FORSVARSHISTORIEN

I atomkrigens skygge: Danmark & Atomvåben under den kolde krig

Atomtidsalderen

Når man fortæller historien om den kolde krig, er det svært at komme udenom atomvåben. I fire årtier levede verden i skyggen af risikoen for en altødelæggende atomkrig. I Øst og Vest oplagredes store mængder atomvåben, og hver side var klar til at trykke på knappen.

Men når snakken falder på Danmark, er historien ofte en anden. For i Danmark var den folkelige modstand mod atomvåben stor, og fra politisk side afviste man at placere atomvåben på dansk jord. Men det er faktisk ikke hele historien. For Danmark havde faktisk våbensystemer, som var i stand til at affyre atomsprængladninger.

Efter atombombesprængningerne over Hiroshima og Nagasaki, der havde sat et punktum for 2. verdenskrig og afsløret atomvåbnets enorme kraft, stod det klart, at verden ikke ville blive den samme igen.

Styrkeforhold

Da jerntæppet sænkede sig og verden blev delt i to, blev det tydeligt at atomvåben skulle sikre magtbalancen. Særligt i den kolde krigs første år, var NATO-alliancen østblokken militært underlegen. Derfor byggede NATO’s forsvarsplaner i stigende grad på atomvåbnenes slagkraft som en måde at udligne forskellen. Og derfor udviklede man ikke bare strategiske, men også taktiske atomvåben.

Disse våben var ikke af en størrelse, der kunne jævne hele byer med jorden. I stedet skulle de bruges til at angribe koncentrerede fjendtlige styrker, fx flyformationer eller landgangsforsøg. På den måde skulle NATO hurtigt kunne nedbringe fjendens styrkemæssige overlegenhed.

Amerikanske og sovjetiske kampvogne i en konfrontation under Cubakrisen i oktober 1961. Warszawa-pagten var i mange år NATO overlegen når det kom til konventionelle landstyrker. Foto: US Army Photo / Wikimedia Commons.

Atomvåben i Europa

Selvom andre NATO-lande med tiden udviklede et atomarsenal, var USA den klare frontløber i udviklingen og produktionen af atomvåben, strategiske såvel som taktiske. Mens de strategiske våben forblev på amerikanske hænder, havde amerikanerne en interesse i at kunne indsætte taktiske atomvåben med kort varsel langs jerntæppet.

Gennem våbenhjælp blev en række af USA’s europæiske NATO-allierede i 1950’erne tilbudt at modtage våbensystemer, som var i stand til at anvende atomsprængladninger. I Danmark blev tilbuddet givet i 1957. Men modtagelsen var langt fra hvad amerikanerne havde håbet på.

For i Danmark viste befolkningen sig yderst skeptisk overfor modtagelsen af atomvåben- og dertilhørende våbensystemer. Mange frygtede at modtagelsen af våbensystemerne ville udsætte Danmark for større risiko for selv at blive angrebet med atomvåben. Desuden ville opmagasinering af atomvåben i Danmark kræve stationering af amerikanske soldater i Danmark. Et krav som vakte stor modstand i befolkningen.

Modstanden mod atomvåben i Danmark blev en tilbagevendende sag under den koldekrig. Her ses demonstranter under en demonstration i Århus i 1980’erne. Foto: Jens Tønnesen, 1984, Aarhus Stadsarkiv

Men de taktiske atomvåben udgjorde et væsentligt element af NATO’s forsvarsstrategi i den kolde krigs første årtier. Hærkommandoen understregede i et fortroligt møde med Folketingets forsvarsudvalg, at Danmark uden atomvåben ikke havde nogen større chance for at slå et angreb fra Warszawa-pagten tilbage. Det rådede Danmark simpelthen ikke over nok konventionelle styrker til. 

Det satte den socialdemokratiske regering under H.C. Hansen i en presset situation. Løsningen blev et kompliceret politisk spil, hvor man forsøgte at navigere mellem den indenrigspolitiske stemning og ønsket om at opfylde ønsket fra USA, NATO og Forsvarets ledelse. Løsningen blev todelt. Stiltiende accepterede regeringen at USA i al hemmelighed placerede atomvåben på Thule-basen på Grønland. En placering som først blev kendt ved Thule-ulykken i 1968. I Danmark blev løsningen at man sagde ja til at modtage våbensystemerne, men afviste at modtage atomvåben ”under de foreliggende omstændigheder”. En tilpas løs formulering for alle parter.  

