FN-veteraner fra kampvognseskadronen i Bosnien i 1994 mødes til sommer i anledning af 30-året for udsendelsen. Styrken huskes især for ‘Operation Bøllebank’ – kampvognsslaget den 29. april 1994. Gensynstræffet sker hen over skel, der blev skabt af en skarp, personligt præget debat i kølvandet på en radio-dokumentar
Af Niels-Birger Danielsen
I år er det 30-år siden, en dansk kampvognseskadron ankom til Bosnien-Hercegovina som et bidrag til FN’s fredsbevarende styrke. I den anledning bliver et gensynsarrangement holdt for det udsendte personel fra hold 2 fra Jyske Dragonregiment. Danish Squadron (DANSQN) huskes især for ‘Operation Bøllebank’ – kampvognsslaget mod bosnisk-serbiske styrker den 29. april 1994.
Torben Schou, Arnborg ved Herning, har været med til at tage initiativet. Han var overkonstabel og skytte på chefkampvognen under træfningen ved de to landsbyer Kalesija og Saraci. Schou sagde op fra Forsvaret i 1995, men har lige siden gjort en forsvarsindsats som aktiv hjemmeværnsmand.
”Vi er tre, der er gået sammen om at samle holdet fra dengang – 120-140 mand i alt,” siger han under interviewet med forsvarshistorien.dk i hjemmet i Arnborg.
Det var mere end det dobbelte af en almindelig eskadronbemanding, der er normeret til ca. 60. Eskadronen, der havde tre delinger med hver tre kampvogne, fik tilført en større forsyningsdeling samt en vedligeholdelsesdeling, der kunne reparere alt.
Dens vognpark bestod af 10 Leopard A5 DK-kampvogne, en bjærgningskampvogn, 5 pansrede mandskabsvogne og 18 andre køretøjer.
Undsætning til svenskere
Aktion Bøllebank blev iværksat ud på aftenen den 29. april for at undsætte en svensk bemandet observationspost, der var under beskydning af den bosnisk-serbiske hær, der havde placeret middeltungt artilleri, middeltunge morterer, panserværns-missilskyts og kampvogne på det nærliggende bjerg Vis.
Danskerne indgik i den svensk-ledede nordiske bataljon NORDBAT, der var en del af FN’s fredsbevarende styrke i Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Den havde betegnelsen UNPROFOR – United Nations Protection Force. Området omkring Tuzla, Bosniens tredjestørste by, var bataljonens ansvarsområde med særligt fokus på beskyttelse af lufthavnen.
De bosniske serbere havde gennem et stykke tid ført sig aggressivt frem for at sætte sig på den størst mulige del af Bosniens territorium. Jo mere det kunne lykkes, jo bedre ville serberne stå ved en kommende våbenhvile med bosniakker (muslimer) og kroatiske bosniere.
Aktuelt forsøgte de bosniske serbere at sætte et krav igennem om at få forhåndsmelding om alle kampvognseskadronens bevægelser.
1. Deling og 2. Deling rykkede på ordre af den svenske bataljonschef, oberst Christer Svensson, ud fra Camp Gønge, eskadronens forlægning, mod øst med kurs mod den svenske post, der havde betegnelsen Tango 2 (T2).
Gennem aftenmørket kørte 1. Deling forrest de 41 kilometer østpå mod den mindre by Kalesija lige over for bjerget med de bosnisk-serbiske stillinger. Delingen blev fulgt af eskadronchefen, major Carsten Rasmussens chefkampvogn samt en pansret mandskabsvogn med Svensson og hans danske næstkommanderende, oberstløjtnant Lars R. Møller.
2. Deling gik i stilling ved landsbyen Saraci 6 kilometer før Kalesija for at dække 1. Delings videre fremrykning. 3. Deling blev holdt i reserve i Camp Gønge.
By skudt i grus
Begge de indsatte delinger blev beskudt med morterer og artillerigranater. Da 1. Deling var ved at være fremme ved Kalesija, var kampvognen foran chefvognen tæt på at blive ramt af noget, der i mørket mindede om en stor nytårsraket. Det var et såkaldt Sagger-missil – en panserværnsraket udviklet i Sovjetunionen.
Træfferne faldt tæt i den lille by og ramte en række bygninger.
”Vi kørte i stilling mellem nogle huse for at iagttage stillingerne på bjerget. Vores kører husker, at han så en familie løbe rundt i et af husene. Da vi et stykke tid senere bakkede tilbage på vej væk, var huset der ikke mere. Serberne skød jo på alt, hvad der rørte sig, og det havde fået en træffer. Hele byen fik et lag pulver. Bagefter var der huller i næsten det hele. Husene forsvandt stille og roligt,” erindrer Torben Schou.
Til brug ved mørkekamp har kampvognen en lysforstærkning, men stik imod at få udsynet forbedret, begyndte sorte pletter at gnistre i okularet. Synsfeltet blev sortnistret. Det sker nogle gange, når lysvirkningen af eksplosionerne er særligt kraftig.
Dækningsdelingen skyder igen
Beskydningen fik 2. Deling til at åbne ild. Da drønene begyndte at lyde, oplevede Schou dem som en lettelse. Nu tog kampvognsbesætningerne ikke længere værgeløst imod træffere.
”Man var lidt mere rolig, for nu vidste man, at der var ild i målet i den anden ende også,” siger han.
I alt 72 granater blev affyret, og mindst 9 bosnisk-serbiske soldater blev dræbt. Et ubekræftet forlydende meldte om 16 dræbte.
En dansk træffer på et ammunitionslager på bjerget bag de bosnisk serbiske stillinger forsagede en enorm eksplosion. Et større antal civile ofre virker sandsynligt, selv om bekræftede tal ikke kendes. Der var ingen dræbte eller sårede på dansk side.
Sammensvejset enhed
Torben Schou var i Bosnien-Hercegovina to gange. Første gang var som soldat i Alfa-kompagniet på det første danske UNPROFOR-hold i 1992. Styrken blev placeret i det dengang serbisk dominerede Krajina-område i Kroatien.
Indsættelsen i det borgerkrigsramte tidligere Jugoslavien var en fredsbevarende operation af en helt anderledes farlig karakter end de hidtil praktiserede. Udsendelsen skete sammen med nære kammerater, idet hele hans eskadron fra Jydske Dragonregiment blev indsat som infanterister.
I Krajina kom det enheden og ham selv til nytte, at han før udsendelsen havde fået svendebrev som elektriker. Schou byggede badecontainerne om fra trefaset strømforsyning til enfaset. I begyndelsen havde styrken nemlig til strømforsyning kun rådighed over enfasede generatorer.
Året efter blev Torben Schou bedt om at gøre sig klar til at tage af sted igen. Mange af kammeraterne var de samme, som han blev udsendt med året før, men denne gang skulle der kampvogne med.
”Det var enheden, der tog afsted, ja. Og det har meget at sige. Fordi man føler sig også over for de andre, at vi er med, når flokken er afsted. Folk kunne støtte hinanden,”
husker han og sætter ord på det særlige fællesskab, der opstår i en kampvognsbesætning, der består af fire mand.
”Man kommer meget tæt på hinanden i en vogn. Kommandøren sidder øverst, og hans knæ rører faktisk mine skuldre, når jeg sidder på skyttesædet.”
Som skytte er han lukket inde i sin egen verden, idet alt opfattes gennem kampvognens okular og radioen, som han hører gennem sin telehjelm.
Levede i en klokke
Den politiske beslutning om at indsætte kampvogne var skelsættende. Det var en tung bevæbning, der radikalt adskilte sig fra det, der havde været karakteristisk for FN’s fredsbevarende operationer. Torben Schou husker ikke, at han overvejede ændringen nærmere.
”Man tænker ikke så langt i det. Det skal man heller ikke,” siger han og minder om, at man under missionen levede i en helt anden isoleret verden end i dag med mobiltelefoner og sociale medier.
”Vi levede i en trummerum – faste rutiner. På vagt, på O-rumsvagt, ude at køre, køre patruljer etc. Du er i en anden verden. Det er sådan lidt en speciel klokke, du kommer i. Og vi havde det jo ikke, ligesom de har i dag… Vi måtte ringe fem minutter en gang om ugen over satellittelefonen, og så kunne vi skrive breve. Det var, hvad vi havde af kontakt til dem derhjemme.”
