DA INVASIONSFRYGTEN TOPPEDE  

Under Anden Verdenskrig havde USA, Storbritannien og Sovjetunionen været allierede mod Nazityskland, Italien og Japan, men blot ti måneder efter afslutningen på den europæiske del af krigen i maj 1945, blev Den kolde Krig erklæret. 

Den 5. marts 1946 lancerede den britiske krigsleder Winston Churchill (1874-1965) i Fulton, Missouri i USA, begrebet ’Jerntæppet’ om den skillelinje, der gik ned gennem Europa mellem de kommunistisk styrede lande og de vestlige demokratier. 

Sovjetunionen havde genindlemmet Estland, Letland og Litauen, der i mellemkrigstiden havde været selvstændige, og Polen, Ungarn, Rumænien og Bulgarien blev styret af sovjetafhængige kommunistiske regimer. 

Jugoslavien var også kommunistisk, og det østlige Tyskland (senere DDR) var besat af den sovjetiske Røde Hær. I Grækenland pågik en forbitret borgerkrig mellem kommunister og borgerligt-nationale styrker. Det endte med kommunisternes nederlag, fordi USA hjalp den etablerede regering. I denne sammenhæng fremsatte USA’s præsident Harry S. Truman (1884-1972) den 12. marts 1947 i en tale til Kongressen Truman-doktrinen, der gik ud på at støtte alle ’frie folk, der kæmper mod forsøg på undertrykkelse fra bevæbnede minoriteter eller kræfter udefra’. 

Det blev indledningen på den amerikanske ’inddæmningspolitik’ mod verdenskommunismen, der blev ført de næste 20 år. Ligeledes i 1947 lancerede amerikanerne Marshall-hjælpen – et omfattende økonomisk hjælpeprogram, der skulle hjælpe det krigshærgede Europa hurtigt på fode. 

Uhyggespredende kup

 Midt på kontinentet lå Tjekkoslovakiet (dengang en samlet stat af Tjekkiet og Slovakiet), der havde været et stabilt demokrati siden Første Verdenskrig. Efter den tyske besættelse var kommunistpartiet imidlertid stærkt, fordi det uden at kompromittere sig havde været førende i modstanden mod den tyske besættelse. 

Desuden havde mange stor respekt for Sovjetunionens krigsindsats. Kommunisterne, der fik 38 pct. af stemmerne ved valget i 1946 indgik i en koalitionsregering, men i slutningen af februar 1948 overtog de magten ved det såkaldte Prag-kup, der var indledningen på 41 års kommunistisk styre. 

Det uhyggelige indtryk, som begivenhederne efterlod, understreges af, at den borgerligt-nationale hidtidige udenrigsminister Jan Masaryk (1886-1948) den 10. marts 1948 døde efter et natligt fald iført pyjamas fra et vindue på 3. sal i udenrigsministeriet i Prag. De nærmere omstændigheder er aldrig blevet opklaret. 

Påskekrisen 

I Skandinavien havde Finland bevaret sit demokrati og selvstændigheden, selv om landet havde været i krig med Sovjetunionen 1939-40 og 1941-44. Men landet måtte navigere forsigtigt, og Finland så ikke anden mulighed end at sige ja, da den store nabo – også i februar 1948 – tilbød en venskabs- og bistandspagt. Danmark var fortsat et neutralt land med et svagt forsvar, og da det nu lå nærmest det sovjetiske magtområde, steg frygten for, at man stod for tur. 

Forsvarsminister Rasmus Hansen (1896-1971) nedsatte en forsvarsstab, der fik til opgave i største hast at udarbejde forsvarsplaner. I Dyrehaven nord for København begyndte politiet og hjemmeværnsforeninger at patruljere, fordi der løb rygter om, at russerne ville nedkaste faldskærmstropper her. 

Det politiske klima var barskt. 

Aksel Larsen (1897-1972), formanden for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og partiavisen Land og Folk beskyldte regeringen under socialdemokraten Hans Hedtoft (1903-55) for at tromme krigsfrygten op for at gøre det lettere at indlemme Danmark i en militær vestalliance. Han bakkede på DKP’s vegne uforbeholdent op om magtovertagelsen i Tjekkoslovakiet og håbede, at ’noget lignende måtte overgå Danmark’.

Udtalelserne blev af den konservative gruppeformand i Folketinget  Ole Bjørn Kraft (1893-1980) betegnet som ’landsforræderi’. 

Mandag den 22. marts 1948 blev påskeorloven inddraget for adskillige militære enheder, så soldaterne ikke kom hjem i påsken. Onsdag den 24. marts – dagen før skærtorsdag – orienterede statsminister Hedtoft Udenrigspolitisk Nævn om, at der var indført forhøjet beredskab for hæren og politiet. 

Justitsminister Niels Busch-Jensen (1886-1987) opfordrede samme aften i en tale i Pressens Radioavis befolkningen til at indberette alle handlinger, ’som kan være rettet mod den danske stats eller det danske folks sikkerhed’. 

Det blev imidlertid ved den dystre stemning påsken over, og der er ikke senere i arkiverne fundet tegn på, at der var optræk til noget sovjetisk angreb. De ekstraordinære foranstaltninger blev gradvis afviklet fra tirsdag den 30. marts 1948. 

Satte skub i beslutning

Under forsvarsforberedelserne havde regeringen bedt USA om våbenhjælp. Den 5. april svarede amerikanerne, at det ikke kunne lade sig gøre, men man havde med tilfredshed noteret sig den danske forsvarsvilje, der var forudsætningen for hjælp fra USA. Krisen var skelsættende, fordi en fortsat isoleret dansk neutralitet for det store flertal nu tegnede sig som en umulighed. 

Det intensiverede den forsvarspolitiske debat, og da statsminister Hedtoft havde måttet opgive sine forsøg på at etablere et skandinavisk forsvarsforbund, blev løsningen indmeldelse i Den nordatlantiske Traktatorganisation (NATO). Derfor var Danmark blandt de stiftende medlemmer, da NATO blev etableret ved en traktatunderskrivelse i Washington den 4. april 1949. 

Slut på modstandsalliance 

Under Påskekrisen gik alliancen bag besættelsestidens modstandsbevægelse mellem kommunister og ikke-kommunister i stykker. Overlæge Mogens Fog (1904-90), der var DKP-folketingsmedlem, og cand.mag Frode Jakobsen (1906-97), der var socialdemokrat, havde siddet sammen i Frihedsrådet, modstandsbevægelsens øverste ledelse, men nu optrådte de oftere og oftere mod hinanden i den forsvarspolitiske debat. 

Et større antal kommunister var efter krigen gået ind i Forsvaret som officerer eller befalingsmænd, men de blev nu betragtet som en sikkerhedsrisiko. I de følgende år blev de gradvis presset ud af deres stillinger.