I dag, den 9. januar 2023, er det 21 år siden Jægerkorpset blev indsat i Afghanistan, og en rolle centralt i skarpe begivenheder opfattes i dag som fundamental for korpsets identitet. Under Den kolde Krig var det anderledes. Hovedopgaven var overvågning og atter overvågning, beretter oberstløjtnant Jens Mandøe. Senere havde han selv en andel i udviklingen af det stadig gældende koncept for korpset

Af Niels-Birger Danielsen 
Soldater i Jægerkorpset for 40 år siden var ikke kun nødt til at være i fysisk topform. De måtte også havde psykisk robusthed til at klare nærmest uendelige perioder med kedsomhed. En af dem var en yngre officer, Jens Mandøe, der i sin tid i korpset 1980-84 oplevede flere store NATO-øvelser i Tyskland.
    ”På nogle opgaver lå vi på nøjagtigt samme sted i tre uger – på en skrænt, en bjergtop eller et andet utilgængeligt sted med god oversigt, hvor ingen anden ville komme. Nogle gange drejede det sig om områdeopklaring, men for det meste observerede vi mod en bro, et vejkryds, en havn eller lignende,” beretter Mandøe – i dag 71 år og pensioneret oberstløjtnant. 
    ”En patrulje bestod som regel af fem mand. Vi infiltrerede frem til det punkt, hvor vi havde planlagt at lægge os i skjul og observerede derefter 10-100 meter derfra. En mand var på vagt ad gangen, mens fire andre lå i soveposer. Vi måtte godt læse i pauserne, men vi blev opfordret til kun at tage én bog med – til deling! Der skulle være mange andre ting i oppakningen, bl.a. mad til tre uger. Det var et forfærdeligt pres – dels fysisk på grund af mangel på bevægelighed, dels mentalt på grund af kedsomheden.”

Langs ’Jerntæppet’

Anledningen til interviewet er, at det i dag – den 9. januar – er 21 år siden, Jægerkorpset blev sat ind i Afghanistan som en del af den NATO-ledede multinationale ISAF-militærstyrke. Allerede dengang var angreb på punktmål, befrielse af gidsler og uddannelse af venligtsindede styrker centrale elementer blandt korpsets kompetencer. 
   Men det var et koncept for specialoperationer, der først var blevet indført i de nærmest forudgående år. Kontrasten til virkemåden under Den kolde Krig var stor. Det på trods af, at den jernhårde træning og de lige så kompromisløse optagelseskriterier har været den fælles virkelighed for alle jægere fra korpsets oprettelse i 1961 til i dag. 
   Også i 1970’erne og 80’erne var angreb på punktmål bag fjendens linjer såsom en bro eller et kraftværk principielt på programmet, men det var sekundært. Massehære på hver sin side af ’Jerntæppet’ ned gennem Tyskland havde våbnene rettet mod hinanden. Da opdaterede efterretninger om de Sovjet-ledede styrkers bevægelser og hensigter havde højeste prioritet, var  patruljering og rekognoscering den altoverskyggende opgave.
   Talen om ’bag fjendens linjer’ skal i øvrigt ikke forstås sådan, at Jægerkorpset under øvelserne forsøgte at trænge ind på polsk, østtysk eller tjekkoslovakisk territorium.
  ”Nej, vi forsøgte aldrig at operere bag ’Jerntæppet’. Det var før, man begyndte at tænke i den retning,” fastslår Mandøe, der blev optaget i korpset som 28-årig i 1979 efter en årrække som primært panserinfanterist i Hæren.
   Efter værnepligt ved Slesvigske Fodregiment i Haderslev og ni måneder på Sønderborg Sergentskole i 1971 var han sergent ved Kongens Jydske Fodregiment i Fredericia. Jens Mandøe tog officersuddannelsen på Hærens Officersskole 1972-76 med praktik ved Fynske Livregiment og startede derpå som premierløjtnant ved Bornholms Værn.
    Efter optagelsen i Jægerkorpset begyndte han i patruljen som spejder, blev senere patruljefører, hvorefter han kom i staben, bl.a. efterretningssektionen og kursuselementet. I 1984 kom han på Forsvarsakademiet, hvor han tog Førings- og stabskursus II. 

