Danske militærobservatører fik under UNYOM-missionen i 1963-64 til opgave at monitorere saudiarabiske styrker i grænseområdet mod Yemen. En nærmest umulig opgave, fremgår det af major Jan Cortes’ beretning
Få dage før den 39-årige major Jan Cortes i foråret 1964 skulle rejse til FN-tjeneste i Yemen, fik han at vide, at man i landet på den sydlige del af Den arabiske Halvø havde fundet tre forsvundne engelske soldater med afhuggede hoveder, der derefter var blevet sat på stager.
”Min fantasi blev hjulpet på gled af mine velmenende kolleger, der trøstede mig med, at hvis jeg vendte hjem med hovedet på en stage, skulle denne få en hædersplads i officersmessens bar,” fortalte Cortes, der var ansat i staben hos Jyske Luftværnsregiment på Tønder Kaserne.
Og det var i sandhed et fremmedartet land, han skulle sendes til som militærobservatør i FN-observatørmissionen UNYOM (United Nations Yemen Observation Mission), der blev etableret ved resolution 179 i FN’s Sikkerhedsråd den 11. juni 1963 .
Opgaven var at observere, om parterne i borgerkrigen overholdt en våbenhvile, og om indblanding fra hhv. Egypten og Saudi-Arabien, der havde engageret sig i det interne opgør, hørte op.
Anakronistisk enevælde
Det teokratisk styrede Yemen var et af verdens mest isolerede samfund, idet imamstyret havde forbudt praktisk taget al forbindelse med omverdenen.
Det bjergrige land har fra den tidlige middelalder været muslimsk. Siden 900-tallet havde Yemem været styret af en imam af den shiamuslimske Zaydi-befolkningsgruppe. Systemet var arveligt og udtryk for en personlig enevælde.
Da FN-styrkerne ankom, var det mest avancerede stykke teknologi, man fandt i den fordrevne imams palads, en telegraf, der var et levn fra perioden med tyrkisk overherredømme før 1920. Frem til ca. 1960 bestod vejnettet udelukkende af gamle karavaneveje og primitive gangstier.
På grund af det bjergrige Yemens ekstreme uvejsomhed havde hverken portugiserne eller hollænderne forsøgt en egentlig kolonisering af landet i deres perioder som store sømagter. Det gjorde de osmanniske tyrker heller ikke, selv om de sikrede sig formel overhøjhed.
Det eneste, stormagterne var interesseret i, var kontrollen over Bab-el-Mandeb-strædet ud for Yemens sydvestkyst – en vigtig passage på den korteste vandvej mellem Middelhavsregionen og Indien/Østasien.
Storbritannien – 1800-tallets absolutte verdensmagt – forsøgte for så vidt heller ikke kolonisering. I 1839 satte briterne sig imidlertid på Aden på sydkysten med en stor naturlige havn netop for at kontrollere Bab-el-Mandeb-strædet.
Aden blev en vigtig base for Royal Navy og frem til 1960’erne en af verdens vigtige havnebyer.
Oprør fra moderne kredse
En stærk imam, Yahia ibn Muhammad al-Din, havde i sin 44 år lange regeringstid (1904-48) målrettet forsøgt at styrke centralregeringen. I 1948 blev han afløst af sin søn Ahmed bin Yahia.
Visse befolkningssegmenter blev i stigende grad påvirket af dels de moderne strømninger fra den internationalt orienterede by Aden, dels fra den panarabiske nationalisme, der blev inspireret af Egyptens leder Gamal Abdel Nasser.
Modernisterne allierede sig med stammer, der var i opposition til imamens stamme. De påbegyndte et oprør i 1956 mod Ahmed bin Yahia, men det blev slået ned et par år senere fulgt af massehenrettelser.
Da imamen døde i 1962, blev han afløst af sin søn Muhammad al-Badr, der imidlertid blev væltet efter blot en uge på tronen, da oprørere bombede hans palads i hovedstaden Sana’a.
Det var ikke bare et internt opgør, for oprørerne blev støttet af styrker fra Nassers Egypten.
Modparten – de stammer, hvori imamen havde haft sin base – blev støttet af Saudi-Arabien. De blev kaldt royalister, selv om ingen gik ind for en videreførelse af de indlysende dysfunktionelle imamstyre.
