spørgsmålet om, hvor mange samtidige internationale kriser USA kan håndtere,” siger Ebbestad, der i perioden 2019-22 var dansk forsvarsattaché i Kyiv.
“Hvis Donald Trump bliver præsident igen, peger pilen i retning af: ’Land for fred’. Alene signalgivningen er bekymrende. Det ville rive tæppet totalt væk under Zelenskij at tvinge ham til at afgive land. Og vedr. det globale syd er spørgsmålet: ’Hvor står de? Hvis Rusland flytter grænser med magt, vil regeringer i Det globale Syd mene, at det kan de også.”
I en situation, hvor det er svært at få øje på nogen løsning, bekræfter Felix Ebbestad – direkte forespurgt – at en koreansk model er en tænkelig mulighed. Altså en våbenhvile med en demilitariseret zone mellem parterne og med gensidig total ikke-anerkendelse af modpartens positioner– noget der kunne tænkes at vare ved adskillige årtier.
Interviewet finder sted i hjemmet i Kokkedal nord for København, hvor den 63-årige Felix Ebbestad bor sammen med sin hustru Gunvor. Navnene på to voksne og fraflyttede døtre står stadig på postkassen.
Ebbestad rejste sidst i 2022 hjem til Danmark for at blive pensioneret – men kun fra Forsvaret. Han er nu ansat hos SAAB Danmark, den danske afdeling af den store svenske bil- og våbenproducent.
Her er han ansvarlig for forretningsudvikling og maritime salg. SAAB Danmark har hovedkontor i Sønderborg, men han arbejder næsten udelukkende med base i hjemmet.
Koldkrigsøvelser
Ukraines aktuelle situation giver for Felix Ebbestab anledning til at se tilbage på hele sin karriere i Forsvaret, der begyndte i 1979 – under Den kolde Krig. Hverken det daværende Sovjetunionen eller senere Rusland var nogen sinde ude af syne.
”Som ung ubådsofficer var jeg med på de årlige øvelser (DANEX). Vagthavende officer stod der med ABC-tasken i bæltet og fortalte os: ’Vi skal udrustes efter krigsplanerne’. Dengang havde jeg kun et begrænset udsyn, men i tilbageblik var det et robust udsagn, at hele flåden blev kaldt ud,” beretter han.
“Det skete efter plan af kontreadmiral Hans Garde, chefen for Søværnets Operative Kommando (SOK). Vi blev fulgt af en russisk korvet efter passage af Drogden Fyr, og russerne mobiliserede i løbet af ugen alt, hvad de kunne mod os. De havde kunnet følge signaltrafikken. Når vi sejlede ud fra København var der altid et eller to vagtskibe fra enten Polen eller DDR, der holdt øje med os.”
Felix Ebbestad i 1980’erne som torpedoofficer på ubåden ‘Springeren’. Ubådene spillede under Den kolde Krig en vigtig rolle i planerne for at bekæmpe landsætninger af hærstyrker fra de sovjetisk ledede Warszawa-pagtlande. (Privatfoto)
Hjælp der blev afslået
Da Ebbestad sejlede som ubådschef 1990-95, var der fortsat russisk aktivitet, selv om Sovjetunionen ikke mere eksisterede. Da han derefter var stabsofficer først i Danmark, derefter ved NATO’s ubåds-kommando i Northwood i England, var Rusland altid tydelig i planlægningen.
Han var i Northwood, da navnet ‘Kursk’ – i begyndelsen af Vladimir Putins præsidentperiode – optrådte i de globale medier. Det gør det også nu, hvor den russiske hær kort efter Putins 25-års jubilæum har tilbageslag i Kursk-provinsen. Den 12. august 2000 sank den atomdrevne russiske ubåd ‘K-141 Kursk’ i Barentshavet. Hele besætningen på 118 mand omkom.
”NATO tilbød hjælp og støtte, som ikke blev modtaget – nok mest fordi man ikke ville tabe ansigt ved at modtage den,” erindrer søofficeren.
Besøg i Sevastopol
Når det overhovedet var tænkeligt at fremsætte et hjælpetilbud, var baggrunden, at forholdet mellem NATO og Rusland var nogenlunde afspændt en årrække. NATO anså Rusland for en potentiel fremtidig samarbejdspartner.
