“Næst efter Gud den almægtiges nådige forsyn hviler Kongerigets velfærd, sikkerhed og styrke på Flåden” –

Citatet stammer fra rigsmark Anders Bille helt tilbage i 1645. Og selvom andre værn måske vil protestere, så kommer man ikke udenom, at Danmark, med sin geografi altid har været sårbar overfor angreb fra søsiden.

Tiden under Den Kolde Krig var ingen undtagelse. Den følgende artikel er et forsøg på at give et lettilgængeligt overblik over hvordan Søværnet planlagde at forsvare Danmark hvis Den Kolde Krig blev varm. Vi dykker ikke for meget ned i fx de enkelte fartøjs-klasser og tekniske specifikationer, men prøver i stedet at tegne det større billede af strategi, taktik og teknologisk udvikling. Hvis du er nysgerrig på at lære mere, har vi til sidst i artiklen givet forslag til videre læsning.

Genopbygningen af Søværnet

Efter Danmarks befrielse stod Søværnet foran en stor opgave. Flådens sænkning d.29 august 1943 havde måske reddet Flådens og Danmarks ære. Men det betød også, at Søværnet med undtagelse af nogle mindre fartøjer reelt stod uden fartøjer d.5 maj 1945. Allerede under krigen havde ledende søofficerer dog haft hemmelig kontakt med briterne om genopbygningen af flåden.

Det betød at man i årene umiddelbart efter befrielsen kunne købe eller låne en række skibe af Storbritannien. Meget af det materiel man modtog var dog allerede nedslidt eller forældet da man modtog det. Først med indgåelsen af den såkaldte ’cost-sharing’-aftale med amerikanerne i 1960, hvor Danmark og USA delte udgifterne til produktionen af nye fartøjer, modtog Søværnet materiel nok til at kunne betegnes som fuldt genopbygget.  Den skal vi vende tilbage til senere.

For der var ellers nok at tage fat på for Søværnet i de første år efter befrielsen. Særligt presserende var minerydningen. Under krigen var der blevet lagt tusindvis af miner i de danske farvande. Man prioriterede de travleste sejlruter, så transporten mellem landsdelene kunne genoptages, men arbejdet med at rydde gamle miner fortsatte helt indtil 1970’erne. Udover minerydningen havde Søværnet også en lang række andre fredstidsopgaver, som bl.a. inkluderede farvandsovervågning, søredning og suverænitetshåndhævelse. Ikke mindst ved Grønland og Færøerne. Det er dog en historie til en anden artikel.

Den nye verdensorden – Danmark og NATO

Som for de øvrige værn ændrede Danmarks medlemskab af NATO i 1949 fundamentalt Søværnets strategiske virkelighed. Nu stod Danmark ikke længere alene, men indgik i en forsvarsalliance. Men selvom det måske gav øget beskyttelse, betød det også nye strategiske overvejelser og forpligtelser. Og Danmark havde nu valgt endegyldigt side i konflikten mellem Øst og Vest.

En stor del af Sovjetunionen og Warszawa-pagtens skibe befandt sig i havne langs Østersøen, og de kunne udgøre en betydelig trussel mod NATO-alliancens flanker og forsyningslinjer til søs, hvis de kunne slippe ud i Nordsøen. Her udgjorde de danske farvande en flaskehals, og derfor var en af Søværnets væsentligste opgaver under den kolde krig at lukke de danske farvande for gennemsejling.

Dette skulle først og fremmest gøres ved udlægning af omfattende minebælter, som også visse steder skulle beskytte mod fjendtlige landgangsforsøg. Under hele den kolde krig udviklede man derfor med tiden en betydelig minelægnings- og strygningskapabilitet. Som på landjorden havde NATO i den koldes krigs første år ikke den store tiltro til muligheden for at forsvare dansk territorium. NATO’s strategi fokuserede i stedet på at afspærre udsejlingen gennem Kattegat og Skagerrak.

Alligevel fastholdt man i Danmark et tydeligt ønske om at placere forsvaret ud mod Østersøen. Det gjorde man bl.a. ved at opføre Stevns- og Langelandsfortet, som dog allerede ved deres opførsel af nogle blev opfattet som forældede. Det første årti lagde Søværnets planlægning og træning vægt på den ovenstående mineindsats, beskyttelsen af forsyningskonvojer, samt beskyttelse af hærens flanker mod landgangsforsøg. Men manglende samarbejde med andre NATO-partnere betød, at planerne var svære at realisere.

