FORSVARSHISTORIEN

Reportage 4 fra Balkankrigene: Serberne kæmper for nationens vugge

Af Niels-Birger Danielsen (udsendt som reporter til Balkan adskillige gange i årene 1996-2000)
(med tilladelse fra Ritzau, der udsendte artiklen i februar 1999)

Interviewet med Karsten Fledelius fandt sted, mens det begyndte at stå klart, at en halvt år lang våbenhvile mellem Serbien og Kosovos Befrielseshær (UCK) ikke ville holde. Nedtællingen var i gang, efter at serberne måneden før, i januar 1999, efter alt at dømme havde massakreret ca. 40 civile kosovoalbanere ved landsbyen Racak i Kosovo.

Serbiens situation i dag, da landet trues af ødelæggende luftangreb fra NATO, minder på nogle punkter om Danmarks i 1864. Dengang bevirkede nederlaget til Preussen, at hele Sønderjylland gik tabt, og grænsen blev lagt lige syd for Kolding og Ribe.
    Det er Balkan-eksperten, lektor Karsten Fledelius fra Københavns Universitet, der drager parallellen til konflikten i den etnisk-albansk befolkede Kosovo-provins i Serbien.
    I 1864 forsvarede Danmark Ejder-grænsen til det sidste på trods af, at et stort flertal af befolkningen i det sydlige Sønderjylland (nu Sydslesvig) var tysk. Ingen dansker kunne forestille sig, at man skulle opgive ’Thyras Vold’ – Dannevirke – der havde været Danmarks sydgrænse i tusind år.
    ”Danskerne sagde flere gange nej til en deling af Sønderjylland efter folkeafstemning. Og under en våbenhvile i krigen i 1864 blev Danmark tilbudt en grænse, der ville have gjort Flensborg til en dansk by, selv om danskerne havde lidt et militært nederlag til tyskerne. Den danske regering sagde nej – og vi endte med at tabe alt, hvad vi havde kæmpet for,” konkluderer Fledelius.
    At Danmark senere fik den dansksprogede del af Sønderjylland tilbage, skyldtes udelukkende, at Tyskland tabte Første Verdenskrig. 

’Helligt land’
På samme måde som Danmark i Sønderjylland har Serbien ifølge Fledelius ikke i tide sørget for at indgå et kompromis om Kosovo. Den slaviske Balkan-stat holder med næb og klør fast i Kosovo, der i den serbiske bevidsthed er ’helligt land’ og ’nationens vugge’.
    Den tætte serbiske identifikation med den urohærgede provins skyldes bl.a., at det frugtbare land i middelalderen var Serbiens kornkammer, og at den serbisk-ortodokse kirke blev grundlagt i Kosovo-byen Pec i middelalderen. Den serbiske historiske arv er stadig tydelig – den viser sig bl.a. i flere hundrede ortodokse kirker og klostre i provinsen, hvor langt de fleste etniske albanere er muslimer. 
     Blandt andet derfor insisterer serberne på, at Kosovo skal forblive en del af Serbien, selv om 90 pct. af befolkningen i dag er af albansk oprindelse.

Serbiske lejre
Indtil 1990’erne havde serberne trukket sig sejrrigt ud af de krige, de havde været indblandet i.
    Serbien løsrev sig fra det tyrkiske rige i 1878, og både Balkan-krigene (1912-13), Første Verdenskrig (1914-18) og Anden Verdenskrig (1941-45) endte med sejre.
    Derfor kunne Serbien udvide sit territorium kraftigt.
    I 1918 blev Serbien sået sammen med de tidligere østrig-ungarske provinser Kroatien, Bosnien, Slovenien og flere andre områder til et langt større rige. Det fik navnet Jugoslavien, men Serbien var den dominerende faktor, og der opstod kronisk utilfredshed blandt de andre nationaliteter.
    Serberne fik kontrol over Kosovo efter den Anden Balkankrig i 1913. Dermed var det serbiske rige genopstået i sin gamle udstrækning – mere end 500 år efter at det var gået til grunde i det store, myteomspundne slag på Kosovo Polje (Solsortesletten). Her tabte den serbiske fyrst Lazar den 28. juni 1389 til den tyrkiske sultan Murad.
     Ifølge Karsten Fledelius har Serbien som følge af de militære konflikter efter Jugoslaviens opløsning i 1991 haft en ’1864-oplevelse’.
   Serberne forsøgte med militære midler at lægge Krajina og Østslavonien i det nuværende Kroatien ind under Serbien. Resultatet blev et nederlag, og 600.000 serbere måtte flygte fra områder, hvor de havde boet i århundreder. 
    I Bosnien vandt de bosniske serbere en militær sejr, men NATO’s bombardementer i efteråret 1995 og Dayton-fredsaftalen fratog serberne en stor del af ’gevinsten’. Og nu er de under stærkt pres for at opgive kontrollen over Kosovo.

