Hvordan planlagde man at forsvare Danmark hvis den Kolde Krig blev varm? Regnede man overhovedet med at kunne stoppe Warszawa-pagtens soldater? Og hvordan var det med atomvåben? I en serie af artikler sætter vi fokus på hvordan hver af værnene skulle forsvare Danmark under den Kolde Krig. Denne gang om Hæren og dens rolle i forsvaret af Danmark.

En ny begyndelse – Genopbygningen og forsvarsordningen 1950

D. 5 maj kunne borgerne i Helsingør se til, mens danske soldater gik i land på havnen.  Det var soldaterne fra Den Danske Brigade. Sammen med de militære modstandsgrupperne blev de fundamentet for genopbygningen af Hæren efter besættelsen. Der var nok at tage fat på. En del af brigaden blev sendt til Sønderjylland for at genoptage grænsebevogtningen, andre til den jyske vestkyst for at rydde miner. Den resterende del blev i København, hvor den agerede som en sikringsstyrke i de hektiske befrielsesdage.

I sommeren 1946 indkøbte man våben, køretøjer og andet materiel fra Storbritannien. Meget af det var dog overskud fra krigen, og i meget nedslidt stand. Det var tydeligt for alle, at der skulle mere til, hvis hæren for alvor skulle moderniseres.

Derefter gik der flere år med politiske forhandlinger. Resultatet var forsvarsordningen af 1950, som satte rammerne for genopbygningen af hæren, og blev grundlaget for den kolde krigs hær. Ordningen blev muliggjort af Danmarks medlemskab af NATO i 1949. Medlemskabet førte til modtagelsen af massiv våbenhjælp fra USA og Canada i løbet af 50- og 60’erne, som kunne udfylde de rammer som forsvarsordningen havde sat.

Den nye hær blev opdelt i to dele: Felthæren og lokalforsvaret. Kommandoen over disse blev delt i to dele: Østre- og Veste Landsdelskommando, med ansvaret for Forsvaret hhv. Øst og vest for Storebælt. Felthæren udgjorde hærens primære styrke, og var udrustet med moderne og slagkraftige våben, mens lokalforsvaret var regionalt forankret med lettere enheder og ældre materiel. Den nye hær var stadig en infanteritung mobiliseringshær. Det betød at hæren ikke havde en stor stående styrke i fredstid. I stedet skulle de tidligere årgange værnepligtige mobiliseres når man stod overfor en krigssituation. Når hele hæren var mobiliseret, skulle man kunne stille med 125.000 mand: 75.000 i felthæren, 20.000 faglige enheder og myndigheder og 25.000 i lokalforsvaret. COMLANDDENMARK var NATO-kommandoen for landforsvaret. I krigstid skulle de ‘operative’ styrker overgå til NATO-kontrol, mens man beholdt national kontrol over logistiktropper og lokalforsvaret.

Tiden bød også på en række nye våbenarter. For hærens vedkommende var pansertropperne med deres tonstunge kampvogne nok det tydeligste tegn på den nye tid. Men også andre forandringer var undervejs. Der blev lagt langt større vægt på førings- og støtteenheder, og hærens logistikkapabiliteter blev udvidet gevaldigt. Moderne krig var og er materielkrig, og det stillede store krav til forsynings-, ingeniør- og telegraftropperne at holde denne nye type hær forsynet, fungerende og forbundet.

Sammen og alene – Forsvaret af Danmark i 1950’erne.

De to primære fokuspunkter for Forsvaret var forsvaret af hhv. Jylland og den sjællandske øgruppe. På den sjællandske øgruppe var man særligt bekymret for et kuplignende overfald, både fra søsiden og fra luften. Her var det primære mål for Hærens styrker at ødelægge en fjendtlig invasionsstyrke i dens opstillingsfase, inden den kunne konsolidere sine styrker. Straks sværere var forsvaret af Jylland, hvor man forventede et koncentreret sovjetisk spydspidsangreb. Derfor lå en stor del af Hærens tyngde i disse år i Jylland. Selvom Danmark som medlem af NATO var beskyttet af den såkaldte ‘musketered’, hvor et angreb på et NATO-land betød krig med hele NATO, regnede man ikke i NATO’s øverste ledelse med at kunne forsvare Danmark.

