Denne lille beretning skete tilbage i sommeren 1990.

På middelhavsøen Cypern har der været indsat FN-soldater siden 1964, og det er en stadig igangværende mission. Danmark, som var med fra starten i 1964, trak sig dog ud af missionen i 1992, og hele 23.000 danske soldater har igennem årene været i FN-tjeneste på Cypern. På den måde er det det hidtil største danske bidrag til en FN-mission.

I begyndelsen var de danske soldater udstationeret på den grønne linie i Nicosia, Cyperns hovedstad. I 1970 blev UNFICYP-styrken omstruktureret, og de danske FN-soldater overtog det irske område i Lefka-distriktet i den vestlige del af bufferzonen. Helt ude vest på lå den tyrk-cypriotiske by Erenköy (på græsk – Kokkina). Kokkina, som er en enklave vest for selve DANCONs område, bestod oprindeligt af 5 OP’er, alle bemandet og besat af et kompagni = Kokkina Rifle Coy, under Charliekompagniet i Liminitis.

I 1976 blev alle Kokkinas indbyggere overført til Gialousa (omdøbt til Yeni Erenköy eller “Ny Erenköy” på tyrkisk), og enklaven har siden fungeret som Nordcyperns militærlejr for de tyrkiske styrker.

I selve enklaven ligger tyrkernes hovedlejr på den modsatte side af bugten overfor den danske lejr, hvor de også har en heltebegravelsesplads for dem, der faldt i kampen om Kokkina i 1974.

Kokkina er også stedet, hvor en dansk FN-soldat blev skudt i ryggen efter den almindelige opfattelse af tyrkiske soldater i forbindelse med evakueringen fra OP Delta 03 og til lejren lige efter kampene i 1974. At det var tyrkiske soldater, er dog ikke korrekt, da de danske FN-soldater under evakueringen vendte ryggen til grækerne, og det var dem, der skød den danske soldat. Han overlevede heldigvis.

Da jeg ankom til lejren den 8. maj 1990, var man nede på at have to OP’er bemandet, det var OP Delta 01 West, og OP Delta 03 Mosquito. Kompagniet var nedgraderet til delingsstørrelse og havde navnet Kokkina Rifle Plat. (Platoon).

Delingen bestod af en Mukthar, som var delingsfører. Mukthar betyder borgmester og er det almindelige tiltalenavn for den til enhver tid gældende chef for delingen i Kokkina-lejren. Hans næstkommanderende, som altid var en fra sergentgruppen, blev kaldt Mini-Mukthar, men til daglig blev det bare til Mini.

Delingsføreren var den eneste officer, og hans næstkommanderende var den eneste sergent i delingen. Resten af delingen bestod af 2 x 2 OP (Observations Post) hold på 4 mand i hvert hold, så i alt 16 mand. Hvert af disse hold bestod af en korporal og 3 konstabler. Et OP-hold var 2 uger på ”toppen” ad gangen, en uge i lejren og en uge fri, såfremt tjenesten tillod det. Det var forskelligt fra OP-hold til OP-hold, om man var i lejren eller havde fri, efter man havde været på toppen. Jeg prøvede begge dele, men foretrak helt klart at komme på toppen efter at have haft fri i en uge.

Så havde delingen 2 Recce (Rekognoscerings) hold, bestående af 2 mand i hvert hold, så i alt 4 mand. Hvert Recce-hold havde en ”genganger” som havde mindst et hold som Reccer, og han var udnævnt Korporal, mens hans makker var konstabel. Deres opgaver var at køre patruljer i det, som blev kaldt lille bagland og store bagland, især for at holde øje med, hvad grækerne havde gang i uden for OP’ernes synsfelt. Af andre opgaver var det at fungere som chauffører og fragte folk til og fra Charlielejren til OP’erne. En anden meget vigtig opgave, de havde, var at passe lejrens 2 store generatorer, som leverede 220v strøm til hele lejren og til den tyrkiske lejr. Det var to gamle (som i meget gamle) britiske generatorer, som skiftevis kørte en dag ad gangen. De var placeret et godt stykke fra selve lejren, da de larmede utroligt meget. Det var også underligt, når der blev stille i den tid, det tog at skifte fra den ene til den anden. Den konstante brummen fra dem blev hurtigt en normal lyd, ligesom lyden fra et køleskab.

I delingens kommandodeling var der udover før omtalte delingsfører (Mukthar) og hans næstkommanderende (Mini-Mukthar) en kok, konstabel, og så det man kaldte en hyggemand, konstabel, i dagligtale bare ”Hygge”, hvis opgave var at stå for de praktiske gøremål i lejren, som bl.a. at køre alt affald væk, foretage reparationer osv. Og til sidst en kantinemand, konstabel, hvis hovedopgave var at tage imod bestillinger fra OP’erne og køre det op til dem (nogle gange tog Reccerne det med), at hente forsyninger til lejren i Charlielejren og i enkelte tilfælde i den danske hovedlejr i Xerox. Han var også lejrens postmand og bestyrer af Kokkinas Bilka.

Så alt i alt bestod Kokkina delingen af 25 mand, fordelt på 1 premierløjtnant, 1 oversergent el. sergent, 6 korporaler og 17 konstabler.

Når OP-holdene var på toppen, var deres turnus inddelt således:

Tårnvagten var fordelt mellem OP’ens 4 mand, hvor man var på vagt 6 timer ad gangen. 00 til 06, 06 til 12, 12 til 18 og 18 til 00.

Morgenmad og frokost stod man selv for, men aftensmad gik på tur. Man havde en i tårnet, en lavede mad, en stod for opvasken, og en havde fri. Et system, som fungerede rigtig godt.