Forhandlinger gik derefter i gang i FN’s Sikkerhedsråd, en troppeadskillelsesaftale blev indgået og observatørmissionen udsendt. Fra november 1963 gjorde tre danske officerer til stadighed FN-tjeneste i Yemen, til missionen ophørte.
Danskerne fik til opgave at overvåge, om saudiaraberne afholdt sig fra at blande sig. Det var en vanskelig opgave, for det krævede kørsel i jeep hundreder af kilometer til fjerntliggende ørkenstationer.
Omvendt havde de observatører, der skulle monitorere egypterne, en nemmere opgave, fordi egypterne primært var stationeret i byerne.
‘Helvedes port’
10 timer efter at have forladt Kastrup Lufthavn den 13. maj 1964 befandt flyet med Cortes og to andre danske officerer sig den tidlige morgen over Jeddah i Saudi-Arabien. Den orientalske by var belyst af den opgående sols orangegule skive.
”Tankerne om 1001 nats eventyr blev imidlertid brat afbrudt, da vi nogle minutter senere stod i døråbningen og blev budt velkommen af en kvælende hed blæst og en lugt, der fik vort mellemgulv til at skælve,” skrev han i en beretning til tobindsværket Danmark i FN’s fredsstyrke fra 1976.
”Efter at have fået kontrol over disse ubehagelige fornemmelser blev vi ført ind igennem den nybyggede, men allerede forfaldne lufthavnsbygning. Det var netop tiden, hvor alverdens muhammedanske pilgrimme var ved at tiltræde tilbagerejsen efter valfarten til Mekka. Såvel lufthavnsbygningen som pladsen foran denne var derfor et mylder af farvestrålende mennesker, som imidlertid sammen med markedets halvrådne kød og fisk udsendte en dunst, der ikke bekom vore sarte næser særlig godt.”
De kunne først komme til Sana’a, Yemens hovedstad, med det næste FN-fly fem dage senere.
”De følgende dage turede vi rundt i Jeddas gader mellem skrydende æsler, tudende dollargrin, statelige kameler og farvestrålende gadehandlere,” berettede Jan Cortes videre.
”Vi fandt døde, halvrådne geder, som skabede katte og hunde diverterede sig med, vi så pragtfulde moderne rigmandsvillaer ved siden af hytter af gamle papkasser, vi banede os vej gennem gede- og fåreflokke, der blev drevet gennem gaderne. Sortklædte, tæt tilslørede kvinder hastede afsted langs husmurene, medens burnusklædte mænd sad på skyggefulde steder og røg vandpibe. (…) Muhammedanere uberørt af livet omkring dem i andægtig bøn midt på gaden var et dagligt, men stadig lige betagende syn (…) At Jedda har fået øgenavnet ’Helvedes Port’ forstår man, når man ved, at denne by stort set er den eneste adgangsvej til den arabiske halvøs enorme, hede ørken.”
Egyptens præsident Nasser og Saudi-Arabiens kong Faisal havde imidlertid afskærmet danskerne fra de værste effekter af de lokale forhold ved at indkvartere dem på et luksushotel.
Ørkenens ekstreme vilkår
I Jeddah var der et FN-forbindelseskontor til de saudiske myndigheder, der også stod for radioforbindelsen til FN-hovedkontoret i Sana’a. Det var også gennem Jeddah, at alle forsyningerne til UNYOM blev skaffet til veje.
Den 18. maj fløj danskerne videre til grænsebyen Gizan (Jizan, red.), en lille havneby ved Det røde Hav i det sydvestlige hjørne af Saudi-Arabien. Her lå UNYOM’s nordvestlige udestation.
”Selv om vort ophold dér kun var af kort varighed, fik vi et levende indtryk af de extreme vilkår (…). Efterladende 5 svedende FN-observatører sammen med de forsyninger og post, som vi var kommet med, fortsatte vi vor rejse, som nu gik ind over Yemens vilde bjerge, og snart kastede kraftige luftstrømninger rundt med vores Caribou. (…) Snart kredsede vi over en by omkranset af en ældgammel bymur og landede i Sada (Saada, red.),” fortalte den danske officer.
Turen gik nu vestpå til teltlejren ved byen Uqd.
”Da døren åbnedes, slog en enorm hede os i møde, og en lille flok svedige og støvede officerer stod forventningsfulde og ventede på deres hårdt tiltrængte forsyninger af mad og især drikkevarer. Postsækken var dog det første, man spurgte efter, en reaktion, som jeg nogen tid efter til fulde forstod. (…) Da vi kort tid efter fra luften iagttog teltlejren, som den lå dernede i sandørkenen, blev vi rigtig klar over, at dette ville blive et job for mandfolk.”
Den sidste etape af rejsen bragte danskeren til UNYOM’s hovedkvarter i Sana’a.
”Vi landede på den militære flyvepads, hvor et antal ældgamle tjekkoslovakiske Iljushin-kampfly stod opstillet i ynkeligt forfald. Det var fly, som den gamle Imam havde fået forærende, da han i halvtredserne var ved at opbygge sit eget luftvåben,” berettede Jan Cortes.
Indkvarteret i gammel haremsbygning
Danskerne blev straks kørt til Imamens gamle palads, der var UNYOM’s hovedkvarter.
Her var revolutionen begyndt med beskydning af paladset, der derfor lå i delvis ruiner.
”I de rum, der ikke var blevet berørt af beskydningen, var der indrettet kontorer, opholdsrum, messe, og øverst oppe en slags hotel, hvor observatører på orlov kunne bo. I staldbygningerne var der indrettet garager, værksteder og depoter,” fortalte Jan Cortes.
”Efter frokosten blev vi installeret i ’gæstehuset’, som lå et stykke vej fra hovedkvarteret. Det sagdes, at i dette hus havde Imamerne haft deres yndlingshustruer boende. (…) Den eneste forbedring, der var sket i mange år, var indretningen af et badeværelse med ’rindende vand’ og ’træk og slip’. Der var et badekar uden prop, en vaskekumme med hul i, et ituslået spejl og en WC-stol anbragt næsten midt foran den ene dør. Når dertil lægges, at man kun sjældent kunne lokke vand ud af hanerne, og at der ikke fandtes nøgler i dørene, kan man vel forestille sig de betingelser, hvorunder vort daglige toilette måtte foregå.”
De store rum var delt i mindre rum af interimistiske skillevægge, og i hvert af disse rum var anbragt 3-4 militærsenge. Danskerne blev indkvarteret sammen med en svensk major.
Tyg fik afhugget hånd
Da gruppen havde ventetid i Sana’a, kom de med på en rejse til Aden med et fly, der skulle hente forsyninger. Det var stedet, hvor man købte toldfrie varer, og hvor FN-folkene senere tilbragte deres orlov på en engelsk Beach-klub med svømmebassiner og kolde drinks.
Først efter tilbagekomsten fik danskerne et nærmere indtryk af Sana’a, hvor de følte sig sat mange hundrede år tilbage.
”Kun ganske få biler, transistorradioer og cykler forstyrrede dette indtryk. Torvet lige uden for den ældgamle byport var et farvestrålende skue med den gulgrå, imponerende bymur som baggrund. I mylderet af spraglet klædte yemenitter blandede sig khaiklædte ægyptiske soldater, som altid gik mindst to sammen,” berettede den danske militærobservatør
”Igennem (byporten) var en stadig trafik af tungt belæssede æsler og kameler, kærrer med okseforspand, ægyptiske militærvogne, kvinder bærende vandkrukker på hovedet, blinde mænd og kvinder, ubeskriveligt snavsede, larmende unger og midt i mylderet et par politifolk, der prøvede at holde trafikken flydende.”
Mylderet på denne almindelige hverdag var efter sigende for intet at regne imod de dage, hvor offentlige henrettelser foretoges oven på byporten.
”En ældre, vidt berejst svensk FN-officer berettede en aften i officersmessen tilsyneladende stadig stærkt chokeret om, hvorledes han en dag for nogle måneder siden kom til at overvære en eksekution af en ung knægt på 17 år, der havde gjort sig skyldig i tyveri,” skrev major Cortes.
Den store dreng fik hugget hånden af og dyppet armstumpen i kogende olie for at stoppe blødningen. Alt skete, uden at drengen mælede en lyd.
