Da flyverhelten måtte give op

De danske officerer, der havde været i tjeneste under besættelsestidens samarbejdspolitik, var ikke parate til at integrere krigshelten Kaj Birksted, der ellers havde en række imponerende præstationer på sit CV. Alligevel endte ’Birk’ varig indflydelse

Introduktion af Niels-Birger Danielsen
Alle fotos bragt i artiklen, stammer fra Thomas Harder biografi

I de første måneder af 1954 florerede negative historier om Forsvaret – ofte personcentrerede – i et omfang, der var fuldt på højde med det, vi i de seneste måneder har oplevet i forbindelse med forsvarschef Flemming Lentfers afgang.

Det drejede sig om et umuligt samarbejdsforhold mellem Flyvevåbnets chef, generalløjtnant Christian Førslev, og hans stabschef, oberst Kaj Birksted.

Den 39-årige Birksted var i 1945 vendt hjem til Danmark som en fejret krigshelt.

I 1930’erne havde han gennemgået officersuddannelsen i Marinens Flyvevæsen, men var allerede kort efter Danmarks besættelse i april 1940 flygtet ud af landet for at gå i vestallieret krigstjeneste.

Birksted blev et jager-es i det eksilerede norske luftvåben, der deltog i krigen som en del af Royal Air Force(RAF), det britiske luftvåben.

*Spitfire Mk VB-fly fra den norske 331 Squadron. Eskadrillekoden ’FN’ blev nogle gange forklaret som ’First Norwegian’ eller ’For Norge’.*

Med flyvernavnet ’Birk’ fløj han den legendariske Spitfire-jager og blev eskadrillechef og major. Senere fik han de amerikanske Mustang-jagere under sig og fløj selv missioner som Wing Commander Flying. Til sidst var han chef for seks eskadriller, der alle havde Mustang-jagere.

I et år fra marts 1944 havde Kaj Birksted en lederstilling ved staben i Group 11, det operative hovedkvarter under 2. Tactical Air Force. Trods endnu ikke 30 år blev han oberstløjtnant.

Den kongelige forbindelse

Kaj Birksteds indsats var så påskønnet, at han allerede i 1942 blev dekoreret med Krigskorset, Norges højeste militære udmærkelse, af Norges kong Håkon VII, der efterhånden blev personlig ven med Birksted og dennes norske hustru, Sonia.

Med den baggrund havde ’Birk’ mildt sagt haft et andet krigstidsforløb end det store flertal af det danske forsvars officerer, der havde tilbragt besættelsestiden hjemme. Her havde de militære værn fået lov til at eksistere videre i beskåret form på grund af regeringens samarbejdspolitik med tyskerne.

Kong Håkon VII var et samlingsmærke for det norske flyvevåben i RAF-tjeneste, og han dekorerede flere gange personligt Kaj Birksted, som han også blev privat ven med. Kongen ses her foran officersmessen på en flyvestation i England.

For at skære kontrasten endnu mere ud i pap, havde flyverofficererne i Hærens Flyverkorps og Marinens Flyvevæsen slet ikke været på vingerne i fem år, fordi al militærflyvning var forbudt i det besatte Danmark. Til gengæld var der hos topofficererne stærkt fokus på bureaukratiske procedurer, som den dynamiske Kaj Birksted ikke viste tegn på at ville tilpasse sig.

Når kongen efter krigen var på besøg i København, aflagde han ofte besøg i hr. og fru Birksteds lejlighed på Svanevænget i Hellerup. I maj 1946 viste Håkon VII Kaj Birksted den enestående ære at opsøge ham i hans hjem og overrække ham Sankt Olav-Ordenens Kommandørkors med stjerne. Der skete altså løbende ting, der var egnede til at fyre op under den misstemning, som den unge oberstløjtnants succes og selvsikkerhed skabte.

Det førte i de følgende år til et højspændt forløb, som forfatteren Thomas Harder skildrer i bogen Birk – historien om Kaj Birksted, der udkommer på Gads Forlag.

Bruddet med Førslev

Kaj Birksted (tv.) tænder cigaret for flyverkammeraten Leif Lundsten, der senere – i 1944 – blev skudt ned og dræbt over Normandiet. Birksted oplevede at et stort antal kammerater omkom, og hans egen hustru var krigsenke.

Danmark skulle have et Flyvevåben som et nyt, samlet værn, og mange anså Kaj Birksted for at være et naturligt valg til posten som værnschef på grund af hans sublime operative erfaring og driftssikre varetagelse af ledelsesposter på højt niveau. Andre lagde vægt på, at han stod fjernt fra samarbejdsformen i det danske militær.

Da det nye værn blev oprettet i 1950, blev han stabschef under generalløjtnant Christian Førslev, Flyvevåbnets første chef.

