En beretning fra officersafdelingen på Københavns Militærhospital giver et blik ind i en længst svunden tid. Det særlige sygehus for forsvarets personel eksisterede, til det i 1963 blev lagt under Rigshospitalet

Af Niels Birger Danielsen

Indvielsen af Københavns Militærhospital den 13.oktober 1928 var en milepæl, idet det var det første fuldt integrerede sygehus for militært personel fra Hæren og Søværnet. Den nye institutions bygninger på Tagensvej lige ved Rigshospitalet var delvis nyopførte, og dagen blev markeret under stor festivitas i overværelse af kong Christian X, dronning Alexandrine og kronprins Frederik.
   Militærhospitalet fik knap 35 års levetid, indtil det i 1963 blev lagt under Rigshospitalet. Men indtil dette tidspunkt havde Forsvaret altid haft sit eget hospitalsvæsen.
    Det skelsættende i åbningen var ifølge Hjalmar Thorsteinssons bog De militære sygehuse – og disses arbejdsbetingelser gennem tiderne (Forsvarets Sundhedstjeneste, 2001), at tænkningen inden for de to værn indtil da havde ligget langt fra hinanden. Derfor forekom en fælles løsning mange i Hæren og Søværnet fjern.
    For Hæren havde Kjøbenhavns Garnisonshospital i Rigensgade eksisteret siden 1818, og det havde også i et vist omfang taget patienter ind fra Søværnet. I 1913 blev Marinehospitalet oprettet, der med placering på Christianshavn lå praktisk i forhold til Søværnets hovedbase på Holmen.
    Desuden blev ’Det for Hæren og Flaaden fælles Epidemihospital’ etableret i 1901 på Tagensvej som en fælles foranstaltning mod de tilbagevendende bølger af epidemiske sygdomme. Det lå på samme grund, hvor Københavns Militærhospital blev åbnet i 1928 til erstatning for de tre eksisterende militære sygehuse i hovedstaden, der alle blev lukket.

Sygehus med mahogni og messinglysestager

En sygeplejerske, der som yngre arbejdede på Militærhospitalets officersafdeling kort efter den tyske besættelse har givet en personlig skildring af dagligdagen i Hjalmar Thorsteinssons bog Lampen – træk af de militære sygeplejerskers historie i Danmark (Danmarks Sygeplejerskehøjskole, 1986):

”Denne tid var jo som et eventyr og noget helt særligt. De indlagte var kun officerer efter officersskole og opefter og mest ældre, ofte pensionerede, fra såvel hæren, søværnet og flyvevåbnet. Så det var jo også en meget blandet afdeling, rent sygdomsmæssigt, kirurgisk, medicinsk, fysiurgisk, psykiatrisk, øre, næse, hals, ja meget mere.
    Vi oplevede ofte en 4-5 slags stuegang på en enkelt dag af de forskellige overlæger og reservelæger. Eksempelvis havde vi mange plejepatienter, det være sig pensionerede officerer, der i ny og næ mødte op med en lille småskavank, især i december og omkring jul var der mange. Et år til jul så det småt ud med tilgangen, så vi spurgte frk. von Seck, om vi ikke skulle sætte en annonce i avisen om et godt og billigt juleophold, det blev vi nu ikke populære på.

