Ved befrielsen og den tyske kapitulation blev Den danske Brigade og Den danske Flotille overført til Danmark fra Sverige. De blev den første begyndelse til det danske forsvar under Den kolde Krig

I aften vil stearinlys i mange vinduer markere 78-årsdagen for Danmarks befrielse. Kl. 20.37 den 4. maj 1945 meddelte BBC i sin danske nyhedsudsendelse, at Nazitysklands styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig til feltmarskal B.L. Montgomery og hans britiske armekorps.

Kapitulationen trådte i kraft kl. 8.00 den 5. maj. I de samme døgn kom de styrker til syne, der skulle komme til at danne grundstammen i det danske efterkrigsforsvar.

Principielt startede man fra nulpunktet, for da tyskerne havde erklæret militær undtagelsestilstand den 29. august 1943, opløste de den danske hær og søværnet og internerede alle officerer, befalingsmænd og værnepligtige i adskillige uger.

Uensartede undergrundsstyrker

Den danske modstandsbevægelses undergrundshær talte over 40.000 mand, og den havde siden sommeren 1944 været underlagt den allierede overkommando SHAEF – Supreme Headquarters of the Allied Expeditionary Forces. Danmark var inddelt i seks militærregioner, der hver især modtog ordrer gennem telegrafister udsendt af sabotageorganisationen SOE – Special Operations Executive.   

Undergrundshæren var en særdeles sammensat skare med uensartet bevæbning og udstyr. Den militære værdi varierede fra den ene yderlighed til den anden, idet de såkaldte O-grupper (officersgrupper) bestod af officerer og befalingsmænd, der var gået ’under jorden’, mens især de tusinder af frivillige civilister, der kom til i krigens sidste måneder, kun nåede at få den mest nødtørftige uddannelse.

Også politisk var undergrundsstyrkerne mildt sagt heterogene – som en dansk miniatureudgave af den store alliance mellem USA, Storbritannien og Sovjetunionen.

De danske kommunister var en stærk faktor, og det samme var de civile aktivister på den nationale højrefløj med udspring i Dansk Samling, dele af Konservativ Ungdom (KU) og spejderbevægelsen. Hen mod slutningen af krigen kom det politiske centrum til at stå stadig stærkere med fokus i organisationen Ringen under ledelse af Frode Jacobsen (1906-97), socialdemokrat og ledende faktor i Danmarks Frihedsråd.

Seksmandsgrupper

Det var Storbritannien og USA, der gennem SOE-lederen i Danmark tog det første initiativ til undergrundshæren i efteråret 1943. Som led i forberedelserne til en vestallieret invasion i Europa ønskede man at opbygge undergrundsstyrker i de tyskbesatte lande, der kunne bistå de allierede hære, når de nåede frem.

Grundstenene var såkaldte seksmandsgrupper. Lederne spurgte personer, de havde tillid til, og opfordrede dem til at kontakte fem gode bekendte, som de kunne danne gruppe med.

Med den fremgangsmåde var risikoen for infiltration minimal. Senere blev styrkerne organiseret i delinger, kompagnier, bataljoner etc. efter gængse militære principper.

Professionel eksilstyrke

Modsat den uensartede undergrundshær var Den danske Brigade på ca. 4000 mand en styrke af et klassisk militært tilsnit. Den blev overført fra Helsingborg til Helsingør om morgenen den 5. maj – samtidig med at den tyske kapitulation trådte i kraft. Den var blevet uddannet i lejre i Sverige siden de sidste uger af 1943 og var en veltrænet og effektiv styrke.

Brigaden bestod af frivillige, hvoraf mange var modstandsfolk, der var flygtet fra Danmark for at undgå arrestation, og de blev uddannet af officerer og befalingsmænd, der dels selv var flygtet, dels var blevet beordret til at rejse til Sverige af den såkaldte Lille Generalstab – den illegale hærledelse.

Umiddelbart efter landgangen i Helsingør marcherede brigaden ind i København for at skabe ro. Grupper fra undergrundshæren var gået i aktion allerede om aftenen den 4. maj for at arrestere personer, der havde arbejdet for besættelsesmagten, og det kom til skyderier mange steder.

De første døgn efter befrielsen fik et voldsomt forløb i København og andre større byer. I dagene 4., 5. og 6. maj blev 81 modstandsfolk eller sagesløse personer dræbt som følge af skyderier. Befrielsesdagene blev dermed – målt i antallet af dræbte modstandsfolk – blodigere, end frihedskampen i sig selv nogen sinde havde været.

En del af brigaden blev hurtigt derefter sendt til grænselandet for at genetablere dansk kontrol med grænseområdet til Tyskland og træde i forbindelse med de britiske styrker, der var rykket ind.

Politikere der trak i trådene

At undergrundshæren stod under allieret kommando, betød ikke, at SHAEF i London havde al kontrol. Den lille Generalstab havde omhyggeligt sørget for at disponere de professionelle militærfolk, så stærke O-grupper blev formeret. De blev øremærket til f.eks. at bevogte Christiansborg, ministerierne og andre centrale statsinstitutioner i befrielsesdagene.

