Med den politiske fornyelse af forstærkningsaftaler, og med en tilføjelse af muligheden for amerikanske tropper på dansk jord, i form af en baseaftale, er der kommet nyt fokus på det konkrete samarbejde i Nato-regi, herunder hvordan Danmark kan støtte en allieret landsættelse i dansk område- kaldet Host Nation Support. Som ung løjtnant af reserven var forfatteren næstkommanderende for en modtageenhed under NATO øvelsen Northern Wedding i august-september 1982.

Skrevet af Steen Würtz

Der blev helt stille i operationsrummet i Marinebunkeren tæt på Esbjerg havn. Det var den 6. september 1982 lidt før middag og der var netop tikket en telex ind på fjernskriveren om at fregatten ”Peder Skram” havde affyret et Harpoon-missil mod et ukendt område. Stilheden i bunkeren skyldes at signalet ikke var efterfulgt af de sædvanlige ”Exercise-Exercise-Exercise” ord som afslutning på meddelelsen. For det var jo en øvelse, ikke sandt, en del af forstærkningsøvelsen ”Northern Wedding”, landsætning af ca. 10.000 soldater fra USA, England og Holland med efterfølgende operationer på land?

Det var ikke en øvelse. Fregatten havde ved en fejl affyret et missil og da vi erfarede at der kun var sket materiel skade på diverse sommerhuse ved Lumsås, Sjællands Odde, lettede stemningen i Marinebunkeren. Og drillerierne mellem Hæren og Søværnet kunne returneres. Det var nemlig artillerifolk, der havde bemandingsansvaret for den såkaldte Hærterminal i Esbjerg, og vi blev voldsomt moppet af søens folk, da en løbsk artillerigranat i sommeren 1980 havde smadret et sommerhus i Oksby, tæt på Oksbøl skydeterræn.  Nu blev der givet igen den anden vej.

3 uger som næstkommanderende for Hærterminal Esbjerg

”Hærterminal Esbjerg” var den hærenhed, der stod for koordinationen af fremmede styrkers indsættelse fra de ramte kajen i Esbjerg Havn, strandene i Blåvandshuk-området samt Vandel og Billund Lufthavne til de var taktisk opstillet og mere eller mindre klar til kamp. Vi havde hovedkvarter i en gammel tysk bunker lige overfor den større Marinestation Esbjerg bunker på Hulvejen i Esbjerg, tæt på havnen.

Her skulle jeg tilbringe det meste af 3 uger sammen med 6 genindkaldte soldater, 3 overkonstabler fra Slesvigske Fodregiment i Haderslev, samt en chef og en administrationsbefalingsmand fra Sønderjydske Artilleriregiment i Varde. Under selve landsætningen var der desuden tildelt et antal ”Terminal-kommandoer” fra Trænregimentet i Aalborg med Militærpoliti til vejvisning og trafikkontrol for de opstillede kolonner af køretøjer. 

Det var en spændende og en noget anderledes opgave, end jeg normalt beskæftigede mig med som artilleriofficer. Jeg havde ingen anelse om Hærterminalens eksistens og hvilke aftaler der lå mht. modtagelse af forstærkninger, da jeg blev ringet op af Chef A/Administration i min sommerferie medio juli:

”Würtz, kan du afse 3 uger som næstkommanderende for Hærterminal Esbjerg”?

Det var grundlaget for at tage en beslutning – resten var hemmelig.

Informationsniveauet var ikke imponerende

Her følger nogle nedslag i 3 ugers oplevelser med vægt på mit personlige indtryk af US Marine Corps’s 4. Marine Amphibious Brigade (4 MAB), der udgjorde hovedstyrken. 

Ugen inden “D-dagen” – landsætningen af Marinekorpsets hovedstyrke over strandene- ankom der rekognoseringsteams- ”Advanced Parties” fra Marinekorpset. Samtidigt ankom der tonsvis af forsyninger via lufthavnen i Billund i imponerende mængder og omfang, fra hospitalsudstyr til soft-ice ismaskiner. I Hærterminalen havde vi indledningsvis fokus på at uddanne de indkaldte soldater og få de nødvendige aftaler på plads med Esbjerg Havn omkring losning af skibe. Havnearbejderne der skulle betjene kranerne, var lidt modvillige i forhold til en sådan NATO operation, men en kasse øl hjalp på stemningen.

Men vi var klar, da det største af transportskibene- ”US Trenton” – lagde til kaj i Esbjerg Havn. Skibet var pakket ”hulter til bulter” hvor der var plads, så jeg måtte afslå at slinge en oberstløjtnant’s jeep ned på kajen. Han ville ud at recce nu og var lettere utilfreds over at den unge løjtnant ikke lige kunne og ville fixe dette. 

Jeg havde i det hele taget en del oplevelser på kajen i Esbjerg, der gav mig et indtryk at personellet i US Marine Corps.

