D. 21. december 2023 underskrev udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) en aftale med sin amerikanske kollega Anthony Blinken. Det skete to dage efter et pressemøde, hvor regeringen meddelte at man havde planer om at indgå en aftale med USA, som åbner op for at amerikanske soldater kan stationeres på dansk jord. Det er et nybrud i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Under den kolde krig sagde man nej til allierede soldater i fredstid.

De specifikke detaljer for aftalen er ikke offentligt kendt endnu. Men aftalen åbner op for at amerikanske soldater og materiel kan stationeres på flyvestationerne Karup, Skrydstrup og Aalborg. Hvilken type styrker der er tale om, er endnu ikke offentlig kendt. Men placeringen på flyvestationerne kunne pege på amerikanske flystyrker.

Beslutningen er ikke uden kontroversielle elementer. For eksempel kan amerikanske soldater stationeret i Danmark ved lovovertrædelser ikke retsforfølges i Danmark, men skal i stedet stilles for en amerikansk militærdomstol.

Spørgsmålet om stationeringen af amerikanske soldater på baser i Danmark, fyldte også meget under den tidlige kolde krig. Faktisk så meget, at det blev en af de afgørende spørgsmål, som kom til at forme Danmarks sikkerhedspolitiske position under den kolde krig.

Hvis vi vil forstå den beslutning Danmark har taget i 2023, er det værd at kigge tilbage på beslutningerne der blev taget dengang.

Danmark som trædesten

Allerede i årene efter besættelsen begyndte spørgsmålet at trænge sig på. Under forhandlingerne om Atlantpagten blev emnet bragt op over for de danske og norske delegerede af de amerikanske værter. Amerikanernes interesse i Danmark og Skandinavien var todelt: På den ene side ville man forhindre Sovjetunionen i at etablere baser i området, og på den anden side ville man selv gerne konstruere såkaldte ”staging bases”.

Historiker Paul Villaume har betegnet de ønskede amerikanske baser som ”trædestens-baser”, der skulle bruges til at understøtte USA’s langtrækkende bombeflysstyrke, samt huse bombeflyenes jagerflyseskorte. Årsagen var simpel: De strategiske bombeflys ruter til de vigtigste mål i Sovjetunionen lå direkte over det sydlige Skandinavien.

Spørgsmålet om baser var dog et sensitivt et af slagsen. Både ift. Sovjetunionen men også overfor landenes egne befolkninger. Under forhandlingerne om Atlantpagten, blev det understreget at det ikke var et krav fra amerikansk side, at der blev etableret fredstidsbaser for amerikanske soldater. Denne skelnen mellem freds- og krigstidsstationering skulle vise sig at blive afgørende for det videre forløb.

Jetfly til Danmark?

Det første konkrete forslag om at placere amerikanske styrker i Danmark kom i slutningen af 1951. I dyb fortrolighed blev danske politikere informeret om, at USA og NATO-ledelsen ønskede at etablere permanente baser i Danmark. De skulle placeres ved flyvestationerne Tirstrup og Vandel, og skulle huse 150-200 jagerfly. Dertil ville komme 4-5000 amerikanske flyversoldater og disses familier.

I Danmark var VK-regeringen ikke afvisende overfor amerikanske baser, snarere tværtimod. Men man gjorde det samtidigt klart for amerikanerne at det forsat var nødvendigt med tid til at forberede en skeptisk befolkning på en så stor beslutning. Som en midlertidig løsning gav man dog lovning på at udbygge de to baser, så de kunne modtage allierede fly i krise- og krigssituationer, og så Danmark kunne modtage NATO-infrastrukturstøtte.

I sommeren 1952 begyndte rygterne  om amerikanske baseplaner igen at svire i dagspressen. Politikere fra V, K og S udtalte alle offentlig støtte til tanken. Argumentationen var todelt: For det første at det var en naturlig del af Danmarks forpligtelser som NATO-medlem, og for det andet at det sikrede Danmark undsætning i tide i en krigssituation.

Dette blev bakket op af den militære ledelse i Danmark, der ligesom politikerne frygtede at NATO ville opgive landforsvaret af Danmark i en krigssituation. I maj 1953 afleverede Vestre Landsdelskommando sin vurdering af NATO-forsvaret i Slesvig-Holsten. Her konkluderede man at en invasionsstyrke relativt ubesværet ville kunne trænge op gennem Jylland, og drive de danske styrker tilbage til en forsvarslinje ved Limfjorden. Håbet var at permanent stationerede allierede soldater i Danmark, ville betyde en højere prioritering af forsvaret af Danmark.

Man havde dog en række betingelser: For det første skulle de amerikanske styrker være underlagt dansk jurisdiktion udenfor det umiddelbare baseområde. For det andet måtte der ikke stationeres strategiske-offensive bombefly i Danmark, men udelukkende taktiske flystyrker som jagerfly. For det tredje skulle styrkerne i fredstid være underlagt NATO’s nordkommando og det danske flyvevåbens chef, og ikke en amerikansk chef. En række betingelser som også skulle sikre befolkningens opbakning til den kontroversielle beslutning.

