Denne artikel er tredje artikel i en serie om værnene under den kolde krig. Du kan læse artiklen om hæren her, og artiklen om Søværnet her. Som med de andre artikler er meningen at give en kort og letlæselig introduktion til værnets historie under den kolde krig.

Flyvevåbnet er om noget et barn af den kolde krig. Før 2. verdenskrig havde Danmark nemlig ikke et selvstændigt flyvevåben. I stedet havde Hæren og Søværnet sine egne flystyrker. Men ved befrielsen stod det klart, at tiden var kommet til at oprette et selvstændigt flyvevåben. En del danskere havde gjort tjeneste i de allierede luftstyrker under krigen, og det stod klart for enhver hvor magtfuldt et dedikeret luftvåben kunne være.

Men der var stor uenighed om hvordan et sådant luftvåben skulle se ud. Man nedsatte et udvalg der skulle  diskutere udformningen. Men den slags tog tid, og var præget af mange uenigheder. Så først i april 1950 kunne der stilles et lovforslag til politisk beslutning. Og i d. 1. oktober 1950 så Flyvevåbnet dagens lys som selvstændigt værn.

Jetmotorens tidsalder

Som de andre værn indkøbte Flyvevåbnet i tiden efter befrielsen allieret overskudsmateriel. Men ligesom for de andre værn, var meget af det modtagne materiel allerede godt nedslidt. Samtidig stod flyteknologien også på tærsklen til en ny tidsalder. Jetmotoren havde i begrænset omfang gjort sit indtog i slutningen af 2. verdenskrig, men det stod klart for enhver, at den nye teknologi var kommet for at blive.

D.20 januar 1950 ankom de første jetfly til Danmark, i form af tre Gloster Meteors købt fra Storbritannien. Det skulle blive begyndelsen på jetflyets tidsalder i Flyvevåbnet. Men den helt store tilgang af jetfly kom i årene efter.

Det skete da USA i begyndelsen af 1950’erne donerede de første F-84E Thunderjets jagerbombere som våbenhjælp til Flyvevåbnet. Med tiden skulle det blive til over 200 Thunderjets, primært F-84G-varianten, som Danmark modtog kvit og frit fra amerikanerne. Dertil kom senere en lang række andre fly, som enten blev indkøbt eller doneret via våbenhjælpen. Du kan læse mere om våbenhjælpen her.

Denne tilgang af nye fly stillede også krav til Flyvevåbnets basekapacitet. Der eksisterede ganske vist flyvepladser i Danmark før krigen, men de fleste af Flyvevåbnets baser under den kolde krig, var bygget af den tyske besættelsesmagt under krigen. Med hjælp fra NATO’s infrastrukturprogram blev baserne ved Skrydstrup, Karup og Ålborg udbygget til Flyvevåbnets primære baser, mens Vandel, Tirstrup og Værløse skulle fungere som supplerende baser til brug i krise- og krigstid.

Flyvevåbnets opstartsproblemer

I årene efter sin oprettelse stod Flyvevåbnet i den vanskellige situation at opbygge organisationen, udarbejde strategi og taktik og træning, samt uddannelse og træning nærmest fra bunden. Flyvevåbne fik i 1952 hovedkvarter i Vedbæk. Som med Hæren blev Flyvevåbnet opdelt i to operative landsdelskommandoer i Karup og Værløse.

Det viste sig dog hurtigt, at der på alle niveauer manglede personel med operativ erfaring, og særligt også med kendskab til de nye kraftfulde jetmaskiner, som i disse år ankom i store antal. Resultatet blev at Flyvevåbnet i sine første år var plaget af interne stridigheder og usikkerheder, samt en lang række havarier og ulykker, i flere tilfælde med omkomne piloter til følge.

I 1954 blev det derfor besluttet at hente mere erfaren hjælp ind udefra, og den engelske Air Chief Marshall Hugh Saunders blev ansat som særlig rådgiver for Flyvevåbnets chef generalløjtnant Christian Førslev. Saunders opgave var at sat styr på rammerne for Flyvevåbnets organisation. Særligt jagereskadrillerne med deres kraftfulde nye fly var ramt af uheld, så man nedlagde de to landsdelskommandoer og samlede dem i Flyvertaktisk Kommando (FTK).

