Om et veterankøretøj fra den store oprydning i Danmark efter Anden Verdenskrig

Af Marco Hansen (mail cabspace@outlook.com) – udgivet første gang i Vardemuseers Årbog 2022 – udgivet efter aftale med museumsinspektør John Jensen

Mineryddere fra Dienstgruppe Dänemark/Dansk Minekontrol benyttede efter Anden Verdenskrig dette tidligere halvbæltekøretøj efterladt af den tyske værnemagt som fast transportmiddel på Skallingen, Kallemærsk Hede, og Fanø. Militærkøretøjer af denne type er i dag meget sjældne. Kun ganske få i hele verden kører stadig. Kun et eneste eksemplar er bevaret i Danmark.

Foreningen Gillelejegruppen fra Nordsjælland arbejder for at bevare det for eftertiden.

Fotografiet til den viste plakat er optaget på Fanø strand i juni 1945. Layout: Marco Hansen/Camilla Nielsen. Billedkilde. Bunkermuseum Hanstholm

Den store oprydning i 1945-47. Danmark skal have fejet op efter fem års tysk besættelse. De fleste tyskere har forladt landet, og det flyder med ammunition og miner overalt. Men fem års besættelse har været mere end et dårligt tweet. Få husker efterhånden de store sprængninger på Kallesmærsk Hede og i Strandskoven i Esbjerg sammen med alle de mange andre store og små tragiske ulykker, der fulgte i det umiddelbare kølvand af besættelsen. Tyske soldater i slidte uniformer under dansk tilsyn bemandede minørholdene. Strandene kunne ikke benyttes på grund af de tyske befæstninger. Økonomien skulle i gang igen i en fart. 

Det er en varm junidag i 2014. Noget, der med nutidens øjne minder om en rekvisit fra en Star Wars film, sætter med motorbrøl, knurrende gearkasse og klaprende bælter i en støvsky kurs mod over 30.000 mennesker på Kallesmærsk Hede ved Blåvand.

Det tyske halvbæltekøretøj fra besættelsestiden har et udseende, der skiller sig ud fra øvrige veteranmilitærkøretøjer i Danmark. Det er helt unikt.

Anledningen denne sommerdag i 2014 var Hærens Kamp- og Ildstøttecenters[i] årlige åbent hus-arrangement. Køretøjet var en veteran fra minerydningen i sommeren 1945. I de seneste otte år, har dette køretøj formidlet et dramatisk kapitel af vores nyere historie. En stak gamle fotografier fra efterkrigstiden i Oksbølområdet og virkeligheden smeltede tilbage i 2010 sammen til levende og håndgribelig historie i form af denne veteran fra en mørk tid. Den stod forladt og glemt i en baggård på et museum i København.[ii]

Der kan skrives og bliver skrevet tykke bøger om, at vække et 75 år gammelt køretøj til live igen og bagefter vedligeholde det for eftertiden. Her nøjes vi med lidt af historien om i alt syv års arbejde, der har skabt udgangspunktet for det, denne artikel handler om.

Formål med en restaurering

Køretøjets originale tilstand sammenholdt med mulighederne for en komplet restaurering gav det stor kulturhistoriske værdi, og her lå muligheden for formidling af et overset stykke danmarkshistorie til et interesseret publikum. Foreningen Gillelejegruppen tog tilbage i 2010 beslutningen om, at de begrænsede mandskabs- og økonomiskressourcer, foreningen råder over, var værd at investere i dette projekt.

Et hovedformål med restaureringen af denne tyske panservogn var at tilbageføre køretøjet til en tilstand så tæt på den historiske original, som det var muligt. Så vidt det var muligt skulle køretøjet restaureres til en stand, så det kunne anvendes til opvisningskørsel og hermed bidrage til tidssvarende formidling af et stykke aktiv og levende historie. Men det skulle ske, så man med høj faglighed holdt balancen mellem bevaring og formidling. Det færdige museumskøretøj skulle desuden sikres af en løbende vedligeholdelsesplan med rettidig omhu.

Projektet fokuserede fra start skarpt på panserkøretøjets udseende og tilstand i tjenesten i Minenkommando Dänemark og senere Dansk Minekontrol. 203 skal som hovedopgave fortælle dansk efterkrigshistorie, og den skal give et bidrag til at belyse den tekniske side af mine- og ammunitionsrydningen i 1945 i Danmark.  

