Lotte til medlotter:  ‘Drop pjank, intimitet  og andre uhyrligheder’ 

1950’erne var årene, da Den kolde Krig var koldest. Det var baggrunden, da et medlem af Danmarks Lottekorps skrev et indlæg i korpsets medlemsblad. Formen er høflig, men skribenten foretrak at være anonym. I en tid, hvor den sovjetiske trussel blev opfattet som særdeles reel, krævede hun en mere seriøs indstilling til den frivillige tjeneste 

Introduktion af Niels-Birger Danielsen 

Tidligere i år bragte vi et interview med civilingeniør Peter Möller, der er bosat i Tyskland, men vokset op i Sverige som søn af danske forældre. Moderen Ingrid Möller (født Munk Thygesen) var i 1950’erne aktiv i Danmarks Lottekorps. 

Da sønnen efter hendes død ryddede hendes hus, fandt han forskelligt materiale fra dagene i korpset. Det sendte han til forsvarshistorien.dk – blandt andet nogle numre af medlemsbladet ‘De danske Lotter’.  

Tonen i bladene er alvorlig. Få tvivlede på, at der var reel risiko for en invasion fra den sovjetisk ledede Warszawa-pagt. Forsvarsudgifterne var over 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP), altså historisk højt – selv efter det seneste forsvarsforligs kraftige forhøjelse af budgettet.  

Danmarks Lottekorps var talstærkt og uhyre vigtigt, fordi de stod for hele forplejningstjenesten i Hæren. Det store flertal virkede altså inden for rammerne af datidens traditionelle husmoderarbejde, men som det fremgår af nedenstående anonyme læserindlæg fra nr. 3 i 1955 var bevidstheden om kvindernes selvstændige rolle i og ansvar for landets forsvar voksende.  

Sideløbende var Kvindeligt Flyverkorps blevet oprettet for både ansatte og frivillige kvinder i Flyvevåbnet. Det store flertal hér havde opgaver inden for kontrol og varsling – en kritisk nødvendig opgave, som krævede et stort personel. 

Teksten herunder er et uddrag af et længere indlæg under overskriften ‘Tanker efter en manøvre’. Det har det tema, at en del af de frivillige tilsyneladende havde vanskeligt ved at omstille deres væremåde fra den civile til den militære dagligdag.    

Danmarks Lottekorps eksisterede til 1989, da alle særlige kvindekorps under Hjemmeværnet blev nedlagt som følge af Lov om Ligestilling i Forsvaret. 
 

De danske Lotter, nr. 3, 1955: 
 
”Kan vi ikke snart komme bort fra de individuelle Meninger om, hvad der tager sig ud? Vi maa selvfølgelig finde os i, at visse ’Udrustningsgenstande’ faar et umiskendeligt civilt Præg, saa længe vi selv skal lægge dem til og ikke faar dem udleveret, men behøver det at være saa galt, som det er? Alene de kufferter, som Lotter stiller med! De maa kunne være mindre til syv dages Udstyr i Betragtning af, at vi kun har én uniform! Og Kufferter er dog noget, som man kan laane sig frem til, hvis man ikke i sin Besiddelse har den skotskternede Model i Lak! 

Maaske tager jeg fejl i dette Punkt, maaske er jeg for primitiv, naar det lykkes mig at faa det hele maset sammen i den (alt for lille og daarligt ophængte) Paksæk, som vi har faaet udleveret, samt i Soveposens Hylster.  For jeg har jo hørt om Lotter, som havde Eyelash-curler med i Toiletposen (…) Det er maaske ligefrem nødvendigt at fortælle, at det er et lille Apparat til at krølle Øjenvipper med. Fin ide i Feltlivet, ikke? 

(…) Lad mig (…) vove Springet ud i det, som jeg i Øjeblikket er lige ved at anse for det vigtigste: Lotternes Holdning og Tone under en manøvre. 

Jeg tror, at den aandelige Holdning er god, det, vi i Hæren kalder Moralen. Jeg føler mig næsten helt sikker paa, at det er en Undtagelse, hvis en Lotte taber Humøret, bliver sur eller gnaven eller lader sig mærke med, at der er slidt paa hende. 

Men jeg mener til gengæld, at vi har meget at rette m.H.t. Tonen, og jeg tager i inderlig Grad mig selv med i denne Kritik, fordi man kan have den bedste Vilje af Verden til at være fuldt korrekt – og saa alligevel træde i Spinaten, simpelthen fordi man i sit daglige Liv er vant til en anden Tone end den militære. Den unge Lotte medtager fra Arbejdspladsen sit kammeratlige Frisprog, den modne Lotte har i sit Hjem saa ofte været Formidleren mellem de forskellige Parter, at det næppe falder hende ind, at hendes mening ikke er absolut nødvendig ved enhver Lejlighed, hvor militære Spørgsmål drøftes. Maa jeg bede om, at dette ikke bliver opfattet som ondskabsfuld Kritik af andre, men snarere som Selvransagelse for aabent Tæppe? 

Lad os blot forudsætte, at langt de fleste Lotter er fuldt korrekte i deres Optræden – overfor Ligemænd, Foresatte eller Undergivne, at der aldrig er tale om Pjank, Intimitet eller lignende Uhyrligheder. Tilbage bliver dog de notoriske Fejltagelser, som begaas i al Uskyldighed: Lotten, der bliver køresyg i Bil og derfor maa bede om den bedste Plads. Lotten, som glemmer at bede om Tilladelse til at forlade Tjenestestedet. Lotten, som beder om Hjemtransport paa en anden Maade end den reglementerede. Alle disse Smaa-behageligheder, som man tankeløst tilegner sig, fordi man nu engang er vant til at blive lidt forkælet som Kvinde. Det ’kan vel heller ikke gøre noget’, mener man. Jo, det kan netop ’gøre noget’. Enhver Forskelsbehandling – og det er jo den, vi tilraner os – er af det onde. Lad os gaa ind paa lige Fod med det øvrige mandskab, lad os spise, sove og blive transporteret som de andre i Forsvaret, lad os ikke slæbe Civillivets Krav med os paa Manøvrer.  

Disse Tanker skulde ikke gerne vække Anstød, de skulde tværtimod gerne vække til eftertanke, om hver eneste af os er sikker paa at have en ren Samvittighed. Jeg er det ikke, for mindst én af de citerede Fejl er begaaet af mig. Og det var maaske nærmest derfor, Redaktøren bad mig skrive…”