Vi er tilbage på Cypern, hvor danske soldater var udsendt i perioden 1964 frem til og med 1992.

Hvert sommer og vinter blev der afholdt Military Skills konkurrencer for alle de militært deltagende nationer ved UNFICYP, på daværende tidspunkt DANCON, AUSCON, BRITCON og CANCON. Konkurrencen omfattede en bred vifte af militære færdigheder og aktiviteter, såsom skydning, fjernkending, afstandsbedømmelse, løb, håndgranatkast og en primitiv forhindringsbane for hold.

Det er ikke kun på UNFICYP, at der bliver afholdt forskellige typer af konkurrencer. De har forandret sig gennem tiden og missionernes karakter. Men en stor del af formålet med disse konkurrencer er for at forbedre og evaluere soldaternes kompetencer, men også sørge for at de udsendte har noget konkret at træne frem mod.

Konkurrencen på Cypern

I sommeren 1990 blev jeg udvalgt til at deltage; vi var i alt to fra Kokkina-lejren som sammen med andre fra DANCON der skulle deltage. Det var frivilligt, men med lidt pres og ”kom nu Fup”, nikkede jeg ja og tænkte, hvorfor ikke. Det kunne være en forandring fra den daglige rutine, der allerede var ved at indfinde sig efter 2-3 måneder på øen.

Første gang det udvalgte hold mødtes, var i Charlielejren i Liminits. Her fik vi en briefing om, hvordan og hvorledes tingene ville foregå. Vi stiftede også bekendtskab med fjernkending à la Cypern. Jeg tror ikke, der var ét køretøj jeg før var stødt på til panserkendning derhjemme. Det er værd at bemærke, at til Military Skills omfattede det ikke kun panserkøretøjer, men alle typer militære køretøjer brugt af henholdsvis de græske og tyrkiske styrker.

De havde ikke så meget panser, de eneste to rigtige kampvogne, jeg husker fra de kort, vi fik udleveret, var T-34 og M-48 Patton. Resten af køretøjerne var diverse, for os ukendte hjulkøretøjer, lige bortset fra en Land Rover; den tror jeg, vi kunne genkende, de andre var et mareridt.

En anden disciplin, vi trænede i Charlielejren, var håndgranatkast. Det var næsten to år siden sidst for mit vedkommende, så det var en god idé at teste mine evner. Det gik okay. Vi lærte dog, at underhåndskast kan være direkte farligt. Det viste vores hold leder på bedste vis, ved at da det var hans tur til at kaste, ja så kastede han granaten i en flot bue op… og over og i den stik modsatte retning af hvad den skulle, så dem der stod bag ved og så på, måtte kaste sig til siden for ikke at blive ramt. Det skal nævnes at vores holdleder, som var Delingsfører 2 i Charlielejren og Premierløjtnant af reserven, var en fantastisk officer, vellidt af sine folk, og en jeg endte med at gøre tjeneste med et år senere i Irak. At håndgranatkast ikke var hans stærke side skal ikke ligge ham til last, men det var godt for os at vide.

Ikke lang tid efter tog holdet til UNPA (United Nations Protected Area) i Cypern, som indeholder den nedlagte Nicosia International Airport og hovedkvarteret for UNFICYP og ligger i dag i FN-bufferzonen. Vi blev indkvarteret i nogle af de tidligere lufthavnsbygninger, hvis stand ikke var værd at skrive hjem om. Vi fik feltsenge at sove i, hvor vi lå 4-6 i hvert rum. Det eneste, vi havde til rådighed, var bad og toilet, og her må jeg indrømme, at min hukommelse svigter mig. Jeg husker intet om, hvor vi spiste.

Jeg husker dog, at vi om aftenen blev inviteret til englændernes messer, men vi kunne ikke gå samlet til dem, da den var strengt rangopdelt efter menige, befalingsmænd og officerer. Så vi fandt faktisk på noget bedre…

Vi samledes alle hos AUSCIVPOL – Australian Civilian Police i stedet. Selvom de alle var næsten dobbelt så gamle som os, i 40’erne – 50’erne, kan jeg ikke mindes, at vi har haft mere hyggelige stunder på Cypern end med disse herlige politifolk. Man kan ærgre sig over, at man aldrig fik taget et billede sammen med dem.

Dagen efter stod den på træning. Nogle iført kedeldragter og militærstøvler, andre bare i vores inder-uniform. I en brændende hede lagde vi ud med skydning på standarddistancerne 100 og 300 meter. Derefter blev der trænet håndgranatkast igen, vist nok uden DF2. Efter frokost stod den på en rundtur til nogle af seværdighederne på lufthavnsområdet.

Vi startede ved det mest ikoniske fly, som er blevet et symbol på Cypernkonflikten, et fly, man ikke kan undgå at se, når man kører fra Nicosia mod DANCONs område. Flyet var en af fire Hawker-Siddeley Trident-jetfly i Cyprus Airways-flåden i 1974 – 5B-DAB, 5B-DAC, 5B-DAD og 5B-DAE. Under kampene i lufthavnen i 1974 blev 5B-DAE totalt ødelagt, og 5B-DAB blev hårdt beskadiget i det tyrkiske luftangreb. To Tridents (5B-DAC og 5B-DAD) led kun mindre skade, men forblev strandet i lufthavnen.

