D. 4. april 1949 underskrev den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen Atlantpagten i Washington. Underskriften førte Danmark ind i NATO og satte et endegyldigt punktum for den neutralitetspolitik, som Danmark havde ført i næsten 100 år. Overgangen var dog ikke helt uden kontroverser.

Siden nederlaget til Preussen i 1864 havde dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik været fokuseret på et overhængende mål: At holde Danmark ude af europæiske stormagtskonflikter og særligt at holde sig på god fod med den store nabo mod syd: Tyskland.

Det lykkedes at holde Danmark ude af 1. Verdenskrig. I mellemkrigsårene håbede man på at kunne gentage neutralitetssuccesen og endda nedruste samtidigt. Det lykkedes – som de fleste nok ved – ikke.

 Danmark blev besat af Nazityskland d. 9. april 1940. Selv et mere veludrustet dansk forsvar havde i sidste ende næppe kunne forhindre en endelig tysk besættelse af Danmark. Men den magtesløshed, som både politikere og forsvar oplevede d. 9. april, satte sig i mange som et nationalt traume.

Danmark efter befrielsen – en nation i frontlinjen

Efter befrielsen stod det klart for de danskere, som havde fingeren på den internationale puls, at noget grundlæggende var forandret. Den britiske premierminister Winston Churchill holdt d. 5. marts 1946 en tale i Fulton, Missouri. Her talte Churchill om et ”jerntæppe”, som havde lagt som sig en barriere mellem to verdener: De liberale demokratier i vesten med USA i spidsen, og det kommunistiske øst ledet af Sovjetunionen.

I den nye verdensorden blev det i stigende grad svært at forholde sig neutrale. Det håbede man ellers på i Danmark. Men den nye verdensorden skulle hurtigt vise sig at placere Danmark i frontlinjen.

Danmark var offer for sin egen geografi, i det man var placeret lige på grænsen mellem Øst og Vest. Og samtidig lå vi også centralt ved udsejlingen til Atlanterhavet. Hvis det kom til en stormagtskonflikt, kunne Danmark ikke undgå at blive trukket med ind.

Påskekrisen blev afgørende

I de første år efter befrielsen skete der dog ikke meget fra dansk side. 100 års neutralitetstankegang var ikke lige sådan til at kaste af sig.  En begivenhed skulle dog få skelsættende betydning: I februar 1948 tog kommunisterne i Tjekkoslovakiet magten ved et statskup med sovjetisk hjælp. Det førte i Danmark til den såkaldte ’Påskekrise’, hvor man frygtede sovjetisk invasion og kommunistiske kupforsøg på dansk jord. Forsvaret blev sat i alarmberedskab, og hjemmeværnsforeninger patruljerede på udkig efter sovjetiske faldskærmssoldater i Dyrehaven. Påskekrisen drev over, men blev startskuddet til en proces, der endte med at Danmark underskrev Atlantpagten.

Man kastede sig dog ikke direkte ind i en alliance med Vestmagterne. Det første forsøg gik på at danne et skandinavisk forsvarsforbund med Sverige og Norge, dog med klare sympatier for de vestlige demokratier. På den måde håbede man på at kunne sikre sig hjælp fra USA til at genopbygge forsvaret uden at provokere Sovjetunionen for meget.

Forhandlingerne stod på i næsten et år, men de endte i fiasko. Sverige, som havde nordens stærkeste forsvar, stod fast på sin neutralitet, og ville ikke engang uformelt knyttes til et vestligt forsvarssamarbejde. Norge ønskede, stik modsat, en endnu større tilknytning. I midten stod Danmark som helst ville bevare neutraliteten, men ikke økonomisk var i stand til at opbygge et forsvar alene.

Enden på ideen om det skandinaviske forsvarsforbund kom, da amerikanerne i februar 1949 lagde pres på og meddelte, at man ikke ville levere våbenhjælp eller militær støtte, hvis ikke landene tilknyttede sig det vestlige forsvar. To måneder senere fløj udenrigsminister Gustav Rasmussen til Washington for at underskrive Atlantpagten.

Tiden op til underskriften af Atlantpagten

Mellem forhandlingerne om det skandinaviske forbunds kollaps og underskrivelsesceremonien i Washington udspillede der sig hektiske politiske og diplomatiske aktiviteter både i og udenfor Danmark. Den socialdemokratiske statsminister måtte først sikre sig støtte til at tilslutte sig Atlantpagten i sit eget parti. Socialdemokratiet, som ellers før krigen havde været neutralitetens forkæmper, tilsluttede sig enstemmigt. Derefter fulgte en række lukkede møder i det Udenrigspolitiske Nævn, hvor spørgsmålet om Danmarks deltagelse blev diskuteret med de andre partier.

Hvad ville konsekvenserne af deltagelse være? Ville det betyde amerikanske baser på dansk jord? Og hvad med de allerede etablerede amerikanske baser på Grønland, som amerikanerne havde bygget under 2. verdenskrig?