Kontroversiel dokumentar
For nylig kunne Schou meddele, at nogle fra eskadronens 2. Deling kommer til gensynstræffet i begyndelsen af juni. Det har afgørende betydning for muligheden for en god, fællesskabspræget stemning.
Ledende folk fra 2. Deling stod i en DR-radiodokumentar fra 2017 frem med massiv kritik af oberstløjtnant Lars R. Møller og major Carsten Rasmussen, der var eskadronchef, for ledelsessvigt og mangelfuld føring.
Det skulle ifølge dokumentaren være sket på en måde, så det angiveligt var rent held, at den danske styrke slap fra kampen uden tab.
Den oprindelige titel på dokumentaren var ‘Løgnen om Operation Bøllebank’, men efter at DR’s ledelse havde taget en række kritikpunkter til efterretning og beklaget, blev den omredigeret og forsynet med en ny titel: ‘Operation Bøllebank – kampen om sandheden’.
Afdød hovedkritiker
Ophavsmanden til kritikken var den i 2014 afdøde oversergent Erik Kirk, der som delingsfører havde ledet skydningen under Operation Bøllebank.
Han havde i 2006 givet et særdeles kritisk interview til journalist Kasper Søgaard på den betingelse, at det først blev offentliggjort, når Kirk var fratrådt fra Forsvaret eller afgået ved døden.
Det var dette interview, der blev grundlag for radiodokumentaren, som Kasper Søgaard producerede. Flere andre mænd fra 2. Deling stod nu frem og bakkede kritikken op. Kirk forklarede, at det var ham selv, der havde beordret åbning af ilden på eget ansvar. Han havde ingen ordre hørt fra eskadronchefen.
Lars R. Møller klagede imidlertid og fik som nævnt i vidt omfang medhold hos DR-ledelsen. Oplevelsen af kampvognsslaget hos mange i 2. Deling blev i den omarbejdede udsendelse præsenteret som et partssynspunkt – ikke som en dokumenteret sandhed.
Svigt i radiokommunikationen
I 2020 blussede sagen op igen, da seniorsergent Johnny C. Jensen i samarbejde med Kasper Søegaard udgav bogen Myten om Operation Bøllebank. Jensen havde været en meget nær kollega til afdøde Erik Kirk og havde siddet på en observationspost med fint overblik over begivenhederne under kampvognsslaget.
Bogen fik en blandet modtagelse. Bo Maltesen gav den fem hjerter af seks mulige i Politiken. Jarl Cordua gav den i Berlingske tre af seks mulige stjerner, så han kan ikke have oplevet den som helt ueffen. Men hans ord var kritiske. Cordua betegnede bogen som ’ét langt karaktermord på oberstløjtnant Lars Møller’, og han fandt dokumentationen for berettigelsen utilstrækkelig.
Sidst i 2020 bragte Michael H. Clemmesen, pensioneret brigadegeneral og anerkendt militærhistoriker, på forsvarsmediet olfi.dk en gennemgang og analyse af de forskellige beretninger om Operation Bøllebank kombineret med egne, nye undersøgelser. Hans redegørelse var særdeles detaljeret og tilstræbt udtømmende; den havde form som tre lange kronikker i en føljeton.
Heri pegede Clemmesen bl.a. på et sandsynligt svigt i radiokommunikationen under slaget som en nærliggende årsag til drastisk divergerende opfattelser af, hvad der var foregået. Eskadronchef Carsten Rasmussen havde faktisk – hvad der var vidner på – givet skudordre, og bataljons-næstkommanderende Lars R. Møller havde gentaget den, men ordren blev kun hørt i 1. Delings vogne.
Clemmesen så det dog som en klar fejl, at der ikke var blevet rekvireret et sanitetshold fra bataljonens norske sanitetsdeling til at behandle eventuelle sårede.
”Det var en alvorlig forglemmelse, der kunne have kostet menneskeliv,” skrev han.
Misforståelse på misforståelse
Torben Schou ønsker ikke at bidrage med kommentarer til debatten, men understreger, at det manglende overblik i kampens hede var et fælles vilkår for alle. Han var skytte på Carsten Rasmussens chefvogn, der bevægede sig i tilknytning til 1. Deling. Derfor var han ikke blandt de skytter, der affyrede deres kanon.
