FORSVARSHISTORIEN

En korvet var for hånden – Danmark d.11 september 2001

’Er der noget, vi kan gøre,’ lød spørgsmålet, da staben i Søværnets Operative Kommando (SOK) den 11. september 2001 så hinanden i øjnene lige efter ’9/11’. En mulig trussel mod København var i fokus, og en mulighed for at indsætte luftværnsmissiler blev improviseret, erindrer daværende SOK-chef Tim Sloth Jørgensen

Da kontreadmiral Tim Sloth Jørgensen, chef for Søværnets Operative Kommando (SOK), ved 15.30-tiden tirsdag den 11. september 2001 var på vej hjem fra arbejde, havde det været en helt almindelig dag på kontoret. Han gik ud ad porten i det daværende SOK-hovedkvarter i ved Aarhus havn, passerede receptionen, men stoppede op.

Noget fik ham til at studse. I vagtstuen stod en del ansatte og kiggede på et tv, der var monteret på væggen.
      ”Her blev angrebet vist, der var indtruffet kort forinden,” fortæller Sloth Jørgensen om sin  oplevelse af Nine-Eleven – den begivenhed, der satte den sikkerhedspolitiske dagsorden for flere årtier.

Terrorangrebet mod World Trade Center i New York, hvor piloter fra Al-Qaeda-organisationen fløj to kaprede passagerfly ind i hvert sit tvillingetårn, fyldte hele sendefladen på CNN – og kort efter også på de danske tv-kanaler.
     ”Min første tanke var, hvad dette kunne have af implikationer for Danmark? Svaret var ’formentlig ikke noget’, men når man i kraft af sin stilling har ansvar for landets sikkerhed, er spørgsmålet uvilkårligt: ’Er der noget, vi kan gøre?’,” erindrer Tim Sloth Jørgensen, der senere  blev Danmarks forsvarschef.

Flyene havde truffet bygningerne kl. hhv. 14.46 og 15.03 dansk tid. Kl. 15.37 blev et tredje kapret passagerfly styrtet ned i Pentagon i Washington, USA’s forsvarsministerium. I alt blev knap 3000 personer dræbt under angrebene. 

Noget lignende i København?

SOK-chefen samlede de tilstedeværende fra staben for at få klarhed over, hvad man vidste, og hvad angrebet kunne tænkes at medføre.
     ”Vi er som officerer uddannede til ikke blot at forholde os til, hvad der sker, men tænke i muligheder. Hvad kan der ske? Igen var konklusionen ’formentlig ikke noget’, men den mest nærliggende risiko var, at et passagerfly på tilsvarende vis blev kapret over eller i nærheden af Danmark. Hvis noget sådant skete, måtte vi regne med, at København primært var i fare,” siger Tim Sloth Jørgensen i et interview med forsvarshistorien.dk.

Det var præcis det samme scenarie, man i de samme timer forholdt sig til i Forsvarskommadoen, der dengang lå i Vedbæk nord for København. Især trængte spørgsmål sig på, om der i de følgende dage var planlagt store begivenheder i Danmark, hvor kaprede fly ville kunne styrtes ned i en større menneskemængde.
     ”Vi tjekkede igen og igen Flyvevåbnets kapacitet og procedurerne ved indflyvning i dansk luftrum,” fortalte Hans Jesper Helsø, dengang generalløjtnant og chef for Forsvarsstaben, nogle år senere.
     ”Vi så på overleveringen af oplysninger, når et fly forlader det tyske eller det norske luftrum og kommer ind i dansk luftrum.”

Den ultimative beslutning

Helsø havde især to eventualiteter i tankerne. Hvis nu et fly på vej op gennem Tyskland mod Danmark ikke reagerede på kommunikation med landjorden, hvorefter tyske jagerfly gik op på siden af det, men ikke kunne tvinge det ned? Hvornår fik dansk forsvar i så fald melding om, at et muligt kapret fly var på vej.

Det andet scenarie, der gjorde ham nervøs, var, hvis et passagerfly sydfra mod Oslo pludselig skiftede kurs og fløj mod København. Tiden til at reagere – og til at beslutte om flyet skulle skydes ned – ville være ekstremt kort.

