FORSVARSHISTORIEN

NATO-forstærkninger til Europa – REFORGER- øvelserne og den kolde krig

For nyligt påbegyndtes NATO-øvelsen Steadfast Defender. Her skal blandt andet trænes modtagelsen af amerikanske forstærkninger i Europa. NATO-øvelsen er den største af sin slags, siden man under den kolde krig holdt de såkaldte REFORGER-øvelser med over 100.000 deltagere.

Et anspændt årti

Efter en periode med politisk afspænding mellem øst og vest i 1970’erne, blussede konflikten op med fornyet kraft i 1980’erne. Den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979 ses ofte som startskuddet på denne sidste anspændte del af den kolde krig. Året efter vedtog NATO-landene den såkaldte dobbeltbeslutning, hvor man planlagde at opstille mellemdistanceatommissiler, hvis ikke Sovjetunionen indvilligede i forhandlinger om at begrænse sine samme. Det blev startskuddet på et begivenhedsrigt årti.

REFORGER-øvelserne

Midt i denne anspændte, politiske situation, fandt de såkaldte REFORGER-øvelser sted. REFORGER(Return of FORces to GERmany) var en tilbagevendende øvelse, hvor NATO siden 1969 havde øvet modtagelsen af primært amerikanske forstærkninger til Europa. REFORGER-øvelserne skulle vise, at amerikanerne var både villige og i stand til med kort varsel at forsvare Europa mod et angreb fra Warszawa-pagten.

En amerikansk M60A1 ‘Patton’-kampvogn i en tysk landsby under REFORGER ’82. Foto: Wikimedia Commons

Alene transporten af de mange tusinder af soldater kunne nemt blive et logistisk mareridt. For at minimere mængden af mandskab og materiel, som skulle transporteres den lange rejse over Atlanten, oprettedes en lang række NATO-depoter med materiel. Depoterne var spredt over hele Vesteuropa, men særligt mange lå i Vesttyskland, hvor man forventede de største kamphandlinger. I Danmark kom spørgsmålet om NATO-depoter til at lede til megen politisk debat, især pga. af spørgsmålet om opmagasinering af atomvåben. Det kan du læse mere om her.

Men REFORGER-øvelserne var ikke bare spil for galleriet. I tilfælde af krig var de også drejebogen for den reelle indsættelse af NATO-forstærkninger til Europa. Øvelserne involverede derfor tusindvis af soldater, en kompleks indsættelse af køretøjer, skibe og luftstøtte fra forskellige allierede nationer, og de tjente som en vigtig platform til at evaluere de NATO-allieredes evne til at operere sammen. De føromtalte logistikelementer var kritiske i disse øvelser og blev omhyggeligt overvåget, for at identificere og løse eventuelle udfordringer i forhold til hurtig deployering og mobilitet. Den største REFORGER-øvelse blev holdt i 1988, hvor 125.000 NATO-soldater deltog.

Under REFORGER-øvelserne ankom en del af de amerikanske styrker med kommercielle fly. Her ses amerikanske soldater på landingsbanen i Schiphol-lufthavn i 1987. Foto: Wikimedia Commons.

Ledte en NATO-øvelse næsten til krig?

REFORGER og andre NATO-øvelser blev så vidt som muligt forsøgt gennemført, så de lignede en reel krise- eller krigssituation. Det skulle sikre det bedste læringsmæssige udbytte for de deltagende. Men det kunne også være en balancegang.

På begge sider af jerntæppet blev der holdt nøje øje, når modparten holdt større øvelser. En større øvelse kunne være en perfekt undskyldning for at mobilisere til et overraskelsesangreb på modparten, så nerverne sad uden på tøjet. I 1983 var det lige ved at gå grueligt galt. Samme år havde USA stationeret Pershing II-mellemdistanceatommissiler i Europa. Det hjalp ikke på den anspændte stemning i Moskva.

Udgangspunktet skulle vise sig at være en anden tilbagevende NATO-øvelse: Able Archer. Her øvede officerer, politikere og embedsfolk fra NATO-landene en potentiel overgang fra konventionel til atomar, kemisk eller biologisk krigsførelse.

Som noget nyt var der i 1983 indført nye regler for kodet kommunikation, radiotavshed og deltagelse af statsledere. Efter gennemførslen af REFORGER 83 begyndte Able Archer. NATO simulerede overgangen til højeste alarmberedskab, og for de sovjetiske efterretningstjenester, som fulgte med, lignede det umiskendeligt at et atomangreb fra NATO var under opsejling.

Det sovjetiske atomforsvar blev sat i højeste alarmberedskab, og atombevæbnede sovjetiske bombefly var på 30-minutters standby. Inden krisen kunne eskalere yderligere, afsluttedes øvelsen dog. Men der er stadig dem, som argumenter for at verden her var på kanten af atomkrig. Vil du læse mere om krisestyring under den kolde krig, kan du læse koldkrigsforsker Jens Perch Nielsens artikel om emnet lige her.

Grundplan for REGAN Vest: Skjult under jorden i Rold Skov var Regeringsanlæg (REGAN) Vest. Sammen med tilsvarende anlæg på Sjælland skulle REGAN Vest sikre, at landets øverste ledelse kunne overleve en atomkrig, som den Able Archer simulerede. Foto: reganvest.dk.

Forstærkninger til Danmark

Mens REFORGER-øvelserne primært fokuserede på indsættelsen af styrker i Vesttyskland, betød det ikke, at Danmark ikke også planlagde at modtage forstærkninger fra sine NATO-allierede. Tværtimod.

Allerede i 1952 var amerikanske marineinfanterister vadet i land på den jyske vestkyst under øvelsen MAINBRACE. En øvelse, som skulle vise NATO’s vilje og evne til at forsvare Norge og Danmark i en periode, hvor der blev stillet store spørgsmål ved samme evne.

NATO øvelsen Main Brace landgang 1952
Amerikanske soldater går i land på den jyske vestkyst under øvelsen MAINBRACE i 1952. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Med 1973-forsvarsloven prioriterede man fra politisk side forberedelsen til modtagelsen af forstærkninger allerede i fredstid. I stigende grad satte man fra politisk side sin lid til forstærkninger fra NATO. Det gjorde det også nemmere at spare på Forsvaret, hvis man hurtigere kunne forvente hjælp fra NATO-allierede.

NATO-forstærkningerne havde siden 1970’erne udgjort en væsentlig del af NATO’s forsvarsplanlægning, da man heller ikke her gjorde sig store forhåbninger om, at Danmark kunne stoppe Warszawa-pagtens styrker alene. Den primære forstærkning skulle i første omgang være i form af 7 amerikanske flyeskadriller øremærket til Air Forces Baltic Approaches-hovedkvarteret ved Karup.

To amerikanske F-105 Thunderchiefs letter fra Flyvestation Skrydstrup under en øvelse i 1981. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Dertil indgik NATO-landene i 1982 en forstærkningsaftale, som øremærkede britiske og amerikanske styrker til forsvaret af Danmark: En britisk brigade på 11-15.000 mand og senere en amerikansk division med 35-50.000 mand. En del af forstærkningerne var dog på betingelse af der ikke var brug for dem andre steder. Og der var fra Forsvarets side bekymringer for disse styrkers deployeringstider, som kunne forventes at vare op til flere uger. Op gennem 1980’erne fastholdt man derfor en række større øvelser i modtagelsen af forstærkninger.

US Amphibious Brigade landsætter M60A1-kampvogne ved Blåvand ved øvelsen Northern Wedding i 1982. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Forstærkninger i dag?

Med den russiske invasion af Ukraine i februar 2022, er spørgsmålet om NATO-forstærkninger igen blevet aktuel. I oktober 2022 kom NATO med en kras kritik af Danmarks evne til at yde såkaldt host nation support. Det vil sige evnen til at modtage og indsætte allierede styrker på dansk jord.

Siden har Danmark ad flere omgange ydet host nation support, blandt andet i april og august 2023, hvor man har modtaget en stor mængde amerikanske køretøjer og andet materiel ved bl.a. Esbjerg og Århus havn.

Amerikansk kampvogn transporteres igennem Århus havn, med henblik på transport videre ud i Europa, d.16. januar. Foto: Maria Sejr / Forsvarsgalleriet.dk

Relevant litteratur

Relaterede artikler

Skriv et svar

Støt forsvarshistorien
Bliv abonnent

Tags

Forfatter

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.