Den tyske atlantvold under sandet

Når du er ved at løbe tør for soldater, gemmer du dig bag fæstninger. Du erstatter med andre ord mennesker med beton eller miner. Der, hvor du i dag ikke kan se betonbunkere, lå der i 1945 et sandt hav af panser- og fodfolksminer for at fylde de gabende huller i forsvaret ud. Den såkaldte Atlantvold i Danmark har nemlig omkring Esbjerg Havn langt flere historier end tyske bunkere. Her er også historien om en stor og nærmest uoverskuelig oprydning, der stod på i rigtig mange år efter 1945. Krigsefterladenskaber fandtes i hele landet. De tyske kampstillinger var sikret af store minefelter.

På Skallingen blev udlagt omkring 72.000 miner af forskellig sprængkraft og type. På en lille ø som Fanø alene var udlagt 49.000 miner. Sådan kunne vi blive ved. Hertil kom et stort antal efterladte feltbefæstningsanlæg, der også skulle sløjfes.

Der blev ryddet miner af to omgange i Danmark. 1. hold var stillet af tyske soldater i 1945.[iii] En tysk militær enhed blev opstillet i overensstemmelse med kapitulationsbetingelserne under britisk kommando og med dansk opsyn. Der blev dannet en sprængkommando og et minekommando. Hold nr. 2 til kontrol og slutoprydning fra efteråret 1945 blev bemandet med frivillige tyske soldater under dansk ledelse.[iv] Dette arbejde fortsatte til udgangen af 1947.

Mineholdene skaffede sig et antal efterladte tyske bæltekøretøjer. Kampvogne skulle benyttes til kontrolkørsel i de ryddede panserminefelter inden området endelig blev givet fri til civil færdsel. Lette pansrede bæltekøretøjer var øremærket til transport og logistik i tidligere tyske stillingsområder, der typisk lå i klitter og andet vanskeligt terræn.

Et eksemplar af hver af disse to køretøjstyper er bevaret på Krigsmuseet/Nationalmuseet og var netop færdigrestaureret til køredygtig stand her i 2014, hvor det ene af dem for første gang krydsede sit spor.

Et tysk krigsefterladenskab i Danmark, der fik en helt ny rolle som transportvogn for mændene fra Minenkommando Dänemark og fra september 1945 Dienstgruppe Dänemark/Dansk Minekontrol. 203 er vognnummeret fra tiden i tysk tjeneste, der er malet på toppen af sidepanseret. Nummeret er overleveret gennem historien frem til os i dag.

203 er levende vognhistorie

Den fortæller historien om den store oprydning efter 1945. Minerne og ammunitionen blev fjernet hurtigt i Danmark, fordi vi havde ressourcerne til det. I Danmark var vi heldige at have tydelige minekort efterladt af den tyske værnemagt. Det var også i Danmark, minerydningen blev afsluttet hurtigst. Et faktum med modifikationer, for halvøen Skallingen blev ikke ryddet færdig. Den gang var det tyske soldater, der gjorde arbejdet. I dag er arbejdet blevet fuldført, fordi vi har penge og teknologien til at få de sidste rester op af sandet. Selv de miner, der efter de over 70 år er gledet 8 m ned under sandet. Vi er begunstiget af vores velstand.

Men det tager stadig tid at fjerne alle efterladenskaber, selv for et veludviklet vesteuropæisk land: Skallingen blev først erklæret ryddet for miner i 2012. Lokalt her i regionen behøvede vi ikke at læse aviser, men kunne nøjes med at høre på bragene i perioden 2007 til 2012 for at forstå, at der stadig lå masser af sprængstof på Skallingen.

Minerydningen med tyske soldater i sommeren 1945 er et omdiskuteret kapitel i Danmarkshistorien. Martin Zandvliets film ”Under Sandet” fra 2014 pustede fornyet liv i debatten om aktionen med deltagelse af tyske soldater i 1945. Bølgerne gik højt og gik så vidt, at der blev talt om en eventuel deltagelse i krigsforbrydelse på dansk side.[v]

Hverken lastbil eller kampvogn

Et halvbæltekøretøj! Giver det mening? I 1930érne gjorde det for et antal automobilfabrikker i flere lande. Udviklingen af halvbæltekøretøjer var et forsøg på at gøre lastvogne terrængående. Et kvikt hoved opdagede, at det kunne være ret snildt, hvis soldater kunne følge med kampvognene i krig. Panserplader blev skruet på et halvbæltechassis, og man endte med noget, der så ud som 203.

