FORSVARSHISTORIEN

Værnepligt tilbage i høj kurs – Værnepligtens historie og fremtid

Mens vi venter på, hvad politikernes forhandlinger kommer til at betyde for værnepligten, er udskrivningen af unge til militærtjeneste vendt tilbage i Europas mest udsatte lande. I Danmark har den folkelige forsvarsforpligtelse (for mænd) gennem over 200 år været en grundsten i landets forsvar 

Af Niels-Birger Danielsen 

Hvis forsvarsforliget for den 10-årige periode frem mod 2033 kommer til at medføre indkaldelse af flere værnepligtige, vil forsvarsvenlige kredse opfatte det som et tiltrængt løft efter mange års flere nedprioritering af den folkelige forsvarsforpligtelse.     

Men måske er det lige så relevant at hæfte sig ved, at værnepligten har eksisteret uden afbrydelse i det danske forsvar gennem de seneste to århundreder, hvor den ellers er blevet afskaffet i flertallet af de europæiske lande.  

Om en forøgelse af indkaldelserne kommer til at ske, er endnu ikke klart. Det afhænger af de politiske forhandlinger om udmøntningen af forsvarsforliget, der blev indgået sidste år. Meget tyder dog på det; blandt andet er indførelsen af værnepligt for kvinder mellem de emner, politikerne drøfter. 

Og så svinger pendulet i Europa kraftigt tilbage mod værnepligten i de lande, der ligger mest udsat i forhold til Rusland. Den blev genindført i Polen og Letland i januar 2024 – for få uger siden – efter ellers at have været afskaffet siden hhv. 2009 og 2007.

De usynlige nedskæringer

Den almindelige værnepligt for mænd har altid været et følelsesladet emne, der har stået i centrum af forsvarsdebatten. Et eksempel er et foredrag, som oberstløjtnant J. Schriver i 1983 holdt for Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe. 

Han var inde på, hvordan værnepligten havde udviklet sig. I årene 1953-55 toppede indkaldelsestiden med 18 måneder, hvorefter den successivt blev reduceret til 9 måneder i 1970’erne.  

Vedr. 1983 noterede Schriver, at 32.000 blev udskrevet, 12.000 gik til Forsvaret, 3000 til Civilforsvaret eller anden civil aftjening af værnepligt, mens 17.000 – over halvdelen – ikke blev indkaldt.

Afgørende for værnepligtshærens kampduelighed var genindkaldelser og mønstringer. Her skulle man ideelt gennemføre i alt 60.000 mønstringsdage, men i 1983 nåede man kun op på 36.000 dage. Oberstløjtnanten skar ind til benet i sin konklusion:  
 
”Når værnepligtsområdet, herunder mønstringerne, har været sultet genne tiderne, skyldes det bl.a., at pludseligt opståede besparelseskrav ofte har medført indgriben her. At reducere indtaget af værnepligtige og antallet af mønstringsdage har været en bekvem og hurtig måde at udspare midler på. Ofte har det været eneste mulighed for hurtigt at opnå besparelser. (…) Vi er gået på kompromis med de militære krav for at opretholde en stor krigsstyrke.”

Som andre eksempler på udviklingen anførte Schriver, at fredsstyrken fra 1973 til 1975 blev reduceret fra 52.000 til 41.000 mand.

I samme tidsrum mere end halveredes værnepligtsstyrken – fra 25.000 mand til 11.000. Og med 9 måneders indkaldelsestid var værnepligtens længde kun halvdelen af, hvad den havde været i 1950’erne.

Danske værnepligtige genindkaldes til en mobiliseringsøvelse i årene 1960 til 1962. Soldaterne er fra Den Kongelige Livgarde.Udlevering af Garandgeværer. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Statsligt udskrivningsvæsen

Værnepligts-traditionen er gammel i Danmark, og man kan argumentere for, at landet var den første pioner for en tilnærmelsesvis almindelig værnepligt allerede på de enevældige kongers tid.

Traditionelt huskes landboreformerne fra 1788 især for den frihed for bondebefolkningen, der lå i løsningen af stavnsbåndet. Reformerne havde dog ifølge historikeren Hans Christian Bjerg mindst lige så stor betydning for udviklingen hen imod en værnepligtshær.

Indtil dette tidspunkt var udskrivning til militærtjeneste sket på den måde, at hvert gods skulle stille et antal soldater i forhold til sin størrelse. Princippet gik tilbage til middelalderen, når der i tilfælde af krig blev udbudt ’leding’. Landet var inddelt i enheder, der hver skulle stille et skib. Disse enheder var underinddelt i mindre enheder, der hver skulle stille en mand.

Nu blev godsejerne fjernet fra administrationen af ordningen, og der indførtes et udskrivningsvæsen, der skulle udskrive bondefødte unge mænd til militærtjeneste.

Efter reformerne blev forsvarsforpligtelsen med andre ord en personlig pligt over for samfundet – ikke noget, man blev udskrevet til af sin godsejer. Dermed var Danmark antagelig det første land, der indførte generel værnepligt for en større befolkningsgruppe administreret at et statsligt udskrivningsvæsen. 

Men den omfattede som nævnt kun bønderne – ikke adelen og byernes borgere – så der var netop ikke tale om almindelig værnepligt. Tanken om lighed var kun i sin vorden.

“Den Kække, Ferme og Flinke Land-Soldat“. Den danske bondesoldat som han blev fremstillet i et tryk fra slutningen af 1700-tallet. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Frankrig og Preussen foregangslande for værnepligt

Kun et år efter de danske landboreformer blev spørgsmålet om alle mænds lige pligt til at bidrage til forsvar af fædrelandet rejst som en politisk mærkesag. Det skete i en af de europæiske stormagter, nemlig Frankrig, efter Den franske Revolution.

Den almindelige værnepligt kom på programmet af to grunde. Dels var den i overensstemmelse med revolutionens idé, der gik ud på ‘frihed, lighed og broderskab’. Dels var revolutionen truet med undergang, fordi Frankrig i 1792 blev angrebet fra alle sider af en koalition af europæiske stormagter, der var bestyrtede over, at kong Ludvig XVI var blevet styrtet og senere henrettet.

Fyrsterne frygtede, at bølgen skulle brede sig ud over Frankrigs grænser. De franske revolutionære havde derfor brug for mange soldater hurtigt. Almindelig værnepligt blev indført året efter, i 1793.  

Et lige så markant foregangsland for almindelig værnepligt blev Preussen, der systematisk begyndte at genopbygge sin hær efter det store nederlag til Frankrig, der endte med Freden i Tilsit i 1807.  

Franskmændene insisterede på, at Preussen skulle nedskære sin hære fra 200.000 til blot 42.000 mand. En gennemgribende hærreform medførte, at man fra 1814 indkaldte årgange til militær uddannelse i en cyklus, så der aldrig var over 42.000 mand i hærens stående styrke. Efter endt uddannelse gik soldaterne over i reserven, så de i påkommende tilfælde kunne indkaldes. 

På den måde fik Preussen i løbet af et årti rådighed over en styrke på hundredtusinder af våbentrænede mænd, der kunne mobiliseres med kort varsel. Reformerne blev grundlag for den landmilitære dominans i Europa, som kejserriget Tyskland kom til at opnå i slutningen af 1800-tallet. 

I løbet af århundredet blev almindelig værnepligt udbredt i det meste af Europa med Storbritannien – datidens førende stormagt – som undtagelsen. Her svor man fortsat til en hvervet hær, hvad man også gør i dag.

Preussiske soldater i 1864. Både Danmark og Preussen stillede med værnepligtige på slagmarken. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Kritik af ulighed

I Danmark begyndte kritik i 1830’erne at fremkomme på stænderforsamlingerne af, at forsvarsforpligtelsen kun påhvilede bønderne.

De afgørende skridt blev taget som et led i enevældens afskaffelse. En lov om almindelig værnepligt for alle mænd blev indført i februar 1849 ved udsigt til udbrud af krig mod den slesvig-holstenske oprørshær, der ønskede at løsrive hertugdømmet Slesvig-Holsten fra kongeriget. Det var det, der blev til Treårskrigen. 

Værnepligten blev en del af Danmarks Riges Grundlov, der trådte i kraft den 5. juni 1849. Der blev dog mulighed for at købe en anden til at ‘spring soldat’ i sit sted – noget som især velhavere i sagens natur benyttede sig af.

Muligheden blev afskaffet i 1867, men eksisterede altså under både Treårskrigen og 2. Slesvigske Krig i 1864.

Som udgangspunkt blev alle værnepligtige, der blev fundet egnede, i de første årtier indkaldt. Tjenestetiden var typisk seks måneder. Fra 1895 blev der imidlertid fastsat styrketal for de forskellige våbenarter.

Det indebar, at der nogle år skulle indkaldes færre værnepligtige, end der var til rådighed. Lodtrækning afgjorde, hvem i årgangen af de egnede der skulle gøre militærtjeneste.

Soldaten fik et beskedent beløb i lommepenge og en brødration, der blev udleveret hver femte dag. Derudover skulle han selv stå for sit underhold. Nogle steder var der marketenderi; ellers måtte han spise på de lokale knejper. 

Monumentet ‘Den tapre landsoldat’ rejst i Fredericia til minde om landsoldaterne fra 1 Slesvigske Krig. Monumentet er det første i verden rejst for den menige værnepligtige soldat. Foto: Villy Fink Isaksen CC BY-SA 3.0 /Wikimedia Commons.

Nedskæring mellem verdenskrigene

Under Første Verdenskrig oplevede et stort antal værnepligtige og reservister i længere perioder at blive indkaldt til den såkaldte sikringsstyrke på over 50.000 mand. 

Danmark var neutral, og strategien gik ud på frem for alt at undgå, at det befæstede København blev overrumplet. Det var afgørende at kunne føre forsvaret herfra, hvis landet blev inddraget i krigen. 

I Mellemkrigstiden blev der skåret kraftigt ned på Forsvaret og dermed på antallet af værnepligtige, der blev indkaldt, fordi regeringerne i højere eller mindre grad førte nedrustningspolitik. Den var især udpræget under den socialdemokratisk/radikale regering under Th. Stauning og P. Munch 1929-40. Det var baggrunden for den kampløse tyske besættelse den 9. april 1940.

Efter krigen indvarslede udbruddet af Den kolde Krig sidst i 1940’erne og forsvarsordningen af 1950 en ny virkelighed. Værnepligten har aldrig spillet en større rolle i fredstid end i 1950’erne.

Efter nogle år med 18 måneders tjenestetid blev den imidlertid successivt reduceret til 9 måneder i begyndelsen 1970’erne. 

Danske værnepligtige d. 9 april 1940
Danske værnepligtige nær Bredevad i Sønderjylland d. 9. april 1940. Foto: Wikimedia Commons.

Konstablerne rykker ind

Den kortere tjenestetid var led i en grundlæggende ændring, og besparelseskrav gjorde hyppigheden af genindkaldelser og ‘friskninger’ mindre.

Samtidig blev ønskeligheden af fastansat stampersonel større som følge af ikke mindst de krav, den teknologiske udvikling indebar. En konstabelordning af 1960 gjorde det muligt at ansætte professionelle soldater.

Virkningen blev for alvor markant, efter at Folketinget i 1973 havde vedtaget en lov, der indebar, at den stående styrke derefter kom til at bestå af halvt kontraktansatte, halvt værnepligtige.

Sideløbende var mulighederne for at aftjene værnepligt i Civilforsvaret og som civil værnepligtig – dvs. som militærnægter – blevet udvidet. F.eks. kunne man fra 1970 aftjene værnepligten ved at lave ulands-arbejde.