Det ændrede sig i 1955, da Vesttyskland blev medlem af NATO. Her øjnede man muligheden for et øget samarbejde i Østersøen. Dette kulminerede med oprettelsen af Enhedskommandoen Baltic Approaches (BALTAP) med Vesttyskland i 1962. Dette fik selvfølgelig stor betydning for Søværnet, da samarbejdet med den betydeligt større vesttyske marine rykkede fokus længere ud i Østersøen og væk fra det mere kystnære forsvar.

Flådens traditionelle hjem på Holmen i København blev udvidet med flådestationerne i Korsør(1960) og Frederikshavn(1962), som blev finansieret af NATO’s infrastrukturprogram. Udover at være vigtige flådebaser for den danske flåde, indeholdt de også NATO-depoter til særligt den vesttyske flåde.

Strategi, taktik og teknologi

Udviklingen af NATO’s strategi i Østersøen i løbet af 1960’erne lagde i stigende grad vægt på ‘forward defence’. Det vil sige et fremskudt forsvar så tæt på Østblokkens territorium som muligt. Resultatet blev med tiden en planlægning som lagde vægt på et tredelt forsvar til søs.

Første forsvarslag lå øst for Bornholm, og bestod af ubåde samt fly fra det vesttyske flyvevåben. Andet forsvarslag lå vest for Bornholm og bestod af flystyrker samt overfladeenheder som torpedobåde og fregatter. Det sidste forsvarslag var de ovenfornævnte minespærringer, som også skulle beskyttes af Søværnets enheder. På den måde håbede man på trinvis at kunne nedbryde fjendens styrker. Til sidst i artiklen skal vi se på et konkret eksempel på denne plan, som den så ud i den kolde krigs sidste årti.

For at forstå udviklingen i strategi og taktik, må man dog først forstå noget af den politiske, materielle og teknologiske ramme, som Søværnet arbejdede indenfor. Med indgåelsen af ‘cost sharing’-aftalen i 1960, delte Danmark og USA udgifterne til en række nye skibe, som sammen med yderligere våbenhjælp kom til at udgøre en stor del af Søværnets koldkrigs-enheder.

Mest kendt er nok de to fregatter af PEDER SKRAM-klassen, som var Søværnets største fartøjer under den kolde krig. Dertil kom fire store minelæggere af FALSTER-klassen, som øgede den så vigtige minelægningskapacitet. Dertil hurtigtgående torpedobåde, korvetter, samt ubådene som primært tjente skulle indsamle efterretninger, men også var udstyret med torpedoer.

Anden verdenskrig havde nok sat fart på våbenudviklingen, fx udviklingen af radar. Men det mærkede man ikke meget til i Søværnet ved befrielsen. Eksempelvis foregik affyringen af torpedoer stadig som den havde gjort i årtier, nemlig på basis af skibschefens evne til at gisse sig ind på målets kurs og fart. Men allerede få år efter blev de første danske enheder udstyret med radarbaseret målsøgning. Herefter forsatte udviklingen hastigt, indtil man i den kolde krigs sidste årtier fra en central placering i skibets operationsrum(ofte kaldet O-rummet), kunne styre skibenes våbensystemer og navigation.

Men teknologien var kun så god som planerne for at anvende den. I 1965 nedskrev Enhedskommandoen for første gang det taktiske grundlag for Søværnets virke: FOD NEMOI (Flag Officer Denmark, Naval Emergency Operating Instructions).

Instruksen fokuserede på to taktiske hovedopgaver: Minelægning og invasionsbekæmpelse. Med enkelte revideringer på basis af den teknologiske udvikling eller enheder til rådighed, forsatte denne instruks med at gælde perioden ud. Det var i øvrigt ikke altid lige let at leve op til målsætningerne. Efter våbenhjælpens ophør i 1960’erne, kæmpede Søværnet med at erstatte nedslidt eller forældet materiel, samt sikre tilstrækkeligt med uddannet personel.

Fokusset på minelægning gjorde at stort set alle enheder i Søværnet havde minelægningskapabiliteter. Undtagelsen var de større fregatter og korvetter, som til gengæld havde særligt ansvar for at beskytte de specialiserede minelæggere af FALSTER-klassen. Invasionsbekæmpelsen skulle ske som beskrevet ovenfor. Målet var at ramme fjenden længst ude i Østersøen, og holde ham på afstand af Danmark.