Den tyske hær blev motoriseret i mellemkrigsårene. Forbrændingsmotoren var et middel mod den opslidende og blodige stillingskrig fra Første verdenskrigs slagmarker i fremtidige konflikter. Krig skulle motoriseres ud af skyttegravene, og fodfolket (infanteriet) skulle kunne føres frem sammen med kampvognene under fremrykning. Den tyske værnemagt oprettede og trænede målrettet et panserinfanteri (Panzergrenadiere) til præcis dette formål.

For at kunne følge med kampvogne under fremrykning på en slagmark, måtte panserinfanteriet selv være motoriseret, så de kunne støtte pansertropperne. De nævnte lette bæltekøretøjer, såkaldte Sonderkraftfahrzeuge blev det fortrukne transportmiddel hos det tyske panserinfanteri. Panservognene var for datiden hurtige og lette, og de kunne udrustes med en bred vifte af infanteristøttevåben.

Fodaftryk fra tysk panser i Danmark i krigstid

Fra det færdige køretøj blev afleveret til den tyske tøjhusafdeling: Heeres-Panzer-Nebenzeugamt Elbing,[vi] er der ikke flere spor, før det dukker op i Danmark på et billede fra 1945 blandt køretøjer på den tidligere tyske Pionerskole på Horsens Statsskole.[vii] 203 kom til Danmark med nogle af de motoriserede enheder, der var stationeret i landet i sidste del af krigen. Herunder 233. Reserve panserdivision.[viii] Divisionen var en skole- og uddannelsesenhed, der var tilknyttet kamptropperne for at kunne opfylde rækkerne i de aktive enheder med nye soldater efter grundlæggende funktionsuddannelse – herunder panserinfanteriet. 233. Reserve Panzer Division lå fordelt i Viborg Herning–Holstebro-området fra august 1943 til kapitulationen i 1945.[ix]
De tyske bæltekøretøjer fra besættelsen har efterladt sig spor i den jyske muld.

Arkæologiske undersøgelser og søgegrøften forud for et nyt motorvejsprojekt mellem Holstebro og Herning afdækkede i 2018 feltbefæstninger fra Anden Verdenskrig, der var efterladt af

83. Panzergrenadierregiment, 3. Bataljon, 233. Reserve Panzer Division, der var indlkvarteret i omegnen af Aulum i Jylland.[x]

Museum Midtjyllands udgravning, HEM5342, Videbækvej, var således af særlig interesse for Gillelejegruppen.[xi]

Efterkrigstid og tysk panser i Danmark

Danmarks status efter den tyske kapitulation i 1945 som ikke krigsførende nation påførte de allierede myndigheder en række problemer med hensyn til håndtering af efterladt tysk krigsmateriel. Den danske stat havde ikke fået råderet over beholdningerne. Alt tidligere tysk krigsmateriel, der potentielt kunne anvendes offensivt (f.eks. infanterivåben, køretøjer og fly) skulle destrueres. Beslutningen blev taget af de britiske besættelsesstyrker og formidlet til de danske myndigheder i et direktiv. Danmark kunne derfor ikke som eksempelvis Frankrig motorisere sin første efterkrigshær med køretøjer af tysk oprindelse. De tyske panserkøretøjer kom i anvendelseunder konflikten i den daværende koloni Fransk Indokina i 1946, og de vogne, der stadig kunne køre, blev senere solgt til Syrien, hvor de så deres sidste kampindsats så sent som i Golan-højderne under Seksdageskrigen i 1967.

Minenkommando Dänemark blev en undtagelse. Kommandoen fik udstedt frikort til stort set at rekvirere alle de køretøjer og alt det materiel, der skulle bruges til at løse opgaven med at befri Danmark for besættelsestidens dødelige arvegods. Det var bestemt i britisk interesse, at denne opgave blev løst så hurtigt som muligt, så den tyske tilstedeværelse i Danmark kunne afvikles endeligt.

Efter befrielsen blev 203 på den måde reaktiveret til tjeneste som transportkøretøj i minekommandoen, og den kom til at køre i det sydvestjyske mellem Oksbøl, Skallingen og Esbjerg.  De soldater, der har kørt med 203 både i 1945 og 1946-47, har været meget glade for at fotografere.[xii] Et af disse billeder dannede faktisk dokumentation for identiteten af 203.

Særlig H.P. Christoffersen fra Oksbøl fotograferede sine oplevelser som leder under minerydningen i Skalling-Esbjergområdet. Med sin dagbog og sin store glæde for at fortælle skabte han en fin dokumentation, som vi er taknemmelige for.       

Plakaten viser både skaden, der dokumenterer køretøjets identitet, og hvad det blev brugt til af Minenkommando Dänemark i sommeren 1945 her på Fanø. Oprydning og transport i klitterne. Layout: Marco Hansen/Camilla Nielsen. Foto: Bunkermuseum Hanstholm.

