FORSVARSHISTORIEN

Tunnellen i Maglaj – Nødhjælpen skal frem – del 1  

Tunnellen i Maglaj – Nødhjælpen skal frem – del 1  

Interview med Jeppe Michael Jensen, bagt på Udsendt af Danmark i videoversion 1. juni 2022 

“Jeg hedder Jeppe Michael Jensen, og jeg er 50 år gammel og veteran.  

I 1993 var jeg i Bosnien, udsendt af Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, hvor vi kørte med nødhjælp. På det tidspunkt vidste vi ikke så forfærdeligt meget om, hvad der skete dernede. Men man kunne se de her forfærdelige billeder i medierne om, hvordan folk havde det dernede. KZ-ligende lejre og andet. Og det var egentlig det, der fik mig til at tage afsted. Vi kørte faktisk her fra Danmark og hele vejen derned. Fra København ned gennem Tyskland, til gennem Østrig og så ind igennem Kroatien, hvor vi jo ikke rigtig mærker noget til krigen. Landet er fantastisk smukt. En feriedestination, som lige pludselig var forandret til en krigszone.  

Vores opgave var at bringe mad og medicin ud til belejrede landsbyer. Vi havde ti lastbiler, og ud over de ti lastbiler, så servicerede vi også en lang række andre køretøjer med vores værksted. Men vores primære opgave var altså at bringe nødhjælp frem til svært tilgængelige steder.  

Det betød typisk, at vi kørte gennem bjerge og på meget ufremkommelige veje. I begyndelsen gik turen fra en by, der hedder Zenica til Tuzla, som der sikkert er nogen, der har hørt om. En strækning, som kun er 170 kilometer, men hvor man kører over tre bjergpas. De kolleger, som havde kørt før os, jeg kommer derned i maj, havde kørt i sne og meget andet. For dem tog turen typisk op til 48 timer hver vej. De første ture vi tog, selvom vejen var blevet bedre, kunne vi heller ikke klare de 170 kilometer på én dag.  

Det fortæller lidt om, hvad det var, vi var igennem.  Det var typisk med op til flere uheld undervejs. Lastbiler der væltede, og selvfølgelig også checkpoints, vi skulle igennem konstant.  

Så jeg vil sige, at i starten var det ikke selve krigen, det at blive ramt af et eller andet, som var min største frygt. Det var simpelthen at køre galt, fordi det var så voldsomme veje, og vi så så mange lastbiler, der var trillet ned af bjergskrænter. Så man skulle holde tungen lige i munden, når man kørte dernede.  Det vi mange gange kørte med, var så simpelt som hvedemel og majsmel. Så var det dåsemad og den slags fornødenheder til den almindelige borger, som blev distribueret videre ud, når vi kom frem.  

En gang kørte jeg også med medicin ind til et varehus.  Så det var mad og medicin til de civile, vi kørte med. For det er typisk sådan, at når der er krig, så er frontlinjen der hvor der er landeveje og andre veje. Så der kan man simpelthen ikke køre.  Så finder man alternative veje og bygger alternative veje sammen med ingeniørtropper og andre folk.  Og det var så sådan nogle veje, vi kørte på primært.  Et af de steder, som vi gennem lang tid gerne har ville ind til er en by, der hedder Maglaj.  

Maglaj er en by, der dengang var 100% omringet af serber og kroater.  

Og man kunne simpelthen ikke få nødhjælp ind til byen. Der er rigtig mange civile inde i byen. Man prøver på daglig basis at forhandle sig frem til, at vi kan få lov til at komme igennem. Vi står klar flere gange til at køre ind byen, hvor det bliver afblæst, og vi så må køre andre steder hen.  

Men så lige før den 1. juni der får vi at vide, at nu er der blevet forhandlet, at vi må komme ind til Maglaj. Og vi vidste alle sammen godt, at det her kunne godt blive farligt, for det var en by under konstant beskydning. Der blev vi også spurgt aftenen før, om der var nogen, der ville blive hjemme.  Og det var ikke sædvanligt. Normalt var det sådan, at der tog man bare afsted. Men fordi vi vidste, at det var farligt, så fik man den mulighed at sige, om man ville med eller ej. Og der meldte vi os alle sammen. Det var en meget speciel morgen, da vi tog afsted mod Maglaj. Der kunne man godt mærke alvoren hos os alle sammen.  At nu skulle vi ind og gøre en stor forskel. Vi gjorde en forskel hver dag, men nu skulle vi ind og gøre en kæmpe stor forskel fordi det var folk, der ikke havde fået mad ind til byen igennem mange, mange uger”. 

Læs fortsættelsen Tunnellen i Maglaj – del 2.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.