Forsvarspolitisk forlig – sikkerhedspolitisk slagmark

Forliget for 1981-1984 blev indgået som en såkaldt nulløsning, hvor man søgte at undgå hverken væsentlige udgiftsstigninger- eller nedskæringer. Det fremkaldte en protest fra USA’s ambassadør, fordi et NATO-topmøde i 1978 havde opfordret medlemslandene til at hæve budgetterne med 3 pct. Forsvarsbudgettet faldt i perioden med 0,1 pct. til 2,4 pct. målt som andel af BNP. Linjen fra 1970’erne og rationaliseringerne fortsatte forholdsvis upåvirket af den sikkerhedspolitiske debat. Et vigtigt element i Forsvarets virke i denne periode, var spørgsmålet om forstærkninger. I løbet af 1980’erne blev forstærkninger fra NATO-allierede en central del af forsvarsplanlægningen, og man øvede modtagelsen af disse flere gange gennem årtiet. 

Til gengæld blev sikkerhedspolitikken en politisk kampplads i hidtil uset omfang. Det skete samtidig med, at USA’s nyvalgte præsident Ronald Reagan fra 1981 påbegyndte en kraftig oprustning, alt imens det blev stadig tydeligere, at de økonomiske problemer i Warszawapagt-landene forværredes. Den stadig stærkere Solidarnosc-bevægelse i Polen førte i december 1981 til, at regeringschefen Wojciech Jaruzelski indførte krigsretstilstand for at foregribe en sovjetisk invasion. De dystre tegn blev vedligeholdt af krigen i Afghanistan, der fortsatte til 1988, og krigen mellem Irak og Iran, der ligeledes varede til 1988.

  NATO’s Dobbeltbeslutning og den begyndende opstilling af amerikanske missiler i Europa vakte omfattende protester og demonstrationer fra fredsaktivister. Efter at den borgerlige firkløverregering under Poul Schlüter i 1982 var kommet til magten, slog Socialdemokratiet – nu i opposition – ind på en NATO-skeptisk kurs i form af den såkaldte ’fodnotepolitik’. Den gik ud på, at partiet sammen med Det radikale Venstre, der var en del af Schlüter-regeringens parlamentariske grundlag, etablerede et ’alternativt sikkerhedspolitisk flertal’, der i 14 tilfælde fik vedtaget beslutningsforslag, der påtvang regeringen en politik, den ikke gik ind for. Det bevirkede i særdeleshed, at udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i en række tilfælde blev påtvunget at få indføjet danske reservationer i form af fodnoter under alliancens beslutninger. 

I en årrække i 1980’erne udspillede sagen om ’hovsa-missilet’ sig. Den 6. september 1982 blev et Harpoon-missil ved middagstid utilsigtet affyret fra fregatten ’Peder Skram’ og ramte et sommerhusområde ved Lumsås i Nordvestsjælland. Ingen kom noget til ved eksplosionen, fordi ingen på den almindelige hverdag opholdt sig i sommerhusene. Fejlaffyringen, der skyldtes en teknisk fejl, fik imidlertid et langvarigt mediemæssigt og retsligt efterspil med orlogskaptajn H.G. Olsen, skibschef på ’Peder Skram’, i centrum.

Frem mod ‘atom-valget’ 1988

Forsvarsforliget for 1985-88 medførte efter socialdemokratisk ønske besparelser; bl.a. blev det besluttet at udfase Søværnets fregatter, som var værnets tungeste enheder. Forsvarsbudgettets andel af bruttonationalproduktet (BNP) faldt til 2,1 pct. 

På den internationale scene indtraf i denne periode det historiske opbrud i Sovjetunionen, efter at Mikhail Gorbatjov i 1985 var blevet generalsekretær for kommunistpartiet og præsident. I 1987 blev INF-traktaten indgået mellem USA og Sovjetunionen, der indebar, at samtlige atombestykkede mellemdistanceraketter, der var blevet opstillet i Europa gennem et årti, skulle fjernes. I 1986 blev Iran/Contra-skandalen afsløret. Den gik ud på, at USA i dyb hemmelighed i perioden 1981-86 havde faciliteret salg af våben til Iran, der ellers var underlagt våbenembargo, og brugt provenuet til at finansiere de højreorienterede Contra-styrker, der kæmpede for at vælte Nicaraguas venstreorienterede regering.
 

Forhandlingsklimaet på Christiansborg var så dårligt, at Socialdemokratiet afviste at gå ind i forhandlinger om et forsvarsforlig til afløsning af den aftale, der udløb i 1988. Derfor blev forsvarsbudgettet for 1988 undtagelsesvis aftalt i forbindelse med den almindelige finanslov. Fodnote-perioden varede, indtil Poul Schlüter udskrev det såkaldte ’atom-valg’ til afholdelse den 10. maj 1988. Det førte til, at de radikale blev optaget i regeringen, hvorefter dobbeltkursen kunne afsluttes. 

Ledelsen i perioden

Forsvarsministre: Poul Søgaard (S, 1977-82), Hans Engell (C, 1982-87). Bernd Johan Collet (C, 1987-88) og Knud Enggaard (V, 1988-93)
Forsvarschefer: General Knud Jørgensen (1977-84), general (Hæren) Otto K. Lind (1984-85) og admiral Sven Egil Thiede (1985-89).
Den usædvanlige personkrise omkring Forsvarsstabens chef, daværende generalløjtnant G.K. Kristensen, kulminerede i 1983, da forsvarsminister Hans Engell undlod at forlænge Kristensens åremålsansættelse. Grunden var, at Kristensen ellers ville have været umulig at komme udenom som efterfølger for forsvarschef Knud Jørgensen, og han ansås ikke for at være ledelsesmæssigt egnet til topposten. Det politiske spil spillede dog forsat også ind, idet Danmark nu havde den borgerlige Schlüter-regering, mens Kristensen var erklæret socialdemokrat. I stedet indsattes kontreadmiral Sven Egil Thiede som forsvarsstabschef.

Gallup-undersøgelse om befolkningens støtte til NATO: