Den Kolde Krig betegner perioden fra 2. verdenskrigs afslutning i 1945 til Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens kollaps i 1991. På hver sin side af konflikten stod supermagterne USA og Sovjetunionen. De to supermagter havde hver sine allierede: Sovjetunionen og Warszawa-pagten i øst USA og NATO i vest. Danmark valgte forholdsvis tidligt side i konflikten, da man i 1949 underskrev Atlantpagten og blev medlem af NATO.

De næste 4 årtier fokuserede det danske forsvar primært på at forberede sig på et muligt angreb fra Østblokken. I halvtredserne modtog Danmark store mængder våbenhjælp fra NATO-allierede, blandt andet sit første moderne materiel som jetfly og kampvogne. Forsvaret blev mekaniseret og moderniseret, og samarbejdet med NATO-allierede blev vedligeholdt ved øvelser.

Den kolde krig stod også i atomkrigens skygge. Som tiden skred frem, frygtede man i stigende grad, at en eventuel konflikt mellem NATO og Sovjet ville eskalere til en altødelæggende atomkrig. Både i befolkningen og i politikerkredse var der kritiske røster, som mente at Forsvaret var af en mere symbolsk karakter, og derfor søgte at begrænse forsvarsbudgettet. Danmark blev derfor jævnligt kritiseret af NATO for ikke at bidrage tilstrækkeligt til forsvarsalliancen.