Et af udslagene af opblødningen var, at den danskfødte, russiske kejserinde Dagmar i 2006 fra Roskilde Domkirke blev ført til Sankt Petersborg og genbegravet i Peter Paul-katedralen ved siden af sin mand, tsar Alexander III. Det skete ifølge et mangeårigt russisk ønske, og Felix Ebbestad var med i en rekognosceringsmission op til genbegravelsen.
Han var i årene 2009-11 projektchef for opbygningen af Søværnets Maritime Kapacitetsopbygningsstab. I den forbindelse besøgte Ebbestad sammen med Christian Fischer, chef for 3. Afdeling i Forsvarsministeriet, Kyiv og Krim.
Da besøget blandt andet fandt sted på flådebasen Sevastopol, der var delt i en russisk og en ukrainsk del, var rejsen endnu et udtryk for den relativt afspændte situation. De russiske og ukrainske fartøjer lå fortøjet side om side.
Danmark havde et bilateralt samarbejdsprogram for kapacitetsopbygning i den ukrainske flåde.
“Tanken bag disse samarbejdsprogrammer var at opbygge regionale maritime kapaciteter i flere lande, bl.a. Ukraine, som et værktøj i forbindelse med udvikling i demokratisk retning. Det var min første kontakt med Ukraine.”
De kollegiale relationer gik også den modsatte vej. Det danske Søværn fik i Aarhus besøg af en missilkorvet og en fregat fra Rusland.
”En gruppe fra staben blev modtaget om bord venligt og gæstfrit. Skibschefen levede op til fordommene: Masser af mad og vodka. ’Vi behøver ikke at bunde hver gang. Jeg ved godt, at I skal på arbejde bagefter,’ sagde han bl.a.,” husker den tidligere forsvarsattache.
Forsvarsattachéen om bord på den britiske fregat ‘HMS Defender’ i sommeren 2021 – knap et år før krigsudbruddet. Billedet er taget i flådehavnen i Odessa. Krigsskibet sejlede en tur rundt i Sortehavet i internationalt og ukrainsk farvand. Undervejs gik den – provokerende for Rusland – tæt forbi Krim og markerede dermed, at Storbritannien ikke anså farvandet ved Krim for russisk territorialfarvand. (Privatfoto)
Flåden der ‘fordampede’
De ukrainske flådeofficerer var i 2009 meget bevidste om, at de tilhørte Ukraine.
“Men jeg havde dog ikke indtryk af nogen generel fjendtlighed mellem russisk og ukrainsk flådepersonel på det tidspunkt. Mange af dem var vokset op sammen. Men efter anneksionen af Krim i 2014 skiftede en lang række ukrainske officerer side,” bemærker Ebbestad.
Over for det, der kan virke som opportunisme, prøver han at sætte sig i de ukrainske officerskollegers situation.
“De havde levet og virket side om side med russerne. ‘Nu fik de at vide: ’Hvis du ikke vil være russer, mister du din formue, dine rødder og dit netværk.’ Det fik mange til at gå over, og den ukrainske flåde fordampede nærmest som følge af Krim-anneksionen. Da jeg ankom som forsvarsattaché i 2019 bestod flåden kun af én fregat. De havde ellers skibsbygningsprogrammer efter 2014 for at genopbygge flåden, men de var hæmmede af manglende finansiering.”
Ved Krim-anneksionen i 2014 havde Felix Ebbestad stilling i Forsvarskommandoens Operationsstab som sektionschef for samarbejdsprogrammer, hvilket også omfattede de løbende samarbejdsprogrammer med Ukraine. Udviklingen gjorde mindre indtryk, end man i dag ville være tilbøjelig til at tro.
”Vi var opmærksomme på, at Krim blev annekteret, men… – så blev der egentlig ikke snakket så meget mere om det. Der kom nogle økonomiske sanktioner, men der var ikke noget militært at foretage – og man holdt jo ikke op med at tale med Rusland.”
I 2014 havde der allerede i en del år været et løbende samarbejdsprogram med Ukraine i rammen af Danmarks sikkerhedssamarbejde. Efter anneksionen fulgte udsendelsen af danske instruktører, sprogofficerer, stabsofficerer m.v.
Danmark var også meget aktiv i forhold til anvendelse af systemet inden for OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa). Våbenkontrolinspektører blev sendt kontaktlinjen, bl.a. med dansk chef.