Øvelser i haste-deployering

I centrum for aktiviteterne i 1980’erne stod en række store NATO-øvelser under fællesbetegnelsen REFORGER (’Return of Forces to Germany’, dvs. ’styrkernes tilbagevenden til Tyskland’), der i størrelse kulminerede i 1988 med deltagelse af 128.000 soldater. 
   Øvelserne blev indledt i 1969 som følge af de stadigt voksende amerikanske vanskeligheder  under Vietnamkrigen. Præsident Lyndon B. Johnson besluttede at trække to amerikanske divisioner væk fra Tyskland, og USA følte sig nødsaget til at sætte noget i stedet i en situation, hvor den militære magtbalance i Europa i forvejen var ved at tippe alvorligt til fordel for Warszawapagt-landene.
 Løsningen blev, at amerikanerne opbyggede store lagre af militært materiel af enhver slags i Tyskland og øremærkede styrker, der med kort varsel skulle sættes ind i Tyskland som forstærkninger i tilfælde af et krigsudbrud. Øvelsesrækken fortsatte helt til 1993, selv om Berlinmuren var faldet fire år før.
   Ifølge Jens Mandøe samarbejdede man på øvelserne med specialstyrker fra en række lande, bl.a. USA, de nordiske lande, Frankrig og Storbritannien samt de tyske Fernspähtruppen (fjernrekognoscerings-tropper). Samarbejdet med Tyskland havde i det hele taget været tæt, og flertallet af korpsets træningsophold i udlandet havde fra begyndelsen fundet sted i Tyskland.

International klasse

Det danske korps havde klasse og blev ifølge bogen Jægerkorpset af Peter Knud Jensen og Peter Rasmussen fra 1997 selv af stormagternes meget større specialstyrkekorps betragtet som en eliteenhed. Den var under NATO-øvelserne underlagt COMLANDJUT, kommandoen for det fælles dansk-tyske landforsvar i Jylland/Fyn og Slesvig-Holsten under Enhedskommandoen (BALTAP) i Karup.
    I 1980 deltog Jægerkorpset i øvelsen ’Certain Rampart’ i Midt- og Vestbayern. Man fik lejlighed til at afprøve alle færdigheder under meget realistiske forhold inden for stort set alle relevante områder. Korpset opererede under den amerikanske hærs 7. Korps, der gav det skudsmålet: ’Den nøjagtigste og mest brugbare efterretningskilde’. 
    Forespurgt, hvordan Jægerkorpsets patruljer adskiller sig fra den grundfærdighed i patruljering, som mange har på alle Hærens tjenestesteder, svarer Jens Mandøe:
   ”I Jægerkorpset videreudviklede vi metoder og færdigheder på mange planer. Vi så på den ene eller anden procedure og spurgte: ’Duer det her?’ Vi var normsættere i Hæren på den måde, at alle instruktører i patruljetjeneste havde været på instruktørkursus hos Jægerkorpset.”
  Under REFORGER-øvelsen ’Carbine Fortress’ i 1982 i Nordbayern og det nordøstlige Baden-Württenberg gjorde Jægerkorpset sig igen positivt bemærket. 
    Under rekognoscering blev man opmærksom på et velbevogtet hovedkvarter for en ’fjendtlig’ panserdivision og meldte observationen. Reaktionen på den meget nøjagtige rapportering var, at der blev iværksat et luftangreb, så hovedkvarteret stort set blev udslettet. Jægerpatruljerne blev konstant eftersøgt af ’fjenden’, der var helt klar over deres aktivitet. Alligevel lykkedes det ikke blot jægerne at undgå opdagelse, men også at følge med ’fjenden’ og observere og rapportere om etableringen af det nye hovedkvarter – antagelig 10-15 kilometer borte – hvorefter et nyt luftangreb blev iværksat.  
 ”Det blev betegnet som en kæmpe succes,” bemærker Mandøe.
 