Hverken Birksted eller Førslev gav senere oplysninger om, hvad der præcis gik galt mellem dem, men uenighed om ansvaret for en række tragiske havarier i det nyetablerede Flyvevåben kan have forværret det i forvejen dårlige samarbejde. Alene i årene 1950 til 1953 havarerede 37 af Flyvevåbnets mest moderne fly, og 34 piloter blev dræbt. Det skete på grund af tekniske svigt, utilstrækkelige sikkerhedsprocedurer, manglende rutine m.m.

Det endte med, at flyverhelten blev flyttet til stillingen som chef for Flyvevåbnets Vestre Basiskommando – noget han betragtede som en degradering.

Under britisk administration

Kaj Birksted sagde sin stilling op, men forsvarsminister Rasmus Hansen (S), der hele tiden havde været en af hans politiske venner, nægtede at acceptere den. I stedet blev han sendt på sygeorlov.

Birksteds indflydelse var imidlertid ikke slut. Kort før sygemeldingen skrev han et fortroligt notat, som Thomas Harder kan offentliggøre i sin biografi. I formen begrænsede det sig til at være et forslag til foranstaltninger for at undgå fremtidige flyhavarier. Reelt var det et færdigt oplæg til en reorganisation af Flyvevåbnet.

’Birks’ sygemelding blev i flere måneder hemmeligholdt for offentligheden. Nedenstående uddrag af Harders biografi begynder på det tidspunkt, hvor de første avishistorier om sagen blev bragt.

*Oberstløjtnant Kaj Birksted bliver dekoreret med den fornemme Distinguished Service Order (DSO) af generalløjtnant Trafford Leigh-Mallory.*

Kaj Birksteds forslag blev senere i alt væsentligt ført ud i virkeligheden. Problemerne var så store, at den britiske viceluftmarskal Hugh Saunders, der netop var blevet pensioneret fra stillingen chef for NATO’s flystyrker i Europa og næstkommanderende for SACEUR – alliancens militære øverstkommanderende i Europa – blev udnævnt til særlig rådgiver for forsvarsministeren med henblik på at få styr på flyvesikkerheden.

TEMA Danmark i NATO i 75 år

Christian Førslev beholdt sin post som chef for Flyvevåbnet, men reelt var han nu uden afgørende indflydelse. Gennem de følgende år var det Saunders, der reelt var chefen, som foretog de militærfaglige indstillinger til forsvarsministeren. Og hos Hugh Saunders – som hos briterne generelt – stod Kaj Birksted og hans ideer i høj kurs.

I denne fase var flyverhelten imidlertid for længst ude af det hjemlige danske forsvar. Resten af sin karriere tilbragte han først i Paris, derpå i Bryssel. Her beklædte han høje chefstillinger i staben i NATO-hovedkvarteret til pensioneringen i 1980.

Den britiske Gloster Meteor-jetjager nåede som et af de få jetfly at blive indsat operativt under Anden Verdenskrig. Her ses den i det danske Flyvevåbens bemaling. I årene 1950-53 havarerede ikke færre end 10 af Flyvevåbnets Meteor-fly.

—— ——

I slutningen af januar (1954, red.) brød krigen ud igen: Den 21. januar fortalte aviserne, at Rasmus Hansen havde bedt det amerikanske luftvåbens Accident Prevention Team om at undersøge ulykkerne i det danske flyvevåben. Flere blade mente, at der var lagt op til en radikal omorganisering af Flyvevåbnet, og nogle af dem knyttede udviklingen sammen med uroen i værnets ledelse og med Birksteds sygeorlov, som først kom for en dag nu. Ekstra-Bladet og Information fortalte, at Birksted havde indgivet en afskedsbegæring, og Politiken kendte ligefrem til hans notat om flyvesikkerheden. Birksted bekræftede, at han havde sygeorlov, men ville i øvrigt ikke udtale sig.

Havari på Sorte Lørdag

I de følgende uger flød aviserne over med historier om konflikter og anden dårligdom i og omkring Flyvevåbnet: Hærens dominans i værnet og i Forsvarsministeriet, de hindringer, der blev lagt i vejen for de tidligere RAF-piloter, forløbet af øvelsen Heads Up, som nu blev udråbt til en fiasko (hvilket Førslev bestred); en hemmelig meningsmåling foranstaltet af Førslev blandt værnets officerer for at finde ud af, hvem de ønskede som hans eventuelle efterfølger; en støttetilkendegivelse til Førslev fra Flyvevåbnets faste officerer (men ikke fra de 2-300 flyverløjtnanter II af reserven, som udgjorde hovedparten af jetpiloterne) og meget andet. Flere aviser citerede unavngivne kilder, som sagde, at Birksteds skuffende indsats som stabschef – ikke mindst hans manglende samarbejdsevne – havde fået mange af hans tidligere støtter, også blandt de unge officerer, til at vende sig fra ham. Hugh Saunders skrev senere til Norstad, hvor overrasket han var blevet over at konstatere styrken af de anti-Birkstedske følelser i Flyvevåbnet.