De etablerede politikere med tidligere statsminister Vilhelm Buhl (S, 1881-1954) i spidsen var nemlig for længst begyndt at trække i trådene bag kulisserne, selv om politikerne var uden embeder efter den 29. august 1943.

Den lille Generalstab bestod – ledet af generalløjtnant Ebbe Gørtz (1886-1976) – af klassiske officerer, der adlød dem, de opfattede som lovlige myndigheder. De lod sig derfor villigt bruge som politikernes instrument.

Frygten for kommunisterne

En altoverskyggende hensyn var at forebygge en magtovertagelse af kommunisterne. Det virkede som en skræmmende mulighed, idet den sejrende Sovjetunion nu var den stærkeste magt på det europæiske kontinent.

Kommunisterne var få, men velorganiserede, og de havde ledelsen af BOPA, der havde stået for de fleste store industrisabotager i København.

I besættelsens sidste år var store mængder af våben blevet indført i landet – dels nedkastet fra fly, dels ad illegale skibsruter eller smuglet ind blandt andre varer på fiske- eller fragtskibe.

En væsentlig del af våbnene blev af Den lille Generalstab fordelt mellem de militære og civile grupper, og en del år efter krigen blev det afsløret, at officererne i dybeste hemmelighed havde sørget for, at kommunisterne fik færrest mulige våben, mens hærens egne folk fik flest.

Hemmeligt møde

Det var i samme sammenhæng, at ideen til brigaden blev undfanget. Allerede i efteråret 1943 mødtes de socialdemokratiske politikere Hans Hedtoft (1903-55) og Vilhelm Buhl i stor hemmelighed med Ebbe Gørtz, mens generalløjtnanten havde fået udgangstilladelse fra sin internering.

Formålet var at skabe en styrke, der skulle kunne bistå de allierede i en evt. slutkamp om Danmark, men først og fremmest være en dispositionsstyrke i en kaossituation, når den tyske militære magt brød sammen.

Politikerne sendte i de følgende måneder generalmajor Kristian Knudtzon (1888-1972) til Sverige som chef for den kommende styrke og oberstløjtnant Frode Hvalkof (1893-1988) som næstkommanderende.

Talte med to tunger

Dette udgangspunkt medførte en kommunikationsmæssig dobbelthed omkring brigaden, der varede lige til efter den tyske kapitulation. Mange af de frivillige var modstandsaktivister, der var ivrige for at komme til Danmark for at slås med tyskerne.

Derfor var Knudtzon for at holde moralen oppe nødt til udadtil at lade forstå, at det også var formålet, mens han udmærket vidste, at politikerne med Buhl i spidsen ønskede at undgå at få brigaden i kamp, hvis det var muligt.

Fiktionen blev opretholdt lige til det sidste. Da brigaden den 25. april 1945 blev trukket sammen i kantonnementer i Skåne med henblik på landgang i Danmark, udsendte ledelsen ’Operationsordre nr. 1 for Søtransporten’.
    ”Den indeholdt retningslinjer for ildåbning, udlægning af kunstig tåge og forholdsordrer i forbindelse med havarerede enheder. Dette understregede straks foretagendets alvor,” skrev historikeren Knud J.V. Jespersen i bogen Brigaden.

Bag kulisserne var realiteterne anderledes. Det var den svenske regering under statsminister Per Albin Hansson, der skulle give tilladelse til overførslen, og det ville først ske, når han modtog et kodeord fra Vilhelm Buhl, der signalerede anmodning om at overføre brigaden. Og svenskerne vidste på dette tidspunkt, at Buhls anmodning først ville komme, når tyskerne havde kapituleret.

Nedenfor: Video af brigadens ankomst til Helsingør d.5 maj 1945: Kilde: Danmarkpaafilm.dk/Det Danske Filminstitut.

Oprustning i neutralt land

Også på en anden måde havde der været en kommunikationsmæssig dobbelthed omkring brigaden. Der skulle tages vidtgående hensyn til, at Sverige var et neutralt land.

Derfor skulle træningen foregå i fjerntliggende skovområder, og enhederne blev betegnet ’polititropper’ for at undgå at nævne, at der var tale om en militær aktivitet.

Først fra sommeren 1944 talte man åbent om en brigade. Fra denne tid begyndte den danske styrke også at få væsentlige våbenbidrag fra de svenske lagre, så da efter befrielsen gik i land i Helsingør som en velbevæbnet styrke.

Resterne af Søværnet

Parallelt med Den danske Brigade for hærens vedkommende blev Den danske Flotille den første begyndelse til efterkrigstidens danske søværn.

De fleste af de større krigsskibe var blevet sænket af eget mandskab natten til den 29. august 1943 for at undgå, at de faldt i tyskernes hænder. 13 af fartøjerne undslap imidlertid til Sverige og blev formeret i en styrke med base i flådehavnen Karlskrona.

Vil du høre historien om Søværnet under besættelsen? Så lyt med her:

Vil du læse mere om Forsvaret efter anden verdenskrig? Så klik her: