Tiderne skifter – i Den kolde krigs første 15 år var Danmark lige så afhængig af våbenhjælp og materieldonationer, som Ukraine er i dag

Torsdag d. 16 juni 2023 præsenterede Danmark, USA, Storbritannien og Holland et samarbejde om at sende hundreder af kort og mellemlangt rækkende luftforsvarsmissiler til Ukraine. Det skete i forbindelse med mødet i Ukraine Defense Contact Group (UDCG) i Bruxelles.
     ”Donationen sikrer ukrainerne højt prioriteret materiel til at beskytte blandt andet kritisk infrastruktur,” sagde fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
     ”Leveringen af udstyret er allerede i gang og ventes afsluttet inden for de kommende uger. (…) Regeringen ønsker at afsætte yderligere 21,9 mia. kr. til Ukraine-fonden i de kommende år.”
 
De mange meddelelser om nye donationer i de seneste måneder giver et billede af en envejstrafik med Danmark som fast våben- og materielleverandør.  

I begyndelsen af ugen kom meddelelsen om, at Danmark og Norge gå sammen om at donere yderligere 9000 artillerigranater – med Norge som donor af selve granaten, mens Danmark leverer drivladninger, fængrør og brandrør.

Den 2. maj godkendte Udenrigspolitisk Nævn den hidtil største våbenhjælpepakke på 1,7 milliarder kr., og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen erklærede, at det samlede danske våben- og materielbidrag til Ukraine er oppe på 11 milliarder kroner.

Men der var engang, da Danmark stod i modtagerens rolle og – uden sammenligning i øvrigt – var lige så afhængig af gratis leverancer som Ukraine i dag.

En brigade og en flotille at begynde på

Selv om Danmark var sluppet nådigt gennem Anden Verdenskrigs ødelæggelser, var landet simpelthen for lille til at opbygge et forsvar, da faren for en invasion af Sovjetunionens Røde Hær fra sidst i 1940’erne syntes overhængende. Og man havde som udgangspunkt intet, for Hæren og Søværnet var blevet opløst, da Tyskland erklærede militær undtagelsestilstand den 29. august 1943.

Dog var Den danske Brigade blevet bygget op i Sverige i krigens sidste halvandet år. Den bestod af danske frivillige, der var flygtet fra modstandskampen.

De blev uddannet af befalingsmænd og officerer, der dels selv var flygtet, dels var blevet sendt til Sverige af den illegale hærledelse i Danmark for at danne grundstrukturen i brigaden, der endte med at blive en styrke af høj militær værdi.

Selv om Sverige var neutralt, forsynede svenskerne i det skjulte brigaden med langt de fleste våben – dels som donationer, dels på kredit.

Styrken viste sig at blive det, som det danske forsvar havde at begynde på i 1945 – sammen med Den danske Flotille, der bestod af de 13 krigsskibe, som det var lykkedes at undslippe til Sverige den 29. august 1943. Du kan læse mere om brigaden her.

Donationer fulgte NATO-indmeldelse

Da Den kolde Krig få år efter var en realitet, erklærede USA sig klar til at hjælpe lande, der var truet af Sovjetunionen, men kun hvis landene var klar til at forsvare sig selv. Ikke noget med et nyt 9. april 1940.

Den forpligtelse påtog Danmark sig som et af de stiftende medlemmer af NATO i 1949, og i de tidlige 1950’ere begyndte våbenbidragene at ankomme. Det hjalp gevaldigt på genopbygningen af Forsvaret, men betød også et amerikansk pres for at bruge penge på Forsvaret.

Behovet var enormt, og forløbet blev opsummeret af Finn Borberg fra Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste (FOV) i Militært Tidsskrift 1959:
      ”Vort krigsmateriel er kommet til os ad vidt forskellige veje. Det første fik vi med brigaden hjem fra Sverige. En del lånte vi af englænderne eller lejede det til en billig pris. En del har vi købt selv, og efter at den amerikanske våbenhjælp er kommet i gang omkring 1949, har vi modtaget stadig mere som en gave fra USA. Canada har foræret os noget, og vi har fabrikeret en del.”