*Kaj Birksted under en ferie med sin kone (yderst tv.) i 1949. Da var konflikten med de andre højere flyverofficerer under fuld udvikling.*

Uroen om Flyvevåbnet og om Birksteds person blev et politisk spørgsmål: Oppositionspartierne Konservative, Radikale og selv Venstre (hvis forsvarsminister Harald Petersen ellers ikke havde haft noget godt samarbejde med Birksted) lagde pres på Rasmus Hansen for at få ham til at gøre den uret, som man mente var begået mod Birksted, god igen.

Birksted delte ikke de Radikales forsvars- og atlantskepsis, men partiets medlem af Forsvarskommissionen, Johannes Christiansen, havde sympati for hans tanker om “frihedsforsvaret” og ønskede i øvrigt Førslev fyret. Efter “en overmaade interessant formiddag […] i Deres hyggelige stuer” skrev Christiansen et indlæg i Holbæk Amts Venstreblad, hvori han krævede sagen om Birksteds afskedsansøgning frem i lyset og forlangte, at der blev grebet ’baade haardt og hurtigt ind’ for at råde bod på de brist, der måtte være i systemet.

Generalløjtnant Christian Førslev (th.) var en flyverpioner og en velmeriteret officer, der kom til chefposten i Flyvevåbnet fra en stilling som militærattaché i Washington. Men han skuffede Kaj Birksted – og vice versa.

De amerikanske eksperter afleverede deres rapport til Forsvarsministeriet den 1. marts, hvorefter oberst Ramberg fik i opdrag at skrive en redegørelse for dens indhold. Den 19. marts fremlagde Rasmus Hansen resultaterne for partiformændene: Hovedpunkterne var, at Flyvevåbnet led under en alvorlig mangel på erfarent personel, at flyvestationernes indretning og anlæg var bedre end gennemsnittet i NATO, og at de tekniske tjenester som vejrtjenesten, flyveledertjenesten m.v. stort set var tilfredsstillende, men havde visse mangler, bl.a. utilstrækkelig kontakt med piloterne under landing. Der var problemer med sikkerhedsprocedurerne og med jordtjenesten. Under indtryk af en dødsulykke den 17. marts forbød forsvarsministeren al træningsflyvning med jetfly, indtil en række problemer var undersøgt, og sikkerhedsbestemmelserne skærpet.

Air Vice Marshal Hugh Saunders, der havde været Kaj Birksteds chef i Group 11 under krigen, havde den nødvendige pondus til at træde til i Flyvevåbnets store krisesituation og sætte sine løsninger igennem. Saunders lyttede til Birksted.

Redegørelsen udløste en ny omgang polemik i pressen, hvor man også beskæftigede sig med disciplinen blandt de unge piloter og indhentede kommentarer fra norske officerer, der fortalte, at man i det norske luftvåben havde haft problemer med uansvarlig flyvning (…), men nu havde fået styr på dem. Flyveforbuddet, der varede en hel uge, blev udlagt som en falliterklæring for Førslev, og han gavnede ikke sin sag ved at udtale, at Flyvevåbnet “midlertidigt” ville skærpe sikkerhedsbestemmelserne. Rasmus Hansen mente, at Ritzaus Bureau helt bestemt måtte have citeret generalløjtnanten forkert. “Mere ønsker jeg ikke at sige.”

Den 24. april 1954 fremlagde Rasmus Hansen – “med tydelig træthed i stemmen”, noterede Ekstra Bladets luftmilitære medarbejder – den offentlige redegørelse for de konsekvenser, der ville blive draget af ulykkesrapporten: For at mindske den mangel på erfarne folk, som var et af Flyvevåbnets grundproblemer, skulle der hentes 80 udenlandske eksperter til Danmark. Derved ville det samlede antal NATO-officerer ved Flyvevåbnet nå op på 120. Desuden skulle en del flyveuddannet personel, som var beskæftiget med administration, erstattes med civile medarbejdere, så flyverne kunne komme op af kontorstolene og i luften. Formationsflyvning om natten blev forbudt, fly måtte højst starte to ad gangen og kun lande ét ad gangen; luftkampøvelser og kunstflyvning skulle foregå i mindst 4.000 meters højde; flyene skulle som hovedregel altid flyve mindst to sammen, piloterne skulle have længere tid til at lære nye flytyper at kende, og reglerne for genoptagelse af flyvning efter længere perioder uden træning blev skærpet.