Det var et spørgsmål, som førte til en række indgående telefonsamtaler mellem H.J. Helsø og Anders Troldborg, Forsvarsministeriets departementschef.
    ”Det stod ikke klart, hvordan vi skulle forholde os, hvis den ultimative situation skulle opstå. Hvem skulle give tilladelse til en eventuel reaktion og under hvilke omstændigheder?”

Svarene på de presserende spørgsmål kendes ikke, da resultatet af drøftelsen ifølge Helsø blev et brev et stykke tid senere fra Statsministeriet, der fortsat ligger i Forsvarets hemmelige arkiv.

Korvet på standby i Øresund

Som chef for en underliggende myndighed var Tim Sloth Jørgensen ikke involveret i disse drøftelser på  øverste niveau.
     ”Men vi havde en korvet på øvelse i Kattegat. Den var vores mulighed for overhovedet at gøre noget, hvis der skulle blive brug for det,” fortæller han.
     ”Den var bevæbnet med bl.a. luftværnsmissiler, men de havde kun rækkevidde på relativt kort afstand. Derfor beordrede jeg den til at sejle ned i Øresund, hvor den lagde sig ved kysten, så den havde rækkevidde i luftrummet over både lufthavnen i Kastrup og det centrale København.”

Efter nogle timer, da Forsvarskommandoen havde fået bedre overblik, fik SOK besked på, at korvetten kunne sejle hjem igen, da der ikke ville blive brug for den.

Bevogtningen blev forstærket på de militære tjenestesteder – også i SOK-hovedkvarteret.
    ”Vagtstyrken gik flere runderinger og havde ordre til at være mere årvågen, end man plejede at være.”

Den hemmelige plan

Angrebet på World Trade Center forstærkede efter Sloth Jørgensens vurdering en udvikling, der var foregået gennem 1990’erne. Et skridt var, at han – før han kom til SOK – som chef for Forsvarsstabens Planlægningsstab i foråret 1999 havde fået til opgave at udarbejde et oplæg vedr. en mulig samlet indsættelse af Den danske internationale Brigade (DIB) på ca. 4800 mand på skarpe kampopgaver i Kosovo.

Oplægget blev dog ikke brugt, og den bataljon, som Hæren senere sendte til Kosovo som bidrag til den NATO-ledede Kosovo Force (KFOR), var en stabiliseringsstyrke efter samme koncept som IFOR/SFOR-styrkerne ved krigsafslutningen i Bosnien-Hercegovina nogle år før.

Stabsplanen fik alligevel betydning, fordi en voksende frustration i Forsvaret fik et nyt holdepunkt.     Tim Sloth Jørgensen kunne konstatere, at beredskabet i DIB var så udhulet af drypvise besparelser, at det på ingen måde kunne lade sig gøre at sende brigaden ud med kort varsel, som den ellers fra sin etablering var beregnet til.
    ” En række ting, der skulle have været i orden, var ikke i orden,” sammenfatter han.
    ”Det blev stadig mere tydeligt, at den såkaldte ’fredsdividende’ efter Berlinmurens Fald betød, at antallet af enheder, der havde eksisteret fra koldkrigsforsvarets tid, blev opretholdt for færre og færre penge.”

Den radikale omstilling

Det kan virke nærliggende at se en lige linje fra den fortrolige plan om en Kosovo-styrke i forreste linje over ’9/11’ til den offensive indsættelse af danske styrker i Helmand-provinsen i syv år senere, i 2006. Tim Sloth Jørgensen ser det snarere som et logisk forløb af en mangeårig udvikling.
     ”Det begyndte med forsvarsminister Hans Hækkerups aktivistiske linje fra 1993. Den gav sig udtryk i indsatsen af fredsbevarende FN-styrker på Balkan, derpå i den dansk-ledede brigade under den fredsskabende, NATO-ledede IFOR-styrke og siden deltagelsen i Kosovo i 1999. Men ’9/11’ og det pludselige fokus på Afghanistan forstærkede den politiske opbakning til ændringer.”

Forsvarsforliget i 2004 blev et opgør med de tilvante nedskæringer efter salamimetoden. Mobiliseringsforsvaret blev afskaffet ud fra den vurdering, at der ikke forelå nogen trussel mod dansk territorium i overskuelig fremtid, værnepligten blev skåret ned til fire måneder, et større antal enheder blev nedlagt og hele kapaciteter afskaffet.