De første planer tilskrev angreb med torpedoer og med artilleri. Men de krævede at man kom farligt tæt på fjenden. Sømålsmissiler var en anden mulighed. De gjorde det muligt at ramme fjenden på langt større afstand end tidligere. Men her faldt Søværnet, og resten af NATO, dog noget bag udviklingen i øst. Mens Warszawa-pagtens enheder allerede i 1960 modtog sine første sømålsmissiler, modtog Søværnet først sine HARPOON-missiler i anden halvdel af 1970’erne. På et taktisk niveau skulle blive missilerne den sidste større våbenteknologiske forandring, som kom til at forme taktikken resten af den kolde krig.

Operation Hurricane

Et godt eksempel på dette, som fint illustrerer et planlagt søforsvar af Danmark, er “Operation Hurricane”. Hurricane var kodeordet for et planlagt dansk og vesttysk angreb på en fjendtlig invasionsflåde. Planen blev udviklet af danske og vesttyske planlæggere i Enhedskommandoen i slutningen af halvfjerdserne, og de nye missiler spillede her en central rolle. Operation Hurricane tog udgangspunkt i det lagdelte forsvar. Det første forsvarslag var allerede aktivt før et krigsudbrud. Det bestod nemlig af observation- og overvågning, hvor Søværnets ubåde spillede en essentiel rolle. Med så kort afstand til fjenden, var det essentielt konstant at kunne holde øje med mulige forberedelser. Skjult under overfladen kunne de observere, rapportere og slå alarm. Hvis en fjendtlig invasionsflåde stævnede ud, var det ubådens opgave at følge og rapportere om dens bevægelser.

Herefter fulgte luftmissilangreb fra det vesttyske marineflyvevåben. Samtidig med det vesttyske luftangreb, skulle danske enheder angribe med Harpoon-missiler. Det første træk var altså ikke længere at møde fjenden i Østersøen med torpedoer og artilleri. I stedet skulle de danske skibe ligge i ‘missil-læ’ langs kysten, det vil sige i skjul for fjendens egne missiller. Meningen med den samtidige affyring af missilerne var simpelthen at overvælde fjendens luftforsvar, så flest mulige missiler kunne trænge igennem til deres mål.

Efter planen skulle de overvældende missilangreb ødelægge mest muligt af den fjendtlige flåde på afstand. De resterende dele af den fjendtlige flåde skulle derefter angribes med torpedoer og kanoner fra danske og vesttyske fartøjer. Den sidste forsvarslinje var de føromtalte minefelter, som også skulle forsvare hærens flanker. Ifølge planen skulle Søværnet inden et krigsbrud minere Øresund, samt Køge Bugt, Faxe Bugt og Falster østkyst, hvor man regnede med at Warszawa-pagten ville forsøge at landsætte styrker.

Til sammen håbede man på at disse bølger af angreb var nok til at ødelægge eller afskrække en fjendtlig invasionsflåde. Om det havde kunne lade sig gøre, kan vi heldigvis i dag kun gisne om.

Yderligere læsning

Er du interesseret i at læse mere om Søværnet under den kolde krig? Her er en række anbefalinger, som også har dannet grundlag for denne artikel:

• Peter Bogason: Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik. Snorres Forlag. 2017: En gennemført og fyldestgørende fremstilling af Søværnets virke under den kolde krig.
• Forsvarshistoriens podcast om Søværnets nyere historie, afsnit 4: ‘Minefelter og missilregn: Strategi og taktik under den kolde krig’. Peter Bogason er gæst i studiet til en snak om Søværnet under den kolde krig.
• Søren Nørby og Steen Schøn. Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle. Flådens Flagskibe under den Kolde Krig. Statens forsvarshistoriske museum. 2006
• Hjemmesiden “Danmark under Den Kolde Krig Historien om Danmark under Den Kolde Krig 1945-1991”: https://koldkrig-online.dk/historie. Hjemmesiden indeholder en lang række spændende og informative artikler om bl.a. Operation Hurricane, fregatten Peder Skram og Enhedskommandoen
• Sune Wadskjær Nielsen. “Søværnets frygtede koldkrigs-ferrari” om torpedomissilbådene af WILLEMOES-klassen. Genudgivet på Forsvarshistorien.dk

​

​