I tilfælde af krig med Sovjetunionen, som på daværende tidspunkt var NATO militært overlegen, skulle forsvaret af Vesteuropa derfor trækkes tilbage til Elben-floden vest for den jyske halvø. De danske styrker kunne derfor ikke forvente forstærkninger i en krigssituation. Situationen var faktisk så alvorlig, at Forsvarets sidste planlagte forsvarslinje lå nord for Limfjorden. Størstedelen af landet måtte simpelthen forventes opgivet.

Atomvåben, motorisering og vesttyskere

Når snakken falder på den kolde krig, ledes manges tanker uundgåeligt hen på atomvåben, og på missiler i stand til at udslette hele byer i et lysglimt. De fyldte meget og mest i den offentlige debat. Men begge sider havde også mindre atomvåben i arsenalet. Fra NATO’s side blev de mindre våben særligt set som et forsøg på at udligne Østblokkens militære overlegenhed. Når tusindvis af Warszawa-pagtens kampvogne og PMV’er begyndte at rulle mod vest, og skibene sejlede op gennem Østersøen, måtte de uundgåeligt samles i knudepunkter. Knudepunkter som så skulle rammes med de mindre atomvåben.

Selvom man med en politisk beslutning i 1957 afviste at opbevare atomvåben på dansk jord, så modtog Danmark alligevel våbensystemer som kunne affyre atomsprængladninger. Anvendelsen af taktiske atomvåben blev helt central i dansk forsvarsplanlægning. Mest karakteristisk var nok Honest John-raketsystemet, men også Hærens 203mm haubits kunne affyre atomsprængladninger. Sprænghovederne blev opbevaret på depoter i Tyskland, og man øvede med jævne mellemrum afhentning og frembringelsen af disse.

Men det var selvfølgelig ikke kun Østblokkens styrker som var sårbare overfor atomangreb. Selvom Hæren havde erhvervet sig mange nye køretøjer, var den danske hær stadigt primært en fodmarcherende hær. Tiden kaldte på enheder som kunne spredes og koncentreres med stor hastighed, og den danske hær havde brug for et nyt strategisk og taktisk doktrin.  

‘Bevægelig forsvarskamp’ blev Hærens nye doktrin i starten af 1960’erne. Vægten var på spredning, mobilitet og pansring. Infanteriet skulle nu ikke længere langsomt marchere, men rykke frem i nyindkøbte pansrede mandskabsvogne. Også støtteenheder, artilleri o.l. skulle mekaniseres. Kernen i den nye organisering blev de såkaldte ‘brigadekampgrupper’. De skulle indeholde både panserinfanteri, kampvogne, artilleri m.v., og udgøre Hærens slagkraftige knytnæve. Som med anvendelsen af taktiske atomvåben handlede det forsat om at ramme Warszawa-pagtens styrker i sårbare øjeblikke, fx en landgang, faldskærmsnedkastning eller andre troppekoncentrationer.

Den sidste beslutning som skulle få afgørende betydning for udformningen af landforsvaret af Danmark, var Vesttysklands optagelse i NATO i 1955. Nu rykkede NATO’s forsvarslinje øst for Jylland, og danske styrker fra Veste Landsdelskommando kunne indgå i et tæt samarbejde med vesttyske tropper i Schleswig-Holstein. Samarbejdet blev formaliseret med oprettelsen af Enhedskommandoen Allied Command Baltic Approaches (BALTAP) i 1962.

I løbet af Den Kolde Krig udviklede man samarbejdet, og i løbet af 70’erne lagde man sig fast på udformingen af det dansk-vesttyske samarbejde på landjorden. Danske styrker i Jylland blev øremærket til at deltage i det fremskudte forsvar i Holsten, langs grænsen syd for Lübeck og øst for Hamborg. På Sjælland og øerne fastholdt man fokusset på at kunne reagere hurtigt mod fjendtlige landsætninger- eller nedkastninger.

I 1970’erne begyndte problemerne dog at melde sig for Hæren. På den politiske front var der stor debat om forsvarspolitikken. Det første var den stadige kamp om længden på værnepligten. Fra flere partier ønskede man at nedsætte tjenestetiden, og det gav udfordringer med at opretholde personeltallet. Løsningen blev en kerne af professionelle fastansatte soldater, som kunne betjene de avancerede våben. Men det kostede også mange penge for Forsvaret, som havde været presset på økonomien siden våbenhjælpens ophør i 1960’erne.