”Jeg tror, der har manglet viden om, hvad der skete på de andre vogne. Da vi bagefter snakkede sammen på én kampvogn, så havde vi oplevet fire forskellige ting. Meget af det begrunder sig i misforståelse på misforståelse,” sammenfatter han.
Da Forsvaret ikke var klar
En af de ting, der også er blevet kritiseret, var, at der ikke fandt nogen debriefing sted efter kampvognsslaget. Det vil Torben Schou ikke kritisere. Lige som Forsvaret ikke var gearet til at tilbyde psykologhjælp dengang, var der heller ikke nogen praksis for systematisk debriefing.
”Jamen, de vidste ikke bedre. Sådan var Forsvaret dengang. Vi kom lige fra Cypern, hvor det egentlig var en badeferie reelt. Alle ville jo gerne derned,” fremhæver han.
”Og så kom man over til lige pludselig at få skarpe missioner, hvor vi skulle bruge vore reelle kompetencer som soldater. Det var jo simpelthen fordi Forsvaret ikke var klar,” siger han.
Torben Schou hæfter sig ved det positive og gentager flere gange med eftertryk, at det lykkedes at ‘få alle med hjem’ – dvs. ingen dræbte og sårede.
”Og det er vigtigt for mig at få sagt, at det var et godt hold, der var afsted. De var meget dygtige soldater allesammen.”
Kompetence og mod
Det bekræftedes af Michael H. Clemmesen, selv kampvognsofficer i årene 1984-92, da han nåede til konklusionen i sin kronik:
”Eskadronen, dens kadrer og mandskab fungerede på trods af forventelig teknisk friktion og menneskelige svagheder, fordi dens uddannelse og moral betød, at i praksis alle handlede med ekstremt høj faglig kompetence og personligt mod. Grunden til, at alt fungerede den nat på trods af pres og friktion, var, at eskadronen da stadig var et stolt ’Band of Brothers’.”
Til brug i kronikken gav Carsten Rasmussen en kommentar, hvor han vedkendte sig flere af de fejl, han blev kritiseret for i det posthumt offentliggjorte interview med Erik Kirk og i senere kommentarer fra nogle af Kirks kolleger.
Det gik ikke ud over Rasmussens karriere. 12 år efter Operation Bøllebank vendte han tilbage til Jydske Dragonregiment som batajonschef, og året efter fik han en chefstilling under den amerikansk-ledede ISAF-styrke i Afghanistan. Ved pensioneringen i 2022 var Carsten Rasmussen brigadegeneral og dansk forsvarsattaché i Moskva. I dag er han næstformand for Danmarks Veteraner.
Lars R. Møller har i årtier mest været kendt som forfatter og debattør. I 2007-08 var han chef for Hærens Kampskole i Oksbøl og derefter op til sin pensionering chef for Produktionsdivisionen under Hærens Operative Kommando.
Michael Clemmesen ser ingen grund til at revurdere, at kampvognsslaget var en stolt dag i det danske forsvars historie. Han pointerer den overordnede betydning af det bosnisk serbiske missilangreb på 1. Deling.
”Det var dette angreb på verdenssamfundets humanitære indsats i Bosnien, ikke forskellige misforståelser, problemer eller svigt i NORDBAT, der fremkaldte en ekstremt farlig situation den nat og efterfølgende traumer hos deltagerne,” skriver han.
Et vakuum at komme hjem
De udsendte fra 1994 er typisk ca. 60 år i dag. Et mindre antal fra eskadronen er døde, men af de øvrige håber Torben Schou at se så mange som muligt.
”Det vil bare blive en hyggelig dag, hvor vi skal snakke og havde det godt. Og finde gode minder frem. Det er det, jeg håber på også. At vi får alle gravet ud af busken rundt omkring, hvor de gemmer sig.”
Det har han selv oplevet som vigtigt.
”Det føles som et vakuum at komme hjem. Efter et stykke tid er man ikke længere centrum for alles opmærksomhed, og man har ikke nogen at dele oplevelserne med,” siger han.