Da Enhedskommandoen BALTAP i 1962 blev oprettet, fik den hovedkvarter på Flyvevåbnets base ved Karup. Chefen for Flyvertaktisk Kommando fungerede derefter samtidig som chef for enhedskommandoens flystyrker (COMAIRBALTAP). Resultatet deraf blev også at Flyvevåbnets procedure blev udarbejdet af FTK og COMAIRBALTAP i fællesskab.

Med tiden lykkedes det at få løst de organisatoriske og træningsmæssige problemer, og Flyvevåbnet kunne fokusere på at løse fredsmæssige arbejdsopgaver, samt udvikle strategi og taktik for en eventuel krigssituation

Kontrol- og varsling

Men hvad var Flyvevåbnets opgave egentlig i en krigssituation? 2. verdenskrig havde vist at et veludviklet luftvåben, særligt i samarbejde med de andre værn, kunne udgøre en formidabel trussel mod en fjendtlig styrke. Omvendt var Danmark også sårbar i jetmotorens tidsalder.

For fra Warszawa-pagtens flyvepladser langs Østersøen, var der ikke mange minutters flyvetid til Danmark. Det stillede høje krav til varslingssystemer og luftforsvaret. Også i fredstid, hvor afvisningsberedskabet måtte på vingerne, hvis dansk luftrum blev krænket af sovjetiske fly.

På grund af den korte flyvetid mellem øst- og vestlandene, var man stærkt afhængig af kontrol- og varslingstjenesten, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at reagere på et fjendtligt angreb i tide. Fra 1959 havde tjenesten hovedkvarter på Flyvestation Karup, hvorfra man kunne videresende informationen til eskadrillerne.

I 1971 blev Danmark koblet på NATO’s nye integrerede kontrol- og varslingssystem (NADGE), og tjenesten flyttet til Flyvevåbnets administrative hovedkvarter i Vedbæk-bunkeren. Systemet koblede en lang række radarstationer spredt rundt om i Danmark, til et større europæisk varslingssystem, som konstant afsøgte luftrummet for ændringer i normalbilledet.

Fra jetfly til missilsystemer

Mange af de første fly man modtog eller indkøbte var jagerbombere, som var velegnet til at angribe fjendtlige mål på landjorden. Enten selvstændigt, eller i samarbejde med allierede land- eller flådestyrker, skulle jagerbomberne angribe fjendtlige styrker og infrastruktur.

På landjorden forventede man at være talmæssigt i undertal overfor Warszawa-pagten, og NATO’s flystyrker spillede en stor rolle i planlægningen i at udligne den styrkemæssige forskel.

Naturligvis måtte man også forsvare sig mod fjendens egne fly. Fx var jagerbomberne sjældent særligt manøvredygtige på grund af deres tunge bevæbning. Som supplement anskaffede man derfor såkaldte altvejrsjagere. Oftest anvendte disse fly missiler, som ved hjælp af radar og anden teknologi kunne angribe fjenden på mange kilometers afstand, oftest inden fjenden viste sig for det blotte øje.

Udover fly rådede Flyvevåbnet også over et jordbaseret luftforsvar. Danmark havde i slutningen af 1950’erne modtaget NIKE-missiler, som var et radarstyret jord til luft-missilsystem. Inden atommissiler blev standarden, frygtede man også angreb fra atombevæbnede bombefly. Derfor blev NIKE-systemet placeret rundt om København, som man mente ville være det primære mål for fjendtlige atomangreb.

NIKE-systemet var dog stationært, og dets affyringsramper derfor sårbare overfor fjendtlige angreb. I 1964 supplerede man derfor med HAWK-missilsystemet. I modsætning til NIKE, var HAWK-systemet mobilt, som gjorde det i stand til at løbende skifte stilling. NIKE-systemet blev udfaset i 1980’erne, mens HAWK løbende blev opdateret og var i tjeneste resten af den kolde krig.