Af Niels-Birger Danielsen (udsendt som reporter til Balkan adskillige gange i årene 1996-2000)
(med tilladelse fra Ritzau, der udsendte artiklen i december 1999)

Interviewet blev udarbejdet fem år efter, at Finn Særmark-Thomsen havde været chef i et år for FN’s fredsbevarende styrke i Makedonien og tre år efter, at han havde været den første chef for Den nordisk-polske Brigade, der var en del af Implementation Force (IFOR), den NATO-ledede fredsskabende styrke i Bosnien-Hercegovina. Den blev indsat ved årsskiftet 1995/96 ifølge bestemmelserne i Dayton-fredstraktaten af 14. december 1995 mellem den bosniske borgerkrigs parter: den bosnisk-serbiske republik og den muslimsk-kroatiske føderation. 

På brigadegeneral Finn Særmark-Thomsens spisestuevæg i lejligheden på Østerbro i København hænger et vellignende maleri af manden selv. Det er flankeret af omkring et dusin ophængte sabler og kårder med blanke klinger. Længere nede hænger en antik musket. Maleriet er et minde om Makedonien, hvor han i et år fra 1993 til 1994 var den første chef for FN’s fredsbevarende mission i landet.
   ”Jeg kan godt lide billedet. Da jeg begyndte at kunne genkende nogle af min fars ansigtstræk, mens malerens arbejde skred frem, var jeg klar over, at det sikkert ville komme til at ligne fint,” bemærker han, mens han tænder en smøg og skænker rødvin op.
    Særmark-Thomsens stab i Makedonien købte portrættet til ham i afskedsgave. Det var blevet udført af en lokal portrætmaler, der arbejdede på at slå sit navn fast ved bl.a. at male alle ’spidserne’ i det lille Balkan-land. Og ’general Thomsen’ var indiskutabelt én af spidserne, mens han ledede den 1000 mand store skandinavisk-amerikanske FN-bataljon. Danskeren blev udnævnt til ’Årets mand 1993’ i Makedonien, og han blev efterhånden lige så velkendt som landets præsident.

Professionel succes
Opgaven i Makedonien var den første af foreløbig fire stillinger, hvor han har været en pioner i opbygningen af Danmarks engagement i internationale opgaver under FN og NATO.
   Ved udgangen af december takker brigadegeneralen af fra posten som chef for FN-fredsbrigaden SHIRBRIG – UN Stand-by High Readiness Brigade – og stiller styrken til rådighed for FN’s generalsekretær. Den består af 6.000 soldater fra 11 nationer og er blevet bygget op på Høvelte kaserne, Nordsjælland, siden FN i 1996 besluttede at oprette en enhed, der med få ugers varsel kan rykke ud til fredsbevarende operationer.
     Finn Særmark-Thomsen er den professionelle soldat, der – i hvert fald i offentlighedens øjne – mere end nogen anden har tegnet den radikale ændring af det danske forsvars profil i 1990’erne. Under denne ændring er de militære styrker blevet omstillet fra Den kolde Krigs forholdsvis statiske hverdag til indsættelsen af danske soldater i internationale konflikters brændpunkter.
    Særmark-Thomsen mener, at FN-indsatsen i Makedonien kan tjene som model for, hvordan man griber fremtidige aktioner med SHIRBRIG an. Missionen er ofte blevet kaldt den største succes nogensinde for FN’s fredsbevarende styrker, idet man ikke blot lappede sammen på et land efter en krig. Det lykkedes faktisk helt at forhindre en borgerkrig i at bryde ud.

Stærkt værdsat
Når den danske officer hurtigt blev en landskendt person i Balkan-landet , hænger det sammen med den måde, styrken ankom på:
    ”På Balkan har man ikke positive erfaringer med fremmede militærstyrker, der pludselig dukker op, og de fleste makedonere var usikre på, hvem vi var, hvad vi skulle og hvorfor. Derfor gik jeg hurtigt på det landsdækkende tv og forklarede, hvorfor vi var i landet,” forklarer Finn Særmark-Thomsen.
     Den skandinaviske styrke blev sat ind i Makedonien, mens borgerkrigen i Bosnien rasede. På dette tidspunkt ønskede en stor del af Makedoniens slaviske befolkningsflertal at slutte sig sammen med Serbien – heriblandt nogle af de øverste militære ledere. Det var den albansk-sprogede befolkningsandel på ca. 25 pct. til gengæld stærke modstandere af, så Balkan-staten på i alt to millioner indbyggere var akut truet.
    I den første tid i Makedonien blev styrken lejlighedsvis udsat for, at der blev skåret dæk op, og at der blev kastet småsten efter køretøjerne. Billedet vendte imidlertid, da et civilt fly styrtede ned i Skopje. Den nordiske styrke ydede en hjælp, der blev stærkt værdsat i landet, og fra det tidspunkt nød de ’blå baretter’ bred tillid. 
     ”Derefter blev det vores opgave at bygge et samarbejde op med politikere og embedsmænd, der havde haft deres karrierer i det kommunistiske apparat i det gamle Jugoslavien. Viljen var god, men forståelsen for, hvad der var nødvendigt, var der ikke i starten,” fortæller Særmark-Thomsen.
     ”Men det lykkedes for mig og lederen af CSCE-missionen (CSCE er nu omdøbt til OSCE, red.) at få en vis politisk indflydelse. Jeg opbyggede et godt forhold til forsvarsministeren, og CSCE-chefen stod på god fod med premierministeren. Når vi havde en fælles holdning til et spørgsmål af sikkerhedspolitisk betydning, havde vi en god chance for at påvirke den endelige beslutning.”

