Krigssejlernes indsats, det politiske brud med tyskerne i august 1943 samt modstandsbevægelsens undergrundshær var afgørende for, at de allierede stormagter valgte at se bort fra tre et halvt års tyskvendt samarbejdspolitik. Men det holdt hårdt.

Da De Forenede Nationer (FN) begyndte sin virksomhed den 24. oktober 1945, var Danmark blandt de 51 grundlæggerlande. Det var i enhver henseende et særtilfælde.

Under Anden Verdenskrig havde United Nations været den officielle betegnelse for de lande, der kæmpede militært mod Aksemagterne – Tyskland, Italien og Japan. Det skete med ’De fire Store’, USA, Storbritannien, Sovjetunionen og Kina, i spidsen.

Danmark havde stort set undladt at gøre modstand mod den tyske besættelse den 9. maj 1940 og havde under samarbejdspolitikken ført en tyskvendt neutralitetslinje lige til besættelsesmagtens erklæring af militær undtagelsestilstand den 29. august 1943.

Først i krigens sidste halvandet år nærmede Danmark sig skridt for skridt de allieredes lejr. Da den sejrende koalition den 25. april 1945 – altså endnu før krigsafslutningen – samledes til konference i San Francisco for at forhandle om oprettelsen af FN, var 50 landes repræsentanter til stede.

Danmark modtog først en officiel invitation den 5. juni og kom derfor kun med de sidste to uger som det 51. og sidste deltagerland, inden FN-Pagten – United Nations Charter – blev undertegnet den 26. juni.

Paradokset var til at tage at føle på.

”Når Danmark var med, var det ikke i kraft, men på trods af de formelle adgangskriterier,” har historikeren Bo Lidegaard skrevet. ”Når det lykkedes (…), var det, fordi konferencen for at nå sit mål måtte række ud til de lande, der ønskede at være med, og hvis optræden under krigen ikke stillede sig hindrende i vejen.”

Men selv Sverige, hvis neutrale status havde haft uvurderlig positiv betydning for modstandsbevægelserne i Danmark og Norge, var ikke med.

Fravær af officiel regering

Det specielle ved Danmarks stilling var det særskilt komplicerede spørgsmål, hvad ’Danmark’ egentlig var i det sidste halvandet år af Anden Verdenskrig. På grund af den kampløse besættelse i 1940 og den særlige besættelsesordning, der medførte samarbejde med tyskerne og fortsat indre selvstyre, havde landet ingen eksilregering. Den lovlige regering var blot ophørt med at fungere efter august 1943, og kongen kunne ikke regere alene uden en regering.

Der var derfor ingen instans, der kunne handle officielt på landets vegne. Departementscheferne havde kollektivt overtaget ansvaret for at sikre statsforvaltningens videre funktion under den udtrykkelige forudsætning, at man ikke ville tage ansvar for deciderede politiske beslutninger.  

Undergrundshæren

Allerede få uger efter den 29. august 1943 begyndte bestræbelserne på at få Danmark anerkendt som allieret nation. Det var en ambition, der var enighed om i to helt adskilte miljøer. Det var den danske modstandsbevægelse, der stadig var fåtallig og uden samlet ledelse, og de tusinder af danske krigssejlere.

Krigssejlerne var de søfolk, der havde valgt at sejle i allieret tjeneste, da de befandt sig på verdenshavene og pludselig blev afskåret fra deres hjemland ved den tyske besættelse i 1940. Bestræbelserne strandede dog længe på manglen på en dansk regering.

I efteråret 1943 begyndte opstillingen af en undergrundshær efter anmodning fra SHAPE – den vestallierede overkommando – til Danmarks Frihedsråd, en nydannet, foreløbig selvbestaltet størrelse, der stod foran at skulle opbygge legitimitet som samlet ledelse for modstandsbevægelsen.

Styrkerne skulle efter planen støtte de allierede, hvis den invasion i Vesteuropa, man var begyndt at planlægge, kom til at finde sted i Danmark. Undergrundshæren endte med ved besættelsens afslutning i maj 1945 at være på over 40.000 mand.