Det kunne gå galt
Men uanset hvor timet og tilrettelagt alt var, kunne det gå galt.
  ”Nogle gange kom de, vi skulle observere, pludselig til stede – f.eks. i et tilfælde en panserenhed. En af dem tissede ned på min sovepose, men uden at opdage mig.” 
  Den nærmest kvælende, ugelange begivenhedsløshed kunne på bastant vis blive brudt.
  ”Når der så kom en panserdivision og rullede forbi, så VAR det altså en panserdivision med måske 200 kampvogne. De enheder, vi holdt øvelser med var store: amerikanske divisioner, franske divisioner, danske brigader m.m.,” beretter Jens Mandøe og perspektiverer til nutidens forhold:
  ”Det er vel svært at forestille sig i dag, hvor det er vanskeligt blot at få stillet én kampgruppe op. Dengang havde Hæren næsten seks brigader.”

Transformationen
I den videre karriere blev Jens Mandøe i 1980’erne først lærer ved Forsvarsakademiet, hvorefter han kom til BALTAP i Karup, derpå til Forsvarskommandoen, hvorefter han i 1992 blev oberstløjtnant og bataljonschef ved Dronningens Livregiment i Nørre Uttrup ved Aalborg.  
    Året efter, i 1993, flyttede han de få kilometer til Flyvestation Aalborg, hvor Jægerkorpset dengang som i dag er garnisoneret, for at blive korpsets chef – en post, han havde til 1997. Hans cheftid blev en bevæget periode, idet han forestod udsendelse af enheder fra korpset til det tidligere Jugoslavien efter udbruddet af borgerkrigene – korpsets første skarpe missioner godt 30 år efter grundlæggelsen.  
    Nyorienteringen, der var fuldendt, da ISAF-styrken blev udsendt, skete ikke lige med ét. Den var foregået gradvis, og en central dato var den 5. september 1972, da 11 israelske sportsfolk blev skudt og dræbt af palæstinensiske terrorister under De olympiske Lege i München.
    ”Vi begyndte at se tendensen til et nyt operativt koncept efter München-gidselaffæren i 1972 og den mislykkede befrielsesaktion,” bemærker Jens Mandøe.
 I samme retning trak dramaet i 1976 i lufthavnen i Entebbe, Uganda, hvor israelske kommandosoldater befriede passagerer og besætningsmedlemmer i et Airbus-passagerfly, der var blevet holdt tilbage som gidsler i en uge – igen af palæstinensiske terrorister.
  ”I min tid fik vi træning i gidselbefrielse, og dette kom senere til at indgå som en vigtig kompetence.”
    Udviklingen af det nye koncept begyndte i slutningen af hans egen chefperiode og blev gennemført af hans efterfølger oberstløjtnant Jørgen Høll Christensen (chef 1997-99), der i 2014 med grad af generalmajor blev den første chef for den nyoprettede Specialoperationskommando.
    ”Den primære forskel på jægeruddannelsen fra dengang, jeg gennemgik den, til den nuværende, hvor uddannelsen er blevet mere målrettet mod nutidens trusler og konflikter, ligger primært i den offensive indsættelse,” pointerer Jens Mandøe. 
    ”Offensive operationer var fra starten en biting. Overvågning og efterretning bag fjendens linjer var og blev hovedbeskæftigelsen, og vi opererede aldrig under korpsniveauet. Siden konceptændringen har en af opgaverne også været at træne folk, der i fjendtlige områder er venligtsindede over for os som f.eks. i Afghanistan.”

Pensionist-tilværelse ikke i sigte 
Betegnelsen ’pensionist’ holder kun stik for Jens Mandøes vedkommende for så vidt, som han er pensioneret fra forsvaret. Han er direktør for firmaet Bulmar, som han grundlagde for 12 år siden. Jobprofilen fra tiden i Jægerkorpset er intakt, for han er konsulent på sikkerhedsområdet med en bred vifte af opgaver.
    I de senere år har han adskillige gange ledet en bevæbnet vagtstyrke på tankskibe i Det indiske Ocean, rådgivet om dannelse af et sikkerhedsorgan i den vestafrikanske stat Togo samt givet sikkerhedsvurderinger på f.eks fabrikker og havneanlæg i en række lande. Han driver også et galleri med egne malerier og forhandler en række lokale kryddersnapse fra Vendsyssel, hvor han bor.