Vis, hvem der bestemmer!
Brigadegeneralen vurderer, at Makedoniens interne stabilitet er forbedret og peger på den dårlige økonomi som de største trussel i dag mod indlandsstaten, der ligger mellem Serbien og Grækenland.
    Makedonien blev netop i den danske officers funktionsperiode ramt voldsomt af økonomiske sanktioner og chikane fra Grækenland, idet de to lande er i bitter strid om netop navnet Makedonien. Virkningerne af sanktionerne varer ved den dag i dag, og samtidig har det internationale samfund ikke fuldt ud levet op til løfter om økonomisk bistand.
   To år efter tiden i Makedonien fik Særmark-Thomsen lejlighed til at vise, at han ikke kun kan håndtere operationer af den ’bløde’ kaliber. Han blev den første chef for Den nordisk-polske Brigade under den NATO-ledede styrke i Bosnien, umiddelbart efter at den blodige borgerkrig var slut. Styrken var den første FN-styrke med et ’hårdtslående mandat’ siden Korea-krigen.
    ”Her handlede det om fra starten at markere, hvem der bestemte. En af de første dage kørte jeg i bil med den svenske bataljonschef, da vi nærmede os en kontrolpost som det bosnisk-serbiske politi havde opstillet. Vores lokale chauffør satte farten ned for at standse, men jeg gav tegn til ham om at køre videre med uændret fart. Han blev vist lidt bleg, men vi passerede, uden at serberne reagerede,” beretter Finn Særmark-Thomsen.

Kan også blive bange
I den første tid i Bosnien blev han nødt til at bruge nervekrigen som middel til at gennemføre sine beslutninger – både da han skulle bruge en tidligere bosnisk-serbisk kaserne som hovedkvarter, og da han besluttede, at 12 kampvogne skulle fjernes fra en stilling. 
    ”Man er nødt til at give meldinger i stil med ’I morgen kl. 10 er du ude – ellers får du bank’ og derefter gradvist trække en overbevisende styrke sammen. Men ikke flere, end at modparten har mulighed for at trække sig tilbage uden at miste for meget ansigt,” siger brigadegeneralen.
    Særmark-Thomsen tilføjer, at han var glad for tiden i Bosnien, fordi han her fik lejlighed til at bruge de krigsmæssige færdigheder, han havde brugt sit arbejdsliv på at lære. Samtidig lægger han ikke skjul på, at man kan komme i farlige situationer på FN-opgaver, hvis uheldet er ude – og at han også selv har været bange. 
    ”Alle de gange, jeg har været af sted, har jeg skrevet breve til min kone og mine børn, så de kunne have en sidste hilsen, hvis der skete noget,” siger Særmark-Thomsen.

En aktiv pensionist
Næste sommer går Finn Særmark-Thomsen på pension, når han falder for forsvarets obligatoriske pensionsalder på 60 år. Modsat mange jævnaldrende glæder han sig ikke til at nyde sit otium – han satser på at finde et nyt arbejde.
     ”Jeg føler mig stadig på toppen, og med de erfaringer, jeg har, ville jeg være interesseret i opgaver for FN, OSCE (Organisationen for Sikkerhed og samarbejde i Europa, red.) eller andre internationale organisationer,” funderer brigadegeneralen.
    ”Jeg har været glad for at kunne bruge det, jeg kan, til at mindske andre menneskers lidelser, så det er ikke usandsynligt, at jeg vil rejse til udlandet igen. Men jeg vil nok tage familien mere i betragtning i mine valg, end jeg har gjort hidtil – for eksempel, om jeg kan komme af sted sammen med min kone,” tilføjer han.
     Brigadegeneralen deler engagementet i det eksjogoslaviske område med sin kone, Bente Marie Særmark-Thomsen. Hun er psykolog i forsvaret og har bl.a. ved en enkelt lejlighed været i Bosnien for at give krisehjælp til udsendte danskere, efter at to danske nødhjælpschaffører var blevet dræbt.

Efter sin pensionering fra forsvaret i 2000 blev Særmark-Thomsen bl.a. i 2001 regional leder i Mitrovica, Kosovo, for OSCE (Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa), og i 2004 Danmarks særlige repræsentant i Kosovo for repatriering af kosovoflygtninge. Udgav i 2008 erindringsbogen Troldmandens lærling – et soldaterliv. Den fredsbevarende SHIRBRIG, som han etablerede, blev brugt i operationer til 2009, da den blev nedlagt.