FORSVARSHISTORIEN

OLFERT FISCHER TORDENSKIOLDS Soldater

Skrevet af PENS. Kommandørkaptajn Thor B. Nielsen, udgivet første gang i mindehæftet “Med Olfert Fischer i Golfen” d. 21. juni 2021.
Genudgivet med tilladelse fra Nyborg Marineforening.

Var i 1990, som orlogskaptajn, chef for korvetten PETER TORDENSKIOLD og overtog med sin besætning OLFERT FISCHER i Den Persiske Golf december 1990 – marts 1991.

I PETER TORDENSKIOLD fulgte vi på TV, da OLFERT FISCHER 12. september 1990 satte kurs mod Den Persiske Golf. Vi var på havet for at lave målinger, der skulle anvendes til at optimere OLFERT’s nye system til vildledning af missiler.

Begejstring over begivenheden var blandet med skuffelse over, at det ikke var os. Vi var sat op til det siden august, hvor Irak invaderede Kuwait, og en flådeblokade kom på tale.

Tilfældigvis havde vi haft TV hold ombord, og senere været belejret af medierne under adoptionsbesøg i Kolding, mens den politiske debat tog fart, så valget af, TORDENSKIOLD syntes for os at være en formalitet. Vi havde analyseret opgaven, drøftet tanker og ideer og var begyndt at formulere en slagplan for klargøringen.

Valget faldt dog på OLFERT FISCHER, fordi den teknisk var bedst egnet til opgaven. Alligevel føltes det som antiklimaks.

Det blev tidligt besluttet, at perioden for enkelte besætninger ville være tre måneder, og at omskiftning skulle foregå i området. Altså skulle vi afløse inden jul, hvis operationen ikke var ophørt forinden. Hvad mange troede på dette tidspunkt.

Nils Wang fortæller om de første overvejelser inden afgang. Se mere på www.udsendtafdanmark.dk

Forberedelse

Med tre måneders forberedelse til en ”måske” opgave, lagde vi et program, der skulle bringe besætningen på fuld styrke og sikre, at individuel funktionsuddannelse var i top. Vi fik talrige tilbud om at udlåne personel, som hver for sig ville være et plus for skibets standard; men valgte at holde på TORDENSKIOLD’s faste hold og begrænse tilgang til udfyldning af ’huller’. Det var en periode med mange valg. Denne var nok den vigtigste, som tjente os vel under den senere krig, hvor gensidig tillid var kernen i besætningens professionelle ro og koncentration om opgaven.

I oktober skulle vi sammen med Norge hylde Tordenskjolds jubilæum. Denne begivenhed strakte sig over tre uger, hvor vi trænede med KNM BERGEN. Samvirket gav os lejlighed til at sammentømre den forøgede besætning. Fra november fokuserede vi mod den kommende opgave. Vi var i jævnlig kontakt med OLFERT FISCHER, og vi tappede mest mulig kommunikation til og fra skibet.

Samtidig gjorde vi en indsats for positiv betjening af pressen. Med professionel assistance fra FOV blev optaget klip til en juletræs-historie: ’Fra Sjællands skov til Arabiens sand’. Det var måske ikke det mest centrale tema, men vi valgte at følge mediernes ønsker om et afslappet indslag i forventning om en positiv tilgang til dækning af senere mere alvorlige hændelser. Og så sendte udsendelsen det ønskede signal til bekymrede pårørende – ”Tag det roligt. Vi har det godt”.

Orientering af pårørende var en væsentlig del af klargøringen. Pressedækning fra Mellemøsten i denne periode var meget dramatisk, og spændingen i området stigende. Sikkerhedsrådet vedtog Resolution 678, der bemyndigede anvendelse af væbnet magt, såfremt besættelsen af Kuwait ikke var bragt til ophør inden 15. januar. Selvom denne resolution ikke indgik i OLFERT FISCHERs instruks, indebar den en væsentlig forskel for vores operationsmiljø dernede. Udover skriftlig orientering gennemførte vi arrangementer for pårørende i Århus og i København. Dette var en stor succes, og det skabte, om ikke tryghed – så dog tillid i baglandet, når pårørende kom ombord og ved selvsyn kunne opleve besætningens selvtillid, ro og sammenhold.

Omskiftning

Omskiftning foregik i to omgange, hvor første halvdel 4. december forlod Værløse i et Hercules transportfly. Med overnatning på Kreta og mellemlanding i Cairo, nåede vi 6. december frem til Dubai og afløste første halvdel af den oprindelige besætning, der så fulgte med flyet hjem. Efter et par dage ved kaj og en overleverings-sejlads med den blandede besætning, ankom andet hold den 11. december, hvor det formelle kommandoskift fandt sted.

Den første uge tilbragte vi ved kaj for at blive dus med skibet og med besætningen i Andenes, der nu var veteranerne. Desværre skulle de udskiftes lige efter Nytår. Vi fik et virkeligt nært forhold til den besætning i den korte tid, vi var sammen.