En skade for eftertiden

Selv om bevaringstanden af 203 må betegnes som enestående, var den gamle tyske mandskabsvogn ikke kommet gennem krigen og efterkrigstiden helt uden skrammer. En synlig skade efter en påkørsel i vognens højre side skulle få stor betydning. Et motiv i en serie fotografier fra Bunkermuseum Hanstholms samling[xiii] viser et tysk halvbæltekøretøj, der i sommeren 1945 er ved at bortransportere pigtrådspæle fra en afspærring i klitterne formentlig på Fanø. Det bærer det taktiske nummer 203 og har en tydelig skade på bagerste del af køretøjet.

Gillelejegruppen sammenlignede billedet med køretøjet i det daværende Tøjhusmuseum. Museets dokumentation viste tydeligt samme skade i højre side af vognen. Dokumentationen blev suppleret af en større samling fotografier i Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkivs samlinger. Her var der flere billeder af et tysk halvbæltekøretøj med det taktiske nummer 203 i brug på Skallingen og i Oksbøl fra årene 1946 og 47. Det så ud til at 203 fortsatte tjenesten, efter at den første del af minerydningen i 1945 var afsluttet. I Horsens Lokalarkiv opdagede Gillelejegruppen i 2018 et farvefotografi taget i baggården af Horsens Statsskole i sommeren 1945 med 203, der på det tidspunkt stadig var fuldt udrustet. Køretøjet var monteret med et raketkasterstativ: Schweres Wurfgerät 40.

Det, vi så, var næsten for godt til at være helt sandt. Men her havde vi faktisk sikker dokumentation på køretøjets proveniens og en stor del af dens historie. 203 måtte ud at køre igen.

Havde de danske myndigheder haft de samme muligheder, er det sandsynligt, at flere køretøjer var blevet bevaret. Men Danmark kunne ikke få lov til bare at “tage fra hylden” fra de efterladte tyske arsenaler i 1945. Det gør et køretøj som 203 endnu mere sjældent og værdifuldt. Nu gjaldt det om at overbevise Tøjhusmuseet om det og få dem med på projektet. Gillelejegruppen havde erfaring i store krævende restaureringsopgaver. Foreningen havde blandt andet restaureret en britisk M10 Tankdestroyer fra 1943 til funktionsdygtig stand.[xiv] Køretøjet var blevet udlånt på kontrakt med Tøjhusmuseet til restaurering og vedligeholdelse i årene forinden. Gillelejegruppen indledte forhandlinger om 203 med administrationen for det daværende Tøjhusmuseum. Efter en del møder endte det med, at museumsfolkene viste os den tillid, at vi også kunne få mulighed for at få 203 til at ligne sig selv igen som et nyt aktiv i formidling af dansk krigshistorie.

Tilstand før overtagelse fra Tøjhusmuseet i 2010

Køretøjet fra Tøjhusmuseets gård, der i 2010 var taget ud af museets udstilling og opmagasineret på depot, var i modsætning til hovedparten af de overlevende eller restaurerede eksemplarer, et af de få næsten helt komplette vogne af denne type. 203 var ikke en “Frankenstein Panzer”, der var lappet sammen af forskellige dele fra skrotpladser og skrællede vogne godt blandet op med rester fra arkæologiske jordfund fra slagmarker. Nu var der styr på dokumentation og reference. Men før vi rigtig kunne komme i gang, måtte vi skabe os et overblik over projektet og se, om vi magtede opgaven med at puste liv i den gamle panservogn.

Vurdering af grundlag for en restaurering efter første inspektion på depot lød på det tidspunkt omtrent sådan her:

På depotet inspicerede vi et pansret halvbæltekøretøj, der havde været opbevaret på Tøjhusmuseet siden starten af 1980’erne. Køretøjet præsenterer sig i sin helhed intakt dog med uoriginal bemaling. Køretøjet er konserveret til magasinopbevaring. Tekstiler er dækket af med plast. Køretøjet har været restaureret i to omgange hos Tøjhusmuseet. Det nuværende Krigsmuseum. 1. restaurering fandt sted i starten af 1960’erne og 2. omgang i de tidlige 1980’ere, hvor man hev alt originalt maling af køretøjet.

På positivsiden:

Et stort set intakt køretøj, der ved foreløbig inspektion står med intakt drivline. Det danner således et rigtigt godt arbejdsgrundlag. Den sidste restaurering har sammen med opbevaring på depot sikret bevaringen af køretøjet. Særlig de sjældne tyndpladedele har haft glæde af påført rustbeskyttelse.

