BOGANMELDELSE – En henvendelse fra USA var muligvis årsag til, at Forsvarsministeriet iværksatte en intern undersøgelse af Forsvarets beredskabstilstand i sommeren 1961. Det fremgår af et nyt forskningsværk, NATO and the Baltic Approaches 1949-1989, der udkommer i oktober. Forsvarshistorien.dk kan her som første medie bringe et uddrag.

Af Niels-Birger Danielsen

Vores viden om Danmarks forsvar under Den kolde krig får et væsentligt ekstra tilskud med en bogudgivelse mandag d. 23 oktober. Titlen på den engelsksprogede bog er NATO and the Baltic Approaches 1949-1989 – when perception was reality. Udgiveren er forlaget De Gruyter Oldenbourg i Berlin. Det er professor emeritus, PhD Peter Bogason, der i 2016 gjorde sig bemærket med bogen Søværnet under den kolde krig – politik, strategi og taktik, der blev modtaget med ros. Han gik på pension fra sin stilling som professor i statskundskab på Roskilde Universitet i 2007. Den nu 76-årige Bogason har suppleret et større faglitterært forfatterskab med to spionromaner. I årene 1966-72 var han selv i Søværnet, bl.a. som artillerisergent.

Indgående kildestudier

Peter Bogasons nye bog handler, for det første, om den lange proces frem mod etableringen af ’Enhedskommandoen for den sydlige del af NATO’s Nordregion’ i Karup i 1961/62 – almindeligvis kaldet BALTAP (Allied Forces Baltic Approaches). BALTAP var en dansk-tysk kommando med et væsentligt indslag af stabsofficerer fra andre NATO-lande. Kommando-området omfattede Danmark, Slesvig-Holsten, den vestlige Østersø og Kattegat. Den nærmeste foresatte myndighed var AFNORTH i Kolsås ved Oslo, hovedkvarteret for NATO’s Nordregion. For det andet er den et indgående studie af det danske forsvars militære strategi frem mod Den kolde Krigs afslutning i 1989 med særligt fokus på Søværnet. For det tredje går bogen i detaljer med reaktionerne på de indre linjer i Forsvaret under en række internationale krisesituationer. Det meste af forfatterens kildemateriale stammer fra Rigsarkivet og Militärarchiv i Freiburg i Sydtyskland. Herfra har han på tre år affotograferet i alt ca. 12.500 dokumentsider.

Krigsfrygt

1950’erne igennem var det delte Berlin et stadigt brændpunkt mellem vestmagterne og Warszawapagten. Gennem grænsen mellem Øst- og Vestberlin strømmede tusindvis af borgere fra den kommunistiske Tyske demokratiske Republik (DDR) til Vestberlin og derfra videre til Vesttyskland. Omfanget af flugten truede DDR’s eksistens. I november 1958 udløste Sovjetunionens politiske leder Nikita Khrusjtjov den såkaldte ’Anden Berlinkrise’ (den første var i 1948-49) ved at opfordre USA, Storbritannien og Frankrig til at trække deres styrker ud af Vestberlin, der lå dybt inde på DDR’s territorium, i løbet af et halvt år. I modsat fald ville Sovjetunionen indgå en ensidig fredstraktat med DDR til afslutning af Anden Verdenskrig. Det skabte en farlig situation, for det ville betyde, at kontrollen med vestmagternes adgangsveje til Vestberlin ville overgå til DDR – en stat som vestmagterne ikke anerkendte. Den truende krig blev dog afværget ved, at Khrusjtjov flere gange udskød ultimatummets udløb og til sidst lod det bortfalde. I sommeren 1961 voksede den storpolitiske spænding om den tidligere tyske rigshovedstad igen, og et topmøde mellem Khrusjtjov og den nytiltrådte amerikanske præsident John F. Kennedy endte uden resultat. Udgangen blev, at de østtyske myndigheder den 13. august 1961 påbegyndte opførelsen af Berlinmuren, der temmelig effektivt spærrede DDR’s befolkning inde frem til Murens Fald i 1989.

Dansk statusopgørelse

I følgende tekst skildres de danske myndigheders reaktioner på Berlin-krisen. Den har Peter Bogason skrevet i sin bog, og uddraget er bragt med tilladelse af forfatteren og forlaget de Gruyter Oldenbourg.

Den 21. juli, mens Berlin-krisen var ved at udvikle sig, indledte det danske udenrigsministerium i samarbejde med Forsvarsministeriet en intern undersøgelse af beredskabstilstanden i det danske forsvar, inklusive spørgsmålet om minelægning i danske farvande. Men ingen af ministerierne havde oplysninger om mineplaner. Man kan overveje, om spørgsmålet om miner opstod, fordi chefen for US Navy på et møde tre dage før havde forsikret præsident Kennedy om, at flåden ville være i stand til at chikanere sovjetisk skibsfart og afleverede ham et notat om dette og forskellige andre emner. Om blokade (ikke chikane) hedder det i notatet: ”Danske stræder: Stræderne kan lukkes med minering samt flådestyrker i adgangsvejene fra Nordsøen til Østersøen.