Daglig tjeneste var stort set valgfrit ud over tårnvagten, men dagene blev gerne brugt på vedligeholdelse, lidt motion nu og da, og så hygge. En gang om måneden havde vi på Delta 03 en Malariamyggepatrulje, hvor vi skulle følge en græsk-cyprioter ned i bufferzonen, hvor han sprøjtede mod myg.

Situationen i vores del af bufferzonen var meget stille, da jeg kom derned. Faktisk var der så stille, at vi kunne høre, når de græske soldater på OP’en over os, tændte en cigaret. Tiden i tårnet gik meget langsomt, da der som regel intet skete. Det mest ophidsende var, når de to tyrkiske forsyningsbåde kom fra Kyrenia med forsyninger til enklaven og sejlede tilbage igen. Vi skulle notere typen ned og sende den op igennem systemet.

Det var så lige indtil en meget varm junidag på min anden OP-rotation. Vi havde kun været på OP’en et par dage, efter at vi var kommet tilbage efter vores første uges ferie i Ayia Napas paradis på sydøen, hvor vi alle (næsten) havde fået lavet en American Flat frisure, hængt ud på stranden Nissi Beach, nydt kolde øl i strandbaren ”Pelican Bar” og været forbi Norway Pub på vej hjem til vores lejlighed i Ayia Napa. Om aftenen spiste vi på en af de mange restauranter og lagde bunden på stam-pubben ”The Old Ship Inn”.

Nå, men denne dag blev noget anderledes og lidt af en oplevelse.

Vi modtog et telefonopkald i hutten fra vagten i tårnet om, at han observerede røg ved den ubemandede OP Delta 02. Om sommeren var vegetationen på Cypern knastør, og vi havde fået at vide, at brand skulle man tage alvorligt. Vi næsten løb alle tre hele vejen op ad de 69 trin til tårnet, og ganske rigtigt – der sås røg ved 02. Vores vagt havde også varslet selve lejren, hvor man helt sikkert var ved at gøre klar til at rykke ud med branddaskere samt varslede Charliekompagniet i Liminitis. De ville så blive løbende holdt orienteret om udviklingen med hensyn til eventuelle yderligere tiltag.

Vi fik den nemme opgave denne gang, bare at observere og eventuelt indberette. Så man kan sige, at vi sad på første række med udsigt til det hele.

I begyndelsen bredte branden sig ikke så hurtigt, ifølge hvad vi kunne se, men bag den ene bjergryg var der gang i den i dalen. Vi kunne se, at det brændte omkring OP’en og spredte sig langsomt tættere og tættere på den tyrkiske stilling.

Vi hørte over radioen at tyrkerne var gået ind i bufferzonen med branddaskere for at bekæmpe flammerne. Kort tid efter modtog vi melding om, at den græske OP GK 507 havde skudt efter tyrkerne, så de valgte at trække sig ud igen.

Thomas V. Nielsen fortæller:
”Kan huske at vi startede med at stå i midten, bevæbnet med branddaskere, da grækerne begyndte at skyde da tyrkerne kom lidt for tæt på Buffer Zonen. Lidt senere vendte vinden og så begyndte tyrkerne at skyde da grækerne kom for tæt på – jep det var noget af en oplevelse.”

Kort efter kom den første FN-helikopter, en Royal Army Gazelle fra den britiske base RAF Akrotiri, for at få overblik over situationen.

Efter noget tid så vi nu, at først kraftig røg steg op fra dalen, som vi ikke havde indsigt i, og kort efter åd store flammer sig hurtigt op af den næste bjergside. Først sås det som en pyramide af ild, som så åbnede sig og spredte sig hurtigt til siderne.

 Ilden var nu gået fra stor til meget voldsomt og bredte sig over mod vores andet bemandede OP Delta 01 West, DANCONs vestligste OP.

Den bredte sig også op til den græske OP GK 507, hvor man havde skudt mod tyrkerne fra, og deres OP-hut fik vi senere at vide, var brændt ned. Det er vist, hvad man kan kalde

Briterne havde nu kaldt det tunge skyts ind i form af Wessex-helikoptere, som bombede med vand, som de havde tanket i havet ud for enklaven.

Efter nogle timers kamp fik man tæmmet ilden og slukket den. Troede vi.

For næste dag var den gal igen, da den blussede op, og denne gang kom rigtig tæt på Delta 01, de kæmpede bogstaveligt talt for at redde deres OP fra at gå op i flammer. Igen måtte man indsætte de britiske Wessex-helikoptere for at få kontrol over ilden.

Gert Kühne, fortæller:
”Jeg var på D01. Vi blev bedt om at lave et brandbælte. Det kom helt af sig selv da branden lavede arbejdet for os. Sandsække og kabler til generatoren smeltede i varmen. Det var tæt på. Grækerne kom ind med en brandbil for at hjælpe. De var ikke meget for det pga de havde skudt efter tyrkerne”.
Det lykkedes til sidst at slukke ilden helt, og alle kunne nu slappe af.

Vi mente, at det som måtte være skyld i antændelsen af branden kunne være gammelt glas ved Delta 02, som solen havde brændt igennem og sat ild til den tørre vegetation. En hel del år senere fik jeg dog at vide, at vi havde haft nogle folk på besøg ved OP’en, og at de nok var kommet til at starte branden ved et uheld. Men jeg skal ikke stille mig til dommer om, hvad der korrekt startede branden.

Som nævnt slap vi på Delta 03 nemt, men vi fik vores egen kamp mod naturbrand nogle måneder senere, men det er en anden historie.