Kernen i de meget uensartede undergrundsstyrker bestod af soldater og officerer fra de nu opløste militære værn. De grupper, der var professionelt militært organiseret, blev opstillet under ledelse af den tidligere hærchef, generalløjtnant Ebbe Gørtz, og den tidligere søværnschef, viceadmiral Aage H. Vedel.

Undergrundshæren stod imidlertid formelt under Frihedsrådets øverste ledelse, og dermed havde det militære systems folk og den civile modstandsbevægelse indgået en alliance.

De militære ledere tog deres skridt i tæt indforståelse med de officielle politikere, som de stadig betragtede som den legitime autoritet, selv om politikerne siden den 29. august ikke havde haft  embeder. Den kaldtes ofte ’Buhl-kredsen’, fordi den socialdemokratiske tidligere statsminister Vilhelm Buhl hurtigt fik position som den stærke mand i gruppen.

Ind i den allierede organisation

Fra den 25. december 1943, 1. juledag, fik de danske krigssejlere opfyldt et længe næret ønske, nemlig at danske skibe i allieret tjeneste kunne sejle under dansk flag. Indtil da havde de måttet sejle under det britiske Union Jack. Dannebrog blev nemlig principielt anset for et fjendtligt lands flag, fordi Danmark havde overgivet sig uden kamp.

Det skete på trods af problemet med Danmarks formelle stilling. Tilladelsen må ses som en gestus, der signalerede anerkendelse til modstandsbevægelsen for afbrydelsen af samarbejdspolitikken og for villigheden til at opstille en undergrundshær. Og – mest af alt – som et dybfølt tegn på taknemmelighed over de danske søfolks indsats, der var med til at sikre forsyningerne til Storbritannien, så landet holdt ud i 1941 og 1942, da den tyske ubådskrig var på sit højeste.

Fra januar 1944 indgik danske officerer i det allierede stabsarbejde, og tre måneder senere mødtes repræsentanter for Frihedsrådet og den britiske militærledelse i Stockholm. De blev enige om en aftale, hvorved den danske undergrundshær blev stillet under kommando fra London.

Dermed var den danske modstandsbevægelses enheder til rådighed for den allierede overkommando på D-dagen, den 6. juni 1944, men som bekendt kom invasionen til at ske i Frankrig.

LÆS OGSÅ

Kold øjenkontakt mellem partifæller

Den afgørende tilnærmelse mellem den civile modstandsbevægelse under Frihedsrådet og de tidligere samarbejdspolitikere manglede dog stadig. Den var en hård nød, for politikerne havde før den 29. august stået for en håndfast bekæmpelse af de illegale bevægelser – især kommunisterne.

Et kontaktudvalg blev dannet, hvori Frihedsrådet og politikerne blandt andet drøftede en regeringsdannelse, når tyskerne var ude af landet. Det afgørende møde fandt sted i et studiekredslokale på Frederiksberg Bibliotek den 1. november 1944. Det var bestilt af Aksel Møller, ledende konservativ politiker med base på Frederiksberg.

På den ene side af bordet sad Frode Jakobsen, modstandsorganisationen Ringens repræsentant og medlem af Socialdemokratiet, direkte over for sin egen højtstående partifælle H.C. Hansen, der var politikernes anden repræsentant – og side om side med Børge Houmann, der var Danmarks kommunistiske Partis mand i Frihedsrådet.

Øjenkontakten var kold. Mødet var en af krigsårenes legendariske konfrontationer, og historikeren Claus Bjørn har beskrevet, hvad der var på spil:

”For H.C. Hansen (…) var der ganske enkelt tale om, at den erklærede partifælle (…) var illoyal over for bevægelsen og partiet ved at sidde som medlem af Frihedsrådet for ’Ringen’, hævde rådets synspunkter over for den socialdemokratiske ledelse – og samarbejde med kommunisterne. Det gjorde man ikke som god socialdemokrat!”

