Sygeplejerske fra Varde Kaserne beretter om strabadserne under de store mobiliseringsøvelser under den Kolde Krig i Jylland og Slesvig-Holsten

Sygeplejerske Inger Christensen, Varde Kaserne, var én af de menige aktører, der gennem personlig fleksibilitet hjalp med at få vanskelige kabaler til at gå op under koldkrigshærens mobiliseringsøvelser i regi af COMLANDJUT i Rendsborg, den fælles dansk-tyske kommando for NATO’s landforsvar af Jylland/Fyn og Slesvig-Holsten.

Ifølge major Sten Krarup – forfatter til bind 1 af tobindsværket Det militære lægevæsen 1935-2013 (Militær-Medicinsk Samling, 2015) – var alle sanitetsenhederne i Hæren over brigadeniveau, dvs. feltlazaretter, ambulancekompagnier og sygetog, rene mobiliseringsenheder, der kun blev aktiveret ved genindkaldelser. Det indebar, at enhederne ikke havde hverken læger, officerer, befalingsmænd eller sygeplejersker med erfaring i opstilling og anvendelse af enhederne.

Feltlazaretter omfattede til begyndelse af 1960’erne ca. 200 senge, derefter blev antallet reduceret til ca. 100 senge pr. lazaret. Bortset fra chefen, der var militær overlæge, var alle lægerne ved lazaretterne værnepligtige reservelæger. Befalingsmændene var hjemsendt af Hæren – typisk fra en feltambulance eller et sanitetskompagni – og ingen af dem havde set et feltlazaret i funktion. Sygeplejerskerne eksisterede kun på papiret.

Meget lang og tung kortege

Som erstatning for de manglende lazaretsygeplejersker blev nogle af infirmerisygeplejerskerne overtalt til at stille sig til rådighed ved genindkaldelse af lazaretterne. Inger Christensen fra Varde Kaserne har afgivet beretning om sine oplevelser:

”Første gang, jeg var med i Tyskland i 1964, var det den rene elendighed. Vi skulle møde i Viborg en tidlig morgen uden at vide andet, end at vi skulle til Tyskland. Jo tak, vi skulle iklædes, dvs. det der dengang var feltmæssigt, battledress, kapper, regnslag, støvler og gamacher, men bukserne var nu ikke bygget til, at enhver pige kunne hoppe i dem. Vi var 5 eller 6 sygeplejersker og 30-40 lotter, så skrædderen i Viborg fik travlt. Der skulle syes meget og store kiler bag i bukserne, som imidlertid ikke altid passede i farverne, men dog en slags khaki.

Kl. 1400 skulle vi starte en meget lang og tung kortege. Telte, senge og alt tænkeligt til et hospital (med 200 senge) var pakket, uden at vi vidste, hvad det drejede sig om. (…) Der var megen mismod at spore, og bedre blev det ikke i de følgende dage; det var bare så elendigt tilrettelagt som tænkes kunne.
Som dagene gik, fik vi lige så mange rigtigt syge patienter som forstilt sårede, så pladsmangel var der også opstået trods 200 sengepladser; de rigtigt syge kunne vi ikke få sendt hjem til Danmark.
Lægerne og sygeplejerskerne boede i 2-mands telte, hvor sengebundene sank i dybet. (…) Det mest positive var nogle gode køkkenlotter. Kl. 2-nat var øvelsen pludselig slut. Det hele skulle nedbrydes i en fart; vi skulle passere grænsen kl. 1200.

Så gik de næste fire år, så var den gal igen i Nordjylland; vi blev spurgt, men følte det nærmest som frivillig tvang. Det gik nogenlunde, men stadig manglede vi informationer (om), hvad der skulle foregå. Stadig i telte og oktoberkulde (…) Efter denne tur meldte jeg fra; ville ikke spilde mere tid og kræfter på noget, der stadig haltede i alle ender og kanter.

Så nåede vi frem til 1976 i Fredericia. Jeg lod mig igen overtale, men nu var der virkelig styr på det hele, og man følte, at man gjorde gavn, var med i planlægningen, hver især fik tildelt sine arbejdsopgaver, som vi havde travlt med, følte, at selv om vi var statister (Tordenskjolds soldater) i det spil, tror jeg nok, det havde sin betydning, at der var piger med; det var første gang, man opdagede, at det mønstrede mandskab ikke havde glemt sine færdigheder.”

Når Inger Christensen – som det fremgår – i 1970’erne noterede sig en væsentlig forbedring i forholdene, skyldtes det, at en særlig lazaretforsøgsdeling fra 1975 fik en central rolle i planlægningen.