”Jeg kom selv ud for en oplevelse, der belyser det primitive retsvæsen (…). Midt på en gade i Sana (…) stod jeg pludselig over for en laset yemenit med jernlænker om anklerne. Det viste sig at være en fange fra et lille fængsel i nærheden.”
Når den danske officer i de snævre sidegader kiggede ind ad porte , så han trædemøller drevet af kameler eller æsler med bind for øjnene. Man skulle tage sig i agt for ikke at træde i menneskelige ekskrementer i affaldsrenden.
”Særlige udbygninger på husene med huller i røbede, at det var herfra det kom,” bemærkede Jan Cortes.
Patrulje blandt beduinerne
Sana’a ligger i en højde af 2400 meter, så temperaturen er behagelig. Næsten hver eftermiddag kan der komme regn, og da gaderne ikke var asfalterede, blev de nemt æltede af pløre.
Efter dagene i hovedstaden blev Jan Cortes og en kollega fløjet ud til Uqd-området, hvor de skulle virke som observatører. Igen ørken med bagende sol de følgende fem uger
”Den almindelige dagtemperatur var ca. 45 grader i skyggen, så selv uden at anstrenge os kunne vi få sveden til at perle.”
Selskabet var i sandhed internationalt. Det bestod – ud over danskerne – af 1 indisk major, 1 pakistansk major, 1 hollandsk major, 2 hollandske kaptajner, 1 jugoslavisk major, 1 ghanesisk premierløjtnant samt 2 field service-folk, 1 spanier og 1 jordaner, i alt 11 mænd fra 7 forskellige lande.
Dagen efter ankomsten startede de ved daggry på en daglang rundtur til udestationens ansvarsområde.
”I forrygende tempo blev vi kørt over flade ørkenstrækninger, gennem bjergpas, langs med wadier, forbi beduinlejre, til ørkenbrønde, hvor beduiner kom langvejs fra med deres gede- og fåreflokke samt deres kameler for at vande disse,” skrev Cortes.
”Vi kom til oasebyen Najran (i Saudi-Arabien, red.) (…). Vi fik forevist de forskellige checkpoints i vort område, som lå ved de karavaneveje, der fra Najran førte mod syd op i det yemenitiske bjergland.”
Fællesskab med schweizisk lazaret
Ørkenen var farlig med risiko for at fare vild, når sporene var føget til. Faren for at sidde fast i løst sand var stor. Derfor var det på patruljerne en ufravigelig regel, at der skulle være 2 jeeps med.
”Selv om vi havde radio i jeepen, var det ikke altid, at vi kunne få forbindelse med lejren, og det kunne også have sine vanskeligheder at stedfæste, hvor man befandt sig, da der ikke fandtes kort over området,” fortalte FN-observatøren.
Dagen begyndte kl. 7 med te på sengen serveret af ’vor boy’, som Jan Cortes betegnede en af de unge lokalt ansatte. Derpå fulgte morgenmad.
”Herefter kunne man, hvis man ikke skulle på patrulje, gøre som det passede én, reparere køretøjer eller primusapparater, gå på opdagelse i omegnen eller køre på besøg på et schweitsisk feltlazaret, der var oprettet ca. 700 meter fra vor lejr,” fortalte majoren.
”For os observatører var det en stor hjælp at have dette europæiske indslag i vor hverdag både til adspredelse og til nytte, hvis vi fik brug for lægehjælp. (…) Vi holdt ofte lejrbål sammen, med spidstegt kød og dans i ørkensandet under tropenattens fuldmåne (…).”
En dubiøs amerikaner
Ca. fem dage efter ankomsten til Uqd indfandt en amerikaner sig, som danskerne havde stiftet bekendtskab med i Jedda.
”Han var jurist og var på en eller mærkelig måde kommet i kontakt med Imamem, som havde hyret ham til at tale sin sag i Amerika for at skabe goodwill og penge til fortsættelse af kampen. Til gengæld lønnede Imamen fyrsteligt og havde endvidere lovet ham oliekoncession i Yemen, hvis Imamen igen kom til magten,” forklarede Jan Cortes.
