FN styrker under angreb – Hold ud lidt endnu

Patruljebasen på ”blue line” mellem Israel og Libanon er smadret efter nattens bombardementer. Major Lars Madsen fra flyvevåbnet og hans tre observatørkolleger fra Italien, Kina og Belgien går i gang med at rydde op, da bragene fra kanoner og raketter stilner af om morgenen.

Af Sune Wadskjær Nielsen

Adskillige granater har ramt patruljebase Ras i de 11 dage kampene har stået på. De fire observatører smider bunkevis af ødelagte møbler, deres smadrede computere samt tusindvis af glassplinter ud. Ved fjortentiden er de næsten færdige. Italieneren, Roberto, mangler lige at tjekke, hvor meget dieselolie, de har tilbage til generatoren, der leverer strøm til basen.

To skud, efterfulgt af tre skud hurtigt efter hinanden! Sekunder efter råber Roberto om hjælp. ”Roberto er ramt”, lyder det højlydt fra Marc – den belgiske observatør, der slæber ham i sikkerhed ind i patruljebasen. ”Gør klar til medevac!” (medicinsk evakuering, red.), melder Lars Madsen til FN’s lokale hovedkvarter i Libanon.

Lars Madsen kæmper for at få forbindingerne til at hænge fast, mens Marc taler med hovedkvarteret. Meget ubelejligt begynder granatregnen igen, mens de tre observatører desperat forsøger at redde Robertos liv. Patruljebasen bliver ramt.

”Betonsmulder, puds og mere ramler ned i hovedet på os”, skriver Lars Madsen i sin dagbog. Roberto skal hurtigst muligt ned i beskyttelsesrummet. De får med besvær kantet ham ned i beskyttelsesrummets upraktiske indgang, som de bander langt væk.

Det ser skidt ud for Roberto, der er blevet skudt i rygsøjlen. Han mærker lammelsen sprede sig i hans krop – lårene, ballerne og maven.

En uheldig post

Skæbnedagen kalder Lars Madsen den 23. juli, da hans kollega kaptajn Roberto Punzo blev skudt. Siden 12. juli havde de fire observatører befundet sig i en regulær krigszone. Patruljebase Ras, hører til Observer Group Libanon, der er en del af FN’s observatørmission i Mellemøsten – UNTSO (United Nations Truce Supervision Organisation).

Den første gnist, som var med til endnu i gang at sætte Mellemøsten i brand, kom 25. juni, da en israelsk soldat blev taget til fange i Gaza, og Israel indledte en storstilet militær operation i de palæstinensiske områder. Konflikten kom tættere på Lars Madsen, da Hizbollah bortførte to israelske soldater, hvilket Israel betragtede som en krigshandling, og angreb Hizbollahs positioner i det sydlige Libanon.

Patruljebase Ras ligger tæt på Blue Line mellem Hizbollahs og den israelske hærs stillinger. Blue line er den midlertidige ”grænse”, som begge parter har anerkendt og som overvåges af FN. Det kom til at gå hedt til for FN-observatørerne, fordi det mislykkedes for den israelske hær at indtage Hizbollahstillingerne. Patruljebasen blev altså liggende på frontlinjen. På en dag talte FN-observatørerne 800 granatnedslag indenfor meget tæt radius på ti timer.

Indbyggerne i den nærliggende landsby Marun Ar Ras blev fanget i krydsilden mellem de stridende parter og kunne ikke komme væk. Til sidst blev de så desperate, at de bad de neutrale FN-observatører om hjælp. I tre og et halvt døgn delte Lars Madsen og hans kolleger beskyttelsesrum med 36 beboere fra landsbyen heraf cirka 20 børn.

Ingen helikopter eller ambulance fra FN

”Marc råber nu næsten fortvivlet i radioen”, skriver Lars Madsen i dagbogen. I 25 minutter har de ventet i beskyttelsesrummet på nyt fra FN-hovedkvarteret om evakuering af Roberto. Lars Madsen ved at efter en time, falder såredes chance for at overleve drastisk.

Helikopteren er afskrevet og nu bliver de også nødt til at afskrive FN-ambulancen, der ikke kan køre ud i granatregnen. Deres egen armerede Toyota er nu Robertos eneste chance, hvis de kan køre ham over til den israelske side og få ham på et hospital. FN-hovedkvarter aftaler, at de skal mødes med en israelsk militærambulance for enden at et kampvognsspor på den israelske side af Blue Line.

Med Marc i spidsen og Xinjian og Lars Madsen med båren kaster de sig ud fra beskyttelsesrummets tykke vægge og ud i de livsfarlige omgivelser omkring patruljebasen. Gudskelov er Toyotaen uskadt. Til gengæld fortsætter bragene fra granater i nærheden af dem. Først bærer de Roberto ind i bilen, og straks efter er de alle fire på plads og de kan køre.