To tusinde flyvere uddannet i USA og Canada

Borberg var ikke blot ude i et faktuelt udredende ærinde. Han pointerede indtrængende den forpligtelse det var, selv at leve op til NATO’s standarder, når man modtog så stor hjælp af allierede.
    ”I samme periode har amerikanerne ydet os våbenhjælp for over tre milliarder kroner og derudover givet gratis uddannelse af piloter, navigatører og specialister. Omkring 1500 mand har været til uddannelse i USA. I de sidst tre-fire år har Canada gratis overtaget uddannelsen af vore jetpiloter og navigatører, og indtil nu har omkring 450 piloter og navigatører været på canadisk skole. (…) Desuden har vi i tidens løb modtaget direkte canadiske våbengaver for ca. 100 millioner kr. Det vil sige, at vore store allierede hinsides Atlanterhavet har ydet for tre og en halv milliard kroner (svarende til 52,5 milliarder i dag) til vort forsvar.”

Så nåede han til bundlinjen:
    ”De anførte tal viser, at USA har givet os for to millioner kroner materiel, hver gang vi selv har lagt én million på bordet.”

I 1960 var de danske forsvarsudgifter på én milliard kr., ca. 16 pct. af samtlige statslige udgifter på 6,2 milliarder kr.

Til de direkte amerikanske donationer kom gevinsterne fra det såkaldte offshore-princip, dvs. at man bestilte en leverance fra en europæisk producent til levering til landet selv eller et andet europæisk NATO-land.
     ”På dette program har Danmark bl.a. bygget en serie moderne motortorpedobåde, som USA gav os. Vi har fremstillet ammunition og andre ting, som USA har betalt for,” skrev Finn Borberg.
     ”Nu sidst har USA bestilt et par minestrygere til os, bygget på Orlogsværftet i København for USA-midler. Endelig har det amerikanske flyvevåben givet SAS’s værksteder i Kastrup en stor ordre på eftersyn, reparation og ombygning af alle de amerikanske Canberra-bombere, som findes i Europa. USA har på denne måde tilført vort land hård valuta til et meget stort beløb.”

Samme debat som i dag

Det danske forsvarsbudget nåede i 1953 op på 3,4 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) – det højeste efter Anden Verdenskrig. Alligevel var argumentationen fra NATO-tilhængeres side i bemærkelsesværdig grad den samme som i dag: at Danmark kørte/kører på frihjul i alliancen.

Tabellen i Borbergs artikel viste USA, Storbritannien og Frankrig på de tre øverste pladser med hhv. 10,9, 9,0 og 7,1 pct. af BNP. Han sammenlignede med Holland, Belgien og Norge, der havde en sammenlignelig størrelse med Danmark, og fandt, at Danmark lå lavest af de fire. Sverige havde i 1955 et forsvarsbudget på 5,5 pct. af BNP som udtryk for den pris, et neutralitetsforsvar kostede.

Borberg noterede tørt ironisk, hvor meget Danmark op gennem 1950’erne vænnede sig til tilførslerne.
     ”Våbenhjælpen blev i den grad en del af budgetovervejelserne, at man i betænkningen til 1960-loven anførte, at hærens tunge materiel også fremtidigt ville blive stillet til vor rådighed som fortsat våbenhjælp.”

Sådan gik det dog ikke. De amerikanske og canadiske donationer blev gradvis udfaset midt i 1960’erne.

Ca. 400 krigsfly uden beregning

Hæren fik i 1950’erne foræret alle sine flere hundrede kampvogne af mærkerne Centurion Mk. III  og M24 som våbenhjælp fra USA. Også alt feltartilleriet samt 85 stk 90 mm luftværnskanoner af typen M/50 var foræringer fra amerikanerne.

Søværnet fik som våbenhjælp fire korvetter af Triton-klassen, seks motortorpedobåde af Flyvefisken-klassen, to minelæggere af Beskytteren-klassen og otte minestrygere af Sund-klassen som våbenhjælp. Herudover var USA med på costshare-basis ved en halv snes andre anskaffelser – bl.a. fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle, der blev søsat i 1965.

Mest massivt hjalp amerikanerne imidlertid til ved opbygningen af Flyvevåbnet, der blev dannet som nyt værn i 1950.

Ifølge en opgørelse af historiker Jacob Rievers fik Flyvevåbnet i 1950’erne leveret 244 F-84E -og G Thunderjet jagerbombere, 10 RF-84F Thunderflash fotorekognosceringsfly, 60 F-86D altvejrsjagere, 58 F-100 Supersabre jagerbombere samt 29 F-104 Starfighter jagere.

Grønlands betydning som bagtæppe

USA’s betydelige rundhåndethed kan – ud over behovet for at gøre en udsat allieret kampklar – antagelig ses som et udslag af tilfredshed med Grønlandsaftalen af 1951. Den var rigeligt de kostbare materiel-leveringer værd.

Rettighederne til og kontrollen med Thule-basen var og forblev i amerikanske øjne det vigtigste aspekt ved forholdet til Danmark.