”Han var nu på vej op i bjergene for at aflægge rapport til Imamem. Hvor meget af denne historie der var sand, er svært at bedømme, men ti dage senere vendte han tilbage i ynkelig tilstand, efter at han, under de mest primitive forhold, havde ligget med et alvorligt feberanfald i Imamens lejr, og efter at han på æselryg var blevet transporteret ned til det schweiziske feltlazaret.”
Da danskerne ikke havde mere øl, forsvandt amerikaneren lige så pludseligt, som han var kommet.
Fugtig hede ved Rødehavet
Efter afslutningen på de fem uger fulgte otte dages orlov i Aden.
Derefter skulle de på en ny opgave i Gizan i Saudi-Arabien, men forinden kom danskerne sammen med nogle andre observatører på udflugt til havnebyen Hodeida (Al-Hudaydah) ad hovedvejen fra Sana’a, der var blevet færdigbygget i 1962.
”Denne for ægypterne så imponerende forsyningsakse var et imponerende bygningsværk igennem et vildt og forrevet bjerglandskab (…). Vejen var meget omhyggeligt bevogtet af ægyptiske soldater, fordi den flere gange var blevet ødelagt af imamens partisaner,” fortalte Cortes.
”Flere steder var der bygget hele små fæstninger omkring vejen. (…) I Hodeida besøgte vi den jugoslaviske observatør, der her havde til opgave at kontrollere ægypternes tilbagetrækning af tropper fra Yemen. (…) Han boede alene på det eneste hotel i Hodeida og førte en temmelig isoleret tilværelse.”
I Gizan var der fem tjenstgørende FN-observatører – 3 danske og 2 norske. Dertil kom 4 lokalt ansatte, 3 drenge i alderen 11-16 år og en voksen palæstinenser.
”Sidstnævnte skulle passe vore jeeps samt den generator, der leverede strøm til belysning og aircondition,” berettede danskeren.
Klimaet var med en luftfugtighedsgrad på 80-90 pct. overordentlig ubehageligt.
”I de fem uger, vi opholdt os på stationen, fungerede vor aircondition sammenlagt højst 4 dage. (…) De 5 drenge var beskæftiget med rengøring og madlavning,” skrev Jan Cortes.
”Den ældste af drengene, kokken, var gift med en pige på 12 år, som var gravid i 3. måned. Bygningen, vi boede i, var en stenbygning, som tidligere havde været administrationsbygning for Gizans lufthavn. (…) Med airconditionanlægget i funktion og ved flittig brug af insektdræbende midler kunne vi opretholde en tålelig tilværelse.”
Røg vandpibe hos prinsen
Danskerne stod på god fod med den saudiarabiske militære kommandant i Gizan, en af landets talrige prinser.
”En uge efter vor ankomst blev vi (…) inviteret til frokost hos prinsen i hans nyopførte sommervilla. (…) Her (fik vi) den rituelle håndvask, hvor en stor negertjener (formentlig slave) håndterede en stor, gylden kande med varmt vand og et tilsvarende gyldent vandfad, medens en anden tjener (slave) rakte os sæbe og håndklæde,” berettede major Cortes.
”Efter at alle havde gennemgået denne renselsesproces, blev vi budt til sæde på gulvet, hvor der på de ægte tæpper var dækket et overdådigt ’bord’, omkring hvilket vi satte os i skrædderstilling.”
Gæsterne blev nu budt på kogt fisk, helstegt lam og frugt.
”Vi var ca. 14 til ’bords’ inclusive prinsens livvagter, som under spisningen dog satte deres våben fra sig. (…) Som æresgæster måtte vi nedsvælge såvel dyrets øjne som hjerne; at afslå disse delikatesser ville være en blodig fornærmelse mod værten. (…) Jeg fik den store ære at ryge på prinsens vandpibe, medens han foretrak en almindelig europæisk pibe.”
Malerisk og beskidt
Kun nødtvungent tog danskerne af og til ind til byen, hvis de skulle købe ind.
”Den var så stinkende og beskidt, at man følte det, som om man slugte millioner af bakterier, hver gang man trak vejret,” erindrede Cortes.
En dag stødte FN-soldaterne imidlertid på et uventet, malerisk syn. Pludselig stod de mellem faldefærdige hytter over for et arbejdende farveri, taget lige ud af middelalderen.
”Farvestrålende mænd stod og rørte rundt med lange stænger i en kæmpestor kedel over et åbent ildsted. I den orangegule væske i kedlen farvede man kartet fåreuld. Rundt omkring, overalt hvor det kunne hænge hang sådanne farvede uldbundter til tørre.”
Gamle osmanniske borge sloges med moderne luftværnskanoner om bakketoppene rundt om byen.
”Det var helt uden vemod, at vi forlod stationen sidst i juli måned, hvor forholdene var blevet yderligere forværret af jævnlige tropiske regnskyl.”
Derpå fløj Jan Cortes på orlov hos den dansk/norske FN-bataljon, hvor han nød livet på stranden og kom med på sightseeing i Jerusalem og Betlehem. Efter endnu en flyvetur var han igen i teltlejren i Uqd – nu som eneste dansker, men med en svensk makker.
Missionen trukket hjem
I sommeren 1964 besluttede FN’s generalsekretær U Thant sig til ikke at anbefale en forlængelse af UNYOM-missionen ud over september samme år.
Der var kun ti militærobservatører i jeeps til at overvåge det enorme, vildsomme område, og det var fra starten en forudsætning, at de stridende parter selv kunne føre våbenhvileaftalen ud i livet.
”FN-missionen skulle stå som en upartisk garant for, at en af parterne ikke kunne opnå fordele på bekostning af den anden,” skrev den danske major.
”Da det imidlertid gennem UNYOM’s virksomhed desværre blev konstateret, at ingen af parterne tog imod den hjælp, som UNYOM var ment som for at få standset kampene, så er det forståeligt, at U Thant ikke kunne anbefale en forlængelse.”
Alle de militære observatører blev den 4. september fløjet til Jeddah, hvor deres veje skiltes.
Jan Cortes blev en gang senere udsendt, idet han 1969-70 gjorde tjeneste i FN’s UNFICYP-styrke på Cypern. Efter hjemkomsten herfra var han i FN-afdelingen i Jægerspris, til han i 1977 gik over i reserven. Han levede til 2015, da han døde i en alder af 90 år.
Åndehul med demokrati – og ny borgerkrig
Borgerkrigen fortsatte efter missionens ophør helt til 1969. I 1967 trak Storbritannien sig tilbage fra Aden, og den kommunistiske republik Sydyemen blev derefter udråbt. I de følgende årtier bidrog bl.a. Irak til opbygningen af militære styrker i både Nordyemen og Sydyemen.
Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning fjernede eksistensgrundlaget for republikken Sydyemen, der havde modtaget massiv sovjetisk støtte. I 1990 blev de to stater forenede til Republikken Yemen under Ali Abdullah Saleh, der var præsident 1978-2012.
Yemen havde i 1990’erne en demokratisk forfatning, og omfanget at ytringsfrihed og andre borgerlige rettigheder i det fattige land var i særklasse i den arabiske verden.
Fra 2004 gjorde Houthi-bevægelsen oprør mod Salehs regering i Sana’a, og kampene kostede tusinder af dødsofre. I 2014 udviklede situationen sig til regulær borgerkrig.
FN beskytter vigtig havneby
Som i 1960’erne er der tale om en stedfortræderkrig. Iran har støttet Houthierne, mens Saudi-Arabien støttede regeringen i Sana’a.
Houthierne erobrede i 2014 Sana’a og er i dag den stærkeste militære magt i det splittede land med næsten fuld kontrol over Nordyemen. En sydyemenitisk alliance har erobret Aden og forsøger at gendanne Sydyemen som separat stat.
Republikken Yemens internationalt anerkendte regering befinder sig i eksil i Riyadh, Saudi-Arabiens hovedstad.
En regulær hungersnød har i de senere år hærget Yemen, og ifølge UNICEF lider over 10 millioner børn i landet, der har ca. 35 millioner indbyggere, af alvorlig underernærning.
Den humanitære katastrofe førte i 2019 til, at en observatørmission efter resolution fra FN’s Sikkerhedsråd og med accept af de stridende parter blev indsat til sikring af havnebyen Hodeida, hvortil skibe med nødhjælpsforsyninger ankommer.
Missionen består af ca. 75 militærobservatører og en stab på ca. 25 mand.
Læs mere om Danmark i FN’s fredsbevarende styrker:
