I 1989 faldt Berlinmuren. Det blev begyndelsen på enden på den kolde krig. Over fire årtier havde man opbygget Forsvaret til at modstå en sovjetisk invasion af Vesteuropa. Men territorialforsvarets eksistensberettigelse så ud til at være forsvundet. I stedet vendte man blikket mod fjerne horisonter, og påbegyndte en omstilling til internationale missioner, som skulle vare ved de næste tredive år.

I 1989 faldt Berlinmuren. Det blev begyndelsen på enden af den kolde krig. Over fire årtier havde man opbygget Forsvaret til at modstå en sovjetisk invasion af Vesteuropa. Men territorialforsvarets eksistensberettigelse så ud til at være forsvundet. I stedet vendte man blikket mod fjerne horisonter og påbegyndte en omstilling til internationale missioner, som skulle vare ved de næste tredive år.

Balkan i flammer – NATO tager over

Selvom den kolde krigs afslutning betød, at truslen om krig mellem supermagter for en stund forsvandt, betød det ikke, at verden blev et fredeligt sted. Snarere tværtimod blev mange steder kastet ud i nye voldelige konflikter i takt med, at den gamle verdensorden brød sammen. På Balkan havde den kommunistiske leder Josip Broz Tito været limen, som holdt sammen på et Jugoslavien sammensat af mange forskellige etniciteter. Da han døde i 1980, tændtes lunten på en konflikt, som skulle vise sig som den blodigste i Europa siden 2. verdenskrig.

Da krigene i Eksjugoslavien brød ud i 1991, forsøgte verdenssamfundet sig i første omgang med indsættelsen af fredsbevarende styrker under et FN-mandat. Danmark bidrog med en større styrke, da UNPROFOR-styrken ankom til regionen i 1992. Det viste sig dog hurtigt, at FN-soldaterne med deres begrænsede mandat havde svært ved at tøjle den voldsomme konflikt.

I sensommeren 1995 iværksatte NATO en luftkampagne, Operation Deliberate Force, som havde til formål at stoppe de bosniske serberes angreb på FN-sikkerhedszoner. Luftangrebene bragte angrebene til standsning, og ikke længe efter lykkedes det at få de tre stridende parter – Bosnien, Kroatien og Serbien – til at underskrive en fredsaftale i Dayton, Ohio. Du kan læse en historie om en dansk Forward Air Controller under luftkampagnen her.

Operation “Sugarbowl” – Luftbombardement på Balkan

For at sikre Dayton-aftalen oprettedes under et etårigt FN-mandat i 1995 den NATO-ledede Implementation Force (IFOR)-styrke. Missionen var omfattende og inkluderede i alt cirka 54.000 soldater på Balkan. I Danmark var der bred politisk enighed om at fortsætte engagementet på Balkan, og Folketinget stemte 120 stemmer for og 8 imod.

Den danske indsats endte med at blive ganske omfattende, selvom IFOR’s mandat kun var på et år. I alt 1600 danskere gjorde tjeneste. Det inkluderede en kampvognseskadron overført fra UNPROFOR, en reduceret panserinfanteribataljon, flystøttepersonel og diverse stabs-, logistik- og støtte-elementer. IFOR-styrkens primære opgave var at sikre, at de stridende parter trak deres styrker tilbage til de aftalte områder. For de danske soldater blev en stor del af opgaven at holde de stridende bosniakker og bosniske serbere adskilt samt at afvæbne de forskellige styrker. Indsatsen kom blandt andet særligt til at ligge i byen Doboj, hvor danske soldater måtte arbejde hårdnakket på at sikre freden mellem serbiske og muslimske beboere i den delte by.

Særligt væsentligt var det, at de danske soldater denne gang indgik i en større amerikansk-ledet NATO-styrke og dermed var sikret støtte fra NATO-allierede. Det danske bidrag indgik i en fælles nordisk-polsk brigade på cirka 4000 mand som del af en amerikansk-ledet division. Her kan bl.a. nævnes amerikansk artilleristøtte fra divisionens artilleri samt flystøtte fra en række NATO-lande.