Frode Jakobsen var ikke uden selvhøjtidelighed, og nogle formuleringer under forhandlingerne om en befrielsesregering må have fået nakkehårene til at rejse sig på en mand som H.C. Hansen:  

”(Det er) af den yderste vigtighed, at det allerede af regeringens sammensætning fremgår, at Danmark erkender, at modstandspolitikken var den rigtige, ’Scavenius-politikken’ forkert. (…) Ligeledes vil det være af den allerstørste betydning udadtil, at Danmark (…) bekræfter, at modstandspolitikken, ikke eftergivenhedspolitikken, var Danmarks sande ansigt,” stod der i et af Frihedsrådets forhandlingsoplæg. 

Myten om ’den rene Scavenius-politik’

Uanset at politikerne knyttede hænderne i lommen, måtte de bøje sig for vindersynspunktet, og modstandsbevægelsen fik lovning på halvdelen af ministerposterne i befrielsesregeringen, der skulle ledes af Vilhelm Buhl. Et forlig tegnede sig som absolut nødvendigt, for Storbritannien  understregede, at intern dansk enighed var helt afgørende for Danmarks fremtidige stilling.
 
Kabalen gik op ved at lægge hele skylden for det vidtgående politiske samarbejde med tyskerne på Erik Scavenius, der havde været udenrigsminister 1940-43 og statsminister 1942-43. Hans nære forhandlingsrelation med den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best markerede et højdepunkt i samarbejdspolitikken – og det tidspunkt, hvor den danske regering var i stand til at få flest tyske indrømmelser.

Men Scavenius var nemmest at udpege som særskilt ansvarlig, for han stod uden for partierne og havde derfor ikke et bagland, han kunne støtte sig til.

Den klare afstandtagen til ’den rene Scavenius-politik’ blev markeret ved, at ingen, der havde været ministre i Scavenius-regeringen fra november 1942 til august 1943 kunne komme med i befrielsesregeringen.

Det udenrigspolitiske hensyn

Det var et klassisk politisk offer, for denne skelnen var grotesk. Der fandtes ingen ’ren Scavenius-politik’, for H.C. Hansen og de øvrige ledende socialdemokrater havde gået ind for hvert eneste element af samarbejdspolitikken, da den blev ført.

Man var blot enige om at overlade til Erik Scavenius fuldt og helt at lægge navn til den – noget som han med sin foragt for hensyn til folkelig popularitet i øvrigt villigt gjorde. På samme tid ’fremtidsforsikrede’ partipolitikerne sig på forskellig vis.

På den baggrund måtte en række velrenommerede politikere finde sig i uden grund at være stigmatiserede som særligt føjelige over for tyskerne i sommeren 1945. En håndfuld af dem blev i øvrigt senere ministre i andre regeringer.

Den dybere grund til dette spil var, at det af udenrigspolitiske grunde var umuligt for de etablerede politikere at vedkende sig det fulde ansvar for samarbejdspolitikken. Det ville have indebåret, at   de måtte forsvare, at man i 1941 havde givet grønt lys for den tyske hvervning af danske mænd til Frikorps Danmark og Waffen-SS til krigen mod Sovjetunionen.

’De facto-allieret’

Danmark blev aldrig formelt en allieret nation. Ideen blev skudt ned af USA i februar 1945.

Det var der flere grunde til. Det var ikke utænkeligt, at en offentlig proklamation af Danmark som allieret ville kunne udløse tyske repressalier som f.eks. bortførelse af kongen til Tyskland. Den kunne også fremprovokere en sovjetisk tilkendegivelse om, at en alliance mellem Frihedsrådet og de danske politikere ikke var acceptabel, hvilket ville bringe den hårdt tilkæmpede samling i Danmark i fare.

Men Henrik Kauffmann, dansk gesandt i Washington, havde i årevis kæmpet for at få Danmark anerkendt, og han fortsatte. USA og Storbritannien havde allerede i 1944 anerkendt Danmark som ’de facto-allieret’, og Kauffmann pressede på for at udvirke en invitation til Danmark til konferencen i San Francisco i USA – også efter at den var begyndt den 25 april 1945.