Om det skulle foretages af det amerikanske eller det danske søværn fremgår ikke, men netop derfor kan amerikanerne have spurgt det danske udenrigsministerium om danske mineringsplaner, og dette spørgsmål blev så videregivet til Forsvarsministeriet. Som det vil fremgå, var SACEUR (NATO’s øverstbefalende i Europa, red.) meget interesseret i spørgsmålet.

Forsvarsministeriet udarbejdede en analyse af mulige initiativer til at forstærke de militære styrker i løbet af kort tid. Der var kun få muligheder bortset fra fremskyndelse af implementering af tiltag, der allerede var besluttet, og fremskyndelse af uddannelsen af værnepligtige i træningslejrene. På det politiske plan kunne man skabe opmærksomhed omkring beslutningen om at genindkalde 10.000 mænd til øvelser i efteråret – som en udenrigspolitisk markør for niveauet af parathed.

Ministeriet opsummerede i et notat beredskabet med detaljer om, hvilke styrker der var til disposition:

– Hæren havde en stående styrke på 13.800 plus 6.300 i uddannelseslejre plus 7.000 øvrigt personel. De var formerede i otte infanteri-bataljoner, to kampvognsbataljoner og fire artilleri-afdelinger (heraf én et Honest John-batteri), organiseret i 2 1/3 brigader.

– Til rådighed for sine sædvanlige opgaver havde Søværnet (med antallet af oplagte eller ikke til rådighed stående enheder i parantes): Fregatter 1 (2); korvetter 2 (2); store patruljebåde 2; motortorpedobåde 9 (7); undervandsbåde 3 (1); minelæggere 2 (2); minestrygere 5 (7); depotskibe 1 (1). 3 kystforter, 11 radarstationer og 41 udkigsposter kom på forhøjet beredskab. Styrken kunne blive forøget, hvis oplagte skibe kom under kommando, og hvis skibe afsat til uddannelsesformål blev gjort krigsdygtige.

– Flyvevåbnet havde 6 operationsklare lufthavne og 5 radarstationer med følgende beredskabsniveau (antal/faktisk parate):

• Jagerbombere – Fly: 52/22 – Piloter: 65/16
• Altvejrs-jagere – Fly: 49/17 – Piloter: 62/53
• Dagjagere – Fly: 25/12 – Piloter: 19
• Rekognosceringsfly – Fly: 7/1 – Piloter: 11/8

Antallet af piloter i stand til at flyve jagerbomber ville vokse så snart, den endelige uddannelse til de nye fly var iværksat – Flyvevåbnet var i færd med at skifte fra F84- til F100-fly.

Det blev påpeget, at en afgørelse vedr. BALTAP-kommandoen var ønskelig. Endvidere var en regerings-udtalelse, der autoriserede, at danske styrker kunne stilles under NATO-kommando endnu ikke blevet udarbejdet (den havde manglet siden 1952!). På en række møder sidst i juli i Udenrigspolitisk Nævn spurgte den borgerlige opposition, om nogen militære skridt ville blive taget fra dansk side; ministrene svarede, at sådanne skridt var blevet drøftet med Forsvarsstyrelsen, men intet var besluttet.

I dagene efter opførelsen af Muren afgav Forsvarsministeriet dagligt rapport om mulige militære begivenheder i området, men der var ingen. De sovjetiske og østtyske hære satte adskillige bataljoner på forhøjet beredskab, men dette syntes at ske med henblik på at støtte politistyrker mod befolkningen, ikke mod NATO.

Forsvarsministeren havde den 14. august et møde med Forsvarsstyrelsen om forsvarets beredskab. Beslutningerne blev offentliggjort for at vise den danske solidaritet med Berlins befolkning. Flyvevåbnet var klar til at gå i aktion når som helst; der var mangel på teknikere, men hvis det blev nødvendigt, kunne nogle blive indkaldt. Hæren kunne på kort tid mobilisere to brigade-grupper. Søværnets situation svarede til Flyvevåbnets. Med henblik på at koncentrere til rådighed stående styrker i Danmark blev det besluttet at aflyse en øvelse for en panserbataljon i Tyskland, aflyse en ’vise-flaget-tur’ af Søværnet til Middelhavet og aflyse en missiløvelse i Nordafrika for Flyvevåbnet. Eskadrillerne i Flyvevåbnet blev midlertidigt udvidet fra 12 til 16 fly. Endelig blev investeringer, der var planlagt til kommende år, taget op til overvejelse med henblik på at fremrykke dem. (…)

En forøgelse af budgettet på 8 pct. blev besluttet. Nogle forholdsregler blev forberedt til iværksættelse med kort varsel: Indkalde reserver til Hæren; holde de værnepligtige om bord på et antal af Søværnets skibe; indkalde teknikere til Flyvevåbnet. Disse foranstaltninger blev ikke iværksat, men i slutningen af september tog to minelæggere armerede miner om bord og beholdt dem dér i mindst en måned, mens de forblev til søs – parate til at blokere de danske stræder.

Oversat fra engelsk af Niels-Birger Danielsen