FOR 60 ÅR SIDEN: Det lykkedes aldrig græsk-cyprioter og tyrk-cyprioter at finde en formel for sameksistens efter uafhængigheden i 1960. Indsættelsen af en FN-styrke forhindrede et blodbad. Den blev besluttet den 4. marts 1964.

Væltningen af en statue i Cyperns hovedstad Nicosia den 3. december 1963 blev indledningen på en fase i udviklingen på øen, der så ud til at gøre regulær borgerkrig uundgåelig.

I mere end et årti var der – afbrudt af pauser – sket en række blodige træfninger mellem tre parter på øen, der indtil 1960 havde været en britisk koloni: militser fra hhv. den græsk-cypriotiske flertals-befolkning og det tyrk-cypriotiske mindretal samt den britiske hær.

Borgerkrigens udbrud blev forebygget af FN’s fredsbevarende styrke UNFICYP, der blev indsat i 1964 i medfør af resolution nr. 186 af FN’s Sikkerhedsråd den 4. marts 1964 – i dag for 60 år siden. UNFICYP-missionen havde fra begyndelsen dansk deltagelse af en bataljons størrelse.

Den væltede statue forestillede Markos Drakos, et ledende medlem af EOKA-bevægelsen, der kæmpede for ’Enosis’ – Cyperns sammenslutning med Grækenland. Han var omkommet i 1959 i en skudveksling med britiske styrker.

ID-kontrol var benzin på bålet

I ugerne efter sabotagen mod statuen strammede den græsk-cypriotiske regering under præsidenten, ærkebiskop Makarios III grebet. Græsk-cypriotiske politifolk begyndte at kontrollere tyrk-cypriotiske borgeres identitetskort i Nicosia.

Et sådant forsøg på kontrol af en bil i hovedstaden natten til den 21. december endte med, at der blev åbnet ild fra bilen, og en politibetjent blev såret. Politifolkene besvarede ilden og to tyrk-cyprioter i bilen – en mand og en kvinde – blev dræbt.

Det førte til, at tyrk-cypriotiske politifolk forlod deres poster i øens politi – principielt en integreret styrke – hvorefter de sammen med tyrk-cypriotiske undergrundsfolk byggede barrikader i Nicosia. Et par dage efter gik græsk-cypriotiske undergrundsstyrker til angreb for at afskære den tyrkiske bydel i Nicosia.

Kampene i de første dage efter skudvekslingen – omkring jul 1963 – kostede omkring 100 tyrk-cyprioter og 80 græsk-cyprioter livet. Parterne tog en række gidsler.

Den britiske minister for Commonwealth Duncan Sandys fløj til Nicosia, og politiske drøftelser begyndte mellem ham, præsident Makarios, den tyrk-cypriotiske leder Fazil Kücük, og general Peter Young, der var chef for styrkerne på de britiske baser på Cypern.

Britisk ‘del og hersk’-politik

Indtil 1950’erne havde de to befolkningsgrupper ellers levet separat, men fredeligt side og side under Storbritannien og før 1878 under det tyrkiske Osmannerrige.

En grund til at dette ændrede sig, var, at briterne i 1950’erne – som i mange andre britiske kolonier – i høj grad førte en ’del-og-hersk’-politik. Efter at Storbritannien i 1956 havde mistet sine baser i Egypten som følge af Suez-krigen var baserne på Cypern nemlig blevet særligt vigtige.

Briterne brugte tyrk-cyprioter som hjælpepoliti, der blev sat ind i bekæmpelsen af EOKA, en terroristisk undergrundshær, der i sin kamp for ’Enosis’ havde udbredt støtte fra den græsk-cypriotiske befolkning.

Tilslutning til Grækenland havde været på dagsordenen for græsk-cyprioterne siden 1830’erne, da de ønskede at tilslutte sig Grækenland, der få år før havde løsrevet sig fra Osmannerriget.

‘Hit and run’-aktioner

Det blev yderligere oplagt for briterne at bruge tyrk-cyprioterne til at slå EOKA ned, fordi græsk-cyprioterne aldrig havde forsøgt at alliere sig med tyrk-cyprioterne om en antikolonial målsætning: at få briterne ud.

Undergrundshæren var slagkraftig. Selv om den næppe havde flere end 300 aktive, lykkedes det aldrig den britiske hær på Cypern på over 30.000 mand at eliminere den.
I årene 1955-58 dræbte EOKA 342 personer ved forskellige hit-and-run aktioner på øen – en stor åreladning på en ø, der dengang kun havde ca. 600.000 indbyggere. Heraf var 142 britiske soldater og 84 tyrk-cyprioter.

Makarios’s kursskifte

I den situation blev de to moderlande, Grækenland og Tyrkiet, i stigende grad involveret på de respektive cypriotiske befolkningsgruppers vegne. Dermed truede en storpolitisk krise med  splittelse i NATO, som begge landene var medlem af.

Det førte til, at præsident Makarios sadlede om. Han havde været den politiske bagmand bag kampen for ’Enosis’ og dannelsen af EOKA, men fra 1957 gjorde han sig til talsmand for et selvstændigt Cypern.

Forliget i Zürich

I februar 1959 blev de såkaldte Zürich/London-aftaler underskrevet efter topmøder mellem regeringschefer og udenrigsministre fra Storbritannien, Grækenland og Tyrkiet.

Den indeholdt ikke mindst et forfatningsgrundlag for den nye demokratiske stat med en fordeling af de indflydelsesrige poster efter en kvote et politi og et militær, hvis sammensætning ligeledes var fastlagt efter kvoter. Fordelingen gav over en bred kam tyrk-cyprioterne en stærkere repræsentation, end deres befolkningsandel på 20 pct. i sig selv kunne berettige.

Samtidig skulle Grækenland, Tyrkiet og den nydannede cypriotiske stat lave en trekantet allianceaftale.

Magtfuld militsleder

Allerede fra uafhængighedsdagen den 15. august 1960 var forholdet spændt mellem græsk-cyprioterne og tyrk-cyprioterne.

Den Cypern-fødte græske general Georg Grivas, der oprindelig havde dannet EOKA på ærkebiskop Makarios’ initiativ, erklærede at ville bekæmpe Zürich/London-aftalerne.

Makarios prøver at afværge borgerkrig med forslag til ændring i forfatningen november 1963,der skulle tilfredsstille det græsk-cypriotiske flertal. Forslaget tilsigtede en styrkelse af  integrationen mellem de to befolkningsgrupper og af centralmagten på Cypern. Det blev blankt afvist af tyrk-cyprioterne, der ikke ville give indrømmelser angående de kvoter, de havde fået gennem Zürich/London-aftalerne.

Den ikoniske ‘grønne linje’

Firepartsdrøftelserne i Nicosia varede til den 29. december 1963.

Der blev enighed om, at græsk-cypriotiske og tyrk-cypriotiske enheder skulle trækkes tilbage fra en nærmere afgrænset, neutral zone i det centrale Nicosia, hvorefter en våbenstilstandslinje skulle etableres.

General Peter Young indtegnede linjen med en grøn fedtblyant. Begrebet ’den grønne linje’ har siden dengang været slået fast som begreb i forbindelse med fredsbevarende FN-operationer og i konfliktforskningen.

To bataljoner britiske styrker blev indsat langs våbenstilstandslinjen for at holde parterne adskilt, og der blev etableret observationsposter.

Spredte kamphandlinger forekom imidlertid fortsat rundt omkring på øen, og britiske forstærkninger blev trukket til. Det var i den situation, at alle parter accepterede, at FN måtte træde til.

Invasion og løsrivelse

UNFICYP-soldaterne begyndte at ankomme i forsommeren 1964. De første danske styrker ankom den 20. maj.

Det var fortsat vanskeligt at lægge en dæmper på parterne, og FN-soldaterne var på dette tidspunkt på en decideret skarp mission. Grækenland sendte en betydelig styrke – svarende til to divisioner til Cypern til støtte for præsident Makarios’ regering. Omvendt foretog det tyrkiske flyvevåben ved flere lejligheder bombninger af græsk-cypriotiske stillinger.

I de følgende ti år var situationen fortsat spændt samtidig med, at der for det meste var forhandlingskontakt mellem parterne. Drøftelserne bevægede sig dog ikke ud af stedet m.h.t. kernespørgsmålene om Cyperns forfatningsmæssige status.

I 1974 afsatte en kreds af græsk-cyprioter præsident Makarios ved et kup og proklamerede øens forening med Grækenland. Det førte til en tyrkisk invasion på Nordcypern den 20. juli samme år, og i 1983 proklamerede tyrk-cyprioterne en separatstat på den nordlige del af øen.

Det har været situationen lige siden. Cypern er blevet medlem af EU med Nicosia-regeringen som det internationalt anerkendte styre for hele øen, mens den tyrk-cypriotiske delrepublik kun anerkendes af Tyrkiet

Danmark bidrog til FN’s Cypern-styrke med over 20.000 soldater gennem 28 år, indtil Danmark indstillede sit bidrag i 1992.