På negativsiden:

De to foregående restaureringer er gået ud over køretøjets originalitet. Meget uheldigt var det, at al den originale tyske militære standartmaling (Einheitsfarbe) er blevet afrenset. Hele køretøjet var blevet behandlet med sprøjtspartel inden omlakering. Hele køretøjet stod i historisk ukorrekt grundfarve, camouflagemaling og mærkning.

Kilder, litteratur og tegninger

En forsvarlig restaurering forudsætter et referencemateriale af god kvalitet. Litteraturen for køretøjstypen er de seneste år blevet ret omfattende.[xv] Renovering af militærkøretøjer er i løbet af de sidste 30 år stille og roligt flyttet ud fra små nørdede, obskure værksteder og frem i lyset, hvor projekterne tiltrækker sig museal interesse, som den kulturarv de rettelig er. Den almene digitalisering af arkivmateriale har været en stor støtte for os, der hellere vil bruge penge på reservedele end på bøger. Nogle af de originale manualer og reservedelslister kunne vi rekvirere i kopi fra det tyske militærarkiv i Freiburg.[xvi] Andre kunne fremskaffes i kopi via vores internationale netværk. Gillelejegruppens samlede arkiv ligger også inde med et righoldigt referencemateriale i original både i foreningens egen samling og i de tilknyttede private arkiver hos gruppens medlemmer.[xvii]

Er du guds barn, så hjælp dig selv. De steder, hvor en faglig forsvarlig renovering har krævet det, og tilstrækkelig detaljerede referencetegninger ikke kunne fremskaffes, blev tegninger af de berørte komponenter opmålt og sat op  i CAD af vores medlem John Hansen. Sikkerhed går vi ikke på kompromis med. Eksempelvis blev det komplette trykluftmekaniske bremsesystem optegnet i detaljer til restaureringen.

Projektets økonomi

Arbejdet er udført af frivillig ulønnet arbejdskraft i Gillelejegruppens museumsværksted. Udgifterne er blevet dækket af foreningens midler, bidrag fra udlejning til filmbranchen, fondsmidler og til dels også af medlemmers private tilskud og indkøb af dele. Forsvaret har støttet foreningen med tilskud af smøre- og drivmidler, samt ved at sørge for veteransyn og indregistrering i 2016.

Restaurering af 203 fra 2010 til veteransyn i Forsvaret 2016

203 er en sen version af disse første pansrede mandskabsvogne med den danske forkortelse: PMV.[xviii] Køretøjet er 5,8 m langt, 2,1 m bredt og vejer 7,4 tons. Tophastigheden ligger på omkring 50 km i timen. Undervognen på 203 er bygget hos Auto-Union, og hele vognen blev i november 1943 samlet hos firmaet Golnow & Sohn i Østpreussen, i dag i Polen. [xix]

Adskillelse og inspektion af komponenter

En fuldstændig restaurering af 203 ville kræve en total afrensning af alt uoriginalt, sprøjtspartelmasse og maling. Renovering af drivline. Renovering af bælter og vejhjul. Renovering af bremsesystem. Renovering af komplet ledningsnet og alle elektriske komponenter. Eftersyn og om nødvendig udskiftning af alle sliddele på køretøjet. Komplet ny oplakering efter et originalt fabriksfarveskema. Herefter rekonstruktion af taktisk farveskema/camouflage efter foreliggende fotodokumentation.

Gennemførte renoveringer i udvalg

Motor og drivline: Starter, karburator, oliepumpe, dynamo, vandpumpe og magnettænding er blevet adskilt og renset. Motorblokken er efterset med inspektionskikkert og kompressionstestet. Motoren var i så god stand, at det blev besluttet ikke afmontere topstykket. Gearkassen er blevet efterset og bakgearet repareret. Benzintanken var gennemtæret i toppen pga. af de mange år, hvor den havde stået ude i gården på Tøjhusmuseet. Tanken var ellers tæt. Så rusten blev forseglet og stoppet med sealer, der lukkede for benzindampe. Tryklufttank og hele systemet af trykluftrør i bremsesystemet med alle ventiler, pakninger og rør blev repareret eller skiftet. Den originale lydpotte var fuldstændig gennemtæret i bunden. Den blev svejset og opdateret med ny indmad fra en personbilsudstødning.