SFOR-indsatsen

IFOR’s mandat var kun på et år. Det stod dog klart, at der skulle en længevarende indsats til. Derfor blev IFOR-styrken afløst af en opfølgende NATO-mission: SFOR (Stabilization Force). Som navnet antyder, var det SFOR’s opgave at sikre og fastholde den skrøbelige fred mellem de stridende parter. Der var de fortsatte opgaver med bemanding af checkpoints, patruljering, indsamling af våben m.v. Dertil kom arbejdet med at indgå i den større NATO-kommandostruktur i form af stabspersonel og andre enheder. SFOR skulle i modsætning til IFOR vise sig at strække sig over en længere årrække. Med enkelte nedskæringer varede det danske bidrag fra 1996 til 2004.

Kosovo – NATO går enegang

I modsætning til nabolandene havde der i løbet af de foregående års konflikter været forholdsvis fredeligt i Kosovo. Men uroen ulmede. Kosovos befolkning er primært albansk, men havde siden 1989 været underlagt serbisk kontrol.

Fra 1998 eskalerede konflikten mellem kosovoalbanske nationalister og serbiske militærstyrker. Det ledte til overgreb på civilbefolkningen fra begge sider. Internationale forsøg på at sikre en diplomatisk fred slog fejl, og Serbien afviste en international fredsstyrke.

I 1999 besluttede NATO at gennemføre en luftkampagne mod de serbiske styrker. Det var ikke en ukontroversiel beslutning, idet man ikke som med de foregående operationer havde et klart FN-mandat. Danmark deltog med F16-fly i luftbombardementet af de serbiske styrker.

Luftkampagnen fik serberne til at trække styrkerne ud af Kosovo og indvillige til indsættelsen af en international styrke. Det skulle vise sig at blive en særdeles omfattende indsats, som indtil ISAF-missionen i Afghanistan var NATO’s største til dato. Du kan læse mere om KFOR-missionen her.

Indsatsen bestod i af lignende opgaver som IFOR- og SFOR-missionerne. Stemningen var særdeles anspændt, og beskyttelsen af mindretal fyldte meget i den danske indsats. Som i Bosnien kom indsatsen ofte til at fokusere på særlige brændpunktsområder. Her kan især nævnes byen Mitrovica, hvor Ibar-floden delte byen i en serbisk og kosovoalbansk del. Et utal af gange har der været voldsomme uroligheder i byen, og de danske styrker har igennem årene været udsat for både angreb og beskydning fra begge parter i konflikten.

Der er stadig udsendt et dansk bidrag til KFOR-styrken i dag, om end i et begrænset omfang. Du kan læse mere om Danmarks indsats på vores temaside om Balkan.

Krigen mod terror

Med udsendelserne til Eksjugoslavien stod det klart, at Forsvaret var i stand til at bidrage til missioner fjernt fra Danmark. Det skulle hurtigt vise sig at blive nødvendigt igen. Den 11. september 2001 blev USA ramt af et voldsomt terrorangreb. Terrorister kaprede en række civile passagerfly, som blev styret ind i hhv. World Trade Center i New York og det amerikanske forsvarsministeriums Pentagon-kompleks.

I timerne og dagene efter angrebet var der også i Danmark frygt for et lignende angreb. Flyvevåbnets beredskab blev gået efter i sømmene, og en korvet med luftværnsmissiler blev midlertidigt placeret i Øresund ud for København. Det kan du læse mere om her.

Terrorangrebet ledte til at USA som den første NATO-allierede påberåbte sig Atlantpagtens artikel 5. Artikel 5 er den berømte del af Atlantpagten, som pålægger Alliancens medlemmer at betragte et angreb på en allieret som et angreb på hele alliancen. ­­­Det ledte til aktivitet på tværs af NATO-alliancen. I Middelhavet iværksatte NATO Operation Active Endevaour. Operationen var en sømilitær indsats, som blandt andet skulle sikre mod terrorangreb i området, sikre international handel og forhindre transporten af våben til terrorister fra lande som Syrien og Libyen.

