Jeppe Michael Jensen er 50 år gammel og veteran. Han er i 1993 i Bosnien, udsendt af Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, hvor han kørte med nødhjælp. Læs Tunnelen i Maglaj – Nødhjælpen skal frem – del 1 først. Denne artikel handler om den 1. juni 1993, hvor de endelig har fået tilladelse til at køre ind i Maglaj med nødhjælp til civilbefolkningen.  

Interview med Jeppe Michael Jensen, bagt på Udsendt af Danmark i videoversion 1. juni 2022 

“For hver checkpoint, vi kom til, tog det længere og længere tid at komme igennem.  Og ganske kort tid før Maglaj, får vi at vide, at vi ikke kan komme ind. Vi forhandler så lidt frem og tilbage. Kompromiset bliver, at vi ikke må tage de pansrede mandskabsvogne med ind i Maglaj. De skal blive uden for byen, og vi må kun køre ind med vores lastbiler med nødhjælp. Det accepterer vi så, og vi kører så videre.  Det er sådan, at der er to veje ind i Maglaj. Vi skal igennem en 1100 meter lange tunnel. Vi vælger så at køre igennem med de her ti lastbiler og parkere dem inde i tunnelen.  Og så vælger vi at køre to køretøjer ad gangen ind mod varehuset for at unloade.  For at være så lille et mål som muligt, hvis vi kommer under beskydning. Og jeg er så med i den første lastbil, der kører ind i Maglaj by.  

Det var sådan, at der var våbenhvile, da vi kørte ind. Der blev ikke skudt, da vi kørte ind.  Men der var ingen mennesker på gaderne, og så ved man godt, at det er en spændt situation. Så den fik alt hvad rammer og tøj kunne holde. Og igen, ikke ad almindelige veje, men via et jernbanespor, som vi kørte på ind til varehuset. Byen var sønderskudt. Vi unloader lynhurtigt, kommer ud og kører tilbage med vores to lastbiler.  

Og så står vi og kigger ned mod vores kolleger, som kører på jernbanesporet ind mod varehuset. Og pludselig begynder det at vælte ned med granater. Vi havde oplevet, at granater også faldt tæt på os tidligere. Men her kunne vi pludselig se, at de faktisk skød sig ind på vores kolleger. Og vi tror, det er montergranater. Altså en granat, der går op, falder ned og rammer os. Og derfor tror vi, at vi er i sikkerhed inde i den her tunnel.  Hvis vi rykker os lidt ind og står bagved nogle lastbiler.  

Så lige pludselig, så springer der en granat lige op over tunnelmundingen. Man kan stadig se, den dag i dag, hvor granaten ramte. Der begynder vi at løbe længere ind i tunnellen. Jeg løber selv 70-80 meter ind i tunnelen. Og fordi vores lastbiler står, som de står, så skal man ligesom kante sig imellem to lastbiler. Og det er ikke bare os, der har søgt tilflugt. Der er også en lang række civile. Så der opstår en flaskehals. Og der står jeg. Og så kommer en kroatisk soldat hen til mig.  

Adrenalinen pumper ret hårdt rundt i kroppen. Og så siger jeg til ham, at vi skal sgu have en smøg.  Så jeg giver ham en cigaret. Han tager cigaretten i munden.  Og jeg tænder hans cigaret. Eller skal lige til at tænde hans cigaret, da jeg lige pludselig bliver kastet omkuld. Det næste jeg opdager, det er, at jeg ligger halvvejs inde under en lastbil. Og den her kroatiske soldat ligger oven på mig. Han har med meget stor sandsynlighed reddet mit liv. Fordi han har stået mellem mig og granaten, der eksploderer. Men det har kostet hans liv. Han er dræbt på stedet. Det kan jeg mærke, da jeg rører ved ham. Og jeg kan også se det. Jeg får ham skubbet væk. Og begynder at kravle længere ind under lastbilen. For at komme i sikkerhed. Jeg er bange for, at jeg har fået et åbent benbrud, fordi jeg kan mærke, at det er noget hårdt der stikker ud af mit venstre ben.  

Så prøver jeg at lave en kompresforbinding. Og tankerne løber igennem hovedet, om der er nogle årer dernede, hvor det kan være farligt, så jeg kan bløde for meget. Jeg kan simpelthen ikke mærke noget. Jeg kan mærke, at der løber blod ned ad mit ben. Og jeg kan mærke, at der løber blod ned ad min arm. Jeg kan ikke mærke smerte, jeg kan ikke mærke, hvor meget jeg bløder.  

Det jeg husker bedst er, at da jeg tager mine støvler af, så løber der blod ud – en deciliter eller to, føler jeg eller ser det ud som om. Og så tager han (lægen, red.) en stor tang. Og siger, at jeg skal bide tænderne sammen. Og så hiver han til. Og så kommer han ud med en lang granatsplint, som har boret sig ind i mit ben. Så det var ikke et åbent benbrud, men en granatsplint, der havde boret sig ind i mit ben. Jeg er også blevet ramt i øjet af en granatsplint. Det er det, der bliver omdrejningspunktet.  For de andre var bare kødsår. De får fjernet den lille granatspind på 3-4 mm, som havde boret sig ind i mit øje. Lægen tager så sin lampe frem igen. Når hun lyser, kan jeg ane en sort prik.  Jeg kan ellers ikke se noget, man kan ane en sort prik, når hun lyser med lampen. Det siger jeg så til hende og spørger, hvor stor sandsynligheden er, for at jeg mister synet på øjet. Så siger hun 50-50.   

Lige pludselig så hører en dansk stemme, det er Torben Lund, som kører med nødhjælp for Dansk Flygtninge Hjælp. Torben er soldat og er også uddannet falckredder. Men Torben kommer og tager sig godt af mig. Taler med mig, får mig smuttet ind i noget creme. Når man er blevet ramt af en granat, så bliver det ligesom man er blevet sandblæst. Man har masser af små stenkorn og andet overalt.  

Så går der noget tid, og så kommer Niels Bunde, min chef tilbage. Han er kommet ud fra Maglaj. Han kommer med den hårde besked, som jeg jo godt vidste ville komme. Men han sætter navne på, hvem det er vi har mistet. Og det er Jimmy og Niels og vores tolk. Og det glemmer jeg aldrig. Det er så sådan at min mission i Bosnien den endte”.