Et udvalg af specialfremstillede dele

Ventildæksel og køler var så dårlige, at de ikke kunne genbruges. Et nyt dæksel blev valset og bukket, men de originale beslag kunne genbrugs. Køleren blev renoveret ved samme lejlighed, hvor det gamle kølerlegeme måtte udskiftes. Det nye legeme blev genmonteret i den originale holder. Højre kardankryds var knust, hvilket formentlig skyldes den skade, som sørgede for, at køretøjet endte på Tøjhusmuseet i sin tid. Det lykkedes os ikke at finde en original erstatning. Det blev forsøgt gennem kontakt i flere lande at få nyproduceret denne vigtige reservedel. Det lykkedes til sidst så langt ude i verdenen som i Kina.

Alle vognens instrumenter var mere eller mindre ødelagte eller manglende.

De blev repareret med nye skiver og glas samt fundne/købte på det internationale marked. Alle holdere – våbenholdere og så videre var intakte og originale.[xx] Et nyt ledningsnet blev fremstillet efter originale tegninger. Der blev indkøbt et nyt lærredsruf, der var fremstillet efter originale mål i overensstemmelse med den foreliggende fotodokumentation. Nye presenningsbøjler blev produceret i Gillelejegruppens værksted.

Bælternes gummipuder blev udskifter med nyfremstillede, som var sponsoreret af en dansk underleverandør til Forsvaret.[xxi] De originale afmonterede, ikke funktionsdygtige originaldele er blevet opmagasineret og registreret i en genstandsindeksering, der følger med køretøjet fremadrettet.

Alt panser er renset eller nålehamret af og malet i original farve og “Kunsthartz maling” indkøbt i Tyskland blandet i overensstemmelse med originale blandingsforskrifter.[xxii]

Udstyr indkøbt som tilbehør

Et delmål med projektet var at åbne for muligheden til også at udstille 203 som Wehrmachtkøretøj fra 233 Res. Pz. Div. i Danmark.Hertil er blevet suppleret: Frontskjold til maskingevær, magasinholdere bagerst, radio med radioramme og antenne, siddebænke, ildslukker, værktøj, militært tilbehør som pionerkøretøj i en tysk panserdivision.

Ibrugtagning

Den 65 år gamle motor startede uden problemer, og efter en tændingsjustering kunne den første prøvekørsel uden de helt store problemer gennemføres, hvorefter panseret blev genmonteret. 203’s Maybach motor har kørt lige siden.

Yderligere reparationer og renovering i perioden 2014 til 2022

Det har været nødvendigt at montere låsebolte på kardan efter nedbrud under arrangementet Militracks i Overloon, Holland. Karburator er blevet adskilt og renoveret. Og vejhjul er blevet efterset og lejer skiftet. Ventilgang på motor er stillet, og den originale kilerem er udskiftet, ligesom støddæmpere på forbro er blevet renoveret.

Vedligeholdelse og bevaringsplan.

203 skal helst også være her efter os og kunne køre så længe som muligt for at fortælle sin historie. Der gennemføres derfor planlagte vedligeholdelseskørsler og fast opstart og varmkørsel af motor hele året. Der udføres starteftersyn efter Forsvarets forskrifter for kørende materiel inden hver kørsel og periodeeftersyn af alle vitale dele på køretøjet flere gange om året.

Alle eftersyn, vedligeholdelsesarbejder og reparationer indføres i vognens køre- og kontrolborg. Der udarbejdes en egentlig restaureringsrapport med tilhørende genstandsliste inden 2027. Dokumentation og genstande, der følger køretøjet, er sikret samt tilgængeligheden af information for eftertiden og fremtidigt vedligehold. Historien slutter ikke, når et 80 år gammelt køretøj er færdigrestaureret. Vel at mærke hvis det skal holde som en levende museumsgenstand i flere generationer. Hver gang startknappen trykkes, opstår der behov for vedligeholdelse.

Relationen til dansk kulturarv

Efterladt af den tyske værnemagt i Danmark i 1945. Fortid som transportkøretøj i Minenkommando Dänemark og Dansk Minekontrol i efterkrigstidens umiddelbare oprydnings- og genopbygningstid 1945-47. 203 kan betragtes som et af de første panserkøretøjer i dansk tjeneste efter 1945.

203 bidrager til at belyse et emne, der stadig er tragisk aktuelt snart 80 år senere. I hele verdenen er befolkninger efterladt med miner, der stadig lemlæster og dræber og forhindrer alt for mange i at dyrke deres marker og føre deres kvæg på græs mange år efter, at de er udlagt. Mange lande har ikke de ressourcer, Danmark trods alt havde i 1945 og igen helt op til vore dage. Minerne bidrager direkte til fattigdom og sult. Miner og ammunition er medvirkende årsag til, at folk sætter livet på spil i synkefærdige både i håb om en bedre tilværelse. Minen er med rette stadig betegnes som den ”fattige mands atombombe”.