Hæren blev indskrænket til to brigader, der var målrettet mod og udrustet til internationale missioner. Forsvaret skulle dimensioneres til, at Danmark konstant skulle kunne have 2000 mand udsendt på missioner. Farvel til territorialforsvaret – Forsvarsforliget 2005-2009 – Forsvarshistorien

Forsvarets eget udspil

Tim Sloth Jørgensen var i mellemtiden blev chef for Forsvarsstaben, og han var en nøgleaktør i forløbet. Forliget havde den højst usædvanlige baggrund, at Forsvaret var kommet med sit eget oplæg. Det blev behandlet internt i sommeren 2003, og tilblivelsesprocessen er blevet skildret i DR-dokumentaren ’K-notatet’: Bonanza | Magtens billeder | Magtens billeder: K-Notatet. Om Forsvaret i fremtiden. (dr.dk)

Initiativet i Forsvaret havde den særlige baggrund, at Irak-krigen netop var afsluttet med USA’s erobring af Bagdad og diktatoren Saddam Husseins fald. Der var politisk stemning for dansk deltagelse i en stabiliseringsstyrke i Irak, og statsminister Anders Fogh Rasmussens militære aktivisme kulminerede på dette tidspunkt.

Den blev ikke mindst markeret den 29. august 2003 – 60-årsdagen for den tysk erklærede militære undtagelsestilstand i 1943 – hvor Fogh Rasmussen i en tale trak paralleller mellem offervilje for frihed og demokrati i Irak og viljen til at betale den pris, som modstanden mod besættelsesmagten to generationer tidligere havde kostet.

Genoptagen praksis fra 1990’erne

Tim Sloth Jørgensen, der var forsvarschef 2008-09, mener, at det med 2004-reform fuldt ud lykkedes at få Forsvarets mål og midler til at passe.
     ”De problemer, der sidenhen er opstået, skyldes – som i 1990’erne – de løbende nedskæringer. Det at man prøver at holde fast i det, man har, med færre og færre penge.”

På spørgsmålet om, hvorvidt han ser et eksempel i den langvarige forsinkelse af Hærens 1. Brigade som en styrke, der samlet kan stilles til rådighed på kort beredskab for NATO, svarer han bekræftende.

Den tidligere forsvarschef mener ikke, at senere problemer skyldes mangler i 2004-forliget. Han afviser den præmis, at det i dag er ekstra dyrt at genskabe et territorialforsvar, fordi mobiliseringsforsvaret blev nedlagt dengang.
      ”Hvis vi ikke havde lavet ændringerne, havde vi simpelthen ikke haft noget forsvar tilbage inden for de midler, der er blevet stillet til rådighed, og så var genopbygningen blevet endnu dyrere,” vurderer han.
      ”Om det var rigtigt at afskaffe f.eks. ubådsvåbnet og HAWK-batterierne er en kontrafaktisk diskussion, der som grundlag har, at vi under ingen omstændighed havde penge til at beholde det hele. Der var – for at tage et eksempel fra mit eget værn – ikke mulighed for at beholde f.eks én fregat og én ubåd. For at have ét operativt fartøj til rådighed er man nødt til at disponere ud fra, at ét er til reparation og et tredje afsat til anden tjeneste. Vi måtte derfor vælge mellem at fortsætte med tre fregatter eller tre ubåde.”

Tim Sloth Jørgensen hilser det nye forsvarsforlig med en markant budgetforhøjelse velkommen.
     ”Det er ikke noget, jeg i dag har detaljeret indblik i, men jeg ser frem til, at der bliver mulighed for at få nogle ting på plads.”    
    

Litteratur:
Lars Halskov og Jacob Svendsen: Et land i krig – hvordan Danmark blev krigsførende og politikere og generaler famlede i blinde. (Politikens Forlag, 2012)

Skriv et svar

Relaterede artikler

Tags

Forfatter

NIELS-BIRGER_10
Cand. phil i historie og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, som har arbejdet me...

Bliv abonnent

Vær med til at sikre forsvarshistorien og få adgang til en række fordele.

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.