For at gøre ondt værre var meget af Hærens materiel ved at være nedslidt. Ganske vist modtog man i 1970’erne nye Leopard-kampvogne, men ikke i et omfang der kunne opveje for nedslidningen af ældre materiel. I stedet søgte man løbende at modernisere gammelt udstyr. Et andet modsvar på de nye realiteter var det nye doktrin ‘Stedbunden forsvarskamp’, hvor man med minefelter, feltbefæstninger og andet skulle forsøge at minimere Warzawa-pagtens styrkemæssige fordele. En sidste problematik var den stigende politiske modvilje mod anvendelsen af taktiske atomvåben. Våbensystemerne som Honest John-systemerne blev forældet, og der blev ikke lagt planer for at erstatte dem. Resten af den kolde krig kunne Danmark dog stadig forvente at NATO-allierede i Vesttyskland, samt forstærkninger fra USA og Storbritannien, var udrustet med de mindre atomvåben.

Iskoldt – den kolde krigs sidste årti

Efter en periode med politisk afspænding mellem øst og vest i 1970’erne, blussede konflikten op med fornyet kraft i 1980’erne. For Hærens vedkommende blev det i løbet af 1980’erne samtidigt i stigende grad svært at opretholde et forsvar indenfor de økonomiske rammer udstukket af politikerne. Internt i Danmark var Forsvaret blevet en politisk stridsplads, og konsekvensen blev bl.a. at budgetterne ikke fulgte med tiden. Det betød svingninger i antallet af både stampersonel og værnepligtige, samtidig med at meget af hærens materiel blev nedslidt eller forældet. Man gjorde en indsats for at modernisere noget af det ældre materiel, bl.a. Centurion-kampvognene og dele af artilleriet, men man måtte indse at Danmark materielt sakkede bagud.

I stigende grad satte man sin lid til forstærkninger fra NATO. NATO-forstærkningerne havde siden 1970’erne udgjort en væsentlig del af NATO’s forsvarsplanlægning, da man heller ikke her gjorde sig store forhåbninger om at Danmark kunne stoppe Warszawa-pagtens styrker alene. Op gennem 1980’erne afholdtes derfor flere større øvelser, hvor man øvede modtagelsen af forstærkninger. Og i 1982 indgik NATO-landene en forstærkningsaftale, som øremærkede britiske og amerikanske styrker til forsvaret af Danmark: En britisk brigade på 11-15.000 mand og senere en amerikansk division med 35-50.000 mand. Der var dog fra Forsvarets side bekymringer for disse styrkers deployeringstider, som kunne forventes at vare op til flere uger.

En ny tid – Enden på koldkrigsforsvaret

Murens fald i 1989 blev begyndelsen på enden for territorialforsvaret og koldkrigens hær. Den konventionelle militære trussel mod Danmark forsvandt nærmest fra den ene dag til den anden. I løbet af 1990’erne begyndte derfor et stigende fokus på internationale udsendelser, fx til det tidligere Jugoslavien. Den kolde krigs mobiliseringsforsvar blev dog først endegyldigt nedlagt med forsvarsforliget i 2004.

Værnepligten blev som hovedregel indskrænket til fire måneder, og Hæren blev indskrænket til to brigader. En totalforsvarsstyrke på 12.000 soldater etableredes, og antallet af indkaldte værnepligtige skulle være bestemt af totalforsvarets behov. Dermed kunne forsvarsudgifterne holdes på et niveau, der bragte andelen af BNP ned på 1,4 pct., selv om der blev investeret massivt i operative kapaciteter og nyt materiel til styrker beregnet til internationale missioner. Målsætningen var konstant at kunne opretholde udsendte kapaciteter svarende til 2.000 soldater.

Beslutningen om helt at nedlægge territorialforsvaret har dog sidenhen vist sig noget optimistisk. Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, er debatten om genoplivningen af det danske territorialforsvar igen blevet aktuel. Måske politikere og andre kan søge inspiration i fortidens beslutninger?