Den første Trident, der kunne forlade Cypern, var Trident 5B-DAC. Dette blev gjort flyvedygtigt af British Airways ingeniører og fløjet til Heathrow i maj 1977, hvor det blev restaureret til dets oprindelige britiske registrering – G-AVFB. Før genindtræden i tjenesten krævedes et luftdygtighedsbevis, og der blev fundet en rede komplet med æg i finnen. G-AVFB fortsatte med at flyve med British Airways, indtil det blev pensioneret i marts 1982. Flyet blev fløjet til Duxford Air Museum og bevaret der den 13. juni 1982.

Den anden strandede Cyprus Airways Trident (5B-DAD) vendte også tilbage til Storbritannien og sluttede sig til British Airways flåde som G-ASWU. Efter kun tre ekstra års tjeneste blev G-ASWU fjernet fra British Airways flåde i august 1980 og skrottet i maj 1981.

Den meget fotograferede Trident 5B-DAB, som vi besøgte, har flyttet placering ved adskillige lejligheder. Motorerne blev fjernet og brugt til reparationer af 5B-DAC og 5B-DAD. På et tidspunkt, hvor alle brugbare dele nu var fjernet, blev det opbevaret i WW2 Bellman-hangaren under FN-kontrol. En Robert McEwan fortæller, at 5B-DAB i 1989 blev fjernet fra hangaren til sin nuværende position. Tyrkerne havde truet med, at hvis den blev flyttet, ville de skyde på den… det britiske FN kaldte deres bluff, og “vi trak det ud.” I dag står 5B-DAB i solen tæt på Bellman-hangaren, og det var der, vi gik på opdagelse i det noget ramponerede fly.

Vi var overalt i og på det, og nu når det ikke havde sine motorer mere, ja så var en rutsjetur ned igennem halemotorgondolen en oplagt mulighed, som man ikke kunne afstå fra.

Efter Trident-besøget gik turen forbi de sørgelige rester af et privatfly, som stod ikke langt derfra. Selvom jeg fik prøvet flyet, vil der nok skulle et par paller gaffatape til, før det nogensinde bliver flyvedygtigt igen.

Derefter blev vi kørt ud til bane 09, hvor vi skulle vurdere afstande. Et af afstandsmålerne var et flyvrag inde på tyrkisk område. Man kunne lige se et haleplan. Det var først flere år senere, jeg fandt ud af, at det var en Tupolev Tu-104A fra CSA Ceskoslovenské Aerolinie. Dette fly landede i Nicosias lufthavn, bane 14, under flight CSA 531 fra Damaskus den 29. august 1973. Det overskred landingsbanen, svingede til højre 150 m kort for landingsbanens ende. Heldigvis blev der ikke rapporteret om dødsfald blandt de 70 passagerer og besætning. Flyet blev flyttet længere væk fra lufthavnen og ligger nu som vrag på den tyrkiske side. Vraget blev købt af en cypriotisk forretningsmand, der ville lave en restaurant i flyet. Før transport blev det meste af vingerne fjernet, det blev sat på 3 blokvogne og transporteret til sin nuværende plads. Glæden blev dog kort, da flyet blev bombet af tyrkerne under invasionen i 1974, derfor er der i dag meget lidt tilbage af flyet.

Efter afstandsbedømmelses træningen, som ikke var nem, fik vi muligheden for at kigge nærmere på et specielt fly ved starten af bane 09. Flyet er en RAF Avro Shackleton MR.3 XF700, efterfølgeren for det berømte 2. verdenskrigsbombefly Avro Lancaster. Flyet blev fløjet til Nicosia i begyndelsen af 1970’erne for at blive brugt som brandbekæmpelsestræner hos RAF Nicosia. Det blev parkeret klar til træningsbrug, da den tyrkiske invasion fandt sted i Cypern i 1974. Vi gik på opdagelse i dette specielle fly, som desværre allerede på dette tidspunkt var blevet godt ødelagt. Canadiske FN-soldater havde været der tidligere og skrevet “RCD ’89” på siden af det. Inden i flyet var alt et rod, og selvom det ser ud som om, jeg “sidder” i cockpittet, var der ingen sæder tilbage i flyet. En af de ting, jeg husker tydeligt derfra, var lugten af varmt metal, da solen bagte direkte ned på os. Flyet ligger der stadigt. Google kort: 35.153906, 33.265436

Efter det gik vi over til at prøve den primitive forhindringsbane af. Den havde vi meget sjov med, men det var støvet og hårdt i varmen; alligevel gav alle den en skalle. Desværre resulterede det for mig selv i et mindre uheld, da jeg fik et vrid i mit ene knæ ved en af forhindringerne. En skade, som desværre ikke gik over. Det mærkede jeg tydeligt, da vi var ude og løbetræne sidst på eftermiddagen på de lange og kedelige rulleveje på lufthavnen. Ved aftenstid hyggede vi igen med australierne efter dagens strabadser.

Næste morgen var jeg ikke i tvivl om, at jeg ikke kunne deltage yderligere i Military Skills, da man kunne ikke nøjes med at deltage i enkelte discipliner; det var alt eller intet. Vores holdleder så derfor ikke anden udvej end, at jeg måtte tilbage til Kokkina, da det ikke gik at have en baksisrytter på holdet. Dengang var jeg ikke enig med ham, men det var jo kun for deltagerne.

Hvad resultatet blev af konkurrencen, husker jeg ikke, hvis jeg da fik det at vide. Men den korte tid, jeg var med, gav nogle gode oplevelser at huske tilbage på.

Som den flyentusiast, jeg er, håber jeg især, at Trident- og Shackleton-flyet bliver bevaret, når øen forhåbentlig en dag forenes igen.