FORSVARSHISTORIEN

Kaptajn undsagde sin chef – endte alligevel som oberst – Historien om O.C. Brøndum

Christian Brøndum, tidligere forsvarsreporter hos Berlingske, voksede op med en farfar, der havde oplevet lidt af hvert. O.C. Brøndum, kaptajn i artilleriet, blev med sin aktivistiske handlemåde under Danmarks besættelse et symbol på en dyb splittelse i den danske hærs officerskorps


Da Christian Brøndum var en ung mand i 1960’erne og 70’erne, var han på det rene med, at hans farfar var en mand med en dramatisk historie bag sig.

Otto Christian Brøndum (1900-83), kaptajn i artilleriet, fik lige efter Anden Verdenskrig sine tjenesteforhold underkastet en retslig undersøgelse.
     “Min farfar udtalte sig ikke ret meget i detaljer,” fortæller Brøndum, der er 70 år, journalist og pensioneret forsvarsmedarbejder hos Berlingske Tidende.
     ”Den eneste gang, jeg kan huske, at han sagde noget samlet, var, da han blev interviewet til en af de store aviser. Jeg interesserede mig – som de fleste store drenge og unge mænd – meget for, hvad min farfar havde oplevet tidligere, men ikke så meget for det historiske som sådan.”

Christian Brøndum vidste alligevel god besked, men han havde kernen i sin viden fra en bog, som hans far udgav. Faderen – og altså O.C. Brøndums søn – var Erling Brøndum (1930-2017),  mangeårig chefredaktør på Horsens Folkeblad og derefter Aalborg Stiftstidende. Dertil var han 1973-75 forsvarsminister i Venstre-regeringen under Poul Hartling.

Bogen hed Desertør til fronten, og den var baseret på en levnedsskildring, som kaptajn Brøndum havde udarbejdet allerede i 1950.

Verbal konfrontation
Grunden til, at den retslige undersøgelse blev indledt, var en stormfuld samtale, som O.C. Brøndum i april 1944 som kompagnichef havde haft i Sofielund-lejren i Småland med oberstløjtnant Frode Lund Hvalkof (1893-1988), sin umiddelbart foresatte i Den danske Brigade i Sverige. Kompagnichefen gik ikke så vidt som til at bruge ordet ’kujon’ over for Hvalkof, men lod skinne igennem, at det var, hvad han anså ham for at være.

De to officerer skrev hver deres beretning om forløbet. Hvalkof, der i mellemtiden var blevet oberst og senere blev generalmajor, betegnede Brøndum som ’uværdig til at være officer’ og mente, at han burde afskediges.

Noget sådant ville normalt have betydet, at den militære karriere var slut, men tiden under og lige efter Danmarks besættelse var alt andet end normal. O.C. Brøndum fik et tilfredsstillende fortsat liv som officer, og var ved sin pensionering oberst.

Den velberegnede ironi i titlen på Brøndums bog sigter til et begivenhedsforløb, der var udtryk for en dybereliggende konflikt i Hærens officerskorps. Normalt plejer man at desertere fra en front, ikke til en sådan.
    ”Det, min farfar sagde til mig, var præget af hans mistillid til de gamle politikere og hærledelsen,” erindrer Christian Brøndum, der nåede at blive 30 år, før O.C. Brøndum døde.

Kaprede skib – førte sine folk til Sverige
Det var denne mistillid – ikke mindst på grund af den kampløse overgivelse den 9. april 1940 – der førte til, at O.C. Brøndum foretog en ikonisk handling den 29. august 1943, da den tyske Værnemagts øverstbefalende erklærede Danmark i militær undtagelsestilstand.

Den danske regering under statsminister Erik Scavenius havde besluttet, at der ikke skulle gøres modstand i tilfælde af tyske angreb på kasernerne. Og da det i løbet af august trak op til direkte tysk styre, undlod hærchefen, generalløjtnant Ebbe Gørtz ethvert forsøg på at gemme hærens våbenlagre eller forberede våbnenes ødelæggelse, så de ikke faldt i tyskernes hænder.