Den tyske værnemagt gik på fem år fra at være en af Europas mest moderne og bevægelige hære til at være fastlåst i stillingskrig bag bunkers, pigtråd og minefelter på alle fronter. Netop det som køretøjer som 203 var bygget til at undgå. Det store tyske sammenbrud gjorde i 1945 en ende på mareridtet, der hed Anden Verdenskrig, og den store oprydning tog sin begyndelse. Alle disse fortællinger er en del af 203, der ikke kun er en gammel klump jern, men levende historie, der krydser sit spor. En veteran mere fra forbrændingsmotorens mekaniserede krig er klar til at komme på museum.

Kort om Gillelejegruppen

Gillelejegruppen blev stiftet i 1993 efter et tilfældigt møde i en boghandel. Alle delte den samme passion for Anden Verdenskrig og havde en stor interesse i at bevare historie.  

Tidslinje for 203:

1943 – 45: Wehrmacht registrering: WH 336396. Køretøjet er formodentlig efterladt af 233. Res. Pz. Div. i Danmark. Taktisk nummer: 203. Rekvieret af Minenkommando Dänemak I 1945.

Sommer 1945 til efterår 1945: Minenkommando Dänemark.

Efterår 1945 – 47 Dienstgruppe Dänemark og Dansk Minekontrol.

1948 – 50: Overtaget af Hærens Tekniske Korps (HTK) fra minekontrolstyrkerne til test og transportopgaver.

1951 – 2010: Efter brud af trækaksel afleveret til Tøjhusmuseet og udstillet i museets gård.

2010 – 14: Under restaurering af foreningen Gilelejegruppen.

2015 – Veteransyn og genindregistrering i det danske Forsvar som museumskøretøj med registreringsnummeret: 33 639.