Oprydning efter Thuleulykken. Som med andet der havde med atomvåben at gøre, blev mange af omstændighederne holdt hemmeligt for offentlighed. At regeringen havde haft kendskab til atomvåbnene i Grønland, blev først offentligt kendt efter den kolde krigs afslutning. Foto: Wikimedia Commons

Honest John og NIKE-missiler

De to primære våbensystemer der var tale om var Honest John-artilleriraketsystemet og NIKE-luftværnsraketter. Yderligere blev der også udviklet atomsprængladninger til andre våbensystemer, eksempelvis 203mm Haubits M/55, som Danmark modtog som våbenhjælp allerede i 1955.

Honest John-systemet var en jord-til-jord 762 mm artilleriraket med en max. rækkevidde på ca. 25 km. Udstyret med konventionelle sprænghoveder var våbnet ikke videre effektivt, til det var raketsystemet simpelthen for upræcist. Ideelt set skulle raketterne udstyres med atomsprængladninger, som kunne bruges mod fjendtlige troppekoncentrationer.

Honest John-systemet kom til Danmark i starten af 1960’erne. Her blev det organiseret i to artilleriafdelinger: I 1960 ved Sjællandske Artilleriregiment i Holbæk og i 1962 ved Nørrejyske Artilleriregiment i Århus.

Honest John-raketsystemet var afhængigt af en række lastbiler til at trække raketten og dens tilhørende udstyr. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

NIKE-missilerne var særligt tiltænkt Københavns luftforsvar. Med jetmotorens tidsalder var det gamle luftværnsartilleri ved at være forældet. I stedet blev NIKE-missilerne placeret rundt om København. Missilets store størrelse krævede etableringen af faste stillinger. Herfra var det især fjendtlige bombefly, som var målet for de nyopstillede missiler. Med en rækkevide på 120km og en hastighed på over 4000 km/t.

Systemet, og dermed luftforsvaret af København, blev oprindeligt styret fra Ejbybro-bunkeren i Rødovre, indtil det i 1971 blev flyttet til Forsvarskommandoen i Vedbæk. NIKE-systemet fandtes i to varianter, udstyret med hhv. konventionelle ( AJAX) og atomare(HERCULES) sprængladninger. Den atomare sprængladning skulle gøre det muligt at ødelægge større formationer af fjendtlige fly.

NIKE Hercules-missil ved Tunestillingen. NIKE-missilerne var placeret i 4 faste stillinger rundt omkring København, for at sikre en optimal dækning. Det gjorde dem dog også sårbare overfor fjendtlige angreb.

Alarmering og afskrækkelse

Men betød modstanden mod atomvåben så, at Danmark modtog ineffektive våbensystemer?

Autoriteten til at frigive atomvåbnene i Europa lå udelukkende hos amerikanerne, hvor den amerikanske præsident skulle give tilladelse til våbnenes anvendelse. Når først tilladelsen var givet, åbnede det dog op for at allierede også kunne have råderet over de ødelæggende våben, som dog stadig i sidste ende skulle betjenes af amerikanske soldater.

For selvom der ikke var atomvåben på dansk jord, blev anvendelsen af disse en integreret del af dansk forsvarsplanlægning fra slutningen af 1950’erne. Enhederne der var udstyret med våbensystemerne, som var i stand til at affyre atomsprængladninger, blev trænet i deres anvendelse. Det inkluderede årlige alarmerings- og træningsprøver under amerikansk supervision. Amerikanske soldater skulle også akkompagnere våbnene hvis de skulle udleveres til danske styrker.

Atomsprængladningerne til systemerne var oplagt i amerikanske depoter i Vesttyskland. To af disse var placeret i Slesvig-Holsten, men var hovedsageligt øremærket til den vesttyske hær. Modtagelsen af sprængladningerne fra Vesttyskland blev dog alligevel øvet af danske soldater med brug af attrapammunition. USA forsøgte samtidigt at få Danmark til at oprette særlige depoter til atomvåben, som skulle gøre modtagelsen hurtigere.

Paradoksalt nok opgav man fra NATO’s side allerede i 1963 planerne om at overføre taktiske atomvåben til Danmark i en krigssituation. Det skete pga. den manglende formelle aftale om Danmarks modtagelse af atomvåben, og fordi man manglede tilstrækkeligt med uddannet personel. Det var dog en beslutning som blev taget i yderste hemmelighed, og Warszawa-pagten forventede stadig at møde taktiske atomvåben ved en invasion af Danmark.

På den måde bidrog atomvåbnene, på trods af deres reelle fravær på dansk jord, til at afskrække en mulig invasion. At Warszawa-pagten selv havde atomplaner for Danmark er så en hel anden historie. Som en del af et offensivt angreb mod Danmark, skulle landets forsvar ødelægges med et overvældende angreb med taktiske atomvåben.

Litteraturliste:

Relaterede artikler

Mogens Lykketoft Flagdag 2014 Foto: Per Steen Lynge / Forsvarsgalleriet.dk
3. feb 2023
3. feb 2023

Skriv et svar

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.