Da tyskerne iværksatte ’Operation Safari’, adlød de fleste regimentschefer ordren om at undlade kamp – også på Holbæk Kaserne, hvor O.C. Brøndum var chef for et artilleribatteri. Det stred imidlertid mod Brøndums grundlæggende æresbegreber som officer.

Han viste evne til at få sine folks tilslutning til et aktivistisk initiativ. Han førte sit batteri til Gilleleje i Nordsjælland, kaprede et skib og fik styrken sejlet til Sverige, så den kunne kæmpe for Danmarks befrielse derfra. 


Dobbeltspillet om brigaden

I begyndelsen af 1944 meldte kaptajn Brøndum og en del af hans mænd sig til den brigade, der i mellemtiden var blevet grundlagt. Det var sket på initiativ af politikerne fra samarbejdstiden med tidligere statsminister Vilhelm Buhl i spidsen og den illegale hærledelse – kaldet Den lille Generalstab.

Den bestod af officerer fra de nu opløste militære værn. De var loyale over for politikerne, der stadig blev anset for at være de legitime magthavere, selv om de var uden embeder.

Politikernes og hærledelsens plan var at få det neutrale Sveriges accept af og medvirken til at opbygge en slagkraftig dansk militær styrke, der kunne stå til disposition i en kaossituation ved den tyske besættelses ophør – helst uden kamp mod tyskerne. Til gengæld lagde man vægt på at have tilstrækkelig våbenmagt til at forhindre en kommunistisk magtovertagelse.

De militære chefer i brigaden var imidlertid nødt til at tilkendegive noget andet udadtil. Flertallet af de frivillige havde netop meldt sig ud fra et stærkt ønske om at deltage militært i befrielsen af landet.

Det var også den holdning, der havde fastholdt O.C. Brøndums indignation, da han årtier senere berettede for sønnesønnen, hvad der var sket. Politikernes og de højere officerers linje bød ham imod.
    ”Han så sådan på det, at Den lille Generalstabs folk hyggede sig i Sverige, mens andre gjorde noget aktivt,” siger Christian Brøndum til forsvarshistorien.dk.
     ”Han udtrykte sig ofte meget firkantet og sagde på et tidspunkt – dog med et glimt i øjet: ‘Jeg kunne godt tænke mig 20 jægersoldater, så skal jeg nok ordne dansk politik!’ “

Chefen var i sommerhus på skæbnenat

Op til den fatale samtale i april 1944 var spændingerne vokset. Hvalkofs manglende tillid til O.C. Brøndum viste sig ved, at han flyttede nogle af Brøndums betroede befalingsmand til andre kompagnier. Dermed udtyndede han den kampberedte kompagnichefs indflydelse.
 
Frode Hvalkofs vogtede beslutsomt over sin autoritet. Hans svage punkt var, at hans måde at forholde sig på den 29. august 1943 var knap så kæk som Brøndums.

I Ballonparken på Amager, der var en baraklejr for en artilleriafdeling, havde soldaterne under ledelse af to kaptajner taget kampen op under det tyske overfald natten til den 29. august. Tre danske soldater, en tilfældig civilist og en tysk soldat blev dræbt.

Hvalkof var på dette tidspunkt chef i Ballonparken, og han foreholdt nu Brøndum, at de to kaptajner havde handlet tåbeligt og forårsaget tab til ingen verdens nytte.

Brøndum blev ikke svar skyldig.
     ”Selv betragter jeg denne kamp som et af de få lyspunkter den 29. august. Det var mig i øvrigt også uforståeligt, hvorledes det havde været muligt, at oberst Hvalkof […] ikke havde været til stede, men forblev i sit sommerhus i Jægerspris,” skrev han i sin redegørelse.

Hvalkof tog en dyb indånding, inden han svarede.
     ”Jeg gav ham da meget bestemt min anskuelse […], at [jeg], når […] Generalkommandoens forholdsordre dertil var givet, ikke ville handle imod den for at kæmpe for en kaserne, når folket havde opgivet hele landet den 9/4-1940 […] Jeg tror, han nu forstod, at det var alvor, og at mit standpunkt var fast,” noterede han i sin dagbog.