Men det var ikke bare internt i Danmark, at spørgsmålet om baser var kontroversielt. Samme efterår modtog Danmark en fortrolig sovjetisk protest. Her gjorde Sovjetunionen det klart, at man ville anse stationering af amerikanske soldater i fredstid som en trussel mod Sovjetunionens sikkerhed. En trussel som Danmark ville blive holdt ansvarlig for.

Selvom man fra dansk side afviste den sovjetiske protest, måtte de danske politikere også forholde sig til det signal en fredstidsstationering af amerikanske styrker sendte til omverdenen. Den sovjetiske protest blev gentaget året efter, men skulle dog vise sig unødvendig. På det tidspunkt var forhandlingerne om baserne brudt sammen.

De danske betingelser førte til et nej

Til de tidligere betingelser for etableringen af baserne, havde man fra dansk side i vinteren 1952-1953 tilføjet et nyt krav: Amerikanske fly i Danmark skulle forblive øremærket til forsvaret af Danmark. Den nyvalgte amerikanske præsident Eisenhower havde påbudt en ny og mere aggressiv retorik overfor Sovjetunionen. Man frygtede simpelthen at de dansk-stationerede fly af Sovjetunionen ville blive opfattet som offensive våben. En opfattelse som nok ikke ville være helt forkert, de amerikanske planer for baserne taget i betragtning.

Ifølge koldkrigsforsker Jens Perch Nielsen, var opfattelsen i Danmark i stigende grad også, at aftalen ville resultere i en væsentlig afgivelse af Danmarks sikkerhedspolitiske handlefrihed og suverænitet. Efter kun tre dages møder faldt forhandlingerne igennem. Amerikanerne afviste de danske krav som værende for vidtgående. Det blev begyndelsen på enden for planen om fredstidsbaser og stationering.

Dødsstødet kom i juni 1953, hvor Socialdemokratiets formand Hans Hedtoft på partiets kongres takkede nej til stationeringen af amerikanske styrker i Danmark. Ifølge Hedtoft ville stationeringen af fly modvirke de afspændingstendenser, som man så optimistisk havde observeret siden Josef Stalins død i foråret samme år.

Når ikke landforsvaret af Danmark og Slesvig-Holsten var stærkere, argumenterede Hedtoft, kunne flyene nemt opfattes som offensive. At en Gallup-måling havde afsløret at kun 20% af befolkningen var tilhængere af fredstidsstationering af amerikanske styrker, har næppe gjort Hedtofts beslutning sværere. I september 1953 blev Hedtoft genvalgt som statsminister, og udtalelserne fra kongressen blev Danmarks officielle politik.

Nye tider

Hedtoft-regeringen vedtog i stedet i april 1954, en aftale med USA om stationering af amerikanske flystyrker i krise- og krigstid på flyvestationerne Tirstrup og Vandel. Flyvestationerne som man få år forinden havde forpligtet sig til at udbygge til netop samme formål.

Der blev gjort enkelte forsøg på at etablere en mere permanent amerikansk tilstedeværelse, men de faldt til jorden. At amerikanerne ikke gjorde flere forsøg, hænger måske også sammen med at amerikanerne allerede havde fået opfyldt et andet og vigtigere ønske om flybaser på dansk territorium.

I Grønland var der mere akutte strategiske overvejelser på spil. I 1951 havde man ratificeret den nye Grønlands-aftale, som muliggjorde stationering af NATO-styrker i Grønland. Og i 1953 havde amerikanerne færdiggjort den nye moderne flyvestation Thule Air Base i det nordvestlige Grønland. Thulebasen kom til at spille en essentiel rolle i det amerikanske atomberedskab.

Det danske nej til stationering af allierede styrker, kom til at sætte rammen for de følgende beslutninger om dansk sikkerhedspolitik. Særligt spørgsmålet om placeringen af amerikanske atomladninger på dansk jord.

Tilbage i 2023 markerer beslutningen om at tillade stationeringen af amerikanske styrker i Danmark et markant nybrud. Spørgsmålet om atomvåben er dog ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen uændret: “Intet i aftalen ændrer ved Danmarks holdning til opbevaring eller deployering af atomvåben på dansk jord,” siger Troels Lund Poulsen til Berlingske. Til gengæld har Danmark nu taget et skridt, som på visse parametre er større end man var villig til under den kolde krigs mest anspændte år.

Litteraturliste:

• Olesen, Thorsten Borring & Poul Villaume: I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5. København: Gyldendal 2005.
• Villaume, Poul: Base- og stationeringspolitikken, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon. København: Gad 2011.
• Nielsen, Jens Perch: Det danske nej til allierede soldater 1953, artikel på koldkrig-online.dk, 2022.
• Nielsen, Jens Perch: Limfjorden som forsvarslinje, artikel på koldkrig-online.dk, 2020
• Nissen, Henrik: Basespørgsmålet, artikel på danmarkshistorien.lex.dk, 2012.