D.12. november 2001 forlod korvetten Niels Juel danske farvande for at deltage i OAE. Korvetten blev dermed Danmarks første officielle bidrag til NATO’s operationer i kølvandet på 11. september. Senere blev den afløst af korvetterne Olfert Fischer og Peter Tordenskiold, samt en række mindre fartøjer. Den største indsats skulle dog vise sig at vente forude, endnu længere fra Danmark.

Til Afghanistan – Task Force Kbar og ISAF

Ansvaret for angrebet landede for fødderne af terrororganisationen al-Qaeda. Bevægelsens leder Osama bin Laden havde søgt tilflugt i Afghanistan, som var under den islamistiske Taleban-bevægelses kontrol. Det stod hurtigt klart at Taliban-bevægelsen ikke havde intentioner om at udlevere Osama bin Laden til retsforfølgelse i USA.

Allerede få uger efter 11. september ankom de første amerikanske specialstyrker til Afghanistan, hvor de sammen med allierede afghanere lagde fundamentet for den senere invasion. Samtidig arbejde man på dannelsen af en koalitionsstyrke, som skulle vælte Taleban-styret og tilfangetage al-Qaedas ledelse.

Danmark bidrog tidligt til missionen i Afghanistan. Allerede i januar 2002 ankom det første danske bidrag til Afghanistan i form af 108 specialoperationsstyrker fra Jæger- og Frømandskorpset i Task Force Ferret. Sammen med specialoperationsstyrker fra bl.a. USA, Norge, Canada, New Zealand og Tyskland, indgik danskerne i Task Force K-Bar, som var den første større allierede indsats i krigen. Her bidrog de til at løse en række opgaver. Blandt andet indfangningen af en højtstående Taleban-leder, samt specialoperationsstyrkernes specialitet: special reconnaissance eller observation. Du kan læse et interview med Frank Lissner, som var chef for Jægerkorpset under missionen her.

Den danske indsats udvides

I december 2001 havde koalitionsstyrkerne under FN-mandat lagt planer for en international sikkerhedsstyrke til området omkring Afghanistans hovedstad Kabul. Omtrent samtidig med at de danske specialstyrker ankom i Afghanistan vedtog folketinget at Danmark skulle bidrage til ISAF (International Security Assistance Force). ISAF’s oprindelige mandat strakte sig kun til området i og omkring Kabul, men kom med tiden til at danne rammen for størstedelen af den danske tilstedeværelse i Afghanistan.

I de første år bestod det danske bidrag til indsatsen i Afghanistan af bl.a. stabspersonel, ammunitionsrydningshold, militærpoliti, kommunikations- og støttepersonel, samt såkaldte PRT(Provincial Reconstruction Teams). I 2003 stod det klart at indsatsen i Afghanistan ville kræve en omfattende og længevarende indsats. Efter henstillinger fra den afghanske regering og FN kom ISAF under NATO’s kommando. Samtidig udvidede FN ISAF’s mandat, så det kom til at dække det meste af Afghanistan.          

Beslutningen om at sende danske kampsoldater til Afghanistan blev taget d.2 februar 2006, hvor Folketinget besluttede at udvide det danske bidrag til ISAF. De to første udsendte hold var fra hhv. 1.- og 2. Lette Opklaringseskadron fra Opklaringsbataljonen på Bornholm på cirka 250 mand hver. Med de følgende hold blev indsatsen ved folketingsbeslutninger støt udvidet. Med tiden kom indsatsen til at udgøre en selvstændig dansk bataljon, med tilknyttede kampvogne fra Jydske Dragonregiment. På sit højeste bestod den danske indsats af cirka 750 mand pr. hold.