I alt blev 23 danske og 5 tyske soldater dræbt under kampene den 29. august.

Frihedsmuseets Fotoarkiv – Daværende oberstløjtnant Hvalkof under øvelsen i Sønderborg i 1942

Våbentyveri og rømning

F.L. Hvalkof opfattede til stadighed kaptajn Brøndum som en fare for disciplinen og afsatte ham som kompagnichef i august 1944. Da Brøndum henvendte sig til brigadens øverstbefalende, fik han at vide, at han først behøvede at vise sig igen, når styrken stod foran at vende hjem til Danmark.

I månederne forud var Brøndum imidlertid kommet på god talefod med Jørgen Røjel (1916-2007) , der blev ansat som læge i Sofielund. Han var en civil modstandsmand, der var flygtet til Sverige fra en overhængende dødsdom.

Røjel havde planlagt og stået i spidsen for den store sabotage mod jernbanebroerne ved Langå natten til den 18. november 1943. Den havde resulteret i, at flere af de andre deltagere i aktionen var blevet henrettet.

De to mænd mente hurtigt at kunne konstatere det, der uofficielt også var realiteten: Brigaden var ikke skabt for at bekæmpe den tyske besættelsesmagt, men for at være til rådighed som dispositionsstyrke. Derfor rømmede de sammen og rejste illegalt tilbage til Danmark.

Forinden havde Jørgen Røjel stjålet en maskinpistol og to pistoler – begge svenske og af mærket Husquarna – fra brigadens våbenkammer.

Det skabte et voldsomt røre. Dels fordi våbnene var svenske, og Sverige var et neutralt land, dels fordi Den lille Generalstab anså Røjel og Brøndum for desertører og prøvede at få dem arresteret eller i det mindste at forhindre dem i at komme ind modstandsbevægelsen.

Røjel og Brøndum blev kaldt til møde med Frode Jakobsen fra Danmarks Frihedsråd og kaptajn Viggo Hjalf, chefen for Den lille Generalstab. Det var på forhånd en given sag, at de to mænd ville gå ind i Holger Danske-organisationen, og Frode Jakobsen havde kontakten for Frihedsrådet til Holger Danske.

Den lille Generalstab prøvede at presse Frode Jakobsen til at give garantier for, at Brøndum og Røjel ikke blev aktive i HD, eller i det mindste for, at de ikke kom ind i ledelsen.

Det ville Frode Jakobsen dog ikke give. Røjel og Brøndum kom faktisk ind i Holger Danskes ledelse – og Røjel beholdt de stjålne våben.

Frihedsmuseets Fotoarkiv: General Dewing og Ole Lippmann i front sammen med et følge passerer forbi nogle frihedskæmpere. Nr. 4 fra højre er Jørgen Røjel. Taget d. 5. maj 1945.

Kom til Hjemmeværnet

Når lykkedes O.C. Brøndum at få en fremtid i Hæren, skyldtes det, at modstandsbevægelsen efter krigsafslutningen stod på historiens vinderside. Det faldt vanskeligt at afskedige en officer for at have foretaget handlinger, som et stort flertal af befolkningen i bagklogskabens lys hilste med bifald.

De officielle politikere og officererne fra Den lille Generalstab følte også efter krigen, at deres dispositioner havde været rigtige, men de var tilbageholdende med at forsvare den systemtro linje offentligt. I stedet søgte man at give et billede af, at man også selv havde været frihedskæmpere.  
 
Affæren var dog ikke uden konsekvenser for O.C. Brøndum.
    “Den tjenstlige undersøgelse betød efter al sandsynlighed, at hans karriere som linjeofficer måtte standse,” vurderer Christian Brøndum.
    ”Han kom over til Hjemmeværnet og sluttede som oberst og regionschef. Det var han godt tilfreds med.”


Skriv et svar

Relaterede artikler

Hans Hedtoft
27. mar 2023

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

NIELS-BIRGER_10
Cand. phil i historie og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, som har arbejdet me...

Bliv abonnent

Vær med til at sikre forsvarshistorien og få adgang til en række fordele. Du vælger selv abonnementets størrelse

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.