Torben Schou har kun sporadisk haft forbindelse med veterangruppen fra eskadronen. Han mødes dog ind imellem med besætningen fra chefkampvognen og værdsætter deres fællesskab om oplevelserne fra dengang.
Den ene er Per Sørensen (’Sui’), der var kører. Han er stadig i Forsvaret som chauffør på tunge køretøjer. Den anden er Ronnie Bundgaard, der var hjælper, dvs. manden, der bl.a. ladede kampvognens kanon med granater. Den fjerde er den daværende eskadronchef Carsten Rasmussen..
”Jeg håber, der også er andre, der ses engang imellem,” siger Torben Schou.
Stabil træning
Personligt er det lykkedes ham at holde Posttraumatisk Stressforstyrrelse (PTSD) og andre psykiske eftervirkninger på afstand. Han ser det som en vigtig ting, at han rutinemæssigt løber lange ture og derfor som 55-årig stadig er i rigtig god form.
”Det er vigtigt ikke at tage psykiske belastninger til sig 100 pct. hver gang og hele tiden. Det er vigtigt at kunne lægge det fra sig, og løbeturen giver altid ro.”
Torben Schou er i dag elansvarlig hos dørfabrikken Jeld-Wen Danmark i Herning, hvor han har haft 25-årsjubilæum. Kort efter hjemkomsten fra Bosnien købte han og hustruen villaen i Arnborg, hvor parret stiftede familie.
Meget andet har derfor fyldt tilværelsen end erindringen om ildkampen.
Tæt på aktuelt brændpunkt
I Hjemmeværnet er Torben Schou sundheds- og træningsvejleder og dertil distriktstræner for konkurrencehold. Han er blevet belønnet med Hjemmeværnets Fortjenstmedalje.
Han har ledet adskillige hold til orienteringsløb og patruljekonkurrencer i de store skovområder i de baltiske lande. Selv har Schou én gang gennemført ‘Admiral Pitka’ i Estland, der ifølge ham er verdens hårdeste patruljeøvelse. Det er 120 kilometer med oppakning, hvor man undervejs bliver afprøvet på sine færdigheder i feltlivet samtidig med, at man bliver jaget.
Danskerne bliver ind imellem mindet om nærheden til tidens sikkerhedspolitiske problemstillinger. Under en konkurrence for nogle år siden i Daugavpils-området i det østlige Letland, kom patruljerne så tæt på den russiske grænse som 30 kilometer.
“Vi fik af letterne at vide, at vi skulle kalde på dem, hvis vi ved et uheld kom tættere på grænsen og løb på lokale beboere. Det er især russere, der bor og arbejder i området, og de er ikke venligtsindede.”
I forsommeren i år leder Torben Schou igen et hold, der skal til et stævne i Litauen. Trods al træning fornægter alderen sig ikke.
“Jeg stiller op i år, men det bliver nok sidste gang,” bemærker han.
Det kommer til at foregå i et af de varmeste områder på de militær-strategiske landkort over Europa. Det er det hjørne af Litauen, der skubber sig ind mellem Rusland og den russiske Kaliningrad-eksklave.
Sammen med det nordøstligste hjørne af Polen kaldes området Suwalki-korridoren. Her kan Rusland ved at besætte et ganske lille polsk/litauisk område afskære landforbindelsen mellem de baltiske stater og de andre NATO-lande.
Kilder:
Michael H. Clemmesen: ‘Bøllebank: FN-kampvognseskadronerne i Bosnien 1994 genbesøgt’ – afsnit 1, 2 og 3. Kronik som føljeton på forsvarsmediet olfi.dk 25., 26. og 27. December 2020.
Johnny C. Jensen: Myten om Operation Bøllebank (Grønningen1, 2020).
Lars R. Møller: Operation Bøllebank – soldater i kamp (Høst & Søn, 2001).
Vil du læse mere ? bliv abonnent og vær med til at sikre forsvarshistorien
Klik HER for at komme igang.
Som abonnent på Forsvarshistorien.dk er du til at støtte arbejdet med at indsamle og dokumentere forsvarets historie. En opgave, der burde være forsvarets, men med forsvarsforliget i 2009 forsvandt forsvarets formidlingsforpligtelse.