Gennem Strædet

Endelig den 18. december var vi klar til at stå til søs. Efter at FOV havde lavet de sidste klip til juletræshistorien. Filmholdet sejlede med de første dage for at lave lydbilleder og en ønskekoncert til DR’s juleflade. Sejladsen var planlagt som en skolesejlads, hvor vi kunne indøve samarbejde med ANDENES og finpudse vores egen træning med de nye systemer. Det skulle foregå i et øvelsesområde i Oman Bugten uden for Hormuzstrædet.

Vi kom nu ikke så langt. Om natten da vi var på vej gennem Strædet, observerede vagten råb om hjælp fra mørket, og sammen med ANDENES iværksatte vi en eftersøgning, som hurtigt fik tilslutning fra USS FIFE og dens helikopter. I den næste halve time fandt og bjergede vi seks skibbrudne iranske fiskere. Deres båd var blevet sejlet ned i mørket af et ’stort skib’. Der havde være syv mand ombord.

Eftersøgning blev fortsat op ad formiddagen, hvor vi opgav at finde den sidste. I mellemtiden havde vi kommunikeret med myndighederne i Dubai, som ikke ønskede at modtage iranske ’bådflygtninge’.

OLFERT FISCHER sammen med det norske kystvagtsskib ANDENES

Heldigvis fik en af de reddede forklaret os, at en iransk makker havde fisket lige i nærheden af dem. Det lykkedes ham at få kontakt med denne på VHF, men ikke at forklare ham, at han skulle komme ud til os i internationalt farvand. Vi sendte derfor gummibåden ind for at aflevere de seks reddede. Efter at have fyldt olie fra en italiensk tanker udpasserede vi så den følgende nat Hormuzstrædet, hvor vi fandt liget af den syvende fisker. Og endeligt den 20. december kom vi i gang med vores øvelsesprogram, assisteret af IWO JIMA og MIDWAY.

Juletid

Efter tre dages øvelser skiltes vi fra ANDENES, som skulle forberede besætningsskift i Jebel Ali, mens vi havde valgt at holde jul i Muscat. Vi havde tre pragtfulde dage i Oman’s venlige hovedstad med åbent hus for den danske koloni og julegudstjeneste på agterdækket. Sidegangen var dækket af julekort fra enkeltpersoner, skoler, og foreninger i hele Danmark. Gangene flød med gavesække, som vi havde byttet for et juletræ hos et amerikansk landgangsskib, der også lå i havnen. De var sendt i overvældende mængder fra velgørende foreninger o.l. i USA. Juledags aften forlod vi Muscat og optog patrulje sammen med en fransk fregat ud for Arabiens østlige punkt, Ras al Hadd. Efter nogen tid, fik vi underretning om at potentiel blokade-bryder, Ibn Khaldoon var blevet opbragt længere sydpå om morgenen, og at man gerne ville have os derned for at deltage i bevogtning af skibet. Olie fra en fransk tanker og så sydover til Masirah Island, hvor vi fandt – ikke kun ’fredsskibet’ – men hele den amerikanske amfibiestyrke, som holdt til i området.

Skibets daværende orlogspræst fortæller om at fejre jul i Omanbugten.

Juledagene tilbragte vi ud for Masirah sammen med amerikanske, australske og engelske enheder, mens der blev forhandlet med omliggende stater om at tage imod Ibn Khaldoon. Indimellem toppede vi olie fra amerikanske tankere og gennemførte håndvåbenskydninger, så besætningen var klar til en forøget bevogtning, når vi kom tilbage til Jebel Ali.

Vi blev frigivet fra opgaven 30. december og begav os på vej mod Hormuz og Jebel Ali, hvor vi ugen efter skulle modtage besøg af forsvarsminister Enggård. Nytåret blev hilst velkommen i Hormuzstrædet med en kort dispensation fra skibets standard om nul alkohol i søen. Et glas pr. m/k og så klar til oliefyldning fra ZUIDERKRUIS kl. fire om morgenen.

Forberedelse til krig

Tilbage i Jebel Ali blev vi briefet om de amerikanske krigsforberedelser. Flådestyrken i Golfen blev benævnt Battle Force ZULU (Kampgruppe ZULU), og indeholdt to hangarskibsgrupper, med eskorte- og forsyningsskibe. Der var dog et utilstrækkeligt antal eskorteskibe til samtidig dækning af disse, samt søtransport til styrkerne i Saudi Arabien. De allierede enheder blev derfor anmodet om at supplere. OLFERT FISCHER var tiltænkt en dækningsrolle for forsynings-styrken.

Den 4. januar ankom forsvarsministeren med følge til Dubai for at sejle med OLFERT FISCHER til Bahrain Med svær sø i stævnen blev det en temmelig ublid tur. Undervejs havde vi forevist skibet og orienteret om situation og planer.