Den 7. maj åbnede den sovjetiske udenrigsminister Molotov for en sovjetisk accept, hvis Danmark ville erklære Tyskland krig. Det skete ikke, men i sin trontale den 9. maj sagde Vilhelm Buhl, at ’Danmark længe selv (havde) betragtet sig som en allieret Nation’. En uge senere vedtog Rigsdagen at anerkende Grønlandsoverenskomsten fra 1941, som Henrik Kauffmann helt på egen hånd havde indgået med USA i 1941.

En sejr, der havde mange fædre

Mens modstandsbevægelsen til langt ind i 1943 havde bestået af fåtallige, særligt aktivistiske miljøer, kunne man i sommeren 1945 få det indtryk, at næsten alle danskere havde været frihedskæmpere.

De etablerede politikere havde forlangt at blive anerkendt som ’medkæmpere’, selv om f.eks. statsminister Vilhelm Buhl absolut ikke havde abonneret på modstandssynspunktet. Han havde tværtimod holdt en radiotale, hvori han havde opfordret danskerne til at melde sabotører til politiet. Men det var tilbage i 1942 – før slagene ved el-Alamein og Stalingrad havde markeret Anden Verdenskrigs vendepunkt.

En mand som H.C. Hansen, der nu var magtfuld finansminister, havde bevisligt i en række sammenhænge hjulpet modstandsbevægelsen. Det var bestemt ikke en indsats, han underspillede efter befrielsen.

Et fotografi af politikeren, der på åben gade på Slotsholmen overrakte en kuvert med penge til redaktøren for Information, det illegale nyhedsbureau, fik nu virkning som en vægtig dokumentation for den store forbrødring.

”Det var den danske Stat, der finansierede de militære Grupper (…), og det var (…) H.C. Hansen, der fungerede som Mellemmand og Udbetaler til Grupperne,” skrev Politiken den 14. maj 1945 på baggrund af en tale, som topsocialdemokraten havde holdt i Fælledparken i København. ”Ingen andre end dem, der modtog Pengene, var indviede. Det gjaldt simpelthen Livet for H.C. Hansen, hvis tyskerne havde faaet Nys om Sagen, men det skete ikke.”

Hansen havde sagt, at han mange gange havde ’staaet paa et Gadehjørne med en halv Mill. Kr. i Lommen til Modstandsbevægelsen.’
For professor Erik Husfeldt, der havde været medlem af det nu opløste Frihedsråd, blev det en tand for meget, og Politiken refererede også hans kommentar:

”Det er blevet paastaaet, at Staten har betalt hele Modstandsbevægelsen. Staten traadte først til i Efteraaret 1944. Indtil da er de betydeligste Summer (…) betalt gennem store og smaa Bidrag fra private,” sagde Husfeldt.

Signal om national enighed

Det hele endte med, at Danmark i sidste øjeblik blev inviteret til San Francisco, da konferencen allerede havde været i gang i seks uger.

Den danske delegation afspejlede befrielseskompromiset. De tre, der skrev under på FN-Pagten på Danmarks vegne, var Erik Husfeldt som repræsentant for modstandsbevægelsen, den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch, der havde været en inkarneret og kontroversiel modstander af væbnet befrielseskamp, samt gesandt Henrik Kauffmann..

FN påbegyndte sin virksomhed fire måneder senere, den 24. oktober, da et flertal af de underskrivende lande – herunder USA, Storbritannien Sovjetunionen, Frankrig og Kina som permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet – havde ratificeret FN-Pagten. Det blev markeret med en højtidelighed i Washington D.C.

Den 24. oktober har siden været kendt som FN-Dagen, verdensorganisationens officielle fødselsdag. 

I dag har FN 193 medlemslande, næsten fire gange så mange som underskrivernationerne i San Francisco.