“Danmark brugte, lige som en række andre lande, de diplomatiske værktøjer, der var til rådighed: Senere viste det sig, at det ikke påvirkede Putin,” pointerer Ebbestad
Ukraine ude af fokus
Alligevel aftog stemningen hurtigt omkring Ukraine som et presserende punkt på dagsordenen. Anneksionen af Krim og proklamationerne af de russiske udbryderrepublikker Donetsk og Lugansk blev til en vis grad taget til efterretning. Felix Ebbestad bemærker, at krigen i Øst-ukraine 2014-15 fik meget lidt fokus i betragtning af, hvor voldsomme kampe der var tale om.
”Meget af den modstand, der er blevet gjort, blev foretaget af frivillige. Da den ukrainske hær så kom ud, blev separatisterne trængt langt tilbage. Det var først da regulære russiske styrker blev sat ind, at separatisterne fik kontrol over området frem til den konfrontationslinje, der var udgangspunktet for Minsk-aftalen i februar 2015.”
Blandt de voldsomste kampe var slaget ved Debaltseve januar-februar 2015, der kostede mange hundrede dræbte. Nogle år senere fremstillede de ukrainske myndigheder en propagandafilm, hvori nogle af deltagerne medvirkede.
”De var meget følelsesmæssigt påvirkede på grund af de mange dræbte,” erindrer Ebbestad.
Administrativ chef
I mellemtiden havde hans fokus været rettet i flere andre retninger. Han blev i sommeren 2014 udsendt for et halvt år til Afghanistan, hvor han var stabsofficer i hovedkvarteret i Kabul for den internationale militærstyrke ISAF – International Security Assistance Force. Her arbejde han med strategisk planlægning.
Efter hjemkomsten var han i over fire år chef for Forsvarskommandoens Adjudantursektion, der omfatter adjudanter, sekretærer, chauffører, militærrådgivere med flere.
“Blandt medarbejderne var en mand, der var dedikeret til at gennemlæse alt, hvad der kom til forsvarschefen eller forsvarsstabschefen for at se, om det levede op til de to chefers krav.”
Det svarer til det, der i centraladministrationen går under navnet ’Slotsholm-metoden’, der er indført for at fastlægge en bestemt standard – og dermed luge ud i alle mulige individuelt udformede henvendelser til de øverste chefer.
Felix Ebbestad var også sekretær ved forsvarschefens chefmøder og skrev referater herfra. Forespurgt, hvor meget Ukraine fyldte på møderne siger han, at det, så vidt han husker, ikke var meget.
”Det, der til gengæld fyldte meget, var, at vi dengang havde et forsvar, hvor man hvert år skulle tilkæmpe sig bevillinger for at få opfyldt de højst prioriterede mål. Det var noget anderledes end i dag, hvor man har en situation, man ikke har kendt før: at skulle finde ud af, hvordan man skal bruge de penge, der er blevet bevilget.”
I Kabul i Afghanistan, hvor Ebbestad i begyndelsen af 00’erne deltog i en rejse, da han var adjudant for forsvarschef Hans Jesper Helsø. (Privatfoto)
‘Det ny normale’ i Østukraine
Sidst i 2019 kom så udstationeringen til Kyiv, og forsvarsattacheen og hans hustru flyttede ind i en lejlighed.
Han og hans medarbejdere fik i kraft af det daglige arbejde tæt indblik i situationen i Donbas-regionen – og i det distante forhold, danskerne og formentlig også de fleste europæere havde til, hvad der foregik. Den våbenhvileaftale, der var indgået i Minsk, havde kun været effektiv i korte perioder.
”Vi havde en 14 dages rapporteringscyklus – bl.a. vedrørende det, der foregik ved kontaktlinjen. Der var døde og sårede hver uge, men det gav ikke den store reaktion i Danmark, at vi redegjorde så detaljeret for det. Det, at der løbende var blodige træfninger, var ganske enkelt blevet ’det ny normale’.”
Brug for danske erfaringer
Det danske veteranarbejde, der var blevet institutionaliseret med etableringen af Veterancentret i 2011, fik positiv opmærksomhed fra Ukraines myndigheder kort efter Felix Ebbestads ankomst.
”De ukrainske soldater, der kom hjem fra fronten, kunne ikke forstå, at livet bare gik videre. Vi snakkede en del med Veteranministeriet i 2020/21. De tog kontakt til Danmark, fordi de gerne ville høre om vores veteranindsats. ’Det er nu, veteranerne fra de første kamphandlinger begynder at få PTSD m.m.,’ sagde de. De ville høre om, hvordan det gik med anerkendelse af veteranerne. Hvordan kunne man understøtte en forbedret indsats for veteranerne?”
En stor del af veteranerne med eftervirkninger var frivillige fra kampene i Donbas.
”Jeg var til en stor parade for markeringen af Ukraines 30 års selvstændighed, hvor de, der gik forrest, var de første frivillige fra 2014. Det er karakteristisk for ukrainernes syn på de frivilliges betydning,” siger den daværende forsvarsattaché.
Besøg i 2021 ved kontaktlinjen sammen med øvrige forsvarsattachéer i Kyiv.” (Privatfoto)
Vær OBS på swastikaer
Felix Ebbestad og hans medarbejdere var før afrejsen fra København blevet advaret om at være forsigtige med at lade sig fotografere sammen med ukrainske frivillig-enheder. Nogle af dem bar Swastika-lignende emblemer eller lignende, og det er velkendt, at f.eks. Azov-brigaden har haft mere eller mindre fascistiske tendenser.
”Frivilligbataljonerne er blevet sluset ind i Nationalgarden for at få dem under statslig kontrol,” beretter Ebbestad.
“Garden anses i befolkningen for at være loyal og løse sin opgave. Det siger jeg baseret på samtaler med Nationalgarden og andre forsvarsattacheer. Bataljonerne har politimæssige opgaver parallelt med det nationale politi, selv om de er udrustet stort set som hæren.”
I Canada var der medieomtale af, at ukrainske frivillige, der havde været med i nogle af de uheldige enheder, havde været på kurser i Canada.
“Det blev taget alvorligt af myndighederne, for der er en stor ukrainsk diaspora i landet, og dårlig omtale risikerede at få betydning for opbakningen til de canadiske engagementer,” tilføjer den pensionerede officer.
‘Mail er kompromitteret’
Tilbage i 1979 fik han det, han betegner som en ’mådelig’ eksamen i russisk som del af sin matematisk-fysiske studentereksamen fra Sorø Akademi – ikke helt nok til at kunne kommunikere på russisk som forsvarsattaché.
”Da jeg blev ansat, var sproget ikke et krav. Min opgave var at lede en gruppe danske rådgivere og implementere vores programmer,” præciserer han.
”I forbindelse med min udstationering fik jeg en ukrainsk håndbog i, hvordan jeg skulle opføre mig. Jeg skulle f.eks. melde, hvis jeg forlod landet i mere end tre dage. I Kyiv var mine samtalepartnere udvalgt fra den internationale afdeling i Generalstaben og den internationale afdeling i Forsvarsministeriet.”
Det var nødvendigt at henvende sig til bestemte kontaktpersoner.
“For at få et møde måtte man aflevere og få godkendt en underskrevet verbalnote. ’Mail er kompromitteret af russerne’, fik vi at vide. Der var forsvarsattacheer fra ca. 40 nationer og internationale organisationer i byen, så det var et stort miljø. En udfordring i begyndelsen var, at ingen dansk forsvarsattache havde været baseret i Kyiv siden 2011, så rigtig mange skulle finde ud af, at jeg var der.”
De personer, som den danske forsvarsrepræsentation skulle kommunikere med, kunne engelsk. Dertil havde attachéen en sprogkyndig deltidssekretær.
”Hun var et vigtigt aktiv og det danske forsvars indgangspunkt til ukrainsk forsvar gennem mange år. Hun havde blandt andet arbejdet i forbindelse et projekt, hvor Iljusjin-fly fra det ukrainske flyvevåben skulle certificeres til NATO-standard. Men i 2020 fik vi Coronaen, og alle skulle arbejde hjemmefra – i særlig grad hun, fordi hun havde helbredsproblemer.”
Uddød storby
I tilbageblik forbinder Felix Ebbestad epidemien med en bestemt oplevelse.
”Jeg husker den mærkelige oplevelse, det var at gå gennem byen med maske på. Gaderne fra min lejlighed til ambassaden var normalt tæt befolkede storbygader, men nu så jeg blot ca. 10 personer, når jeg gik de ca. to kilometer på arbejde. Byen virkede simpelthen uddød.”
Sundhedssystemet i Ukraine er svagt, og landet stod sidst i køen i forhold til personlige værnemidler.
“Derfor sendte jeg simpelthen mine medarbejdere hjem til Danmark efter accept fra Forsvarskommandoen ud fra den logik, at HVIS folk blev syge, var de bedre stillede med det danske sundhedsvæsen,” forklarer den daværende forsvarsattache.
Efter Coronaen var det meget vanskeligt at få møder med generalstaben og de ukrainske samarbejdspartnere på grund af den generelle ophobning af behov for møder.
Den optrækkende krigsfare viste sig i foråret 2021. Russerne påbegyndte troppesammendragninger nord og øst for Ukraine. Forsvarsminister Sergej Sjojgu gade godt nok ved påsketid: ‘Det er bare en øvelse’.
“Forud havde der været en samtale mellem Putin og Biden. Men opbygningen blev mere og mere markant. Igen holdt Putin og Biden et møde, og efter at Putin havde ment sig behandlet som en ’ligeværdig partner’, blev der skruet ned igen,” siger Felix Ebbestad.
En stor, planlagt øvelse, ‘Zapad’, var en plausibel begrundelse for en ny styrkeopbygning.
“Men vi kunne konstatere, at de styrker, der var anmeldt, var langt færre, end dem, der reelt var med. Hen over nytår 2021/22 blev der igen tyndet ud, men materiellet blev stående tilbage.”
Ebbestad talte en række gange i telefon med brigadegeneral Carsten Rasmussen, der var dansk forsvarsattaché i Moskva.
”Han sagde: ’Der kommer en krig!’ Jeg skrev til Udenrigsministeriet, at jeg ikke mente, at Rusland ville gøre det. Ukrainerne foretog ikke mobilisering, og de sagde vedvarende, at ’vi mener ikke, der vil komme krig’.”
Alle attacheerne blev inviteret til øvelse i Rivne-området i Vestukraine den 16. februar 2022, hvor der bl.a. blev demonstreret forsvar mod indtrængende landstyrker inklusiv udstrakt brug af vestligt udviklede kampvognsmissiler af typen ‘Javelin’ og ‘NLAW’.
“Der var planlagt en tilsvarende demonstration ved de ukrainske luftbårne styrker den 21. februar – altså helt op til krigsudbruddet,” bemærker Ebbestad.
Endvidere var ambassadørerne primært fra de nordisk-baltiske stater inviteret til besøg ved kontaktlinjen den 25. februar. Det frarådede de lokale ukrainske sikkerhedsansvarlige dog at deltage.
Evakuering til Polen
I mellemtiden var Felix Ebbestad den 18. februar sammen med ambassadens sikkerhedsrådgiver rejst til Lviv, den vestukrainske storby. Her fandt de efter en dag et passende sted til at indkvartere hele ambassadepersonalet.
Den 20. februar fulgte ambassadøren, førstesekretæren og en lokalt ansat efter. Dagen efter flyttede danskerne til den næste placering.
“Det var et nybygget hotel, som på grund af Covid-19-udbruddet i Ukraine endnu ikke havde haft gæster. Vi lejede de nødvendige værelser og og anvendte morgenmadsrestauranten som møde- og arbejdsrum,” fortæller Ebbestad.
Den 24. februar kl. 05.00 ringede førstesekretæren og sagde, at angrebet var i gang.
“I dialogen mellem sikkerhedsorganisationen i Udenrigsministeriet og ambassadøren var afvejningen hele tiden at blive eller forlade landet. Lederen af sikkerhedsholdet påpegede i situationen, at ’Enten kører vi mod Polen NU – eller også bliver vi.’ Vi kørte ved 10-tiden,” erindrer den pensionerede søofficer.
Alle de andre repræsentationer var også i Rzeszów i det sydøstlige Polen. Logistikken var centraliseret i og omkring byen, og f.eks. havde amerikanerne 500 mand i området til at håndtere international logistik og nødhjælp til Ukraine.
“Ukrainske lastbiler kørte ud på landingsbanen og fik læs fra flyet til at køre tilbage til Ukraine. Jernbanetrafikken kørte uhindret i Vestukraine, hvor russerne stort set ikke foretog angreb.”