”Der ligger brokker af gærder og huse, og der er kratere på det meste af vejen efter morterer og artilleri granater. Et sted er vejen ramt så meget, at det kun er via rabatten, vi kan komme forbi. Marc undgår behændigt de værste huller, men ethvert hul er som knive i ryggen på Roberto, og det kan vi godt høre. Der er ikke mere end 800 meter på asfaltvej før vi er ude af landsbyen, da jeg kigger tilbage, bliver den stadig ramt. Gad vide, hvor længe vi havde holdt, hvis vi var blevet”, skriver Lars Madsen i dagbogen.

De får øje på et kampvognsspor på højre side af vejen. Det ser meget stejlt og ujævnt ud. Lars Madsen advarer Roberto om de mange bump og forsøger at opmuntre ham: ”Vi kan få morfin til dig på den anden side, så hold ud lidt endnu. Se på mig, fokuser på din vejrtrækning og vær stærk”.

Toyotaen kravler langsomt op af kampvognssporet. Marc gør sit yderste, for ikke at komme for meget ud til siden, hvor der ligger et minefelt. Mens han bliver kastet rundt i vognen, holder Xinjian sterilbandagen på plads. Flere gange skriger Roberto af smerte. Endelig kommer de igennem et hul i hegnet og over på israelsk side. Ambulancen er der ikke. De må have taget det forkerte spor.

Patruljebase Ras operationsrum var ubrugeligt efter at være blevet ramt af flere artillerigranater under angreb, hvor FN styrker havde base — *Patruljebase Ras operationsrum var ubrugeligt efter at være blevet ramt af flere artillerigranater.*

Var indstillet på faren

I fredelige perioder kan FN-missionen i Mellemøsten fremstå som en feriemission. Der er et dejligt klima, omgængelige mennesker og mange historiske seværdigheder i nærheden.

Det skal man dog ikke lade sig narre af.

”Der er ingen nemme missioner længere”, siger Lars Madsen. Da han tog til UNTSO i marts 2006 var han forberedt på, at fred i Mellemøsten hurtigt kan blive afløst af højspænding og konflikt. Mentalt var han indstillet på at komme i fare, men havde dog ikke forestillet sig, han skulle befinde sig midt i den hedeste krigszone. Flere af hans observatørkolleger blev taget på sengen af kamphandlingerne, fordi de havde betragtet missionen som en loppetjans.

Efter FN-observatørerne den 25. juli blev trukket ud af patruljebaserne og ind til hovedkvarteret i Naqoura, talte Lars Madsen først med en FN-psykolog og senere med en af forsvarets psykologer på Cypern. Det har hjulpet ham til at bearbejde oplevelsen. Lars Madsen sætter dog også stor pris på de samtaler, han har haft med sine danske officerskolleger og især ældste danske officer, Oberstløjtnant Lars Baggesen i UNTSO. Det betyder meget at tale med nogen, der selv kan sætte sig ind i, hvordan det er at færdes i en krigszone og sætte livet på spil.

Med helikopter

”Flares og røg”, råber Marc. Måske er ambulancefolkene lige i nærheden og ser deres signaler. Der går tre minutter uden der sker noget. De tænder mere røg. Og endelig kommer en armeret israelsk militærambulance.

Lars Madsen tager som den eneste med Roberto i ambulancen. Han synes ikke, de militære ambulancefolk virker særligt professionelle. Droppet sidder ikke ordentligt. Så snart de er ude af den værste farezone, kommer de dog over i en civilambulance, hvor det ubehjælpsomt påsatte drop bliver skiftet, og Roberto får et skud morfin af to civile ambulancefolk. ”Jeg er ved at miste bevidstheden”, siger Roberto med frygt i stemmen. I 45 minutter har han fået gentaget, at han ikke må flade hen. Den civile ambulance overfører Roberto til en helikopter, hvor der ikke er plads til Lars Madsen. Takket være hans og kollegernes indsats overlever Roberto. De seneste meldinger lyder på, at der er 70% chance for, han kommer til at gå igen.

Efter den dramatiske redningsaktion tilbringer Lars Madsen et par dage i Tiberias, der er hovedkvarter for UNTSO’s Observer Group Tiberias i Israel. 25. juli bliver en anden af FN’s fire patruljebaser i Libanon ramt af en flybombe og fire af Lars Madsens kolleger bliver dræbt på stedet. Herefter trækkes FN-observatørerne fra patruljebaserne og ind til hovedkvarteret i Naqoura.

I de fem uger krigen raser videre i Libanon får Lars Madsen lejlighed til at besøge sin sårede italienske kollega på hospitalet. Det første Roberto siger, da han dukker op er: ”Se på mig, fokuser på din vejrtrækning og vær stærk”.