    Var patienterne blandede og sygdommene ligeså, var indretningen af afdelingen et helt kapitel for sig. (…) Det eneste normale på stuerne var sengene, (…) der var faktisk ikke andet end enestuer, undtaget en enkelt tomandsstue (…). Der var mahognikommoder med spejle over med indlagt elfenben, stole med rødt damaskbetræk, en enkelt rigtig siddestol var der dog.
    Desuden et mærkeligt natbord i fint træ med klap foroven, under den en plads til vandfad og toiletartikler, nederst et skab til natpotte, som dog var fjernet, klædeskab med skuffe under var der også, endda i meget fin udgave (karlekammerskab).
    Gangen på afdelingen og dagligstuen var også alt andet end hospitalspræget, der var 2 af de fine gamle kommoder med messinglysestager på og spejle over. Et stort bornholmerur (hvidt) og over døren til dagligstuen var et rundt sort relief af den gamle hedengangne Meyer (…).
    Alle de for os kære antikviteter stammede fra det gamle garnisonshospital. Jo, der var stil over det.
    Patienter fik serveret på bakker med servietter, små serveringsfade, sovseskåle med KMH-monogrammer og sølvbestik med Frederik d. VI navnetræk. Det blev efterhånden nødvendigt at inddrage dette, selvom vi efter hver eneste opvask talte grundigt efter, det kom aldrig ud af afdelingen.
    Vi havde 4-5 søde damer til rengøring og opvask samt anretning af mad, de var næsten antikke også, forstået at de alle var gamle i gårde. Vi sygeplejersker spiste på afdelingen, hvor maden blev sendt over fra køkkenet, desuden havde vi kun et lille beskedent rum til både omklædning og spisestue. Det var også en af grundene til, hvorfor den afdeling var en verden for sig, vi kendte næsten ikke de andre kolleger på hospitalet.
    Det var også en del af det Meyerske legat, at vi kunne holde en overdådig jul for patienterne. Til tjenestemandsansatte var der 2 legatportioner årligt, der blev delt ud efter tur (500 kr.), det var mange penge dengang. Vi regnede meget på, hvornår er det min tur, jeg nåede det aldrig, da jeg jo søgte uden for nummer i 1959.
    De første år derinde boede jeg på hospitalet, idet jeg var heldig at få tildelt et værelse øverst på patientfløjen, der var vi da KUN 8 om et bad, 2 toiletter og et lille køkken.
    Små værelser var det jo også, men vi havde det godt sammen der og der var ikke så megen trængsel som i sygeplejerskeboligen, hvor der var 16 på hver gang om køkken og bad. Der var jo dårlige forhold med hensyn til roen for nattevagterne. Sygeplejerskeboligen lå, ja ligger vel, ualmindelig flot lige midt for porten fra Tagensvej.

    Vore uniformer var tykke og stribede i 2 blå farver, hvide slippe løse – det var godt, hvis man kendte en officer fra søværnet, der var vokset ud af en nummer 37 – todelte forklæder med et utal af knapper og selvfølgelig hvide stivede kapper. Når man blev tjenestemandsansat, fik man udleveret et hvidt armbind med Røde Kors-mærke med gul metalkrone midti”.
     Efterhånden syntes sygeplejersken, at det var tiden til at komme videre fra officersgangen på Københavns Militærhospital.
      ”Min sidste tid på KMH blev lidt omskiftelig (…). KMH’s øre-, næse- og halsklinik var i hvert fald en lærerig tid for en senere infirmerisygeplejerske, og sengeafdelingen for øre-, næse- og halsklinikkens patienter ikke mindre.
    Nogle måneder hos de værnepligtige på kirurgisk afdeling (sengeafd.) var en kolbøtte fra officersafdelingen, men det blev jo mit senere virke. Jeg søgte et par gange i årenes løb på KMH ud på et infirmeri med al mulig støtte fra gamle patienter, der kendte generallægen, jeg opdagede dog senere, at det var dumt, sådan skulle det i hvert fald ikke gøres, gik engang ind til Hovedvagtgade og bad om en forklaring, modigt, men det eneste jeg fik at vide var, at jeg var for ung, ak ja.”
     Sygeplejersken kom fra Militærhospitalet til Ringsted Kaserne, hvor hun var, til hun gik på pension midt i 1980’erne.

Navnet på sygeplejersken bag beretningen foreligger ikke. Hjalmar Thorsteinsson skriver i sit forord: ’En stor tak skal rettes til sygeplejerskerne: H. Fischer, Gerda Lindhardt, Agnes Hansen og Inger Christensen…’ Deres beretninger flettes imidlertid sammen, uden at ophavskvinden bag det enkelte bidrag bliver oplyst.