Den danske indsats var koncentreret i Afghanistans sydlige Helmand-provins, under den britisk-ledede Task Force Helmand. I Juli 2006 kom det for første gang til hårde kampe mellem danske soldater og Taleban, da soldater fra 1. Lette Opklaringseskadron skulle afløse britiske enheder i byen Musa Qala, som var omringet af Taleban-styrker.  De følgende dage rasede hårde kampe, hvor de danske soldater 78 gange tilkaldte støtte fra NATO-flystyrker.

De følgende år bølgede kampenes intensitet jævnligt frem og tilbage. Taleban-bevægelsen stod stærkt i Helmand-provinsen, som samtidig var fattig og underudviklet. Det betød en enorm opgave for danske og NATO-allierede soldater, som søgte at skabe stabilitet. Det krævede enorme ressource, og ISAF-missionen er da også til dato NATO’s største mission målt på deltagende personel.

Træningsmissionerne i Irak og Afghanistan

Næsten samtidig med at NATO overtog ISAF-mandatet i Afghanistan, deltog danske soldater i endnu en mission. I marts 2003 invaderede en amerikansk-ledet koalition Irak for at vælte Saddam Hussein. Danmark støttede den amerikanske invasion, og de første danske soldater ankom til Irak i sommeren 2003.

I modsætning til indsatsen i Afghanistan, var invasionen af Irak ikke under NATO-kommando, og havde ikke mandat fra FN. Det var derfor også et væsentligt nybrud i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, at et snævert folketingsflertal de følgende 4 år sendte danske soldater til Irak.

Da de danske kampsoldater i 2007 blev trukket hjem fra Irak, sendte man i stedet et stabs- og rådgivningsbidrag til den NATO-ledede NATO Training Mission – Iraq. Bidraget havde til opgave at uddanne og træne irakiske sikkerhedsstyrker. En indsats som varede indtil 2011, men blev genoptaget som Nato Mission Iraq i oktober 2018. En indsats som fortsætter den dag i dag.

En tilsvarende indsats fandt sted i Afghanistan efter ISAF’s afslutning i 2014. I 2015 oprettede NATO Resolute Support Mission, som havde til opgave at træne og rådgive de afghanske sikkerhedsstyrker, uden selv at deltage i kampene mod Taleban. Dertil kom en række støtte- og stabspersonel samt et helikopterbidrag.

Det danske bidrag til RSM varede ved indtil juni 2021. På trods af flere års løbende indsats, var det ikke lykkedes at opbygge en afghansk styrke der effektivt kunne modstå Taleban. I august 2021 stod Taleban udenfor Kabul, og en evakuering af det danske bidrag blev iværksat i form af Operation Alamo. Du kan høre lederen af Forsvarets bidrag til Operation Alamo, daværende Oberst Charlotte Wetche, fortælle om indsatsen her.

Med den sidste kaotiske evakuering fra Kabul Lufthavn, satte man punktum for næsten tyve års dansk indsats i Afghanistan. Kombineret med den russiske invasion af Ukraine i februar 2022, og det tilbagevendte fokus på territorialforsvaret, markerede evakueringen enden på en æra i dansk forsvars- og sikkerhedspolitisk historie.

Litteratur og videre læsning

• Infocenter Kastellet.dk: En database som udgør en omfattende ressource, som dækker samtlige af Danmarks internationale missioner siden 1948.
• Lars Halskov og Jacob Svendsen: Et land i krig – hvordan Danmark blev krigsførende og politikere og generaler famlede i blinde. (Politikens Forlag, 2012)
• Christian Axboe Nielsen: Vi troede ikke, det kunne ske her – Jugoslaviens sammenbrud 1991-1999 (Kristeligt Dagblads Forlag, 2018)
• Danmark i Afghanistan 2001-2021. Den Store Danske.
• Den danske deltagelse i Irak-krigen, 2003-2007. Danmarkshistorien.dk / Århus Universitet.