Godt to måneder senere, den 3. maj, kom det danske personel tilbage til Kyiv. Ebbestad rejste ind sammen med den daværende udenrigsminister Jeppe Kofoed, der genåbnede ambassaden.
“Det skete givetvis som en udløber af Mette Frederiksens tidligere besøg i Ukraine og den udtalte danske støtte til Ukraine. Ambassadøren og førstesekretæren blev tildelt et sikkerhedshold og herunder pansrede biler,” beretter den daværende forsvarsattaché.
Privat var han nu alene i Kyiv. Hustruen Gunvor var sidst i januar rejst hjem for at besøge parrets ældste datter, og da ambassaden derefter skar ned på antallet af pårørende, kom hun ikke tilbage.
Videoen er optaget på hotellet i Polen i ugerne umiddelbart efter evakueringen ud af Kiev i februar 2022.
Et væld af forespørgsler
Forsvarsrepræsentationen fik efter invasionen løbende forespørgsler fra organisationer, man havde haft kontakt med, og som havde brug for skudsikre veste, kampvogne, sanitetskøretøjer og meget andet.
“Mange anmodninger gik ud på én gang til alle de kontakter, den pågældende ukrainske myndighed havde,” bemærker Felix Ebbestad.
”Nu lå det sådan, at alle de danske donationer blev givet til Ukraines forsvarsministerium og generalstab, der derefter fordelte dem. Jeg sendte anmodningerne til Forsvarsministeriet i København, og de blev håndteret derfra. Danmark leverede det, man kunne.”
Nogle, der følte, at de ikke var blevet tilgodeset, var Grænsestyrkerne, der hører under Indenrigsministeriet. De led store tab i de første dage af krigen.
Missilet mod legepladsen
Krigen var mærkbar hver eneste dag, og i begyndelsen var der mangel på brændstof. Derimod var der ingen decideret fødevaremangel, og efterhånden reagerede langt fra alle indbyggerne i Kyiv på luftalarmerne.
”Men den 10. oktober 2022 rettede Rusland et missilangreb mod byens centrum og ramte et vejkryds og en legeplads tæt på ambassaden. Det skete midt i myldretidstrafikken, og antallet af dræbte og kvæstede var betydeligt,” husker Ebbestad.
“Derefter begyndte folk at tage alarmerne mere alvorligt. Ukrainerne var altid gode til at retablere forholdene bagefter, så vejkrydset blev snart igen farbart.”
Tragedien var et af hans afsluttende indtryk fra den ukrainske hovedstad, for få uger senere sluttede hans udstationering.
Putins fejlsatsning
I tilbageblik undrer Felix Ebbestad sig over præsident Vladimir Putins fremgangsmåde.
”Han lavede en strategisk brøler ved at gå til angreb. Han kunne have indsat en ’fredsbevarende styrke’ for at konsolidere sit greb om Krim og de erobrede områder i Østukraine. Det ville det have været meget svært at reagere imod. Det var en fejlkalkulation, at Rusland havde nok kampkraft til at føre krigen – og at Ukraine ikke havde. Putin har mistolket NATO’s sammenhængskraft.”
Han noterer sig, at Vesten har kunnet levere til Ukraine uden at skulle reducere på sygehuse, pensioner eller noget som helst.
“Russisk økonomi er derimod presset til det yderste. De må købe mere og mere af f.eks. droner fra Iran og en række våbentyper fra Nordkorea. Der er grænser for, hvor meget, de kan fremstille selv.”
Selv om mange havde håbet, at NATO-landene på topmødet i Washington i juli havde forpligtet sig til at støtte Ukraine en årrække ud i fremtiden, noterer Ebbestad sig med tilffredshed, at et stort étårigt støttebeløb blev garanteret.
“Det var, hvad der politisk var muligt. Og så koordinerer organisationen støtten.”
—– —–
Felix Ebbestad CV
Født 1960 i København
1979: Matematisk-fysisk student fra Sorø Akademi
1979: Værnepligtig hos Kongens Artilleriregiment
1980: Indtrådt på Søværnets aspirantuddannelse i Auderød
1985: Afgang fra Søværnets Officersskole
1965-90: Ubåds-officer i enheder af ‘Delfinen’-, ‘Tumleren’- og ‘Narhvalen’-klassen
1990-95: Chef for ubåde af ‘Narhvalen’- og ‘’Tumleren’-klassen