D. 11. marts rejste udenrigsministeren til Washington for at forhandle med sin amerikanske kollega. Amerikanerne bekræftede, at der ikke var planer om baser i Danmark. Man forsikrede udenrigsministeren om, at man ønskede at bevare baserne på Grønland, men udelukkende til defensive formål. Med de forsikringer i bagagen rejste udenrigsministeren tilbage til Danmark. Og d. 17. marts modtog regeringen en indbydelse til de officielle forhandlinger.

Herfra gik det stærkt. Allerede d. 22. marts fremlagde regeringen et forslag om Danmarks deltagelse i Atlantpagten til vedtagelse i Rigsdagen. Dagen efter var der folketingsdebat, hvor Socialdemokratiet, Venstre og Konservative støttede op om forslaget, mens det Radikale Venstre og Kommunisterne var imod. Beslutningen blev vedtaget d. 24. marts, 119 stemmer mod 23.  Og. d. 4. april 1949 kunne udenrigsminister Gustav Rasmussen underskrive Atlantpagten på vegne af Danmark.

Slut med dansk neutralitet

Med underskriften var det endegyldigt slut med dansk neutralitet. En sovjetisk protest over Danmarks tilslutning til pagten som ’antisovjetisk’ blev affejet med bemærkningen om, at pagten ikke var vendt mod nogen særlige fjende. Men realiteten var, at man nu havde valgt side i den kolde krig. Danmark havde måske indgået korte alliancer under krige i fortiden, men man havde grundlæggende været på egen hånd. Nu var man del af en alliance med forpligtelser, men også en frontlinjestat mod en ny fjende. Den danske forsvarsplanlægning måtte tage højde for begge dele. Medlemskabet af NATO åbnede op for Danmarks nedslidte forsvars adgang til materiel og finansiering udefra. I løbet af 1950’erne hvilede genopbygningen af det danske forsvar i vidt omfang på særligt amerikansk våbenhjælp og Danmark modtog skibe, fly, kampvogne og infrastruktur betalt eller delvist finansieret af NATO og USA.

Størstedelen af Jylland skulle ofres i tilfælde af krig

Danmarks medlemskab af NATO skulle dog ikke blive uden kontroverser og utilfredsheder internt i alliancen. I de første år var der ikke megen tiltro i NATO til forsvaret af Danmark og Nordeuropa, og i NATO var planen at trække sig tilbage til en forsvarslinje nord for Limfjorden, og fokusere på at blokere udsejlingen gennem Skagerrak. På den måde at opgive størstedelen af landet passede ikke godt ind i ”Aldrig mere en 9. april ”-tankegangen. Så af egen lomme opførte man bl.a. Stevns- og Langelandsfortet, som skulle rykke forsvaret østpå.

Da Vesttyskland blev optaget i NATO i 1955, blev man mere optimistisk om forsvaret af Nordeuropa og Danmark, men Danmark var stadig i frontlinjen. I løbet af 1960’erne modtog man den sidste våbenhjælp, men forsvarsbudgettet steg ikke for at udfylde tomrummet. Det betød at Danmark igennem resten af den kolde krig ofte fra NATO og amerikansk side blev kritiseret for at bruge for lidt på forsvaret. Også i Danmark var der mellem Forsvaret og politikere tovtrækkeri om forsvarsbudgetterne igennem hele perioden.

Den kolde krigs afslutning blev ikke enden på NATO-alliancen. Snarere tværtimod. I årtierne efter deltog Danmark i NATO-ledede missioner bl.a. på Balkan, i Afghanistan og over Libyen. Med Ruslands invasion af Ukraine d. 24. februar 2022 er Danmarks NATO-medlemskab igen kommet til debat, og spørgsmålet om den økonomiske prioritering af Forsvaret er igen i forreste række.

Litteratur

Bjørnsson, Iben. Koldkrigsmuseum Stevnsfort – Øresunds vogter. I Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold krig på museum – Historier om kanoner, spioner og hverdagsliv, s. 30-41, Rudkøbing: Langelands Museum 2019.

Christensen, Jens Ole & Rune Holmeå Iversen. Hæren – 400 års danmarkshistorie, København: Gads Forlag og Tøjhusmuseet. 2014.

Larsen, Margit Bech. Vejen til Danmarks sidste kystforter: Stevnsfort og Langelandsfort 1945-54, I Fra Krig og Fred, 2014/1, s. 181-235.

Nørby, Søren: Aldrig mere en 9. april! – Genopbygningen af Danmarks forsvar 1945-1951 med særlig vægt på søværnet, 2. del 1946-51. I  Tidsskrift for Søvæsen, årg. 176, nr. 4 (2005), s. 213-261.

Olesen, Thorsten Borring & Poul Villaume. I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5, København: Gyldendal 2005.

Perch Nielsen, Jens. Danmarks vej ind i Atlantpagten (NATO) 1949. På koldkrig-online.dk. Link: https://koldkrig-online.dk/historie/danmarks-vej-ind-i-atlantpagten-nato-1949/

Petersen, Nikolaj. ’NATO’. I John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon. København: Gad. 2011.