Der syntes at være tre niveauer af den menige marinesoldaters initiativgrad, observeret efter at køretøjerne havde tilbragt længere tid til søs i høj luftfugtighed:

• Niveau 1: Køreren forsøger at starte lastbilen for at køre i land. Det lykkes ikke og han sætter sig til at vente
• Niveau 2: Køreren forsøger at starte lastbilen – det lykkes ikke og han råber ud af vinduet ”Sarge” -sergent og sætter sig til at vente
• Niveau 3: Det højeste niveau: Køreren forsøger forgæves at starte, åbner motorhjelmen, kigge desorienteret på diverse motordele og råber derefter ”Sarge”.

Under tre ugers øvelse så jeg ikke én officer fra 4MAB henvende sig til en menig. Kommandovejen var at officererne talte til sergentgruppen, hvorefter sergenterne råbte deres ordre til de menige under hyppige anvendelse af et velkendt F… ord.

Informationsniveauet var ikke imponerende, hvilket blev illustreret da en gruppe soldater henvendte sig til den unge løjtnant, som havde grøn artilleribaret og 2 stjerner på skuldrene – i US verdenen en elitestyrke oberstløjtnant – god nok lidt ung, men….

”Excuse me, Sir. We will go to Hamburg this evening to see some birds”. “Could you advice us how ?”.

Jeg måtte henvise d’herrer til det lokale liv i Esbjerg, hvor ”birds” er ”piger” og i øvrigt konkludere at de højst var informeret om at de var landsat i det nordvestlige Europa og ikke specifikt hvor. 

Her kan man gøre sig nogle overvejelser over videns- og uddannelsesniveauet hos Marinekorpsets professionelle soldater og de tilsvarende danske professionelle menige soldater fra konstabelgruppen, herunder hvilket råderum, der delegeres til den enkelte menige soldat. Det illustrerer den næste episode:

Obersten gik fra bunkeren stadig undrende

Under øvelsen briefede jeg løbende besøgende danske og udenlandske officerer i Hærterminal bunkeren om vores opgave og hvad vi havde gang i pt. En væsentlig opgave var at lede diverse militære kolonner fra havneområdet i Esbjerg sikkert gennem byen og ud til et ”sorteringsområde”- staging area -Breinholstgård” . Herefter var det opgaven at sortere og samle materiel og køretøjer i de taktiske enheder- kompagnier og bataljoner, de skulle fungere i under den efterfølgende feltøvelse op gennem Jylland.

En højtstående US MarineCorps officer kom farende ind i Hærterminal bunkeren og undrede sig højlydt over, hvordan vi kunne finde på at sætte to overkonstabler på opgaven på Breinholstgård. Jeg spurgte officeren om de to da ikke løste opgaven godt?. Han svarede forundret:

”Yes, they are doing a damm good job, but they are only privats”?!!” How” ?.

Det fik vi så en snak om- forskelle og lighedspunkter US og DK med hensyn til dannelse, uddannelse, tillid og ledelse i en stor hær med mange ressourcer kontra en lille hær med få ressourcer. Obersten gik fra bunkeren stadig undrende, men nu på et højere niveau. Det gjorde jeg vist også.

På en senere briefing talte jeg med en ældre Marinekorps artillerikaptajn- troede jeg. Gættede på at han var 55 år, men det viste sig at han kun var 35. Han havde været ung delingsfører under Vietnam krigen og vi måtte konkludere over en kop kaffe, at krig tærer på krop og sjæl.

Vi fik løst vores del af HNS- værtsnationsstøtten under Northern Wedding ’82. Øvelsen fortsatte op igennem Jylland, hvor 4MAB fik kompetent modstand fra dele af Jyske Division og lokale hjemmeværnsenheder inden 4MAB via Århus Havn fortsatte øvelsen på Sjælland og i  Vesttyskland. 

Harpoonmissilet kostede heldigvis kun materiel skade

Militære øvelser skal være virkelighedsnære, men heldigvis er der sjældent tab. Fejlaffyringen af Harpoonmissilet fra ”Peder Skram” kostede som nævnt kun materielle skader i form af sommerhuse, men under øvelsen styrtede en amerikansk CH-53 Sea Stallion-helikopter ned i Vesterhavet den 14. september med 5 ombord, der alle omkom. Det var fiskere fra Hvide Sande der lokaliserede helikoptervraget, som derefter blev bjerget.

Sea Stallion-ulykken og Harpoon-episoden lagde en dæmper på evalueringen af en ellers vellykket øvelse i at modtage allierede styrker. Det forhindrede dog ikke Hærterminalens personel i under festlige former i Marinebunkeren – læs ”Gule ærter”- at overrække søfolkene fra Marinedistrikt Esbjerg et skjold med følgende tekst: ”To the Royal Danish Househunters” med et billede af en sømand der holder et Harpoonmissil i favnen.

Så var de venskabelige drillerier mellem Hæren og Søværnet om fejlskud mod sommerhuse om ikke afsluttet, så dog afrundet på en passende måde.