Noter

---

• [i] Fra 2019 er Danske Artilleriregiment arrangør af ”Åben Hede”
• [ii] Fotodokumentation af køretøjer i Tøjhusgården fra 1974 og 1978 Nationalmuseet/Krigsmuseet
• [iii] Se Jensen, John V.: Der er mere Under Sandet. Minerydningen efter besættelsen. Opdatering 2015, Varde/Ringkøbing-Skjern, s. 144-63
• [iv] Rigsarkivet,RA.1010-005. Pk. 44: Orientering vedrørende ”Minekommando Dänemark”.
• [v] Se Jensen, John V.: Under Sandet. Lidt om filmisk og historisk virkelighed. Opdatering 2015, s. 137-43.
• [vi] Jensen. Militaria, nr. 3, s. 4
• [vii]Fotografi af tyske køretøjer ved Horsens Statsskole maj 1945. Her ses en række halvbæltekøretøjer af typen Sdkfz 251/D. 203 i forgrunden har stadig sit stativ til påmontering af raketstyr (Schwerer Wurfrahmen). Udrustningen var i vejen ved de nye opgaver efter krigen og blev afmonteret, men afslørede sig stadig i de blanke striber i camouflagen på sidepanseret. Horsens Lokalhistoriske Arkiv
• [viii] Stoves, R.: Die 22. Panzer-Division, 25. Panzer-Division, 27. Panzer Division Und Die 233
• Reserve-Panzer-Division. Aufstellung, Gliederung, Einsatz. Friedberg 1985
• [ix]  Bundesarchiv Militärarchiv Freiburg (BAMA)/Bunkermuseum Hanstholm:Chronik der 233. Reserve-Panzer-Division. 10. August 1943 bis 20. Mai 1944
• [x] Rigsarkivet: RA. 201.018, Generalstabens Efterretningssektion, ”Stockholmarkivet”, pk. XVIIa. Kriegsgliderung 04. 05. 1945
• [xi] Museum Midtjylland. Sb. Nr. 18 03 03 – 166: HEM 5342 Videbækvej, Aulum.: Beretning arkæologisk udgravning forud for motorvejen mellem Herning og Holstebro (HEM5090 Etape IV). Museum Midtjylland
• Gillelejegruppen restaurerer et eksemplar af SdKfz 251 fra 1943 med taktisk nummer 203. Originale bælteled og gummipuder fra tilsvarende køretøj til sammenligning er bevaret i foreningens magasin. Udgravningsrapporten  (fra hvad?) Videbækvej ved Aulum dokumenterer, at 233. Reserve panserdivision benyttede halvbæltekøretøjer.
• [xii] Hans P. Christoffersen (Stoffer): Album og billedsamling. Minerydning 1945 og Dansk Minekontrol 1946-47.Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv
• Hansen, Marco:Hans P. Christoffersen, Oksbøl (Stoffer): Billedtekster modtaget 1992 til negativer fra Dansk Minekontrol 1946-47.
• [xiii] Div. Billeder fra minerydningen bla. af Folke Petersson. En serie er optaget på Fanø i sommeren 1945. Bunkermuseum Hanstholm
• [xiv] M10 Tankdestroyer Achilles. Frem mod slutningen af Anden Verdenskrig manglede de allierede et middel mod de svære tyske kampvogne. 17 pdr Anti Tank gun var svaret -udviklet i England. Kanonen var tung, og for at øge bevægeligheden blev en kampvogns- og panserjægerversion på amerikansk chassis udviklet. Panserjægerudgaven blev i 1950 leveret som Marshallhjælp til genopbygningen af det danske forsvar.
• [xv] Eksempelvis har nedenstående nyere publikationer/dokumentationer af restaureringer i udlandet vist sig at være nyttige under restaureringen af 203Doyle, David: 251 Half-Track.. A Visual History of the German Army’s Sdkfz. 251 Armored Halftracks. 2015.
• Doyle, Hilary Louis; Friedli, Lukas. Final Developments of the Schützenpanzer Sd.Kfz.251 to Vollketten M.S.P. Kätzchen. Panzer Tracts. 15–4. Maryland 2016 De to Doyler er to forskellige eller? Samme Doyle
• Kořán, František, František Sýkora & Martin Velek Sd.Kfz.251/1 in detail. Sd.Kfz.251/1 Ausf. D & Czechoslovak OT-810, Trykkested? Praha 2006.
• [xvi] Bundesarchiv Militärarchiv Freiburg (BAMA):
• RHD 8/1088 : D 660/2 Leichter Zugkraftwagen 3 t (Sd. Kfz. 11) und Abarten, Ersatzteilliste zum Fahrgestell, Typ H kl 6 (Sd. Kfz. 11), Typ H kl 6 n (Sd. Kfz. 11/1 u. 11/4), Typ H kl 6 s (Sd. Kfz 11/2), Typ H kl k (Sd. Kfz. 11/3) 1. Aug. 1943. STår alle forkortelserne rigtigt? Ja
• RHD 8/1089 : D 660/3 Mittlerer gepanzerter Kraftwagen (Sd. Kfz. 251) auf Fahrgestell des Zgkw 3 t Typ Hkl 6 p (Grundfahrzeug der mittleren Schützenpanzerwagen und Abarten) Ersatzteilliste zum Fahrgestell. 22. Mai 1943.
• [xvii] Jensen, Jens Henning: Deutsche Vergaser Gesellschaft: Solex. Fallstrohm-Gelände-Vergaser. Beschreibung und Anleitung. Berlin 1940. Jeg forstår ikke er det Jensen, der har skrevet?? Så må der være et andet årstål end Berlin 1940 Hele Jensen slettes (det var Jensens arkiv) 
• 0Hansen, Marco: Maybach-Motorenbau G.m.b.H.: HL 108 TR-Hl 120 TR. Ersatzteilliste. Friedrichsafen (uden årstal).(Er det skrevet rigtigt? Hansen Marco slettes.
• H. Dv. 471 Handbuch für Kraftfahrer. Berlin 1939/41.
• NSKK-transportgruppe Todt (Hg). Doernhoeffer. Wolf. A.: Taschenbuch der Fahrtechnik. Frankfurt 1943.
• [xviii] På tysk: Mittlerer Schützenpanzerwagen SdKfz 251.
• [xix] Via. Doyle, Hilary Louis: Følgeseddel for levering af stel nr.: 541029 til Golnow und Sohn dateret 30 November 1943: Producent: Auto Union.
• [xx] Geværholdere, panzerfaustholder, Pz. Büchse 39 holder, gasmaske, holdere til visionblocks, samt andre holdere.
• [xxi] Rubtec A/S
• [xxii] Det er ikke helt ligegyldig hvilken årgang køretøjet er fra. Toningen af farven fra 1943 er mørkere end Einheitsfarbe fra 1944.
• Tak til Dr. phil. Per Ole Skovsbo og Orlogskaptajn Peter Thorning Christensen for granskning af manuskriptet og alle bindestreger, kommaer.