Næste dag aflagde ministeren officielle besøg hos lokale myndigheder, mens OLFERT FISCHER serverede hjemmebagt wienerbrød til de få danskere, der ikke var blevet evakueret fra Bahrain. Et gribende samvær. Klump i halsen og blanke øjne ved Dronningens Nytårstale, som ministeren havde medbragt på video. Efter en kort patrulje nord for Bahrain var vi to dage senere tilbage i Jebel Ali for at deltage i en flådekonference. Emnerne var forsvar mod overraskelsesangreb og sabotage samt formering af kampgruppen. Det blev aftalt, at alle enheder ville forlade havn og være på havet inden 15. januar, når FN’s ultimatum udløb. Sikkerhedsforholdene i Jebel Ali blev skærpet betydeligt i denne periode. Havnens lokale bevogtningsenheder havde hidtil kontrolleret adgangen til kajområdet og bemandet maskingeværreder på kajen. Disse lokale ’styrker’ bestod for en stor del af ’gæste-arbejdere’ og blev nu flyttet længere ind i havneterrænet (ørkenen), hvorefter vi selv tog kontrol med adgang og bevogtning i kaj-området sammen med englænderne, som beboede nabokajen.

Den 12. januar forlod vi Jebel Ali for patrulje og søtræning med ANDENES nye besætning. SYDNEYS helikopter assisterer ved mineafsøgning af operations-området øst for Qatar. Hvor de internationale operationer nu koordineres fra canadiske ATHABASKAN. Der er kraftig søtrafik med tropper og forsyninger til Saudi Arabien. Deriblandt adskillige danske skibe.

Vi fortsætter sammen med allierede orlogsskibe dækning af ledsagelses- og forsyningsskibe i området. Der er fortsat stigende flyaktivitet og et iransk Orionfly bliver afvist – tilligemed nærgående dhower.

PETER TORDENSKIOLDS besætning ombord på OLFERT FISCHER

De 6 skibsbrudne iranske fiskere

Desert Storm

Ved midnat 17. januar modtager vi besked fra den amerikanske chef for kampgruppen, at der er indledt allierede luftangreb mod mål i Irak og Kuwait. Vi går i våbenberedskab RØD til situationen er afklaret. Prioritet: Overflade- og luftbillede, samt dækning af ankringsområde for forsyningsskibe. De næste dage bliver vi i området. For 18. januar at sejle til Omanbugten for sammen med franske JEAN DE VIENNE at ledsage en canadisk flådetanker ind gennem Hormuzstrædet. Vi møder den sovjetiske destroyer MARSHAL SHAPOSNIKOV til ankers ud for Fujirah. SHAPOSNIKOV ønsker ’Best luck in the Gulf’. Kanon- og maskingeværberedskab etableret i Hormuz på grund af nærgående iranske hurtigbåde. Fylder olie fra PROTECTEUR på vej mod ankringsområde. 20. januar patrulje ved ankrings-område. Nu 7 hjælpeskibe dækket af fregatter fra Danmark, Frankrig, Norge, USA, UK, Italien, Canada og Argentina. Begyndende tegn på koncentrationssvigt hos besætningen, som har været i forhøjet beredskab i mange dage.

Vi gik ind til Jebel Ali 22. januar. Sikkerhedssituation i havnen var stærkt forbedret med udvidet pigtrådsspærring og UK Marines’ adgangskontrol til kaj-området. Besætning udmattet. Flere mindre havarier kræver udbedring.

24. – 31. januar fortsatte vi patrulje og ledsagelse af forsyningsskibe gennem Hormuzstrædet. I strædet blev vi ofte generet af iranske speedbåde. Som den omanske kystvagt dog affærdigede som ”normal smugglers”. Samme mønster fortsatte indtil 2. marts med patrulje, ledsagelse og et ugentligt besøg i Jebel Ali. Våbenstilstand blev erklæret 28. februar. Dagen efter indpasserede vi Hormuz for sidste gang ledsagende USS FLINT og USS CAPE COD, som klagede over at være kommet for sent til krigen.

I 50 døgn, fra den 12. januar til den 2. marts tilbragte OLFERT FISCHER de 39 døgn til søs i et højt operationstempo. Det viste sig, at en turnus med 7-8 dages patrulje adskilt af 2 dage i havn passede til korvettens formåen. Den første periode på 10 dage var naturligvis den mest intense. Den var nær ved at blive for lang. Selvom vi var det mindste orlogsskib, forekom det os upassende, som de første at forlade skuepladsen for at hvile ud. Desuden var der stor betænkelighed ved sikkerhedsforholdene i havn, når der ikke var andre enheder at dele bevogtningen med.

Efter 8 døgn var det imidlertid åbenbart, at koncentration og reaktionsevne var i kritisk aftagen. En medvirkende årsag hertil var, at der er meget begrænsede muligheder for at opleve dagslys i en korvet, når alle våben er bemandet og fjernbetjent.

Afslutning

Fra 4. marts gennemførte vi endnu en patrulje i Strædet, inden vi 9. marts ankom til Jebel Ali for at tilbagelevere OLFERT FISCHER til egen besætning.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.