Flere albanere
Karsten Fledelius ser ingen anden udgang på konflikten, end at serberne ’bider til bollen’ og erkender, at de ikke magter at løse den.
    ”Albanerne er for mange til, at de kan fordrive dem, og deres befolkningsandel vokser år for år, fordi de føder mange flere børn. Derfor vil serberne – hvis de holder på Kosovo – på langt sigt også få et befolkningsproblem i selve Serbien, fordi den etnisk-albanske befolkningsandel bliver ved med at vokse,” siger Karsten Fledelius.
   ”Serbien burde for længst have opgivet at regere Kosovo med jernnæven og i stedet have bedt det internationale samfund om hjælp til at løse konflikten. Dermed ville de også have haft bedre mulighed for at beskytte det serbiske mindretal og de serbiske historiske mindesmærker.”
    Men et sådant skridt ville gøre ondt langt ind i den serbiske folkesjæl. Og det gør ikke en løsning nemmere, at de etnisk-albanske ledere, Adem Demaci og Ibrahim Rugova, afviser enhver snak om autonomi. De vil kun acceptere fuld uafhængighed.
    Modsætningsforholdet mellem serbere og albanere i Kosovo har været stærkt i flere hundrede år. Mens området var under tyrkisk herredømme, kæmpede de ortodokst-kristne serbere hårdt for at løsrive landet fra Tyrkiet. De muslimske albanere var derimod som regel loyale undersåtter til sultanen i Istanbul.
    På den baggrund ligger det i serbisk historisk tradition at se sig selv som ’kristenhedens forpost mod de vantro’.

Undertrykkelse
Den albanske befolkning blev frem til Anden Verdenskrig udsat for hård undertrykkelse af de serbiske myndigheder, der endda holdt de albanske børns skoleundervisning på et minimum for at holde de etniske albanere nede på et kulturelt lavt niveau. 
   I marskal Titos kommunistiske Jugoslavien (1945-80) lysnede det imidlertid for albanerne, idet Kosovo blev en autonom region inden for Serbien. Tito satsede bevidst på at skabe stabilitet i Jugoslavien ved at begrænse den serbiske dominans og skabe ligestilling mellem folkegrupperne.

Nationalistisk bølge
I 1980’erne opstod der imidlertid en nationalistisk bølge i Serbien, der krævede ’Serbiens fulde statslige suverænitet’ genoprettet – dvs. bl.a. at Kosovos autonomi blev ophævet.
    Jugoslaviens nuværende præsident, Slobodan Milosevic, der havde været en systemtro partifunktionær under Tito, hægtede sig på den patriotiske bølge, hvorunder bl.a. beskyldninger mod de etniske albanere for diskrimination af kosovoserberne og voldtægt mod serbiske kvinder florerede. Milosevic brugte stemningsbølgen til at fremme sin politiske karriere på en tid, hvor den kommunistiske stat var under opløsning.
    ”Ingen skal nogen sinde mere forgribe sig på en serber,” erklærede han ved en lejlighed over for en ophidset folkemasse.
   I 1988 blev han valgt til Serbiens præsident, og året efter ophævede han trods blodige demonstrationer og protester Kosovos autonomi. Den serbiske nations ’genindtagelse’ af Kosovo blev manifesteret den 28. juni – på 600-årsdagen for det legendariske Kosovo Polje-slag. Her samlede omkring en million serbere – omkring ti pct. af Serbiens samlede befolkning – sig til et kæmpemæssigt folkemøde på det historiske kampområde lige uden for Kosovos hovedby, Pristina.

Styret med jernhånd
Siden 1989 har de serbiske myndigheder styret alle dele af samfundslivet i Kosovo med jernhånd. Indtil 1996 viste de etniske albaneres modstand sig kun som ulmende uro og spredte protester, men sidste år følte den separatistiske Kosovos Befrielseshær (UCK) sig stærk nok til at tage en væbnet kamp op.
   Lektor Karsten Fledelius mener – som utallige andre – at Slobodan Milosevic ikke er nogen helhjertet serbisk nationalist, men kun har brugt den nationale bølge til at komme til magten på.
   ”Men netop fordi han slog sig op på Kosovo-sagen, er det svært for ham at bakke ud i dag,” siger den danske Balkan-ekspert.
    ”Og det er også et problem for ham, at han tilsyneladende ikke har nogen langsigtet strategi. Han ser ikke farer, der er på vej. Først når truslen er akut, reagerer han og prøver at redde sig selv og serberne ud af klemmen så billigt som muligt. På den måde har de lidt store tab i Kroatien og Bosnien, og nu ser det også ud til, at det i praksis bliver umuligt for serberne at leve i Kosovo,” siger Fledelius. 

Krigen brød ud en måned senere, den 24. marts 1999, da NATO iværksatte en luftoffensiv mod Serbien. Senere blev også landstyrker indsat, og en NATO-ledet koalition sikrede sig kontrol over Kosovo. Krigen sluttede den 10. juni 1999. Kosovo erklærede sig uafhængigt i 2008, men den statsretlige status er stadig uafklaret. 98 ud af FN’s 193 lande har anerkendt Kosovo – bl.a. Danmark og de fleste andre EU-lande – men FN som sådan har ikke anerkendt staten.     

Relaterede artikler

Skriv et svar

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

NIELS-BIRGER_10
Cand. phil i historie og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, som har arbejdet me...

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.