I 1975 blev der åbnet mulighed for, at man kunne melde sig frivilligt som værnepligtig med mulighed for selv at få indflydelse på sit tjenestested. Det har lige siden medført, at kun få er blevet indkaldt mod deres vilje. Samtidig blev soldaterlønnen indført.

Både aflønningen, de mange ikke-indkaldte værnepligtige og muligheden for at fravælge tjenesten fjernede mere og mere værnepligtens præg af at være en pligt for alle.  

Planche fra Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste fra 1976 om forskellige måder at aftjene værnepligten. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Marginalisering

Den trinvise udhuling af de værnepligtiges rolle i den stående styrke fortsatte, men endnu i 1999 blev et forsvarsforlig indgået, der opretholdt en krigsstyrke – dvs. den stående styrke plus reserveofficerer plus hjemsendte værnepligtige – til brug ved en invasion af Danmark.

Siden det skelsættende forsvarsforlig i 2004, der afskaffede mobiliseringsforsvaret, har værnepligtstiden typisk været 4 måneder. Formålet med indkaldelserne har herefter været at få en rekrutteringsbasis for flere fastansatte samt et bidrag til totalforsvaret.

Strukturen var præget af, at den blev skabt i Afghanistan-krigens første år. Den var i ét og alt  indrettet på at udvikle militær kapabilitet til at bidrage til internationale missioner.  Med forsvarsforliget 2013-17 blev antallet af værnepligtige indkaldt til fire måneders tjeneste skåret ned til 4.200. I 1969 var antallet 24.400, og tjenestetiden var 12 måneder.

Værnepligtige på Skive Kasserne i 2023. Siden 2004 har antallet af danske værnepligtige været begrænset. Kommer det til at ændre sig i fremtiden? Foto: Karsten / Ingeniørregimentet / Forsvarsgalleriet.dk

I Finland er det alvor

I Europa er værnepligten de seneste år mest blevet bevaret i lande, der oplever sig som særligt udsatte. Den har hele tiden eksisteret i Grækenland og Tyrkiet, der historisk set har et fjendtligt indbyrdes forhold trods begge landes NATO-medlemskab.

Rumænien, der afskaffede værnepligten i 2017, overvejer at genindføre den. I så fald vil alle de mest eksponerede NATO-lande i Østeuropa – Rumænien, Polen og de tre baltiske lande – have en fungerende værnepligt.

I Tyskland, fremtidens formentlig førende konventionelle forsvarsaktør i Europa, har den været afskaffet siden 2011, men ifølge en nylig udtalelse af forsvarsminister Boris Pistorius overvejer forbundsregeringen at genoptage udskrivningen af værnepligtige.  

Sverige afskaffede værnepligten i 2010, men genindførte den i 2017, og den svenske forsvarschef opfordrede for nylig officielt befolkningen til at forberede sig på krig.

Finland er med sin nærhed til Rusland det bedste eksempel på, at graden af forsvarsforpligtelse for den enkelte borger følger det pågældende lands nærhed til faren.

80 pct. af landets 30-årige mænd har aftjent værnepligt. Og mænd, der afviser at aftjene enten militær eller civil værnepligt, straffes med et halvt års fængsel. Straffen afsones i et traditionelt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. 

Finske værnepligtige afgiver den militære ed ved afslutningen af deres værnepligtsforløb. Foto: Karri Huhtanen / Wikimedia Commons CC BY-SA 2.0.

Litteratur

Skriv et svar

Relaterede artikler

Mogens Lykketoft Flagdag 2014 Foto: Per Steen Lynge / Forsvarsgalleriet.dk
3. feb 2023

Tags

Forfatter

NIELS-BIRGER_10
Cand. phil i historie og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, som har arbejdet me...

Bliv abonnent

Vær med til at sikre forsvarshistorien og få adgang til en række fordele.

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.